Friedrich von Schelling: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Gecko (diskussion | bidrag) m linkfix |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet, redigering ikke afsluttet |
||
Linje 14:
| har påvirket = [[Iain Hamilton Grant]]
}}
'''Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling''' ([[27. januar]] [[1775]]
== Liv og gerning ==
Faderen var præst i Leonberg i Württemberg. Schelling studerede teologi og filosofi i Tübingen, hvor ham sluttede venskab med Hegel og Hölderlin. Efter at have taget doktorgraden her drog han 1796 til Leipzig som lærer for to unge adelige. I 1798 blev han på foranledning af Goethe udnævnt til prof. i Jena, der på den tid var centeret for den tyske romantik. Han traf Fichte, der virkede som professor her til 1799, Novalis, Tieck, Steffens, brødrene Schlegel med deres hustruer og et par år senere atter Hegel, i forbindelse med hvem han 1802—03 udgav tidsskriftet "''Kritisches Journal der Philosophie''". Før dette havde han i Jena udgiver "''Zeitschrift für speculative Physik''" (1800—02), der atter fortsattes 1803 som "Neue Zeitschr. f. sp. Ph.". S. A. ægtede han A. W. Schlegel’s fraskilte Hustru Karoline, f. Michaelis (om hende og hendes Forhold til S. se hendes, under Titelen »Karoline«, af Waitz [1871 og 1882] udgivne Breve), og overtog et Professorat i Filosofi i Würzburg, hvor han begyndte Udgivelsen af »Jahrbücher d. Medizin« (1805—08). 1806 brev han Medlem af Videnskabernes Akademi i München og senere dets Sekretær. Efter sin første Hustrus Død 1809 ægtede han Pauline Gotter 1812. Aaret efter begyndte han Udgivelsen af et nyt Tidsskr. »Allg. Zeitschr. von Deutschen für Deutsche«. Efter en Fejde med München-Akademiets Præsident Jacobi forlod han München og holdt 1820—26 Forelæsninger i Erlangen, til han 1827 kaldtes tilbage til München og blev Prof. ved det nyoprettede Univ. der, senere Geheimeraad og Præsident for Videnskabernes Akademi. For at støtte den kirkelige Reaktion kaldte Frederik Vilhelm IV ham 1841 til Berlin. Dels fordi de med saa stor Spænding imødesete Berlin-Forelæsninger blev en Fiasko, dels af Vrede over, at de blev udgivne uden hans Vidende og Vilje, trak S. sig tilbage fra sin Lærervirksomhed.
== Filosofisk udvikling ==
I Filosofiens Historie staar S. som den typiske Romantiker, en glimrende Begavelse, der hurtig lærte, men atter hurtig fra videnskabelig Undersøgelse gik over til geniale Syner ell. sælsomme Fantasterier. Han stillede altid sin Fremgangsmaade i Modsætning til Erfaringens lange, besværlige Vej, og han naaede selv for tidlig sit Højdepunkt. Medens Hegel som moden Mand langsomt opførte sit vældige System, skrev S. sine bedste Værker mellem sit 22. og 29. Aar. Men hurtig lammedes han i sin Produktion, hans Arbejde blev kun Tilløb og, ofte ret pralende, Bebudelser af, hvad der skulde komme. Han er Filosofiens egentlige Romantiker ved sin Kærlighed til Naturen, hvis inderste Væsen han mente at have skuet. Medens Romantikken hos Fichte var Etik, begyndte den hos S. som Naturpanteisme og endte i en religiøs Mysticisme. Han er Romantiker i sit Had til Oplysningstiden, ogsaa her den mest udprægede ved sin ungdommelige og overmodige Polemik mod den. Medens Fichte gennem Kant og i meget af sit bedste har Forbindelse med den, og selv Hegel paa visse Punkter staar den nær, har S. brudt med den i alle Retninger og staar ogsaa Kant fjernt; hvad han tog fra Fichte’s teoretiske Filosofi, var stedse de Tanker, i hvilke denne var mindst paavirket af Kant. S.’s Filosofi kan ikke betragtes som eet System, men som flere ret afvigende Stadier. Han var begyndt med at studere Teologi, og hans første Arbejder (»Dissertationen« [1792] og »Ueber Mytherne [1793]) viser særlig Paavirkning af Herder, der inden for Oplysningstiden i meget var Forløber for den egentlige Romantik. Sammen med Hegel gik han snart over til Filosofien og studerede særlig Kant og dennes Efterfølgere og Kritikere. 1794 kom Fichte’s »Wissenschaftslehre«, og Studiet af denne gav S. den afgørende Impuls; s. A. skrev han en Afh. i Fichte’s Aand: »Ueber die Möglichkeit einer Form d. Philos. überhaupt« (1795); denne fulgtes samme år af Skriftet: »Vom Ich als Prinzip d. Philos.