Anne Boleyn: Forskelle mellem versioner

Ifølge historikeren Alison Weir, skulle [[Thomas Cromwell]] have planlagt Annes undergang omkring den 20.– 21. april 1536, mens han fingeredespillede syg. Annes biograf Eric Ives mener blandt andet, at hendes fald og henrettelse blev manipuleret af [[Thomas Cromwell]], og samtaler mellem Chapuys og Cromwell efter, angiveangiver Cromwell som lederen af kuppet, der fik Anne sat fra magten. Det ses også i de spanske breve fra Chapuys til Karl 5.

Stridigheder mellem Anne og Cromwell om kirkens indtægter og udenrigspolitikken skulle have væretvære årsagen. Hun holdt på, at indtægterne skulle fordelesdeles mellem velgørendevelgørenhed og uddannelsesinstitutioneruddannelse, og hun stilede mod en fransk alliance. Cromwell insisterede på at fylde kongens slunkne lommer og sine egne og foretrak en imperialistisk alliance. Af disse grunde mener Ives, at Anne Boleyn var blevet en alvorlig trussel mod Thomas Cromwell. CromwellsHans biograf John Schofield mener på den anden side, at der ikke fandtes nogenvar magtkamp mellem Anne og Cromwell, og at der ikke findes ” et”et spor der kan forbinde Cromwell imed en sammensværgelse mod Anne. Cromwell blev involveret i det ægteskabelige kongelige drama, da Henrik beordrede ham på sagen”. Historikeren Retha Warnicke sætter spørgsmålstegn ved, om Cromwell kunne have manipuleret med kongen, eller om Henrik selv har udstedt detde afgørende beviser, som hans embedsmænd, som herunder Cromwell, skulle bruge.

Mod slutningen af april blev en [[Flandern|flamsk]] musiker ved navn [[Mark Smeaton]], derarresteret. Han gjorde tjeneste hos Anne, arresteret. Han nægtet i første omgang at have være dronningens elsker, men tilstod senere, måske under tortur eller på grund af løfte om frihed. En anden hofmand, [[Henry Norris]], blev anholdt i maj med samme beskyldninger, men da han var aristokrat, blev han ikke udsat for tortur. Forud for anholdelsen var Norris blevet behandlet venligt af kongen, som tilbød ham sin egen hest til brug under [[May Day]] festlighederne.

Det virker sandsynligt, at kongen under festen fik meddelelse om Smeatons tilståelse, og kort tid efter kom arrestordren fra kongen. Norris blev anholdt på festivalen,. men hanHan nægtede sig skyldig og svor på, at dronning Anne var uskyldig. Et af de farligste beviser mod Norris var en samtale med Anne i slutningen af april, hvori hun beskyldtebebrejdede ham for at opsøge sithendes kammer for ofte, men det var ikke hende han søgte men hendes hofdame Madge Shelton. [[Francis Weston]] blev anholdt to dage senere på samme grundlag, og [[William Brereton]] blev også anholdt på grund af beskyldninger om utroskab. Den sidste anklagede var dronning Annes egen bror, George Boleyn, der blev arresteret og anklaget for incestblodskam og forræderi. George Boleyn blev beskyldt for to tilfælde af incest, det første i november 1535 på Whitehall og måneden efter på [[Eltham]].

Den [[2. maj]] [[1536]] blev Anne arresteret og ført til [[Tower of London]], hvor hun brød sammen kort efter ankomsten. DerefterHun krævende hun at få at vide, hvor hendes far og bror opholdt sig, og hvad sigtelsernehun modvar hendesigtet bestod affor. Fire af de anklagede mænd fik en retssag i Westminster den [[12. maj]] 1536, men. bådeBåde Weston, Brereton, og Norris fastholdt deres uskyld, og kun den torturerede Smeaton erklærede sig skyldig. Tre dage senere fik Anne og George Boleyn hver deresen retssag, i Tower of London. Hun blev beskyldt for utroskab, blodskam og højforræderi med henvisning til Edward 3.'s forræderiloven, der lød at en dronnings utroskab er en form for forræderi (formentlig på grund af følgerne for successionsuccessionen til tronen),. for hvilken staffenStaffen for en mand var hængning, drukning og partering. Staffen for en kvinde var at blive brændt levende på bålet. Den anden form for forræderi, hun blev beskyldt for, var at have planlagt kongens død sammen med sine elskere, så hun bagefter kunne indgå ægteskab med Henry Norris.

Ingen af de datoerdatoerne for Annes påståede stævnemøder falderfaldt sammen med hendes opholdssted, og nogle skulle have fundet sted, mens hun var højgravid.

Selv om beviserne mod dem ikke var overbevisende, blev de alle sammen dømt til døden af en jury bestående af deres jævnaldrende. George Boleyn og de andre mænd blev henrettet den [[17. maj]] [[1536]]. Anthony Kingston, vogteren af Tower, rapporterede, at Anne virkede meget afklaret og forberedt til sin død. Kong Henry 8. ændrede Anne Boleyns straf til halshugning, og fik en professionelle sværdbøddel fra St. Omer til at stå for udførelsenhalshugningen, da man ikke kunne have en dronning halshugget med samme øksevåben som de andre dømte. De kom efter Anne om morgenen den [[19. maj]] for at bringe hende til Tower Green, hvor henrettelsen skulle stå. Halshugningen af Anne Boleyn var planlagt til kl. 09:00 .

