Askese: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nordfra (diskussion | bidrag) |
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ |
||
Linje 1:
[[Fil:EmaciatedBuddha.JPG|thumb|Buddha som asket, udsultet. Skulptur fra 1100-/1200-tallet, [[British Museum]].]]
'''Askese''' (fra [[græsk]]: ''áskesis'' = øvelse, fra ''askeîn'' = "at øve sig" <ref>[http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=askese askese — Den Danske Ordbog<!-- Bot genereret titel -->]</ref>) er en ofte [[religion|religiøst]] begrundet afholdenhed fra kropslige behov og nydelser. I [[klassisk græsk]] bruges ordet om legemlige øvelser, som vi ville kalde [[gymnastik]]. I religiøst sprogbrug betegner det forskellige handlinger, der skal tjene til forsagelse og selvtugt. Askesens mål er at frigøre [[ånd]]en fra [[natur]]en ud fra et ønske om [[selvkontrol]] og en negativ opfattelse af det materielle liv. Den kan arte sig som afståen fra [[alkohol]], socialt liv eller kønsliv. [[Faste]], eneboerliv og [[cølibat]] er andre former for asketisk praksis. Der kan ligge ikke blot religiøse, men også sundhedsmæssige eller [[ideologi]]ske årsager bag et valg om at føre et asketisk liv.
== Historie ==
Askese praktiseres i mange religioner, såsom [[buddhisme]], [[hinduisme]], [[islam]] og [[kristendom]], ofte sammen med [[meditation]] eller [[bøn]]. I kristendommen kommer askese til udtryk i [[kloster]]livets nøjsomhed og [[den katolske kirke]]s håndhævelse af kravet om, at [[præst]]er skal leve i cølibat. En særlig fremtrædende rolle har askesen spillet i [[Indien]], hvor [[tradition]]en med [[munk]]e og [[eneboer]]e går langt tilbage. [[Buddha]] organiserede et samfund af [[tiggermunk]]e, som skulle lære at overvinde tilknytningen til verden og livet. Hos [[jøder]]ne, der ellers betragtede rigdom og mange børn som en [[velsignelse]], fantes asketer som '''[[essæer]]ne''' og [[Johannes Døberen]]. Også hos de livsglade grækere fandt man '''kynikerne''', der levede i fattigdom og lediggang, mens de rejste omkring og talte om [[dyd]] og afholdenhed. For dem gjaldt det at øve kroppen op til at modstå de fysiske plager, den naturligt udsættes for. <ref>[http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oldtidens_filosofi/kynikerne kynikerne | Gyldendal - Den Store Danske<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Hos [[Platon]] finder man tanken om menneskets opgave med at befri [[sjæl]]en fra legemets fængsel. Tanken går igen i [[nyplatonisme]], [[gnosticisme]] og [[manikæisme]]. <ref>[[Lorenz Bergmann]]: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 98-99), forlaget Haase, København 1973</ref>
[[kirkefader|Kirkefædre]] som [[Origenes]], [[Tertullian]] og [[Hieronymus]] var strenge asketer, i stærk uoverensstemmelse med [[Jesus|Jesu]] livssyn. Mange af hans samtidige forargedes over, at han spiste og drak som enhver anden, og han blev spottet som "frådser" og dranker" (Mt 11:19). Han gik gerne til gilde, og det første [[mirakel|under]], der berettes om ham, er, at han i et [[bryllup]] forvandlede vand til [[vin]]. Sine [[discipel|disciple]] lærte han at bede om det daglige brød, i tillid til, at når [[Gud]] har skænket os livet, vil han også sørge for mad og tøj. Jesu helbredelsesundere viser, hvilken værdi han tillagde legemlig sundhed. Han kendte ikke til asketens ringeagt for kvinder, mindreårige og [[familieliv]]. Tvært imod talte han om [[Guds rige]] i billeder netop fra bryllup og familieliv (Mk 2:19 og 10:6). Mens datidens [[rabbiner]]e anså kvinden som et ringere væsen, der ikke skulle undervises i loven, tog Jesus kvinder med i sin discipelkreds (Mk 15:40); ligeledes velsignede han børn og hævdede, at Guds rige hører sådanne til (Mk 10:13). Selv om han forlangte, at man skulle ofre selve livet for en sag, var hans livsopfattelse ikke asketisk. Forsagelsen var for ham ikke målet, men kun et i visse tilfælde nødvendigt middel. Formaningen "''Hvis dit højre øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig,''" kendt fra Mt 5:29, er både betinget (i form af "hvis") og individuel ("forarger ''dig''"). Jesus delte heller ikke asketens ligegyldighed og ringeagt for natur og arbejde. Naturen var Guds [[skaberværk]]; og til sine [[lignelse]]r hentede han billeder fra hyrdens, fiskerens og vingårdsarbejderens hverdag. <ref>Lorenz Bergmann: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 33-34)</ref>
| |||