Norges historie: Forskelle mellem versioner

Skæbnefællesskabet og den fælles fjende under tysk besættelse lagde en dæmper på klassestridighederne, som havde domineret i mellemkrigsårene. Oslo-fløjen af Arbeiderpartiet fik rent parlamentarisk flertal ved det første efterkrigsvalg og brugte sin indflydelse til at påbegynde indføringen af en socialistisk [[planøkonomi]] i ly af pris- og [[rationering]]spolitikken arvet fra knaphedstiden under [[2. verdenskrig|krigen]].

I 1949 kom regeringen med [[Base-erklæringen]], som var regeringens svar på Sovjetunionens advarsel mod at Norge skulle blive medlem af NATO.<ref>"Baseerklæringen af 1949" (27. juni 2017) [[Klassekampen]]. s. 9</ref>

Kriser, fattigdom og arbejdsløshed skulle afskaffes ved hjælp af storstilet, social ingeniørkunst, da [[Samfundsøkonomi|socialøkonomerne]] havde en lederrolle i planlægningen. Modstanden mod planøkonomi fra borgerlig side, sammen med Norges sikkerhedspolitiske alliance med USA, førte imidlertid til, at det økonomiske system forblev grundlæggende [[kapitalisme|kapitalistisk]]. Økonomisk bar perioden præg af en kontinuerlig stærk årlig vækst på over tre procent i hele Vesteuropa frem til [[oliekrisen]] tidlig i [[1970'erne]]. Væksten førte til, at arbejdsløsheden reelt blev afskaffet, og fattigdommen drastisk reduceret. Den materielle velstandsudvikling medførte grundlæggende forandringer i dagligdagen for de fleste folk. Goder som privatbiler, husholdningsmaskiner, fjernsyn og ferierejser blev tilgængelige for næsten alle. Staten satsede stærkt på undervisningssektoren, sådan at langt flere end tidligere fik en uddannelse ud over grundskolen. Kulturelt var dette [[NRK]]-monopolets storhedstid, næsten hele befolkningen blev bundet sammen af de fælles erfaringer, som medierne gav dem.