Telefon: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Telefon-1950.jpg|thumb|200px|Magnetotelefon omkring 1950.]]

En '''telefon''' (af [[Græsk (sprog)|græsk]]: ''τῆλε'' /tḕle/ — „fjern“ og ''φωνή'' /pʰōnḗ/— “lyd”) er et [[elektrisk apparat]] til overførelse af samtaler over [[Afstandsformlen|afstande]]. I den første telefonbog for [[København]] fra [[1881]] var der kun 22 abonnenter. Men i [[1899]] var tallet 9.687 og i [[1992]] 840.546. Det var en sensation, da man første gang kunne ringe til udlandet. Skulle abbonentenabonnenten ringe til [[Sverige]] fra sin egen telefon, måtte han sende en skriftlig ansøgning med underskrift af to [[kaution]]ister. <ref>Dirckinck-Holmfeld: ''På sporet af København'' (s. 99), forlaget Borgen, København 1993, ISBN 87-418-6815-3</ref>

[[Alexander Graham Bell]] regnes af mange som telefonens [[opfinder]], da han byggede sin udgave i [[1876]].<ref name="WDL">{{cite web |url = http://www.wdl.org/en/item/11375/ |title = Alexander Graham Bell Laboratory Notebook, 1875-1876 |website = [[World Digital Library]] |date = 1875-1876 |accessdate = 2013-07-23 }}</ref> Andre regner [[Philipp Reis]] som opfinder i [[1860]], men hans opfindelse regnes nu for en forløber for Bells udgave. Den amerikanske kongres anerkendte den [[15. juni]] [[2002]] [[Antonio Meucci]] som den officielle opfinder af telefonen under navnet teletrophone: mangeMange opfindere arbejdede med forskellige ideer, og deres opfindelser inspirerede andre opfindere, der videreudviklede dem.

Undervejs havde Bell en anden konkurrent, Elisha Gray, som også udtænkte princippet bag en telefon. Den 14. februar 1876 indgav Elisha Gray en patentansøgning om telefonen, samme dag som Alexander Graham Bell. Det betød, at de kom i strid modmed hinanden, og at ansøgningerne derfor ikke umiddelbart kunne efterkommes. Bell reagerede med det samme og forklarede sin ideidé i alle detaljer til sin patentsagfører. Elisha Gray reagerede slet ikke. og derforDerfor fik Bell telefonpatentet.

De første telefoner var de magnetotelefoner, ofte kaldet M-telefoner, som havde sit eget [[Batteri (elektricitet)|batteri]] indbygget. DerforAf blevden degrund også kaldt lokalbatteri-telefoner. DerforTelefonledningen var telefonledningen uden spænding, når der ikke blev ført samtale. Det mindskede kravene til ledningernes kvalitet. Magnetotelefonens betjeningsdele bestod af en [[mikrofon]], et hørestykke på en krog eller i en '[[gaffel (telefon)|gaffel]]' og et håndsving til en lille [[elektrisk generator]]. Senere blev mikrofon og 'telefon' sammenbygget til den mikrotelefon, vi kender som telefonrøret eller 'knoglen'. Det kælenavn fik den, da den første helstøbte telefon af [[bakelit]] kom frem. Telefonrøret lignede en sort knogle og blev kaldt 'en negerknogle'.

Ved opkald drejede den kaldende abonnent (kaldet A-abonnenten) på håndsvinget, så generatoren sendte en strøm gennem [[telefonlinje]]n til centralen, hvormed dendet bevirkederesultat, at en lille klap faldt ned ved et nummer i [[centralbord]]et. Så kunne [[telefonistinde]]n se, hvem der havde kaldt centralen. Samtidig lød et lille signal for at henlede opmærksomheden på opkaldet.

Telefonistinden lagde så en [[ringespænding]] på B's linje, så B's telefon ringede, og når B tog røret af gaflen (der koblede klokken fra), etablerede telefonistinden kontakt mellem de to linjer, så A og B kunne tale sammen. Hun lukkede så klappen foran nummeret på centralbordet. Hvis B-abonnenten ikke var lokal, måtte telefonistinden først kontakte B's central og bede om at få stillet forbindelsen videre igennem. På den måde kunne et opkald involvere adskillige telefonistinder på forskellige centraler.

Når samtalen så var forbi, 'ringede man af' ved at hænge røret på plads og dreje håndsvinget. Klappen faldt så ned, såog telefonistinden kunne se, at samtalen var forbi, såhvorefter hun kunne fjernefjernede sine mellemledninger.

[[Fil:Telefon BW 2012-02-18 13-44-32.JPG|thumb|200px|Ældre telefon med nummerskive.]]

D/F-telefoner harhavde i modsætning til M-telefonen ikke batteri, men fik derimod strøm fra centralen via telefonledningen. Systemet kaldtes derfor centralbatteri-systemet. Teknisk set var D og F-telefoner ens; forskellen afhang af centraltypen, og for brugeren var det kun betjeningen, der adskilte de to typer.

D'et stod for "demi-automatisk", og dethvilket betød, at A kunne dreje sig frem til den central, som B hørte til. Her fik A fat i en telefonistinde, som kunne oprette forbindelsen. I forhold til M-systemet kunne der altså spares telefonisttid i de tilfælde, hvor B ikke var lokal.

F-centralerne var de næste skridt, oghvor F står her for "fuldautomatisk". Nu kunne A ringe direkte til B uden at involvere en telefonistinde C. Det gjaldt dog kun i de tilfælde, hvor begge abonnenter var tilkoblet en F-central;. derDer skulle stadig bruges C-assistance, hvis der skulle ringes fra en F-central til en D- eller en M-central. F-systemet begyndte for alvor at blive indført i begyndelsen af [[1960'erne]].

Nummerskiven er siden blevet erstattet af trykknapper, og her er pulserne erstattet af et såkaldt [[DTMF]]-tonesystem, somder sender cifrene til centralen som tonepar.

[[Fil:Celular samsung.jpg|thumb|right|200px|Mobiltelefon.]]

Telefonapparaterne har udviklet sig sammen med resten af telesystemet, så nye teknologier naturligt har fulgtes ad i forskellige grene af nettet.

Digitaliseringen blev trukket helt ud til abonnenten ved indførslen af [[ISDN]]. Telefoner til denne forbindelsestype minder i sin brug om andre fastnettelefoner, men er teknisk set ganske anderledes. Talen bliver digitaliseret i telefonen. og digitaliseringenDigitaliseringen har også erstattet den traditionelle brug af toner og pulser til opkaldsstyring (signallering), hvilket har lettet adgangen til en mængde ekstra tjenester. Teknikere bruger i øvrigt normalt betegnelsen "terminal" i stedet for "telefon" inden for ISDN.

Udviklingen af mobiltelefoni har også frembragt helt nye telefontyper, som udmærker sig ved at være flytbare. De tidlige mobiltelefoner var store og tunge, men er for længst skrumpet til lommeformat. Lige som fastnettelefoner har systemerne udviklet sig fra analoge typer (som det nordiske [[NMT]]-system) til digitale typer (som det europæiske [[GSM]]-system).