Pink Floyd: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Amjaabc (diskussion | bidrag) Opstramning af strukturen (færre under-underafsnit), flyttet meget detaljeret nummer-liste til diskografien, sproglig opstramning mm. |
m Datomaerker kilde mangler-skabeloner |
||
Linje 84:
=== Den Roger Waters-dominerede periode 1976–1985 ===
{{uddybende|Animals (album)|The Wall|The Final Cut (album)}}
Selvom gruppens standpunkt var klart antiautoritær, overtog Roger Waters mere og mere af kontrollen med gruppen. Som hovedleverandør af materiale havde han naturligt en meget stor indflydelse på gruppens arbejde, men han søgte den fuldstændige kontrol med gruppen.{{
I midten af [[1970'erne]] kom en bølge af rå og [[minimalistisk musik]] som punk. Dette var den absolutte modpol til Pink Floyds musik. Albummet ''[[Animals (album)|Animals]]'' ([[1977]]) kom også under kritik for at være for tungt og pompøst. Sigtet var stadig mere kritisk og politisk. Dyretemaet er direkte hentet fra [[George Orwell]]s bog ''Kammerat Napoleon'', som er en beskrivelse af [[Den Russiske Revolution]] som [[fabel]].
Linje 92:
"Fravær, isolation, savn" både i gruppens forhold til omverdenen og – især Roger Waters tab af sin far, som blev dræbt under [[anden verdenskrig]], blev kogt sammen til rockoperaen ''[[The Wall]]'' (1979) om musikeren "Pink Floyd", der totalt handlingslammet ser sit liv passere revy og gå i opløsning. Isolationen beskrives symbolsk med opbygningen af en mur imellem musikeren og publikum. ''The Wall'' blev et kolossalt epos om gruppen selv, deres opvækst og liv, hvor alle skeletterne på én gang kom ud af skabene i en kulmination med en fingeret retsag, hvor figurens nærmeste omgivelser 'dømmer' ham til fortabelse.
Projektet blev så stort, at man måtte hente hjælp udefra i form af [[Musikproducer|produceren]] [[Bob Ezrin]], som endda blev medkomponist på nummeret "The Trial". For første gang fik de politiske budskaber frit løb. Nummeret "Another Brick in the Wall" blev brugt af frihedsbevægelsen i [[Sydafrika]] som en slagsang imod regimets [[apartheid]]-politik. Selvom Waters er så dominerende på albummet lykkedes det David Gilmour at markere sig dels som sanger på store dele af albummet, men især med en fantastisk [[guitar]]solo på nummeret "[[Comfortably Numb]]". Soloen er blevet kåret som én af de absolut bedste i rockhistorien.{{
Waters' higen efter total dominans i gruppen ledte uvægerligt til konfrontationer, hvilket under indspilningerne af ''The Wall'' kulminerede i, at Rich Wright blev presset ud af gruppen og til sidst fyret. Wright blev dog hyret som musiker til koncerterne efter udgivelsen af albummet, og ironisk nok blev han derved den eneste af gruppens medlemmer, som rent faktisk tjente penge på projektet.
| |||