Europa-Kommissionen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
KnudW (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved Toxophilus, fjerner ændringer fra 62.92.231.58 (diskussion | bidrag) |
m bot: ændre fra engelsk til dansk datoformat |
||
Linje 60:
|data16 = [http://ec.europa.eu/index_en.htm ec.europa.eu]
}}
'''Europa-Kommissionen''' (ofte forkortet '''EU-Kommissionen''', tidligere '''Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber''', '''EF-Kommissionen''') er den [[Magtadskillelse#Den_Europ.C3.A6iske_Union|udøvende]] gren af [[Den Europæiske Union]] og ansvarlig for at fremlægge lovforslag, implementere beslutninger, opretholde [[Den Europæiske Unions traktatgrundlag|EU-traktater]] og administrere den daglige drift af EU.<ref name="Europa Institutions">{{cite web|title=Institutions of the EU: The European Commission|publisher=[[Europa (web portal)|Europa]]|url=http://europa.eu/institutions/inst/comm/index_en.htm|accessdate=18.
Kommissionen arbejder på samme måde som en [[Kabinet (regering)|kabinetregering]], med 28 kommissionsmedlemmer (uformelt kendt som "kommissærer").<ref>{{cite book|isbn=92-79-02225-3|url=http://ec.europa.eu/publications/booklets/eu_glance/53/2006-en.pdf|title=How the European Union works: Your guide to the EU institutions|author=European Commission|year=2006|format=PDF|accessdate=4.
Begrebet ''Kommission'' anvendes enten i snæver forstand om det 28-mand-store ''Kommissærkollegie'' (eller bare ''Kollegiet'') eller i bredere forstand til også at omfatte det administrative organ på omkring 23.000 [[EU-embedsmand|EU-embedsfolk]], der er opdelt i afdelinger kaldet [[generaldirektorat]]er ("GD'er") og tjenester.<ref name="GDer">http://ec.europa.eu/about/ds_da.htm</ref><ref name=rules>[http://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/AUTO/?uri=URISERV:o10004 Summaries of EU legislation: Rules of Procedure of the European Commission]</ref><ref>
{{cite web|url=http://ec.europa.eu/dgs_en.htm|title=Departments (Directorates-General) and services|author=European Commission|accessdate=4.
Kommissionsmedlemmerne og deres "kabinetter" (nærmeste hold) har hovedkvarter i [[Berlaymont-bygningen]] i [[Bruxelles]].
Linje 74:
EU-Kommissionen stammer fra en af de fem nøgleinstitutioner, der blev oprettet i det [[overnational]]e europæiske fællesskabssystem efter den franske udenrigsminister, [[Robert Schuman]]s, forslag 9. maj 1950. Kommissionens forløber blev etableret i 1951 som den ni-mand-store "[[Høje Myndighed for det Europæiske Kul- og Stålfællesskab|Høje Myndighed]]" under formand [[Jean Monnet]].<ref name="ENA commission history">{{cite web|title = European Commission|publisher=CVCE|url=http://www.cvce.eu/obj/european_commission-en-281a3c0c-839a-48fd-b69c-bc2588c780ec.html}}</ref> Den Høje Myndighed var den overnationale administrativt udøvende gren af det nye [[Europæiske Kul- og Stålfællesskab]] (EKSF). Den blev taget i ed den 10. august 1952 i Luxembourg. I 1958 etablerede [[Rom-traktaten]] to nye fællesskaber sideløbende med EKSF: det [[Europæiske Økonomiske Fællesskab]] (EØF) og det [[Europæiske Atomenergifællesskab]] (Euratom). Disses udøvende grene blev dog kaldt "Kommissioner" i stedet for "Høje Myndigheder".<ref name="ENA commission history"/> Denne navneforandring skyldtes det nye forhold mellem den udøvende gren og [[Rådet for Den Europæiske Union|EF-Rådet]]. Nogle stater, såsom Frankrig, var betænkelige ved den Høje Myndigheds magt, og ønskede at begrænse den ved at give mere magt til Rådet snarere end de nye fællesskabers udøvende instanser.<ref name="ENA Council history">{{cite web|publisher =CVCE|title=Council of the European Union|url=http://www.cvce.eu/obj/the_council_of_the_european_union-en-de23700c-e50a-4e0e-a7de-80665e4caf9f.html}}</ref>
[[Louis Armand]] ledte [[Armand-kommissionen|den første Euratom-kommission]]. [[Walter Hallstein]] ledte [[Hallstein-kommissionen|den første EØF-kommission]], og afholdt det første formelle møde 16. januar 1958 på [[Château de Val-Duchesse]]. Her etablerede man en overenskomst omkring en omstridt pris på korn, og fik efterfølgende gjort et positivt indtryk overfor andre lande, da kommissionen havde sin internationale debut ved [[Kennedyrunden]] i forbindelse med forhandlingerne af handelsaftalen [[GATT]].<ref name="LSE Chair">{{cite web|last=Ludlow|first=N|year=2006|publisher=[[London School of Economics]]|title=De-commissioning the Empty Chair Crisis: the Community institutions and the crisis of 1965–6|url=http://eprints.lse.ac.uk/2422/01/Decommisioningempty.pdf|format=PDF|accessdate=24.
