Slaget ved Poitiers (1356): Forskelle mellem versioner

 

== Baggrund ==

 

== Forhandlinger inden slaget ==

 

{{quote|Til konferencen deltog kongen af Frankrig, Sir John Chandos, og mange andre prominente personer fra perioden, for at forlænge sagen og for at stoppe et slag, samlede Kongen (af Frankrig) alle baronerne på begge sider. Han (kongen) tog ikke sin tørn i talen. Der kom [[Jarl af Tankerville|greven af Tancarville]], og som listen skriver, ærkebiskoppen af Sens (Guillaume de Melun) var der, ham fra [[Jean 2. de Talaru|Talaru]], i stor diskretion, Charny, Bouciquaut og Clermont; alle disse personer deltog for at rådgive den franske konge. På den anden side kom gladeligt [[Thomas de Beauchamp, 11. jarl af Warwick|Jarlen af Warwick]], den gråhovedet (hvid- eller gråhåret) [[Robert d'Ufford, 1. jarl af Suffolk|jarlen af Suffolk]] var der, og [[Bartholomew de Burghersh, 2. Baron Burghersh|Bartholomew de Burghersh]], størstedelen af prinsens gehejmeråd og [[James Audley|Audeley]] og [[John Chandos|Chandos]], der på dette tidspunkt havde et stort omdømme. Der holdt de deres parlament og hver mand talte sin sag. Men deres råd kan jeg ikke relatere, dog ved jeg, med stor sandhed, når jeg hører min beretning, at de ikke kunne enes, hvorfor hver og en forlod mødet. Så kom de profetiske ord fra [[Geoffroi de Charny]]: 'Lords,' sagde han, 'siden det er sådan, at denne fredsaftale ikke længere behager jer, giver jeg jer tilbuddet om at kæmpe, et hundrede mod et hundrede, hvor hver vælger fra sin egen side; og vid dette, hvem de hundrede det måtte blive, vid dette, skal alle andre forlade slagmarken og lade striden være. Jeg tror, at det vil være bedst at gøre sådan, og at Gud vil se mildt på os, hvis slaget bliver undgået, hvor så mange tapre mænd vil falde.<ref>Mildred K. Pope; Eleanor C. Lodge, ''Life of the Black Prince by the Herald of Sir John Chandos'' (Oxford, UK Clarendon Press 1910), p. 857</ref>}}

[[File:Battle-poitiers(1356).jpg|300px|thumb|Slaget ved Poitiers (miniatur af Froissart)]]

 

 

 

Andre blev enten dræbt eller taget til fange under slaget: konge Joan 2.; prins Philip (yngste søn og stamfader til huset Valois-Burgundy), [[Geoffroi de Charny]], der bar [[Oriflamme]], Peter 1., hertug af Bourbon, Walter 6., greve af Brienne og Constable af Frankrig, [[Jean de Clermont]], Marshal af Frankrig, Arnoul d'Audrehem, [[John af Artois, greve af Eu|greven af Eu]], [[James 1., greve af La Marche|greven af Marche og Ponthieu]] Jacques de Bourbon blev taget til fange under slaget og døde i 1361, [[Louis 1., greve af Étampes|greven af Étampes]], greven af [[Tancarville]], [[Renaud de Trie|greven af Dammartin]], grev [[Joinville, Haute-Marne|Joinville]], Guillaume de Melun, ærkebiskop af Sens.<ref>John Bourchier; G. C. Macaulay, ''Chronicles of Froissart'', (New York Macmillan and Co., Ltd. 1948), pp. 104–106</ref><ref>Edward Maunde Thompson, ''Chronicle of Geoffrey le Baker'', (Oxford at the Clarendon Press 1889) p. 297</ref>

Rustningerne på hestene var tyndere på siden og bag på, så bueskytterne rykkede ud på siderne af kavaleriet og skød hestene i flanken, hvilket tyder på, at Baker havde ret i, at de havde svært ved at skyde igennem riddernes rustninger. Dette var en udbredt måde at stoppe kavaleriets angreb på, fordi de faldne heste ofte ødelagde kampformation og den indbyrdes samhørighed i fjendens linjer. Resultatet var ødelæggende.<ref>D. Green, ''The Battle of Poitiers 1356'', (Tempus Publishing, Charleston, S.C., 2002)</ref><ref>Edward Maunde Thompson, ''Chronicle of Geoffrey le Baker'', (Oxford at the Clarendon Press 1889) p. 304</ref> Dauphin angreb Salisbury og pressede sine folk frem på trods af krafti beskydning fra de engelske bueskytter og komplikationerne med at løbe ind i Clermonts flygtende fortrop. Green foreslår at Dauphin havde tusindevis af troppe med sig i denne fase af angrebet. Han avancerede fremt il de engelske linjer, men måtte i sidste ende falde tilbage. Franskmændene formåede ikke at komme igennem englændernes forsvarslinje. denne fase af angrebet har varet omkring to timer.<ref>''[http://home.eckerd.edu/~oberhot/poitiers.htm Battle of Poitiers]''</ref>

 

 

 

=== Tilfangetagelsen af den franske konge ===

[[Image:Capture de Jean le Bon.jpg|thumb|300px|Jean 2., den gode bliver fanget.]]

 

{{quote|" ... Så mange englændere gascons kom til det område, at de uundgåeligt fik åbnet kongens kamp, så franskmændene var så blandet sammen med deres fjender, at nogle gange var der fem mand mod én gentleman. Der blev fanget lord af Pompadour og lord Bartholomew de Burghersh, og sir Geoffrey of Charny med kongens banner i sine hænder faldet; også lord Raynold Cobham dræbte jarlen af Dammartin. Derefter var der et stort pres for at fange kongen, og dem som kendte ham råbte, 'sir, giv op, ellers vil du dø.' Der var en ridder fra Saint Omer's kaldet sir Denis Morbeke, der blev tilbageholdt med kongen af England, som havde tjent englænderne fem år før, fordi han i sin ungdom havde forladt kongeriget Frankrig, på grund af et mord han havde begået i Saint-Omer's. Der skete de gode for ham, at han befandt sig ved siden af kongen, da de skulle til at fange ham: han trådte frem i mængden og med styrken i sin krop og sine arme kom han til den franske konge og sagde på godt [[Fransk (sprog)|franks]], 'Sir, overgiv dig.' Kongen tog ridderen i sit åsyn og sagde: 'Hvem skal jeg overgive mig til? Hvor er min fætter, prinsen af Wales? Hvis jeg ser ham, vil jeg gerne tale med ham.' Denis svarede og sagde: 'Sir, han er her ikke; men overgiv dig til mig, og jeg skal bringe dig til ham.' 'Hvem er du?' udbrød kongen 'Sir,' svarede hhan, 'Jeg er Denis af Morbeke, en ridder af Artois; men jeg tjener kongen af England, fordi jeg blev forvist fra kongeriget Frankrig, og du har taget alt fra mig, som jeg havde der.' Da gav kongen ham sin højre panserhandske og sagde, 'jeg overgiver mig til dig.'"...<ref>''Chronicle and romance : Froissart, Malory, Holinshed''. With introd. notes and illustrations ([c1910]) The Chronicle of Froissart, translated by [[Lord Berners]], edited by G.C. Macaulay (N.Y. Collier & Son 1910) out of copyright p. 53</ref>}}