|
=== Andet stadium ===
Med 1797 begynder der et nyt Stadiumstadium i S.’sSchelling’s Filosofi. Etikken, der laalå S.Schelling fjernt, var Kernenkernen i Fichte’s Filosofifilosofi, den abstrakte Dialektikdialektik over Jeg og Ikke-Jeg maattemåtte i Længdenlængden uden den blive for tør og indholdsløs. S.’sSchelling’s Kærlighedkærlighed til Naturennaturen førte ham til at drage den Sideside frem, Fichte helt havde ladet ligge. For Fichte var Naturennaturen tilstrækkelig karakteriseret i Ordeneordene »"''das versinnlichte Material unserer Pflicht«''"; det var her, S.Schelling saaså den store Mangelmangel, og hans første Planplan var da at give en Naturfilosofinaturfilosofi som Supplementsupplement til Fichte’s Systemsystem, men inden for dettes Rammerrammer. Han lægger derfor ikke som Fichte blot Vægtvægt paapå, hvorfor Subjektetsubjektet sætter et Objektobjekt, hvorfor Jeg’et maamå danne den ydre Naturnatur, men skyder omvendt det Problemproblem i Forgrundenforgrunden: hvorledes kan Aandenånden udvikles af Naturennaturen? Han fjerner sig hermed fra Fichte’s skarpe Modsætningmodsætning mellem Aandånd og Naturnatur og optager Herder’s Tanketanke om Naturennaturen som et Trintrin op mod Aandenånden. Af afgørende Bet.betydning har sikkert ogsaaogså Paavirkningenpåvirkningen fra Spinoza været. Idealistiskidealistisk bliver den Løsningløsning, han mener at kunne give paapå dette Problemproblem, derved, at han finder de samme Kræfterkræfter, der virker i Aandenånden, som virkende i Naturennaturen; den samme Modsætningmodsætning (»"Duplicitet«"), der findes i Jeg’et som Modsætningmodsætning mellem dette og dets Objektobjekt, gaargår igen overalt (''System'', Ss. 190); han gaargår altsaaaltså her fra de højere Formerformer ned til de lavere, hans Metodemetode er derfor »"konstruktiv«" og tillige, da Vejenvejen gaargår gennem den stadige Paavisningpåvisning af Modsætningermodsætninger, dialektisk. Fichte gik ud fra Modsætningenmodsætningen mellem Jeg og Ikke-Jeg, den positive og negative Grundkraftgrundkraft, men standsede i Problemetsproblemets abstrakte Sfærersfærer; det nynye hos S.Schelling er, at han fører dette Modsætningsforholdmodsætningsforhold ned gennem Naturfænomenernesnaturfænomenernes Rækkerække. Og som Subjektsubjekt og Objektobjekt hos Fichte involverer hinanden, kommer Naturensnaturens Duplicitetduplicitet, hvis metodiske Udtrykudtryk altsaaaltså Dialektikkendialektikken er, i Virkelighedenvirkeligheden til hos S.Schelling at forudsætte en Identitetidentitet, det absolutte: »"''Naturen skal være den synlige Aand, Aanden den usynlige Natur«''" (''Ideen'', Einl.). De forsk. Trin af Naturen (»Potenserne«) er betegnede ved, om den subjektive ell. objektive Side (»Pol«) har Overvægten, og i denne sin Paavisning af Polaritetsforholdet ned gennem Naturfænomenerne fandt S. en ikke uvæsentlig Støtte i 18. Aarh.’s Elektricitetslære, særlig ved Galvani’s og Coulombe’s Opdagelser: »De elektriske Fænomener danner det til Grund liggende Skema for hele Materiens Konstruktion« (Einl., S. 46). Af Bet. for ham var her Arbejderne af H. C. Ørsted’s Ven, Fysikeren J.W. Ritter, der samtidig med S. boede i Jena. Naturfilosofien bliver teleologisk, for saa vidt som Aanden sættes som den højeste Potens, som det der gennem Udviklingen klarere og klarere udtrykkes i