I 1965 førte en stigende uenighed mellem den franske regering under [[Charles de Gaulle]] og de andre medlemsstater til den såkaldte "tomme stols krise". Selvom den institutionelle krise blev løst det følgende år, kostede det Etienne Hirsch hans formandspost for Euratom og senere Walter Hallstein formandskabet for EØF, på trods af at han ellers blev anset for værende den mest dynamiske leder frem til [[Jacques Delors]].<ref name="LSE Chair"/>
===Tidlige kommissioner (1967-1985)===
De tre organer sameksisterede frem til 1. juli 1967 da de, under [[Fusionstraktaten]], blev kombineret til en enkelt administration under formanden [[Jean Rey (politiker)|Jean Rey]].<ref name="ENA commission history"/> På grund af fusionen voksede [[Rey-kommissionen]] midlertidigt til at bestå af 14 medlemmer, omend efterfølgende kommissioner blev reduceret til ni, efter formlen med et medlem for små stater og to for store stater.<ref name="ENA composition">{{cite web|title=Composition|publisher=CVCE|url=http://www.cvce.eu/obj/composition_of_the_european_commission-en-4b39ad5f-6376-44e4-8144-07e1f84647aa.html}}</ref> Rey-kommissionen fuldendte Fællesskabets [[toldunion]] i 1968 og var fortaler for et mere magtfuldt, folkevalgt [[EU-Parlamentet|Europa-Parlament]].<ref name="Meet Rey">{{cite web|title=Discover the former Presidents: The Rey Commission|publisher=Europa (web portal)|url=http://ec.europa.eu/commission_barroso/president/history/rey/index_en.htm|accessdate=23.
[[Malfatti-kommissionen|Malfatti-]] og [[Mansholt-kommissionen|Mansholt-kommissionerne]] fulgte, og arbejdede med samarbejde om pengepolitik og den første [[Udvidelsen af EU|udvidelse af det Europæiske Fællesskab]] mod nord i 1973, da blandt andre [[Danmark]] kom med i fællesskabet.<ref name="Meet Mansholt">{{cite web|title=Discover the former Presidents: The Mansholt Commission|publisher=Europa (web portal)|url=http://ec.europa.eu/commission_barroso/president/history/mansholt/index_en.htm|accessdate=23.
===Jacques Delors' revitalisering af Kommissionen (1985-1994)===
[[Fil:Bundesarchiv B 145 Bild-F078267-0023, Bonn, Ministerpräsidenten mit EU-Kommissar Delors-CROPPED.jpg|thumb|upright|Kommissionsformand [[Jacques Delors|Delors]], en af de bedst kendte formænd i Kommissionens historie]]
{{hovedartikel|Delors-kommissionen}}
Kommissionens formandskab blev i 1985 overtaget af den franske økonom [[Jacques Delors]], som tilførte den en ny dynamik og en fornyet idé om retning,<ref>{{cite web|publisher=Burson-Marsteller|title=The new Commission – some initial thoughts|year=2004|url=http://www.bmbrussels.be/box_bmnewcomm.php|accessdate=17.