Anthony Kingston, vogteren af Tower, skrev:

Dog kan hendes forestående død have forårsaget stor sorg underi hendes fængsel. Digtet:” Oh Død vug mig i søvne”, menes at have været forfattet af Anne og afslører, at hun har håbet døden ville ende hendes lidelser. Kort før daggry tilkaldet hun Kingston for at høre messen sammen med hende og bede i hans nærvær, om at den evige ville frelse hendes sjæl efter dende hellige sakramenter. Hun gentog, at hun aldrig havde været utro mod kongen utro. Hun gentog det under ed både før og efter at have modtaget [[Nadver|nadveren]].

Om morgenen fredag den 19. maj blev Anne Boleyns straf fuldbyrdet, ikke på Tower Green, men snarere på et stilladsskafot opført på den nordlige sidenordsiden af White Tower, foran hvad der nu er Waterloo Kaserne. Hun bar et røderødt skørt under en løs, mørk gråmørkegrå kjole af damask med pels og en kappe af hermelin. ogHun var ledsaget af to kvinderdamer. Anne optrådte for sidste gang som dronning, da hun besteg stilladset og holdt en kort tale til publikum:

”''Gode kristne mennesker, jeg kommer her for at dø, for ifølge loven, og den lovgivning, dømmes jeg til at dø, og derfor vil jeg tale. Jeg er kommen hid ikke for at beskylde noget menneske, ej heller tilfor at tale ondt om dem, hvem af jeg er anklaget af og dømt til at dø, men jeg beder Gud bevare kongen og give ham et lang liv til at herske for dig, for en blidere eller en mere barmhjertig prinsfyrste var der aldrig: og for mig var han altid en god, en blid og suveræn herre. Og hvis nogen vil blande sig i min sag, beder jeg dem om at dømme blidt. Og således tager jeg afsked med verden og med jer alle, og jeg beder inderliginderligt om, at I beder for mig. O Herre forbarm dig over mig, Gud jeg skænker dig min sjæl <ref>[http://www.kvinfo.dk/side/704/article/683/ Webmagasinet Forum – Festskrift til Elisabeth Møller Jensen – ”Jeg anklager ingen”<!-- Bot genereret titel -->]</ref>''”.

Denne version af hendes tale blev skrevet af Lancelot de Carles i Paris, et par uger efter hendes død, hvor han havde opholdt sig i London, men hverken var vidne til rettergang eller udførelsedommens fuldbyrdelse. Alle versioner er forholdsvis ens, og utvivlsomt rigtige i varierende grad. Det menes, at hun undgik at kritisere Henrik for at redde Elizabeth og hendes familie fra yderligere konsekvenser, men selv under sådanne ekstremeekstremt pres tilstod Anne ikke sin skyld.

Hun knælede, mens hun gentog bønnen:” Jesus Kristus, jeg betror dig min sjæl; Herre Jesus modtagemodtag min sjæl”. Hendes hofdamer fjernede hendes hovedbeklædning og halskæder og bandt derefter et blind for hendes øjne. Anne Boleyn blev henrettet af den franske sværdbøddel, Jean Rombaud, og ifølge Eric W. Ives blev Rombaud så betaget af Anne, at han rystede, og han fandt det svært at gå videre med henrettelsen. For at distrahere hende råbte han:”'' Hvor er mit sværd?''” i det sekund, hvor sværdet gik gennem hendes hals <ref>http://www.nellgavin.com/boleyn_facts/#Her Trial and Execution:</ref>.

Henrettelsen blev udført meget humanhumant og bestod af kunmed et enkelt slag. Det blev overværet af Thomas Cromwell, Charles Brandon, kongens uægte søn, Henry Fitzroy, samt rådmænd og repræsentanter for de forskellige håndværk. De fleste fra kongens råd var også til stede. Cranmer, der var på Lambeth Palace, skulle efter sigende havde været opløst af gråd efter at have fortalt Alexander Ales: ”Hun der har været dronning af England på jorden vil i dag blive en dronning i himlen ”<ref name="anwers.com"/>.

Da anklagerne mod Anne først var blevet forelagt, havde Cranmer givet udtryk for sin forundring over Henrik og hans tro på, at: ” hun ikke ville blive fundet skyldig”. Alligevel følte Cranmer sig sårbar på grund af hans nære forhold til dronningen. Natten før henrettelsen havde han erklæret Henriks ægteskab med Anne ugyldigt, ligesom Katharinas før hende. Han gjorde intet forsøg på at redde Annes liv, selv om han modtog hendes sidste syndsbekendelser, hvorhvori hun hævdede sin uskyld over for Gud.

Trods den store indsats i Annes henrettelse havde Henrik ikke arrangeret nogen form for begravelse eller sørget for at give hende en ordentlig kiste. Hendes krop lå på skafottet i nogen tid, før en troede mand, (der arbejdede inde i tårnet)Tower, fandt enet tomtomt pilekoggepilekogger og lagde hendes hoved og krop deri. Hun blev derefter begravet i de ukendtes grav i kapellet [[St. Peter ad Vincula]].