Naturen; denne maa betragtes som »Aandens Odyssé«, Aandens Tilbagevenden til sig selv i sin højeste Form. Men denne Udvikling med Identitet gennem alle Potenserne opfattede S. ikke, som fandt der, hvad man senere har kaldt en naturlig Udvikling Sted mellem disse, Slægtskabet var et blot ideelt; Ligheden viste tilhage til samme Grundtype, Ideen, som hver Potens trods mange Afvigelser søgte at udtrykke, men ikke til en real Sammenhæng mellem Formerne. Kontinuiteten ligger kun i det absolutte; mellem Formerne i den Natur, vi kender, er der Spring. S. skiller sig ved dette ud fra Leibniz, hvis Opfattelse han ellers i meget stod nær, og hans Teori danner her den idealistiske Modsætning til den realistiske Udviklingslære hos Charles Darwin. Potenserne betragtede S. dog kun kvantitativt forsk. og kaldte derfor sin Naturfilosofi for »Dynamisk Atomistik«; selve Rækken af dem mente han ogsaa at kunne konstruere. Den første reale Potens er udtrykt ved Tyngden, den anden ved Lyset, den tredie ved Organismen som Produktet af de to første. Hertil svarer atter de ideale Potenser: Sandhed (Erkendelsen), Godhed (Handlingen) og Skønhed (Kunsten). I den kunstneriske Skaben naar Aanden sin højeste Form. S.’s Konstruktion af Naturen er Fantasier over visse naturvidenskabelige Begreber og har i sine Enkeltheder næppe hist. Interesse længere; baade i disse og navnlig i hele sin Metode staar »Naturfilosofien« virkelig Naturvidenskab fjernt. Til denne Periode hører flg. Værker: »Ideen zu einer Philos. d. Natur« (1797, I, mere udkom aldrig), »Von der Weltseele«, (1798), »Erster Entwurf e, Syst. d. Naturphilos.« (1799), »Einleitung zu einem Entwurf« (s. A.) og endelig »System des transcendentalen Idealismus« (1800); hertil kommer to mindre Afh. (i »Zeitschr. f. specul. Phys.«). Ikke med Glæde havde Fichte af sit System set Naturfilosofien udvikle sig, og efter en stedse skarpere Brevveksling (»Fichte’s und S.’s philos. Briefwechsel« [1856], S. 80 ff.) kom det 1801 til et afgørende Brud mellem de to Venner. Samtidig knyttedes et nærmere Venskab mellem S. og Hegel, der nu var kommen til Jena; filos. synes S. her at have været den Førende og har sikkert øvet Indflydelse paa Vennens Udvikling.
De forskellige trin af naturen ("potenserne") er betegnede ved, om den subjektive eller objektive side ("pol") har overvægten, og i denne sin påvisning af polaritetsforholdet ned gennem naturfænomenerne fandt Schelling en ikke uvæsentlig støtte i det 18. århundredes [[elektricitetslære]], særlig ved [[Galivan]]’s og [[Coulombe]]’s opdagelser: "''De elektriske Fænomener danner det til Grund liggende Skema for hele Materiens Konstruktion''" (''Einl.'', s. 46). Af betydning for ham var her arbejderne af [[H.C. Ørsted]]’s ven, fysikeren [[J.W. Ritter]], der samtidig med Schelling boede i Jena. Naturfilosofien bliver [[teleologi]]sk, for så vidt som ånden sættes som den højeste potens, som det der gennem udviklingen klarere og klarere udtrykkes i naturen; denne må betragtes som "åndens odyssé«, åndens tilbagevenden til sig selv i sin højeste form. Men denne udvikling med identitet gennem alle potenserne opfattede Schelling ikke, som fandt der, hvad man senere har kaldt en naturlig udvikling sted mellem disse, slægtskabet var et blot ideelt; ligheden viste tilbage til samme grundtype, ideen, som hver