Akallabêth: Forskelle mellem versioner

== Synopsis ==

''Akallabêth'' ("det som gik under"<ref name="SilNameIndex>{{Harv|Silmarillion|1977|loc=Index of Names|Ref=Silmarillion}}</ref>) fortæller opblomstringen og faldet af ø-kongeriget [[Númenor]], beboet af [[Dúnedain (Tolkien)|Dúnedain]]. Maian [[Sauron]], hvis magt steg bestandigt gennem hele den [[Anden Tidsalder (Tolkien)|Anden Tidsalder]], spillede en central rolle i Númoners fald,<ref name="Akallabêth, Númenors historie"> {{harvnb|Tolkien|2013|p=259-282}}</ref> Efter besejringen af [[Morgoth]], gav [[Valar|Valarne]]ne øen til [[Edain (Tolkien)|menneskenes tre loyale huse]], der havde hjulpet [[Elverfolk (Tolkien)|Elverne]] deres krigsførelse imod ham. [[Edain (Tolkien)|Edain]], der nu kaldte sig Dúnedain, modtog rig belønning fra Maian [[Eönwë (Tolkien)|Eönwë]], der gav dem viden, kraft og længere liv end nogen anden dødelig slægt, hvilket gjorde dem sammenlignelige med Højelvernefolket i [[Aman (Tolkien)|Aman]].<ref name="Akallabêth, Númenor skabes og Edain modtager gaver fra Valarne"> {{harvnb|Tolkien|2013|p=260-261}}</ref> Imens Númenors pragt voksede, blev Dúnedain mere urolige og døden plagede dem, og de blev fremmede for Valarne og Elverne undtagen [[Elendili (Tolkien)|Elendili]], elver-vennerne. Dúnedain ønskede mere magt, og i [[Tar-Ankalimon (Tolkien)|Tar-Ankalimons]] tid anlagde mægtige bebyggelser på [[Midgard (Tolkien)|Midgårds]] vestkyst, hvor de regerede som herrer, blev magtfulde og tilranede sig store rigdomme.<ref name="Akallabêth, Númenors storhedstid begynder at stoppe"> {{harvnb|Tolkien|2013|p=263-267}}</ref> Denne nedgangstid stoppede imidlertid ikke, thi kongernes levealder forkortedes pga. deres oprørske sind, og [[Ar-Gimilzôr (Tolkien)|Ar-Gimilzôrs]], den toogtyvende konge, forsømte det [[Nimloth (Tolkien)|Hvide Træs]] pleje og forbød al brugen af elvermålene og straffede de, der bød skibene fra [[Tol Eressëa (Tolkien)|Eressëa]] velkommen.<ref name="Akallabêth, Númenors had til Eldarne når nye højder"> {{harvnb|Tolkien|2013|p=267-268}}</ref> Men det stoppede imidlertid ikke her, og den magtgriske og krigeriske [[Ar-Pharazôn (Tolkien)|Ar-Pharazôn]], der havde erobret land i Midgård med magt, blev nu konge.<ref name="Akallabêth, Den sidste konge"> {{harvnb|Tolkien|2013|p=269}}</ref>

Der er ved slutningen nævnt, at det sunkne Númenor senere blev kaldt "Atalantë", et navn det ikke havde, da det eksisterede. Dette førte til, at mange læsere konkluderede, at Númenor er [[Atlantis]]; denne forbindelse blev imidlertid afvist af Tolkien ham selv, der hævdede, at det er et naturligt ord, der følger [[Quenya|Quenyas]]s sproglige konstruktion.<ref name="Letters_#154, 227">{{Harvnb|Carpenter|1981|loc=#154, 227}}</ref> Tolkien blev altid irriteret, når folk mente, at hans værker indeholdt [[Allegori|allegorier]] eller ligefrem var allegorier, og sagde selv ved flere lejligheder, at han ikke brød sig om dem, og han skrev endda dette i forordet til ''[[Ringenes Herre|Ringenes herre]]''.<ref name="BogstadKaveny2011">{{cite book|author1=Janice M. Bogstad| author2=Philip E. Kaveny| title=Picturing Tolkien: Essays on Peter Jackson's The Lord of the Rings Film Trilogy| url=https://books.google.com/books?id=jNjKrXRP0G8C&pg=PA189 | date=9. august 2011| publisher=McFarland| isbn=978-0-7864-8473-7| page=189}}</ref>

* {{citation

* {{citation

* {{citation