H.C. Ørsted: Forskelle mellem versioner

Han tilbragte sin barndom og første ungdom i [[Rudkøbing]], indtil han sammen med sin et år yngre bror Anders i 1793 flyttede til København. Den undervisning, brødrene fik i hjemmet, var særpræget. En tysk [[paryk]]mager gav dem deres første undervisning. Mens parykmageren forsøgte at indgyde dem beundring for alt hvad der var tysk, søgte en anden lærer, en norsk student, at fremhæve [[Norge]] frem for Danmark i deres øjne.<ref name="DBL 394">[http://runeberg.org/dbl/19/0484.html DBL, s. 394]</ref> Men gennem deres ualmindeligt store videbegær, erstattede de ved udbredt selvstudie i forskellige retninger, hvad der manglede i traditionel undervisning.<ref name="DBL 394"/> Hvor godt de fulgte med tidens politiske og religiøse bevægelser, skildrer den yngre bror levende i ''Af mit Livs og min Tids Historie''. 1794 blev de begge [[student]]er, hvorefter de efter en kortvarig forberedelse bestod [[Anden Eksamen|anden eksamen]] ved universitetet med udmærkelse i alle fag, og på grund af deres slægtskab med stifteren fik plads på [[Elers Kollegium]].<ref name="DBL 395">[http://runeberg.org/dbl/19/0485.html DBL, s. 395]</ref>

Ørsted havde fra han var 12 år været elev i farens apotek; kemien interesserede ham, og han læste alt hvad han kunne få fat i med kemisk indhold. Hans studie blev derfor [[farmakologi]], og da han i 1797 tog [[farmaceut]]isk eksamen, imponerede han censorerne ved sin modenhed og dygtighed. Samtidig med at han læste til eksamen, besvarede han med held to af universitetets prisspørgsmål, det ene af æstetisk, det andet af kemisk indhold. Ligesom broren var Ørsted tidligt og stærkt påvirket af [[Immanuel Kant]], hvilket bevidnes i hans [[doktordisputats]] (1799), en latinsk afhandling, oversat til dansk med titlen ''Grundtrækkene af Naturmetafysikken''. Han følger her Kant næsten ord for ord, og opstiller det som den kritiske filosofis fordring, at ”alle Naturlove bør udledes af vor Kendeevnes Natur”. De her nævnte og flere mindre afhandlinger fra Ørsteds ungdom vidner om en livlig, alsidig interessere, men viser endnu ikke tegn på originalitet.<ref name="DBL 395"/>

Det, der bragte ham ind på nye baner, var [[Alessandro Volta|Voltas]] opdagelse af det galvaniske element i år 1800. I dette år havde Ørsted overtaget ledelsen af Løveapoteket under ejeren, professor Mantheys fravær. Derved fik han mulighed for selv at eksperimentere med Voltas [[voltasøjle|søjle]] og studerede især dens kemiske effekter. For at måle disse konstruerede han i 1801 et apparat, der meget minder om [[Michael Faraday|Faradays]] voltameter ([[voltmeter]]).<ref name="DBL 395"/> Han var ivrig efter at rejse for at møde udlandets store kemikere og fysikere, men samtidig søgte han et professorat i fysik der var blevet ledigt efter [[A.N. Aasheim]]s død. Det fik han ikke, han måtte nøjes med d. 7. november 1800 at blive adjunkt ved universitetet uden løn.<ref name="DBL 395"/> Under disse omstændigheder var der intet, der holdt ham hjemme, og i sommeren 1801 begyndte han sin første udenlandsrejse, finansieret af det cappelske [[Legat (pengegave)|legat]] på 500 [[rigsdaler]] årligt og 400 rigsdaler fra [[Fonden ad usus publicos]]. Rejsen gik til [[Tyskland]], hvor han i [[Weimar]] traf [[Johann Wilhelm Ritter]], som han nærede et stort ønske om at møde. Ørsteds beundring for Ritter var velfortjent, men kun delt af få i hans samtid.<ref name="DBL 395"/> Ørsted knyttede straks venskab med ham, skaffede ham senere ved [[Franz Xaver von Baader]]s hjælp en stilling i [[München]] og arbejdede under sit ophold i Paris på at skaffe ham anerkendelse og udmærkelse, men uden held. Opholdet i [[Berlin]] var på mange måder interessant og lærerigt. Han kom meget i den kendte fru Henriette Herz’ hus, hvor han foreviste nye elektriske forsøg og mødte mange store videnskabsmænd. Han hørte forelæsninger af [[Johann Gottlieb Fichte]] og [[Friedrich Schlegel]] og befandt sig i det hele taget her i omgivelser, der tiltalte ham.<ref name="DBL 396">[http://runeberg.org/dbl/19/0486.html DBL, s. 396]</ref>