«. Fichte vilde udlede alt af Jeg’et, men da der var Tilstande (Objekterne) i vor Bevidsthed, der ikke kunde forklares ud fra det Jeg, vi kender, antog han en 3. Faktor, det absolutte Jeg, der var Aarsagen baade til det empiriske Jeg og til Objekterne (Ikke-Jeg’et); Spørgsmaalet maatte, da alt skulde forklares ud fra det absolutte Princip, blive dette: hvorfor det absolutte Jeg delte sig, »satte et Ikke-Jeg«, og den Vanskelighed, der ligger heri, og som vil gaa igen i ethvert Forsøg paa at udlede alt af eet Princip, opgav Fichte teoretisk at løse, idet han henviste til Etikken: uden Kamp ingen Moral, Jeg’et maa derfor sætte sig selv en Modstand for at kunne handle etisk. Det er mod dette Hovedpunkt, S. retter sin Kritik; det etiske kan kun anvendes paa Personligheder, paa noget begrænset, og ikke paa det absolutte Jeg, der er ubegrænset, for at forklare, at dette begrænser sig selv. Fichte’s absolutte Jeg kan konsekvent kun forestilles som den absolutte Magt. Skønt S. i Grundprincipper og Metode helt staar paa Fichte’s Grund, er hans Kritik af Bet. og interessant, fordi den straks fremhæver den dybe Forskel mellem de to Tænkere. Fichte’s System begyndte og endte, trods al abstrakt Spekulation, i Etik; S. interesserede sig aldrig derfor. I »Philos. Briefen über Dogmatismus und Kriticismus« (1796) kritiserer han Kant’s moralske Beviser for Guds Tilværelse og opstiller den for hele hans senere Filosofi saa karakteristiske »intuitive Anskuen« af det evige, i hvilken han søger at forene Spinoza’s cognitio sub specie æterni med Fichte’s Subjektivisme. 1796—97 skrev han »Abhandlung zur Erläuterung des Idealismus«, hvor han uddyber sin Kritik af Kant og i Tilslutning til Fichte opstiller Viljen, som han mener Kant med Urette alene byggede sin Etik, men ikke sin teoretiske Filosofi paa, som det sidste Grundprincip.
Med 1797 begynder der et nyt Stadium i S.’s Filosofi. Etikken, der laa S. fjernt, var Kernen i Fichte’s Filosofi, den abstrakte Dialektik over Jeg og Ikke-Jeg maatte i Længden uden den blive for tør og indholdsløs. S.’s Kærlighed til Naturen førte ham til at drage den Side frem, Fichte helt havde ladet ligge. For Fichte var Naturen tilstrækkelig karakteriseret i Ordene »das versinnlichte Material unserer Pflicht«; det var her, S. saa den store Mangel, og hans første Plan var da at give en Naturfilosofi som Supplement til Fichte’s System, men inden for dettes Rammer. Han lægger derfor ikke som Fichte blot Vægt paa, hvorfor Subjektet sætter et Objekt, hvorfor Jeg’et maa danne den ydre Natur, men skyder omvendt det Problem i Forgrunden: hvorledes kan Aanden udvikles af Naturen? Han fjerner sig hermed fra Fichte’s skarpe Modsætning mellem Aand og Natur og optager Herder’s Tanke om Naturen som et Trin op mod Aanden. Af afgørende Bet. har sikkert ogsaa Paavirkningen fra Spinoza været. Idealistisk bliver den Løsning, han mener at kunne give paa dette Problem, derved, at han finder de samme Kræfter, der virker i Aanden, som virkende i Naturen; den samme Modsætning (»Duplicitet«), der findes i Jeg’et som Modsætning mellem dette og dets Objekt, gaar igen overalt (System, S. 190); han gaar altsaa her fra de højere Former ned til de lavere, hans Metode er derfor »konstruktiv« og tillige, da Vejen gaar gennem den stadige Paavisning af Modsætninger, dialektisk. Fichte gik ud fra Modsætningen mellem Jeg og Ikke-Jeg, den positive og negative Grundkraft, men standsede i Problemets abstrakte Sfærer; det ny hos S. er, at han fører dette Modsætningsforhold ned gennem Naturfænomenernes Række. Og som Subjekt og Objekt hos Fichte involverer hinanden, kommer Naturens Duplicitet, hvis metodiske Udtryk altsaa Dialektikken er, i Virkeligheden til hos S. at forudsætte en Identitet, det absolutte: »Naturen skal være den synlige Aand, Aanden den usynlige Natur« (Ideen, Einl.). De forsk. Trin af Naturen (»Potenserne«) er betegnede ved, om den subjektive ell. objektive Side (»Pol«) har Overvægten, og i denne sin Paavisning af Polaritetsforholdet ned gennem Naturfænomenerne fandt S. en ikke uvæsentlig Støtte i 18. Aarh.’s Elektricitetslære, særlig ved Galvani’s og Coulombe’s Opdagelser: »De elektriske Fænomener danner det til Grund liggende Skema for hele Materiens Konstruktion« (Einl., S. 46). Af Bet. for ham var her Arbejderne af H. C. Ørsted’s Ven, Fysikeren J.W. Ritter, der