===Santers kommission og korruptionsskandale (1995-1999)===
Linje 92:
Delors efterfølger blev [[Jacques Santer]]. Hele [[Santer-kommissionen]] blev dog af Parlamentet tvunget til at træde tilbage i 1999 efter en svindels- og korruptionsskandale hvor kommissionsmedlemmet [[Édith Cresson]] spillede en central rolle. Denne svindel blev afsløret gennem [[whistleblower|whistleblowing]] fra en intern revisor, [[Paul van Buitenen]],<ref>{{cite book|author=Paul van Buitenen|title=Blowing the Whistle: Fraud in the European Commission|publisher=Politicos Pub|year=2000|isbn=978-1-902301-46-4}}</ref><ref>{{cite web|url=http://www.europarl.europa.eu/experts/default_en.htm |title=Second report on Reform of the Commission. Analysis of current practice and proposals for tackling mismanagement, irregularities and fraud. Committee of Independent Experts, 1999 |publisher=European Parliament }}</ref> og førte blandt andet til oprettelsen af [[Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig]] (ofte kaldet OLAF efter sit franske navn, ''Office européen de lutte antifraude'').
Santer-kommissionen markerede den første gang en kommission har været tvunget til at træde tilbage ''en masse'' og repræsenterede et skift i magtforholdet til Parlamentet.<ref>{{cite web|last=Topan|first=Angelina|title=The resignation of the Santer-Commission: the impact of 'trust' and 'reputation'|date=30.
I sin embedsperiode nåede Santer-kommissionen blandt andet at arbejde med [[Amsterdam-traktaten]] og euroen.<ref name="Meet Santer">{{cite web|title=Discover the former Presidents: The Santer Commission|publisher=Europa (web portal)|url=http://ec.europa.eu/commission_barroso/president/history/santer/index_en.htm|accessdate=23.
===Prodi og styrkelse af Kommissionen (1999-2004)===
{{hovedartikel|Prodi-kommissionen}}
Santer blev i 1999 efterfulgt som kommissionsformand af den tidligere [[Italiens premierministre|italienske premierminister]] [[Romano Prodi]]. Ratificeringen af Amsterdam-traktaten havde styrket Kommissionens politiske magt, og Prodi blev i pressen beskrevet som noget nær en premierminister.<ref>{{cite web|last=James|first=Barry|title=Prodi to Have Wide, New Powers as Head of the European Commission|work=International Herald Tribune|date=16.
===Barroso-kommissionens ti år (2004-2014)===
{{hovedartikel|Barroso-kommissionen}}
I 2004 blev [[José Manuel Barroso]] kommissionsformand. Allerede før han kunne tiltræde blev Barroso nødt til at omstrukturere [[Barroso-kommissionen|sin kommission]], da Parlamentet nægtede at godkende hans første forslag til en kommission.<ref>{{cite web|last=Tobais|first=Troll|title=We have to democratise procedures|date=2.
Barrosos første kommissions periode udløb 31. oktober 2009. Pr. [[Nice-traktaten]] skulle den første kommission, der skulle udpeges efter antallet af medlemsstater var nået 27, reducere sit antal kommissærer til "mindre end antallet af medlemsstater". Det præcise antal kommissærer skulle afgøres af et enigt [[Det Europæiske Råd|Europæisk Råd]] og medlemskab ville derefter skulle rotere ligeligt mellem medlemsstaterne. Efter Rumænien og Bulgarien var kommet med i EU i januar 2007, trådte denne klausul i kraft fra og med den næste kommission. [[Lissabon-traktaten]], der trådte i kraft 1. december 2009, krævede en reduktion i antallet af kommissærer til to-tredjedele af medlemsstaterne fra 2014 medmindre Det Europæiske Råd besluttede andet. Medlemskabet skulle rotere ligeligt, og ingen medlemsstat skulle have mere end en kommissær. Traktaten blev dog afvist ved folkeafstemning i Irland i 2008, hvor en af de centrale bekymringer var tabet af deres kommissær. Som følge heraf blev der givet en garanti til gengæld for en ny afstemning: Rådet ville bruge sin magt til at justere antallet af kommissærer op. Ifølge traktaterne skulle antallet dog stadig holdes på mindre end det samlede antal medlemmer, og det blev derfor foreslået at den medlemsstat, der ikke fik en kommissærpost i stedet skulle få posten som [[EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik|Højtstående repræsentant]] – den såkaldte 26+1-formel.<ref>{{cite news|last=Smyth|first=Jamie|title=Rejection may undermine EU's effectiveness, warns Swedish premier|work=The Irish Times|date=5.