I München mødte han grev Rumford, men satte særlig stor pris på bekendtskabet med Franz Baader, om hvem han har sagt: ”Han driver aldeles på, at den moralske og fysiske natur på det nøjeste hænge sammen, og at uden en sådan forbindelse fysikken egentlig ingen værd har. Han stemmer i denne Henseende meget med Ritter og jeg med begge”. Det er lignende tanker som Ørsted senere forsøgte at videreføre.<ref name="DBL 396"/>

I december 1801 kom han til [[Paris]], hvor han blev et helt år. Han hørte forelæsninger af [[Louis Nicolas Vauquelin]], [[Antoine François de Fourcroy]], [[Louis Jacques Thénard]] og [[Claude Louis Berthollet]] over kemi, af [[Jacques Charles]] og [[Jean-Baptiste Biot]] over fysik, af [[Georges Cuvier]] over naturhistorie.<ref name="DBL 396"/> Han så, at han kunne lære meget her, selvom han var forudindtaget imod det franske videnskabelige samfund, som med sin mere eksakte matematiske karakter stod i skarp kontrast til den naturfilosofiske tankegang, og selvom han tit mærkede, hvor lidt man i Paris anerkendte, hvad der blev udrettet i andre lande; han måtte finde sig i at blive spurgt om han kendte en [[platindigel]] og om han havde set et [[galvanisk element]]. Men tiden benyttede han på bedste måde ved at høre forelæsninger, se fabrikker og søge personligt bekendtskab med de største videnskabsfolk.<ref name="DBL 396"/>

Ved sin hjemkomst i januar 1804, håbede Ørsted at blive professor i fysik, men man så skævt til ham på grund af hans interesse for naturfilosofien; dog blev han tildelt en lønning på 300 rigsdaler i tre år og lige så meget til eksperimenter. Han fik overladt en samling apparater, som havde tilhørt dr. [[Thomas Buntzen]], men måtte selv leje lokale til forelæsningerne. Disse drejede sig mest om kemisk fysik og var så stærkt besøgte, også af kvinder, at han knap kunne skaffe plads til tilhørerne. Foruden at virke som lærer, udfoldede han i disse år en ikke ubetydelig forfattervirksomhed, mere eller mindre i naturfilosofisk retning. Specialundersøgelsen interesserede ham mindre, generelle synspunkter, endog vovelige spekulationer tiltalte ham mere.<ref name="DBL 396"/> For ham var spørgsmålet ikke: "Hvilke er de enkelte syrers eller basers egenskaber?" men "Hvorfor neutraliserer syrer og baser hinanden?" eller "Hvorfor må der tilsættes noget til vandet for at opløse et metal?" Overalt, hvor der blot fandtes en antydning af en besvarelse af disse sidste spørgsmål, anede han noget betydningsfuldt. Af hans afhandlinger fra den periode skal vi fremhæve ''Betragtninger over Kemiens Historie'', indledningsforedrag holdt i vinteren 1805-6 (Samlede og efterladte Skrifter V, 3), i hvilke Ørsteds særlige stil og tankegang for første gang træder frem. Endvidere forsøgene over klangfigurerne (Vid. Selsk. Skrifter V, 1809), som indeholder en del nye iagttagelser, navnlig omkring de støvhøje, der fremkommer, når man anvender fine pulvere til [[Ernst Chladni]]s forsøg.<ref name="DBL 397">[http://runeberg.org/dbl/19/0487.html DBL, s. 397]</ref>