samtidig med S. boede i Jena. Naturfilosofien bliver teleologisk, for saa vidt som Aanden sættes som den højeste Potens, som det der gennem Udviklingen klarere og klarere udtrykkes i Naturen; denne maa betragtes som »Aandens Odyssé«, Aandens Tilbagevenden til sig selv i sin højeste Form. Men denne Udvikling med Identitet gennem alle Potenserne opfattede S. ikke, som fandt der, hvad man senere har kaldt en naturlig Udvikling Sted mellem disse, Slægtskabet var et blot ideelt; Ligheden viste tilhage til samme Grundtype, Ideen, som hver Potens trods mange Afvigelser søgte at udtrykke, men ikke til en real Sammenhæng mellem Formerne. Kontinuiteten ligger kun i det absolutte; mellem Formerne i den Natur, vi kender, er der Spring. S. skiller sig ved dette ud fra Leibniz, hvis Opfattelse han ellers i meget stod nær, og hans Teori danner her den idealistiske Modsætning til den realistiske Udviklingslære hos Charles Darwin. Potenserne betragtede S. dog kun kvantitativt forsk. og kaldte derfor sin Naturfilosofi for »Dynamisk Atomistik«; selve Rækken af dem mente han ogsaa at kunne konstruere. Den første reale Potens er udtrykt ved Tyngden, den anden ved Lyset, den tredie ved Organismen som Produktet af de to første. Hertil svarer atter de ideale Potenser: Sandhed (Erkendelsen), Godhed (Handlingen) og Skønhed (Kunsten). I den kunstneriske Skaben naar Aanden sin højeste Form. S.’s Konstruktion af Naturen er Fantasier over visse naturvidenskabelige Begreber og har i sine Enkeltheder næppe hist. Interesse længere; baade i disse og navnlig i hele sin Metode staar »Naturfilosofien« virkelig Naturvidenskab fjernt. Til denne Periode hører flg. Værker: »Ideen zu einer Philos. d. Natur« (1797, I, mere udkom aldrig), »Von der Weltseele«, (1798), »Erster Entwurf e, Syst. d. Naturphilos.« (1799), »Einleitung zu einem Entwurf« (s. A.) og endelig »System des transcendentalen Idealismus« (1800); hertil kommer to mindre Afh. (i »Zeitschr. f. specul. Phys.«). Ikke med Glæde havde Fichte af sit System set Naturfilosofien udvikle sig, og efter en stedse skarpere Brevveksling (»Fichte’s und S.’s philos. Briefwechsel« [1856], S. 80 ff.) kom det 1801 til et afgørende Brud mellem de to Venner. Samtidig knyttedes et nærmere Venskab mellem S. og Hegel, der nu var kommen til Jena; filos. synes S. her at have været den Førende og har sikkert øvet Indflydelse paa Vennens Udvikling.
S.’s tredie Stadium (1801—03) adskiller sig blot fra det andet derved, at den Tanke: at Natur og Aand er det samme, skydes mere i Forgrunden; selve det absolutte som Identiteten bliver Filosofiens egl. Objekt. Heraf følger, da de samme Former skal gaa igen i de forsk. Potenser, en endnu vilkaarligere Symbolik ell. Analogiseren af de forsk. Naturfænomener og en stærkere Fremhæven af den mystiske Skuen af Enheden. Denne træder særlig frem i den sværmeriske Dialog »Bruno« (1802); andre Skrifter fra denne Periode er: »Darstellung meines Systems« (1801) og »Fernere Darstellung« (1802). Særlig maa fremhæves: »Die Methode des academischen Studium« (1803), der maaske er S.’s betydeligste Værk. Interessant er her den hist. mere underordnede Stilling, S. i Modsætning til sin senere Filosofi giver Kristendommen (Vorles., IX), og Udformningen af den Tanke, han iflg. sin Fremhæven af det absolutte som det opr. og højeste maatte naa til, og som i alle sine Former er et af de typiske Mærker for Romantikken: Dekadenceteorien, klarest udtrykt i de Ord: »Der gives ingen Tilstand af Barbari, som ikke stammer fra en Kultur, der er gaaet til Grunde« (Vorles., VIII). Denne Overføring af Princippet om at forklare det lavere ud fra det højere, fra Naturfilosofien til det hist. Omraade har særlig i Religionsvidenskaben spillet en stor og højst uheldig Rolle (den S.-Creuzer’ske »Urmonoteisme«). Ved denne Tanke om Frafaldet fra Ideerne ytrer sig allerede stærkt en platoniserende Tendens, der bliver det afgørende i S.’s 4. Stadium (1804—09). Hans Hovedværk fra denne Periode er »Philosophie und Religion« (1804), hvortil slutter sig »Das Verhältniss des Realen und Idealen in der Natur« (1806), »Darlegung d. wahren Verhältn. d. Naturphilos. z. verbess. Fichte’schen Lehre« (s. A.), »Über d. Verhältn. d. bildende Künste z. Natur« (1807) og nogle Afh. (i »Jahrbücher d. Medicin«).
