Gotisk (sprog): Forskelle mellem versioner

Sproget er først og fremmest kendt fra den bibeloversættelse, som [[Wulfila]] forestod i det 4. årh. e. Kr. Det bedst bevarede håndskrift af Wulfilas bibeloversættelse er denne oversættelse er [[Codex Argenteus]] fra det 6. århundrede; det befindermeste sig for størstedelener på universitetsbiblioteket i Uppsala. Derudover er der en række andre håndskrifter med mindre stykker. DetHele oversættelsen er dog ikke hele oversættelsen, der er bevaret.

Wulfila opfandt et særligt alfabet til brug for sin bibel på baggrund af det [[Græsk (sprog)|græske]] alfabet, men med enkelte tegn fra runealfabetet og det latinske alfabet. Wulfilas gotiske dialekt bliver også kaldt for møsogotisk, idet han tilhører den del af goterne, der boede i Møsien ved [[Donau]]s munding.

I det 16. århundrede blev der endnu talt en gotisk dialekt, krimgotisk, på halvøen Krim, kaldet krimgotisk. Flamlænderen Ogier Ghiselin de Busbecq (1521-1592) har optegnet en ordlisterække ord og en række sætninger i denne dialekt.

Gotisk har bevaret en del af den [[indoeuropæisk]]e [[morfologi (lingvistik)|morfologi]], der ellers er gået tabt i de andre germanske sprog.

En række stærke verber danner præteritum med reduplikation, dvs. fordobling af den første konsonant: f.eks. ''haihait'' 'hed', ''faifah'' 'fangede'. Reduplikation er almindeligt i perfektum (den form, der svarer til den germanske præteritum) på græsk og sanskrit, og der er også enkelte reduplicerende perfekter på latin, men i de andre germanske sprog er reduplikationsstavelsen normalt opgivet: dansk ''hed'', ''fik'', tysk ''hieß'', ''fing'' (oldnordiske former som ''reri'' 'roede' eller ''seri'' 'såede' har dog bevaret reduplikationen).