Wikipedia

Filosofiens trøst: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
skal vi ikke snart have en dansk oversættelse af latinen?
→‎Referat af Filosofiens trøst: skindbilleder er rettet til skinbilleder osv.dels, dels
Linje 24:
:QUID ME FELICEM TOTIENS IACTASTIS AMICI? QUI CECIDIT, STABILI NON ERAT ILLE GRADU. (1,1).
 
I det følgendeNu introduceres filosofiens moder, fremstillet ganske poetisk. Hun bortjager de muser, der har hjulpet fortælleren med det første digt (1,1), og meddeler, at han bør helbredes ved at blive ført tilbage til filosofiens visdom, der omhandler det evige kredsløb, en visdom, som fortælleren har glemt. (1,2)
 
Fra fjerde kapitel beklager fortælleren sig over, at de gode, herunder han selv, sjældent får deres retmæssige belønning, og at de onde ofte slipper alt for let af sted med at være onde.
 
For at helbrede fortælleren stiller filosofiens moder ham i sjette kapitel følgende fire spørgsmål:
Linje 37:
&nbsp; 4) (..) QUID (..) HOMO SIT? <ref>Hvad er et menneske?</ref><br />
 
Spørgsmål to og tre bliver besvaret i slutningen af tredje bog, mens det fjerde spørgsmål aldrig bliver besvaret direkte. (DetteDet har fået nogle til at hævde, at ''CP'' aldrig blev skrevet færdig.)
 
=== Anden bog ===
Linje 44:
I forlængelse af det viser filosofiens moder nu den jordiske rigdoms værdiløshed og forgængelighed. Således kan magt og værdighed ikke i sig selv være noget godt og efterstræbelsesværdigt, idet onde mennesker ofte stræber efter disse egenskaber. Ligesådan beskrives stræben efter berømmelse, fordi berømmelse også er bundet snævert til tidens forgængelighed. (2,5-7) Løsningen er, at den vise må løsgøre sig fra det jordiske fængsel, så han kan blive fri til at søge det himmelske hjem.
 
Den andenAnden bog afsluttes ved, at filosofiens moder gør opmærksom på, at ulykke er bedre end lykke. Lykken slører nemlig evnen til at skelne imellemmellem, hvad der sandhed, og hvad der er falskhed. Således afsluttes med følgendeKonklutionen: Den der er i ulykke og har mistet sin rigdom, har dog fundet det vigtigste – sande venner. (2,8)
 
=== Tredje bog ===
Den tredje bog tager spørgsmålet - om det som mennesker efterstræber, nemlig lyksalighed - op til overvejelse.
 
Filosofiens moder lægger ud med at beskrive, hvad lyksalighed ikke er. De eksempler der nævnes ligger i forlængelse af emneområderne for anden bog. De omhandler således den [[ære]] og respekt som man får fra rigdom (3,3), høje stillinger i samfundet (3,4), kongemagt (3,5), og berømmelse (3,6). I (3,7) kritiseres legemets begær.
 
Digtene efter hvert kapitel sætter problemerne fra prosadelen i relief, dels ved i højere grad at sætte spørgsmålene i forhold til menneskets afmægtighed i forbindelse med konflikter ved den i prosatekstdelen gennemgåede form for usand lyksalighed, og dels som overbinding til det næste kapitel.
 
Således (3,3) der angår rigdoms manglende værd efter døden, (3,4) der sætter spørgsmålstegn ved lyksaligheden, hvis den høje stilling man beklæder i samfundet er tildelt af en Nero , (3,5) der gør opmærksom på, at selv en konge har egne bekymringer, og (3,6) der proklamerer, at Gud, altings skaber, har givet mennesket sin særegenhed, nemlig sjælen.
 
I det følgene anbefales det for demDe, der søger lyksalighed, at de,bør i stedet for at søge de før omtalte skindbillederskinbilleder, i stedet søgersøge lyksalighed ved Guds hjælp.
 
Erkendelsen af en ufuldkommen lyksalighed forudsætter en fuldkommen lyksalighed. Altså en slags lyksalighedens idé. Denne fuldkomne lyksalighed må findes hos den fuldkomne, som er Gud. Hvis mennesket ønsker sand lyksalighed, må det altså stræbe efter Gud, eller med andre ord:
Linje 61:
Den omtalte ene, altså Gud, sættes i (3,11) lig med det gode, og det kundgøres, at det gode er alle tings mål. Platons anamnesislære beskrives i digtet (3,11).
 
I det sidste kapitel fastlås det, at Gud - som er lig det gode og lig den skabende kraft - styrer verden ud fra sin almægtighed. Som optakt til fjerde bog argumenteres der for, at det onde ikke eksisterer. Argumentet er:
:>>MALUM IGITUR NIHIL EST, CUM ID FACERE ILLE NON POSSIT, QUI NIHIL NON POTEST<< (3,12)
 
Linje 92:
For at forklare dette problem, begiver filosofiens moder sig nu ud i en længere og ret vanskeligt forståelig forklaring. Hun tager udgangspunkt i en forklaring af den menneskelige erkendelsesproces, som opdeles på følgende måde: [[sansning]], forestilling, rationalitet, [[intelligens]]. (5,4)
 
Sansning kan f.eks. være ren berøring,; forestilling er, når man indser det partikulære ved det foreliggende,; rationalitet er, når man indser det universelle ved det pågældende partikulære, og intelligens er, når man indser den simple sammenhæng imellem idéerneideerne. Læg mærke til, at hver slags højere erkendelse er istandi stand til at forstå de typer af erkendelse, der ligger lavere, menmens det omvendte er ikke tilfældet. (5,4)
 
Pointen er, at der ud fra dette erkendelseshieraki, kan opbygges et værenshieraki.
Linje 104:
[[Ide]]erne er uforanderlige, hvorfor Gud i virkeligheden erkender både fortid og fremtid i nutid. Herved kan Gud i sit forsyn erkende fremtidige begivenheder uden at de dermed behøver at være nødvendige. Han erkender så at sige alle muligheder på en gang.
 
Menneskets handling er således alene betinget af gudsGuds forsyn, men er derudover mennesket fuldstændigt frit.
 
== Argumentationsform i ''CP'' ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Filosofiens_trøst"