Lissabon-traktaten kombinerede også posten som udenrigskommissær med Rådets [[EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik|højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik]]. Denne post, der også var [[næstformand for EU-kommissionen|næstformand for Kommissionen]], ville være ansvarlig for at lede [[Rådet for Den Europæiske Union|EU-Rådet]]s møder om udenrigsanliggender såvel som tage sig af Kommissionens eksterne relationer.<ref name="Europa web portal">{{cite web|title=The Union's institutions: Commission|publisher=Europa (web portal)|url=http://europa.eu/scadplus/constitution/commission_en.htm|accessdate=6.
Traktaten dikterer herudover at der bør tages hensyn til de seneste europæiske valg når Kommissionen udpeges, omend kommissionsformanden stadig foreslås af [[Det Europæiske Råd]]; [[EU-Parlamentet]] "''vælger''" Kommissionen snarere end "''godkender''" den som under Nice-traktaten.<ref name="Europa web portal"/>
Linje 117:
[[Fil:Ioannes Claudius Juncker die 7 Martis 2014.jpg|thumb|upright|Nuværende [[Jean-Claude Juncker|Kommissionsformand Juncker]]]]
Kommissionen blev fra starten struktureret til at fungere som en uafhængig supranational autoritet separat fra regeringerne; den er blevet beskrevet som "det eneste organ, der betales for at tænke europæisk".<ref name="Day">{{cite web|title=Interview with European Commission Secretary-General Catherine Day|publisher=EurActiv|date=25.
Kommissionens ansvar er nedfældet i [[EU-Traktaten]]s Artikel 17, hvor stk. 1 eksempelvis lyder:
Linje 125:
Før [[Lissabontraktaten]] trådte i kraft var EU's udøvende magt placeret i EU-Rådet, som det overdrog til Kommissionen. Rådet var dog teoretisk i stand til at trække denne overdragelse tilbage, selv agere udøvende myndighed direkte eller stille betingelser for dens brug.<ref>{{cite web|title=Executive body|publisher=CVCE|url=http://www.cvce.eu/obj/executive_body-en-1ea2c754-b3fe-42ea-b6ab-44f07291d9ee.html}}</ref><ref>{{cite web|title=Implementing powers of the Council of the European Union|publisher=CVCE|url=http://www.cvce.eu/obj/implementing_powers_of_the_council_of_the_european_union-en-5d4d07d9-bba1-467e-93c2-8241444be9a2.html}}</ref> Dette aspekt blev ændret af Lissabontraktaten, som tillod Kommissionen at udøve sin magt udelukkende i henhold til traktaterne. Disse beføjelser er dog mere begrænset end de fleste staters udøvende myndigheder, blandt andet på grund af Kommissionens manglende myndighed på områder såsom [[Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik|udenrigspolitik]] – en magt, der tilfalder [[Det Europæiske Råd]], som visse analytikere har beskrevet som en anden udøvende myndighed i EU-samarbejdet.<ref name="dragoman"/>
I betragtning af at Det Europæiske Råd efter Lissabontraktaten er blevet en formel institution med magten til at udpege Kommissionen, kan det siges at de to organer tilsammen repræsenterer EU's udøvende myndighed (Det Europæiske Råd omfatter selv de individuelle medlemsstaters udøvende myndigheder). Det er dog Kommissionen, der i øjeblikket besidder de udøvende beføjelser i EU.<ref name="dragoman">{{cite web|last=Stark|first=Christine|publisher=Dragoman|title=Evolution of the European Council: The implications of a permanent seat|date=4.