potens trods mange afvigelser søgte at udtrykke, men ikke til en real sammenhæng mellem formerne. Kontinuiteten ligger kun i det absolutte; mellem formerne i den natur, vi kender, er der spring. Schelling skiller sig ved dette ud fra [[Leibniz]], hvis opfattelse han ellers i meget stod nær, og hans teori danner her den idealistiske modsætning til den realistiske udviklingslære hos [[Charles Darwin]]. potenserne betragtede Schelling dog kun kvantitativt forskellige og kaldte derfor sin naturfilosofi for »Dynamisk Atomistik«; selve rækken af dem mente han ogsaa at kunne konstruere. Den første reale potens er udtrykt ved tyngden, den anden ved lyset, den tredie ved organismen som produktet af de to første. Hertil svarer atter de ideale potenser: sandhed (erkendelsen), godhed (handlingen) og skønhed (kunsten). I den kunstneriske skaben når ånden sin højeste form. Schelling’s Konstruktion af Naturen er fantasier over visse naturvidenskabelige begreber og har i sine enkeltheder næppe interesse længere; både i disse og navnlig i hele sin metode står »Naturfilosofien« virkelig naturvidenskab fjernt. Til denne periode hører flg. Værker: »Ideen zu einer Philos. d. Natur« (1797, I, mere udkom aldrig), »Von der Weltseele«, (1798), »Erster Entwurf e, Syst. d. Naturphilos.« (1799), »Einleitung zu einem Entwurf« (samme år) og endelig »System des transcendentalen Idealismus« (1800); hertil kommer to mindre afhandlinger (i »Zeitschr. f. specul. Phys.«). Ikke med glæde havde Fichte af sit system set naturfilosofien udvikle sig, og efter en stedse skarpere brevveksling (»Fichte’s und Schelling’s philos. Briefwechsel« [1856], S. 80 ff.) kom det 1801 til et afgørende brud mellem de to venner. Samtidig knyttedes et nærmere venskab mellem Schelling og Hegel, der nu var kommen til Jena; filos. synes Schelling her at have været den førende og har sikkert øvet indflydelse på vennens udvikling.
S.’s tredie Stadium (1801—03) adskiller sig blot fra det andet derved, at den Tanke: at Natur og Aand er det samme, skydes mere i Forgrunden; selve det absolutte som Identiteten bliver Filosofiens egl. Objekt. Heraf følger, da de samme Former skal gaa igen i de forsk. Potenser, en endnu vilkaarligere Symbolik ell. Analogiseren af de forsk. Naturfænomener og en stærkere Fremhæven af den mystiske Skuen af Enheden. Denne træder særlig frem i den sværmeriske Dialog »Bruno« (1802); andre Skrifter fra denne Periode er: »Darstellung meines Systems« (1801) og »Fernere Darstellung« (1802). Særlig maa fremhæves: »Die Methode des academischen Studium« (1803), der maaske er S.’s betydeligste Værk. Interessant er her den hist. mere underordnede Stilling, S. i Modsætning til sin senere Filosofi giver Kristendommen (Vorles., IX), og Udformningen af den Tanke, han iflg. sin Fremhæven af det absolutte som det opr. og højeste maatte naa til, og som i alle sine Former er et af de typiske Mærker for Romantikken: Dekadenceteorien, klarest udtrykt i de Ord: »Der gives ingen Tilstand af Barbari, som ikke stammer fra en Kultur, der er gaaet til Grunde« (Vorles., VIII). Denne Overføring af Princippet om at forklare det lavere ud fra det højere, fra Naturfilosofien til det hist. Omraade har særlig i Religionsvidenskaben spillet en stor og højst uheldig Rolle (den S.-Creuzer’ske »Urmonoteisme«). Ved denne Tanke om Frafaldet fra Ideerne ytrer sig allerede stærkt en platoniserende Tendens, der bliver det afgørende i S.’s 4. Stadium (1804—09). Hans Hovedværk fra denne Periode er »Philosophie und Religion« (1804), hvortil slutter sig »Das Verhältniss des Realen und Idealen in der Natur« (1806), »Darlegung d. wahren Verhältn. d. Naturphilos. z. verbess. Fichte’schen Lehre« (s. A.), »Über d. Verhältn. d. bildende Künste z. Natur« (1807) og nogle Afh. (i »Jahrbücher d. Medicin«). ▼
