Luthers 95 teser: Forskelle mellem versioner

# Disse ord kan ikke forstås om bodens [[sakramente]], dvs. om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes ved [[præst]]ernes embede.

# Dog sigter det heller ikke blot til den indre bod. Nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse.

# [[Pave]]n vil ikke og kan ikke eftergive nogen [[straf]]fe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige [[lov (jura)|lov]]es afgørelse.

# Paven kan ikke tilgive nogen skyld. Han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af [[Gud Fader|Gud]]. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud.

# De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende. Intet kan ifølge lovene pålægges dem, der skal dø.

# Derfor handler [[Helligånden]] vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation.

# Man ser, at [[Helvede]], Skærsild og Himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden.

# Øjensynlig trænger sjælene i Skærsilden til, at deres kærlighed øges ligesom deres rædsel mindskes.

# Det synes heller ikke bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det.

# Derfor mener paven, når han siger ”fuld eftergivelse af alle bodsstraffe”, ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt.

# Det er sandt, at når pengene klinger i bøtten, så kan profitten og havesygen øges. Men kirkens forbønner beror alene på Guds vilje.

# Hvem véd, om alle sjælene i Skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om [[Sankt Severin]] og Paschalis.

# De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres [[lærer]]e, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.

# Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurderlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud.

# For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker.

# Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og skylden. Og den bør gives ham også uden afladsbreve.

# Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og [[Romerskkatolske kirke|kirkens]] goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve.

# Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens storhed og den sande anger for folket.

# Den sande anger søger og elsker straffen, men afladens storhed udhuler dette og får mennesker til at hade straffen, eller giver dem i hvert fald anledning til det.

# De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger.

# De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, så handler man bedre, end hvis man køber aflad.

# De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede.

# De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til hjemmet, og ikke bruge det på aflad.

# De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade [[Peterskirken|Peters-kirken]] gå op i [[Brand|luer]] end lade den bygge på sine [[får]]s [[skind]], [[kød]] og [[Knogle (anatomi)|ben]].

# De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville sælge Peters-kirken, hvis det skulle være, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter.

# Kristi og pavens fjender er dem, som befaler, at Guds ord helt skal forstumme i de andre kirker, når der udbydes aflad.

# Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv.

# Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én [[Klokke (instrument)|klokke]], med nogle enkelte [[Optog|processioner]] og [[ceremoni]]er, så må [[Evangelium|evangeliet]] (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier.

# [[Tiende|Kirkens skatte]], hvorfra paven uddeler afladen, er hverken omtalt eller kendt tilstrækkelig blandt Kristi folk.

# Den hellige [[Lorenzo Valla|Laurentius]] sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug.

# Uden at gå for vidt kan vi sige, at skatten er kirkens nøgler (der er givet ved Kristi fortjeneste).