Under et ophold i [[Berlin]] udarbejdede Ørsted et af sine vigtigste skrifter, ''Ansichten der chemischen Naturgesetze'' (1812). Først gives en oversigt over de vigtigste stoffer og processer, dernæst behandles de elektriske kræfter fra et kemisk synspunkt, endelig anføres de grunde, der taler for, at alle legemer indeholder elektriske kræfter, som dog ikke træder åbenlyst frem, eftersom de holder hinanden i ligevægt. Han antager, at de elektriske kræfter udbreder sig ved svingninger, som fremkaldes ved fordeling. Eftersom svingningerne møder større eller mindre modstand, vil der opstå en tilsvarende varme. Lyset opstår ved elektriske svingninger i dårlige ledere. Også forholdet mellem elektricitet og magnetisme behandles her. Ørsted stod stort set alene med disse anskuelser, og de vandt heller ingen anerkendelse, da de jo ikke hvilte på noget almindelig anerkendt grundlag, og Ørsted selv evnede ikke at udvikle dem således, at deres betydning derigennem kunne blive forstået. Det blev først langt senere muligt at vinde betydningsfulde resultater ad denne vej; og den senere eksakte naturforskning arbejder netop ud fra disse synspunkter, og udtrykker sig med de samme ord. Men Ørsted kunne dog, da han otte år senere opdagede [[elektromagnetisme]]n, henføre til, at den afgav en bekræftelse på hans naturopfattelse.<ref name="DBL 397"/>

Angående denne opdagelse har Ørsted selv udtalt følgende: Under en række forelæsninger, han holdt i foråret [[1820]], blev tanken om sammenhængen mellem [[elektricitet]] og [[magnetisme]] særlig levende hos ham; han sendte da en stærk udladning gennem en fin [[platin]]tråd og så virkelig, at en [[magnetnål]], som befandt sig i nærheden, derved kom i bevægelse.<ref name="DBL 397"/>

Men det var vanskeligt for ham at forstå virkningens natur, og han udsatte derfor den nærmere undersøgelse, indtil han havde skaffet sig et kraftigt [[Batteri (elektricitet)|galvanisk batteri]]. Han genoptog derefter forsøgene i juli måned. [[21. juli]] 1820 udsendte han en kort latinsk beretning om forsøgene. Kun fire kvartsider stor indeholder den dog en stor mængde forsøg, som viser, at her virkelig er tale om en [[vekselvirkning]] mellem de to [[naturkræft]]er, mens [[Legeme (fysik)|legemerne]], der bærer dem, og omgivelserne er uden indflydelse.<ref name="DBL 398">[http://runeberg.org/dbl/19/0488.html DBL, s. 398]</ref>

Betydningen af Ørsteds opdagelse stod straks klar for alle [[sagkyndig]]e, og den blev udgangspunkt for den række opdagelser, som knytte sig til [[André-Marie Ampère]]s og [[François Arago]]s navne, og som 11 år senere afsluttedes ved [[Michael Faraday|Faradays]] opdagelse af [[Induktion (fysik)|induktionen]]. Og at samtiden følte, hvor meget den skyldte Ørsted, er der vidnesbyrd nok om, blandt andet også i de [[æresbevisning]]er, der vistes ham fra de forskelligste sider. Skønt det i høj grad var andre, der drog konsekvenserne af opdagelsen, skal det dog fremhæves, at Ørsted viste, at loven om aktion og reaktion finder anvendelse på [[elektromagnetisme]]n; derimod lykkedes det ikke ham at påvise [[Jordens magnetfelt|jordmagnetismens]] indflydelse på en [[elektrisk strøm]], han sagde, at hans apparat var for svagt.<ref name="DBL 398"/>