===Lovgivningsinitiativ===
Kommissionen adskiller sig fra de andre EU-institutioner ved at den er det eneste EU-organ, der har [[lovgivningsinitiativ]]. Kun Kommissionen kan komme med formelle forslag til lovgivning: de kan ikke stamme fra EU's lovgivende myndigheder. Under Lissabontraktaten tillades der ingen retsakter vedrørende den [[fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik]]. På andre områder kan Rådet og Parlamentet anmode om lovgivning; i de fleste tilfælde igangsætter Kommissionen grundlaget for disse forslag. Denne eneret er designet til at sikre koordineret og sammenhængende udarbejdelse af [[EU-ret|EU-lovgivning]].<ref>{{cite web|publisher=Europa (web portal)|title=Glossary: Right of initiative|url=http://europa.eu/scadplus/glossary/initiative_right_en.htm |accessdate=18.
Kommissionens lovgivningsinitiativ har normalt været centreret på økonomisk regulering. Den har fremsat et stort antal reguleringer baseret på et "[[forsigtighedsprincippet|forsigtighedsprincip]]". Dette betyder at der kan foretages foregribende reguleringer, hvis der findes en troværdig fare for miljøet eller menneskers sundhed: for eksempel ved at tackle [[klimaforandringer]] og begrænse [[GMO|genetisk modificerede organismer]], uden at vægte disse reguleringer efter deres påvirkning af økonomien. Kommissionen foreslår derfor ofte mere striks lovgivning end andre lande. På grund af det europæiske markeds størrelse har dette gjort EU-lovgivning til en vigtig påvirkning af det globale marked.<ref>{{cite news|work=The Economist|date=20.
Senest har Kommissionen bevæget sig mod oprettelsen af af [[Det europæiske område for frihed, sikkerhed og retfærdighed|europæisk strafferet]]. I 2006 førte dumpning af giftigt affald ud for Elfenbenskysten Kommissionen til at fokusere på lovgivning mod giftigt affald. Nogle EU-stater havde på det tidspunkt slet ikke nogen lov mod transport af giftigt affald, hvilket fik kommissionsmedlemmerne [[Franco Frattini]] og [[Stavros Dimas]] til at fremsætte idéen om "økologisk kriminalitet". Kommissionens ret til at fremsætte strafferetlige lovgivning er blevet udfordret i [[Domstolen (øverste instans)|EU-Domstolen]], hvor den blev stadfæstet. Pr. 2007 var det eneste andet strafferetlige lovforslag fra Kommissionen [[Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om strafferetlige foranstaltninger til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder|et direktiv om intellektuelle ejendomsrettigheder]],<ref name="E!Sharp0507 Legal">{{cite news|last=Charter|first=David|title=A new legal environment|work=E!Sharp|pages=23–5|publisher=People Power Process|year=2007}}</ref> samt en ændring til en rammeafgørelse om antiterrorisme fra 2002, der forbyder terrorisme-relateret tilskyndelse, rekruttering (særligt over Internettet) og træning.<ref>{{cite web|publisher=European Commission|date=6.
===Håndhævelse===
Når først lovgivning vedtages af Rådet og Parlamentet, er det Kommissionens ansvar at den implementeres. Dette sker gennem medlemsstaterne eller gennem Unionens [[EUs agenturer|agenturer]]. Kommissionens assisteres herudover af komitéer bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, samt af offentlige og private [[lobby]]er<ref>[http://www.legaltoday.com/index.php/actualidad/noticias/la-lobbycracia-europea La Lobbycracia Europea] – Aparicio Caicedo, analyst, Gertrude Ryan Law Observeratory, opinion piece in Legal Today magazine.</ref> (en proces der i EU-jargon kendes som "[[komitologi]]").<ref>{{cite web|publisher=Europa (web portal)|title=Glossary: Comitology|url=http://europa.eu/scadplus/glossary/comitology_en.htm|accessdate=18.