=== Tredje stadium ===
▲S.’sSchelling’s tredie Stadium (1801—03) adskiller sig blot fra det andet derved, at den Tanke: at Natur og Aand er det samme, skydes mere i Forgrunden; selve det absolutte som Identiteten bliver Filosofiens egl. Objekt. Heraf følger, da de samme Former skal gaa igen i de forsk. Potenser, en endnu vilkaarligere Symbolik ell. Analogiseren af de forsk. Naturfænomener og en stærkere Fremhæven af den mystiske Skuen af Enheden. Denne træder særlig frem i den sværmeriske Dialog »Bruno« (1802); andre Skrifter fra denne Periode er: »Darstellung meines Systems« (1801) og »Fernere Darstellung« (1802). Særlig maa fremhæves: »Die Methode des academischen Studium« (1803), der maaske er S.’s betydeligste Værk. Interessant er her den hist. mere underordnede Stilling, S. i Modsætning til sin senere Filosofi giver Kristendommen (Vorles., IX), og Udformningen af den Tanke, han iflg. sin Fremhæven af det absolutte som det opr. og højeste maatte naa til, og som i alle sine Former er et af de typiske Mærker for Romantikken: Dekadenceteorien, klarest udtrykt i de Ord: »Der gives ingen Tilstand af Barbari, som ikke stammer fra en Kultur, der er gaaet til Grunde« (Vorles., VIII). Denne Overføring af Princippet om at forklare det lavere ud fra det højere, fra Naturfilosofien til det hist. Omraade har særlig i Religionsvidenskaben spillet en stor og højst uheldig Rolle (den S.-Creuzer’ske »Urmonoteisme«). Ved denne Tanke om Frafaldet fra Ideerne ytrer sig allerede stærkt en platoniserende Tendens, der bliver det afgørende i S.’s 4. Stadium (1804—09). Hans Hovedværk fra denne Periode er »Philosophie und Religion« (1804), hvortil slutter sig »Das Verhältniss des Realen und Idealen in der Natur« (1806), »Darlegung d. wahren Verhältn. d. Naturphilos. z. verbess. Fichte’schen Lehre« (s. A.), »Über d. Verhältn. d. bildende Künste z. Natur« (1807) og nogle Afh. (i »Jahrbücher d. Medicin«).
Medens alle disse Stadier glider over i hverandre, sætter 1809, hans første Hustrus Dødsaar, et afgørende Skel; den Filosofi, der ligger efter det i hint Aar udkomne Skrift: »Untersuch. über d. Wesen d. menschl. Freiheit«, betegner S. selv som den »positive«; i Virkeligheden er det en mere teistisk Religionsfilosofi i Modsætning til hans Ungdoms Naturpanteisme. Efter sit Jena-Ophold var han allerede ført ind paa det religiøse Problem gennem Eschenmayer (»Philos. u. Rel. Vorbericht«); sin nærmere Udvikling fik hans Tænkning paa dette Punkt ved Paavirkning fra Baader og særlig Jacob Böhme, hvis mystiske Teosofi han optog i sit System. Mere og mere skød Tanken om en opr. Modsætning i Guddommen sig frem foran den tidligere Hævdelse af det absolutte som det identiske. Til nævnte Skrift slutter sig et skarpt Stridsskrift mod Jacobi (1812) og et lille religionshistorisk Skrift: »Die Gottheiten v. Samothrake« (1815).
|