1818 begyndte Ørsted sine gennem mange år fortsatte undersøgelser over væskers og luftarters sammentrykkelighed; hovedresultaterne af hans med stor omhu udførte forsøg findes i [[Videnskabernes Selskab]] Afhandlinger 4. R. II. Selvom disse forsøg nu kun er af historisk interesse, blev det af ham til disse eksperimenter konstruerede [[piezometer]] et vigtigt hjælpemiddel ved den slags forskning. Af betydning for kemien blev Ørsteds fremstilling af aluminium (1825), navnlig på grund af den metode, han anvendte. På hans opfordring optog [[Friedrich Wöhler]] sagen, og fremstillede metallet i større mængder, således at dets egenskaber kunne fastslås.<ref name="DBL 398"/>

Fra de sidste tyve år af Ørsteds liv findes ingen større videnskabelige arbejder fra hans hånd, men mange meddelelser, ofte af original karakter, vidner om den interesse og forståelse, hvormed han fulgte videnskabens fremgang. Derom vidner også den levende korrespondance, han førte med udlandets lærde. Det personlige forhold til disse holdt han ved lige ved gentagne udenlandsrejser, også i hans høje alder. Herunder må desuden nævnes hans ivrige deltagelse i de nordiske naturforskermøder, hvor han naturligt indtog en meget fremtrædende plads.<ref name="DBL 398"/>

EfterVed atsiden viaf nuØrsteds harvidenskabelige gennemgåetarbejde hovedpunkternevar ider Ørstedset videnskabeligeomfattende arbejde, skal vi omtalemed andre beslægtede sider af hans virksomhed.

Ørsted, som endelig d.den 18. juli 1817 blev udnævnt til professor ordinarius ved universitetet, var til stadighed interesseret i at udbrede kendskab til naturvidenskaben, også uden for de studerendes kreds. I den forbindelse udsendte han 16. oktober 1823 en opfordring til at stifte et selskab med dette formål. Selvom sagen næppe fandt den tilslutning, som Ørsted havde ventet, konstitueredes [[Selskabet for Naturlærens Udbredelse]] d. 26. marts 1824 med daværende kronprins Christian Frederik, senere kong [[Christian 8.]], som "[[Patron (beskytter)|patron]]". Dette selskab, som stadig eksisterer, skulle ifølge Ørsteds oprindelige idé desuden støtte industrielle virksomheder og forskning samt støtte unge, der søgte teknisk uddannelse. Ørsted blev, som naturligt var, selskabets "bestandige" direktør. Der manglede dog både menneskelige og financielle resourcer til at gennemføre Ørsteds plan. Dette blev dog delvis afhjulpet ved oprettelsen af [[Danmarks Tekniske Universitet|den polytekniske læreanstalt]]. [[Georg Frederik Krüger Ursin]] indgav 1827 til kongen en ansøgning om oprettelse af en polyteknisk skole. Sagen blev forelagt universitetets til udtalelse; det i den forbindelse nedsatte udvalg, i hvilket Ørsted var sjælen, foreslog at give den påtænkte skole en mere videnskabelig karakter end oprindelig påtænkt. Efter at de store økonomiske vanskeligheder var overvundet, stiftedes læreanstalten d. 27. januar 1829. Ørsted blev dens første direktør, og ham tilskrives en stor del af den anseelse, den efterhånden vandt, og den ånd, hvori den er ledet.<ref name="DBL 399">[http://runeberg.org/dbl/19/0489.html DBL, s. 399]</ref>