Medens alle disse Stadier glider over i hverandre, sætter 1809, hans første Hustrus Dødsaar, et afgørende Skel; den Filosofi, der ligger efter det i hint Aar udkomne Skrift: »Untersuch. über d. Wesen d. menschl. Freiheit«, betegner S. selv som den »positive«; i Virkeligheden er det en mere teistisk Religionsfilosofi i Modsætning til hans Ungdoms Naturpanteisme. Efter sit Jena-Ophold var han allerede ført ind paa det religiøse Problem gennem Eschenmayer (»Philos. u. Rel. Vorbericht«); sin nærmere Udvikling fik hans Tænkning paa dette Punkt ved Paavirkning fra Baader og særlig Jacob Böhme, hvis mystiske Teosofi han optog i sit System. Mere og mere skød Tanken om en opr. Modsætning i Guddommen sig frem foran den tidligere Hævdelse af det absolutte som det identiske. Til nævnte Skrift slutter sig et skarpt Stridsskrift mod Jacobi (1812) og et lille religionshistorisk Skrift: »Die Gottheiten v. Samothrake« (1815).
Med 1809 var den store Standsning i hans Produktion indtraadt. Som han engang holdt Opgør med Fichte, var der blevet holdt Opgør med ham selv; hans tidligere Ven og Forbundsfælle, Hegel, der saa, at hans Filosofi førte ud i Sværmeri og videnskabelig Tomhed, tog i Fortalen til sit første store Værk (»Phänomenologie« [1807]) Afstand fra S. og hans absolutte, »Mørket, hvori alle Katte er graa«. Fichte havde lagt Tyngdepunktet i Etikken, S. lagde det over i Naturfilosofien, det blev nu Hegel, der førte Romantikkens Filosofi videre ved væsentlig at lægge det over i Historien; dermed brød han Spekulationen og tillige den europ. Aandsvidenskab ny Baner og erobrede efter Fichte’s Død ubestridt Førerstillingen i den tyske Filosofi, hvad S. aldrig tilgav ham. Da efter Hegel’s Død hans Skoles venstre Fløj drog religionsfilosofiske Konsekvenser af Mesterens Lære, der forekom Kirken betænkelige, kaldte den reaktionære Romantiker paa Preussen’s Trone 1841 S. til Berlin for at støtte den kirkelige Reaktion. S. begyndte sine Forelæsninger (»Philos. d. Mythologie« og »Philos. d. Offenbarung«) under stor Tilstrømning og store Forventninger; men disse skuffedes bittert. Hans ny Filosofi, der skulde vise Udviklingen fra »Urmonoteismen« gennem Mytologien til den pavelige og den protestantiske Kristendom og videre til Romantikkens Yndlingsform for Kristendom, den Johanneiske, er en bred og daarlig Fremstilling af urigtige Ideer og ligner kun hans Ungdoms Værker ved sine fantastiske Analogier og sin Foragt for Kendsgerninger. Som sikkert ingen anden har S., særlig ved sin Naturfilosofi, haft den sørgelige Lod at bringe Filosofien i Vanry, og dog har hans Tanker øvet en befrugtende Indflydelse paa de forskelligste Kredse; en bestemt afgrænset Skole har S., der selv saa ofte skiftede Standpunkt, ikke efterladt sig. Under hans Paavirkning var bl. a. Hegel, Baader, Fr. Krause, W. Rosenkranz, Solger, Coleridge og af Naturforskere Mænd som Johs. Müller, v. Baer, K. G. Carus og H. C. Ørsted. Hans samlede Værker (14 Bd) er udgivne 1856—61.
(Litt.: »Aus S.’s
Leben. In Briefen« [udg. af Plitt, 1869—70];
Beckers, »S.’s Geistesentwickelung« [1875];
Kuno Fischer, »S.’s Leben u. Schriften«
1872—77 = »Gesch. d. neueren Philos.« VI];
Franz, »S.’s positive Philos.« [1879—80];
Høffding, »Den nyere Filosofis Historie« [1895], II, 143—155).
== Citater ==
| |||