Frem for alt er Kommissionens ansvar dog at sikre at traktater og EU-lov følges af medlemsstaterne, og kan potentielt trække medlemsstater eller andre institutioner i [[Den Europæiske Unions Domstol|EU-Domstolen]] ved uoverensstemmelser. I kraft af denne rolle kendes Kommissionen somme tider som "traktaternes vogter".<ref name="oispex">{{cite web|publisher=Europa (web portal)|title=The European Commission|url=http://europa.eu/institutions/inst/comm/index_en.htm|accessdate=18.
==Kollegium== <!-- NOTE: Kommissionen bruger selv ordet 'Kollegium' her: https://ec.europa.eu/commission/2014-2019_da -->
:''For den nuværende kommission, se [[Juncker-kommissionen]]''
Kommissionen består af et kollegium på 28 "kommissærer", inklusive formanden og viceformændene. Selvom hvert medlem udpeges af en national regering, et pr. stat, repræsenterer de ikke deres stat i Kommissionen.<ref name="bbc examine">{{cite news|last=Lungescu|first=Oana|publisher=BBC News|title =Examining the EU executive|date=23.
===Udnævnelse===
Linje 147:
[[Europa-Kommissionsformand]]en foreslås til at begynde med af [[Det Europæiske Råd]], som tager de seneste [[Europa-Parlamentsvalg]] med i deres overvejelser; denne kandidat skal derefter enten vælges eller afvises af [[EU-Parlamentet]]. Hvis formandskandidaten afvises af Parlamentet skal Det Europæiske Råd foreslå en ny kandidat indenfor en måned.<ref name="Schütze 2012">{{cite book|last1=Schütze|first1=Robert|title=European Constitutional Law|date=2012|publisher=Cambridge University Press|isbn=978-0521-73275-8|pages=99–100, 118}}</ref>
Formandskandidaten har ofte været en ledende national politiker, men dette er ikke et krav. Der er også andre kriterier der påvirker valget af formandskandidat, heriblandt hvilket område af Europa som kandidaten kommer fra; kandidatens politiske indflydelse, som helst skal være stor, men ikke stor nok til at dominere kommissionsmedlemmerne for meget; sprog spiller også en rolle, da Frankrig betragter det som en nødvendighed at formanden er fransktalende; samt integrationsgrad, hvorvidt deres stat er medlem af både [[eurozone]]n og [[Schengen-traktaten]].<ref>{{cite web|last=Fuller|first=Thomas|title=Portuguese premier wants to unite bloc: Barroso nominated to head EU executive| work=International Herald Tribune|date=30.
Efter valget af kommissionsformand, samt Det Europæiske Råds udpegelse af den [[EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik|højtstående repræsentant]], nomineres hver EU-kommisær af sin medlemsstat (med undtagelse af de medlemsstater, som kommissionsformanden og den højtstående repræsentant kommer fra) i samråd med kommissionsformanden, idet kan dog ikke har magt til at ændre et medlemslands valg af EU-kommissær. Kommissionsformanden har dog eneret på tildelingen af porteføljer, og er generelt mere tilbøjelig til at tildele magtfulde porteføljer til de EU-kommissærer, som han finder mest talentfulde. Formandens hold skal herefter igennem høringer i EU-Parlamentet, som vil stille dem spørgsmål og efterfølgende stemme om deres egnethed som samlet entitet. Hvis nogle medlemmer af holdet findes for uegnede, skal kommissionsformanden omrokere porteføljer eller alternativt bede den pågældende medlemsstat om en ny kandidat, medmindre han vil risikere at hele Kommissionen bliver nedstemt. Da Parlamentet ikke kan stemme mod individuelle kommissærer indgås der normalt et kompromis hvorved de værste kandidater fjernes, men mindre indvendinger sættes til side således at Kommissionen som helhed kan tages i ed. Når først holdet er blevet godkendt af Parlamentet, tages det formelt i ed af et kvalificeret flertal i [[Det Europæiske Råd]] i henhold til EU-Traktatens Artikel 17, stk. 7.
Linje 157:
===Politisk stil===
[[Barroso-kommissionen]] blev taget i ed i slutningen af 2004 efter at være blevet forsinket af indvendinger fra Parlamentet, som tvang den til en rokade. I 2007 voksede Kommissionen fra 25 til 27 medlemmer med inklusionen af Rumænien og Bulgarien, som begge udpegede deres egne kommissærer. Den større Kommission fik Barroso til at udøve en mere præsidentiel kontrol over kollegiet, hvilket mødte kritik.<ref>{{cite web|last=Beunderman|first=Mark|publisher=EU Observer|title=EU commission sees civil servants' power grow|date=22.