Ørsteds forelæsninger var stærkt prægede af hele hans personlighed og af hans fremhævning af åndens og naturens enhed; de øvede også en betydelig tiltrækning på tilhørerne. Hans oprindelige plan om at give en samlet fremstilling af naturvidenskaben blev afbrudt, da han kom ind på sine eksperimentelle arbejder; efter at han havde opdaget elektromagnetismen, udviklede denne side af videnskaben sig så stærkt og hurtigt, at det vanskelig lod sig gøre at give et samlet billede af den. Kun den mekaniske del af naturvidenskaben fik han færdiggjort, og den er udgivet flere gange i forskellig skikkelse, første gang i 1809, og senere af [[Carl Valentin Holten]] i 1859, og indeholdt udførlige indledende afsnit. I alt, hvad han skrev, var han meget opmærksom på formen og sproget – han dannede en mængde nye ord, af hvilke ikke få er gået over i sproget, for eksempel [[ilt]], [[brint]], [[vægtfylde]], [[rumfang]], afskygning, affatter.<ref name="DBL 399"/> Ordene ilt og brint diskuterede han med den førende sprogforsker [[Rasmus Rask]] via brevveksling, og Rask var ikke umiddelbart begejstret og kritiserede ordene med følgende:<ref>''Krydsfelt, Ånd og natur i Guldalderen'', redaktion Mogens Bencard, ISBN 87-00-34306-4, side 139</ref>

Ørsted blev 1808 medlem af [[Videnskabernes Selskab]]; 1815 valgte selskabet ham til sekretær. Da han 7. november 1850 kunne fejre sit 50 års jubilæum som universitetslærer, hædredes han på mange måder af sine medborgere. En deputation indbød ham til at følge med den ud til Fasangården, som blev overladt ham på livstid. Der hyldedes han i sang og tale af [[Johan Ludvig Heiberg]] og [[Johan Georg Forchhammer]]; universitetets rektor, professor [[Sophus August Vilhelm Stein]], overrakte ham en doktorring besat med diamanter, kongen havde udnævnt ham til [[geheimekonferensråd]], ældre og yngre elever bragte ham deres hyldest og tak, mens [[Studenterforeningen]] optog ham som æresmedlem og afholdt et fakkeltog til ære for ham om aftenen. Dengang syntes hans åndelige og legemlige kraft og sundhed at love ham en høj alderdom, men det gik anderledes. Kun få måneder efter, d. 9. maj 1851, døde han efter få dages sygdom. 1876 afsløredes en statue af ham i [[Ørstedsparken]] i København.<ref name="DBL 400">[http://runeberg.org/dbl/19/0490.html DBL, s. 400]</ref>

Ørsted blev d. 17. maj 1814 gift med Inger Birgitte Ballum (28. marts 1789 – 3. november 1875), datter af pastor N.R.B. i Kjeldby på [[Møn]]. Hun havde tidligt mistet sin far; da de blev forlovet var hun i huset hos Ørsteds far, som var flyttet til [[Roskilde]]. Han levede med hende i et lykkeligt ægteskab til sin død. Hun skildres som en lys og livsglad natur, der med stor dygtighed og selvstændighed styrede sit hus. De havde 7 børn, 3 sønner og 4 døtre. Af sønnerne var Albert Nicolai (17. juli 1829 – 10. juni 1900) i en årrække inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt. Af døtrene blev den ældste, Karen, gift med professor E.A. Scharling, den tredje, Sophie Vilhelmine Bertha, med stiftamtmand Dahlstrøm. Den yngste, Mathilde Elisabeth, som levede ugift{{kilde mangler|dato=Uge 37, 2010}}<!-- "lever ugift" i den originale kilde, muligvis blev hun gift efter det var skrevet --->, udgav en samling af faderens efterladte breve og optegnelser, et meget interessant værk med værdifulde oplysninger om Ørsteds liv og om hans forhold til mange berømte mænd og kvinder.<ref name="DBL 400"/>