Kristendommens indførelse i Norden: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 4:
Religionsskiftet var ikke resultatet af en enkeltstående begivenhed eller handling,<ref name=sawyer101>Sawyer (1993), side 101.</ref><ref>Schwarz Lausten (1994), side 12.</ref><ref>McGuire (2008), side 92.</ref> men var en langvarig proces under hvilken de nordiske lande blev til centraliserede kongedømmer. De familier der endte med at blive til kongehuse havde i mange år haft nær kontakt med lande, der allerede var kristne og nordiske stormænd havde tætte familiemæssige bånd til kristne fyrstehuse, specielt i Polen, Ukraine (Rus) og Konstantinopel.<ref>{{cite book | url = https://www.academia.edu/12864633/Tissø | title = Vikingetidens aristokratiske miljøer | editor1-first = Henriette | editor1-last = Lyngstrøm | editor2-first = Lasse C.A. | editor2-last = Sonne | place = København | year = 2014 | chapter = Tissø - Kiev - Konstantinopel: Danske netværk i øst? | publisher = academia.edu | first = John H. | last = Lind | accessdate = {{dato|9-6-2017}} }}</ref> Processen var i store træk først afsluttet omkring år 1300, hvorfor hele det nordiske samfund først fra dette tidspunkt var fuldt integreret i den kristne kultur.<ref name=mcguire>McGuire (2008)</ref>
Overgangen fra det før-kristne samfund til det kristne samfund skete i sammenhæng med gennemgribende sociale, politiske og kulturelle forandringer af de nordiske samfund,<ref name=autogeneret1>Steinsland (2005), side 422.</ref> hvorunder stormænd blev til konger, der krævede skat, slog mønt og indførte monoteismen for at understøtte denne nye samfundstype.<ref name=":0">Anders Winroth. The Conversion of Scandinavia. Yale University Press.2011</ref><ref name=warwind163>Warmind (1994), side 163.</ref>
På grund af den generelle kildemangel til store dele af perioden, anvendes islandske kilder ofte til at belyse de folkelige reaktioner til religionsskiftet, selvom samfundet i den [[Islandske fristat]] på det tidspunkt i høj grad adskilte sig fra det øvrige Norden.<ref name=warwind173>Warmind (1994), side 173.</ref> Man har også lagt for stor vægt på den hensigtsrettede historieskrivning der blev nedfældet senere i klostre, specielt [[Adam af Bremen]]s.
Linje 36:
Begyndelsen på den udvikling der fører frem til religionsskiftet falder dermed sammen med begyndelsen på den periode, der sædvanligvis kaldes [[vikingetiden]]. Den almene forståelse af begrebet [[viking]] og vikingetiden er præget af de beskrivelser, der primært stammer fra klostre overalt i Vesteuropa. En viking kan derfor defineres som en nordbo, der i en eller anden form har været i kontakt med den kristne kultur. Det vil sige, når Norden træder ind i historien og de første skriftlige kilder bliver skrevet om nordboerne, har det tidligste møde mellem den nordiske kultur og kristendommen allerede fundet sted. Den nordiske religion, der beskrives i de skriftlige kilder er fx også skrevet på et tidspunkt, hvor kristendommen allerede var etableret i Norden og hvor den kulturelle påvirkning fra Syd- og Vesteuropa i flere århundreder havde været stærk.<ref>Warmind (1994), side 169-170.</ref>
I begyndelsen af det 9. århundrede bliver der oprettet et [[Ærkebiskop|ærkebispesæde]] i [[Hamborg]] med det formål at organisere og beskrive til den kristne mission i Nord og Østeuropa.Disse
I det 9. og 10. århundrede emigrerede mange folk fra Norden til de områder af Vesteuropa, deres forfædre havde plyndret. De vigtigste bosættelsesområder var [[Danelagen|Nordvestengland]], det østlige [[Vikingernes Irland|Irland]], kystområderne, øerne i det nordlige [[Vikingernes Skotland|Skotland]] og [[Normandiet]]. Disse områder var allerede kristne, da nordboerne slog sig ned som bønder. [[Island i vikingetiden|Island]], [[Vikingetiden på Færøerne|Færøerne]] og [[Grønland i Vikingetiden|Grønland]] blev også koloniseret, men de var enten ubeboede eller ikke-kristne. De nordboer, der bosatte sig i lande, som i forvejen var kristne, lod sig ofte omvende. De mennesker som blev boende, forblev i højere grad kristne, end de som vendte tilbage til Norden efter en omvendelse i udlandet. Dette betød, at der efterhånden opstod kristne, nordiske kolonier flere steder i
I enkelte grave fra hele vikingetiden er der blevet fundet tegn på kristendom i form af blykors og vokslys.<ref name=autogeneret5>Warmind (1994), side 170.</ref> Ændringer i de generelle gravskikke i et bestemt område kan bruges som indikator for, hvornår et egentligt religionsskifte fandt sted i den brede befolkning på det sted. Udgravninger har vist at brandgrave blev erstattet af jordfæstegrave i det sydvestligste Norge allerede i første halvdel af det 10. århundrede. Brandgrave blev aldrig brugt af kristne, mens jordfæstegrave kun i sjældne tilfælde blev brugt i før-kristen tid. Dette skifte skete på et tidligere tidspunkt end i Danmark, hvor det fandt sted i midten af århundredet. Det indre Norge og området omkring Trondheim forblev dog overvejende hedensk i længere tid.<ref>Sawyer (1993), side 102.</ref>
Linje 50:
En vigtig faktor bag kongernes konvertering var udviklingen af mere komplekse og organiserede samfund i middelalderens Nordeuropa. Det betød, at der blev stillet nye krav til religionen, som kristendommen bedre var i stand til at opfylde end den traditionelle religion.<ref>Ellis Davidson (1964), side 223.</ref> Til at øge kongens magt var [[centralisering]] og [[bureaukratisering]] vigtige redskaber og det var kun den kirkelige administration i stand til at tilbyde på dette tidspunkt.<ref name=bagge28>Bagge (2000), side 28.</ref> I alle de nye stater der opstod i Europa i den [[Tidlig middelalder|tidlige middelalder]], var der derfor en nær sammenhæng mellem rigssamling og kristning. I 10. århundrede var det i udpræget grad eliten, der fulgte kongen og bekendte sig til den nye tro, men langsomt spredte den sig til den brede befolkning. Det varede dog flere århundreder, før den gamle religion forsvandt.
Frem til år 1100 blev grundlaget lagt for de nordiske kirkers institutioner. De første danske [[biskop]]per var blevet udnævnt i midten af det 10. århundrede, men de havde nok kun en formel relation til den by, deres stift var navngivet efter. Flere af dem besøgte måske aldrig den pågældende by.<ref name=sawyer107>Sawyer (1993), side 107.</ref> Under [[Knud den Store]] blev de første regulære [[stift]]er i Danmark etableret og omkring 1060 var grænserne for de otte [[stift]]er, der kom til at eksistere helt frem til Reformationen, fastlagt.<ref>Sawyer (1993), side 108.</ref> Norden oprettedes først som selvstændig [[kirkeprovins]] i 1103, da der bliver indsat en ærkebiskop i Lund. Indtil da havde Norden været reelt uafhængig af pavestolen, selvom ærkebiskoppen i [[Hamburg-Bremen]]
=== Kirken styrkes ===
| |||