Under Barroso begyndte Kommissionen dog samtidig at tabe terræn til de større medlemsstater såsom Frankrig, Storbritannien og Tyskland, som forsøgte at tilsidesætte dens rolle. Disse spændinger voksede ydeerligere, da vedtagelsen af [[Lissabontraktaten]] førte til oprettelsen af en post som [[Formand for Det Europæiske Råd]].<ref>{{cite web|last=Iey Berry|first=Peter Sain |publisher=EU Observer|title=[Comment] Power is slipping from the commission to the council|date=18.
==Forvaltning==
{{uddybende|EU-forvaltninger}}
[[Fil:Androulla Vassiliou2.jpg|thumb|Den cypriotiske politiker [[Androulla Vassiliou]] var EU-kommissær for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom mellem 2010 og 2014.]]
Kommissionen er opdelt i [[generaldirektorat]]er, der kan sammenlignes med departementer eller [[Ministerium|ministerier]]. Hvert generaldirektorat dækker et specifikt policyområde såsom Landbrug og Udvikling af Landdistrikter eller Forskning og Innovation eller interne tjenester, og ledes af en generaldirektør, der er under en specifik kommissær. En kommissærs portefølje kan understøttes af flere GD'er, de kan forberede forslag for dem som, hvis de godkendes af et flertal af kommissærerne, kan gå videre til Parlamentet og Rådet .<ref name="Europa Institutions"/><ref>{{cite web|title=Eurojargon|publisher=Europa (web portal)|url=http://europa.eu/abc/eurojargon/index_en.htm|accessdate=18.
Den stærkt fragmenterede GD-struktur er blevet kritiseret for at spilde for meget tid på interne stridigheder hvor de forskellige departementer og kommissærer konkurrerer med hinanden. Ydermere kan GD'erne udøve betragtelig kontrol over en kommissær, da kommissæren ofte har meget kort tid til at forsøge at få kontrollen over sin stab.<ref name="LEM">{{cite web|last=Amies|first=Nick|title=Former EU Mandarin Spills the Beans on Commission Intrigue|publisher=Deutsche Welle|date=21.
Ifølge Kommissionens egen statistik var der i september 2012 ansat 23.803 personer hos Kommissionen som embedsmænd og midlertidigt ansatte. Herudover var der 9230 "eksternt personale" (f.eks. kontraktansatte, udstationerede nationale eksperter, unge eksperter, praktikanter osv.). Det største GD er [[Generaldirektorat for Oversættelse|Generaldirektoratet for Oversættelse]], som har en stab på 2309 ansatte, mens den største nationale gruppe er [[Belgien|belgiere]] (18,7%), sandsynligvis på grund af at størstedelen af staben (17.664 personer) er baseret i landet.<ref>{{cite web|title=Civil Service: Staff figures|publisher=Europa (web portal)|url=http://ec.europa.eu/civil_service/about/figures/index_en.htm |accessdate=5.
===Presse===
[[Fil:Berlaymont Press Room.jpg|thumb|Presselokalet i Berlaymont]]
Kommunikation med pressen håndteres af [[Generaldirektoratet for Kommunikation]]. Kommissionens talsmand er <!-- TODO: hent fra Wikidata --> Ricardo Cardoso, som afholder middags-pressemøder. De finder sted på hverdag i Kommissionens presselokale i Berlaymont, hvor journalister kan stille Kommissionens embedsfolk spørgsmål om ethvert emne, og forvente at få et officielt svar til live-tv - noget, der er relativt unikt på verdensplan.<ref>{{cite news|last =Lynam|first=Joe|title=The peculiar world of the European Union|publisher=BBC News|date=1.
En forsker har beskrevet Kommissionens pressemeddelelser som unikt politiske. En meddelelse gennemgår ofte flere stadier af udarbejdelse, som lægger tryk på Kommissionens rolle, og anvendes "til at retfærdiggøre EU og Kommissionen", hvilket øger deres længde og kompleksitet. Når flere departementer er involveret i en pressemeddelelse kan disse herudover også udvikle sig til en kilde til konkurrence mellem Kommissionens ansvarsområder og kommissærerne selv. Dette kan føre til et usædvanligt højt antal pressemeddelelser, såsom 1907 i 2006, og ses som et unikt produkt af EU's politiske sammensætning.<ref name="Press Releases">{{cite web|last =Mahony|first=Honor|title=EU carefully manages PR through 1000s of press releases|publisher=EU Observer|date=17.
Der findes et større pressekorps i Bruxelles end i Washington D.C.; i 2007 havde medier i alle Unionens medlemsstater [[korrespondent]]er i Bruxelles.<ref>{{cite journal|last=Parker|first=John|title=A tale of two cities|journal=E!Sharp magazine|pages=42–44|date=January–February 2007|publisher=Encompass Publications }}</ref> Siden [[Den store recession]] i 2010 er pressekorpset i Bruxelles dog blevet reduceret med en tredjedel i størrelse. Selvom der på verdensplan er blevet skåret ned i journalistbestanden, har lanceringen af de mange pressemeddelelser samt entiteter såsom [[Europe by Satellite]] og [[EuroparlTV]] ført mange nyhedsorganisationer til at mene at de kan dække EU ud fra en kombination af disse officielle kilder og [[nyhedsbureau]]er.<ref>{{cite news|last =Castle|first=Stephen|title=As the E.U. Does More, Fewer Tell About It|work=International Herald Tribune|date=21.
==Legitimitet==
Selvom Kommissionen er den udøvende gren af EU, vælges kandidaterne til den individuelt af de <!-- TODO hold opdateret --> 28 nationale regeringer, hvilket betyder at det ikke er muligt at fjerne en kommissær eller kommissionsformanden ved et [[direkte valg]]. I stedet stammer Kommissionens legitimitet hovedsageligt fra den godkendelsesafstemning, der kræves fra EU-Parlamentet, såvel som Parlamentets magt til at afskedige Kommissionen. Dette medfører dog samtidig bekymring omkring den relativt lave stemmeprocent i EU-Parlamentsvalg (ofte mindre end 50% af befolkningerne) siden [[Europa-Parlamentsvalget 1999|valget i 1999]]. Det faktum at der ikke afholdes valg om positionen som kommissionsformand har fået nogle til at stille spørgsmålstegn ved positionens legitimitet.<ref>{{cite news|last=Mulvey|first=Stephen|title=The EU's democratic challenge|publisher=BBC News|date=21.
Selvom der udvikles demokratiske strukturer og metoder, findes der ikke et sådanne spejl i oprettelsen af et europæisk [[civilsamfund]].<ref>{{cite web|last=Lamming|first=Richard|title=The democratic credentials of the new European Union: does the Constitution increase the EU's democratic legitimacy?|publisher=[[Federal Union]]|date=10.
I 2009 udgav den europæiske ombudsmand statistik over borgernes klager over EU-institutioner, der viste at størstedelen klagede over Kommissionen (66%) og vedrørte mangel på gennemsigtighed (36%).<ref>{{cite web|last=Mahony |first=Honor |url=http://euobserver.com/18/28008 |title=EU citizens complain about lack of transparency, 2009 |work=EUobserver |date=18.
== Placering ==
Europa-Kommissionen holder primært til i [[Bruxelles]], hvor Formandens kontor og Kommissionens møderum ligger på 13. etage i [[Berlaymont-bygningen]]. Kommissionen har også kontorer i [[Bruxelles og EU|forskellige andre bygninger i Bruxelles]] og [[Luxembourg by|Luxembourg]], og i medlemslandene som f.eks. [[Europa-Kommissionen i Danmark]].<ref name="European Commission locations">{{cite web|title=European Commission|publisher=[[Europa (web portal)|Europa]]|url=http://europa.eu/about-eu/institutions-bodies/european-commission/index_en.htm|accessdate=17.
== Se også ==
| |||