Anne Boleyn: Forskelle mellem versioner

Den amerikanske historiker Retha M. Warnicke beskriver Anne som ”''den perfekte kvindelig [[Kurtisane|kurtisanerkurtisane]]... hendes holdning var yndefuld, og hendes franske tøj tiltalende og stilfuldt, hun dansede med lethed, havde en behagelig sangstemme, spillede [[lut]] og flere andre musikinstrumenter godt, og talte fransk flydende ... En bemærkelsesværdig, intelligent, slagfærdig ung adelskvinde ... der tiltrak folks opmærksomhed i samtaler og derefter morede og underholdt dem. Kort sagt gjorde hendes energi og vitalitet hende centrum for opmærksomhed i enhver social begivenhed''”<ref>[http://books.google.dk/books?id=_iUIzcXV4toC&pg=PA59&lpg=PA59&dq=retha+m+warnicke+the+perfect+woman&source=bl&ots=-hcQqX_oE_&sig=rP6rEDf1TuwvsASVBuQEmd7g4cM&hl=da&ei=uI01TcCREcaBOuzJpbUC&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=2&ved=0CBwQ6AEwAQ#v=onepage&q&f=false The Rise and Fall of Anne Boleyn: Family Politics at the Court of Henry VIII - Retha M. Warnicke - Google Bøger<!-- Bot genereret titel -->]</ref>.

Hun blev især opvartet af den unge [[Henry Percy]], søn af jarljarlen af Northumberland, og de indgik en hemmelig forlovelse. Alliancen blev dog brudt af Henrys far, der nægtede at anerkende den, og ifølge [[Cavendish]] blev Anne sendt væk fra hoffet til familiens landejendom i Kent. Hvor længe vides ikke. Da hun vendte tilbage til hoffet, blev hun hofdame for dronning [[Katharina af Aragonien]].

Kong Henrik faldt for Anne, og han prøvede at forføre hende ligesom de elskerinder, han havde haft, men Anne nægtede at blive en af dem og tog tit til [[Hever Castle]]. Men inden et år friede han til hende, og hun sagde ja. De mente, at kongens ægteskab med Katharina ville være opløst påom et par måneder. Men [[paven i Rom]] nægtede at annullere det, og kongen brød efter afslaget med kirken og grundlagde

[[Church of England]], den engelskeanglikanske kirke. Henriks kærlighedsbreve til Anne giver grund til at tro, at de ikke havde et seksuelt forhold, mens annulleringen stod på: omkring syv år.

Ideen om annullering og ikke skilsmisse fra Katharina har kong Henrik muligvis tumlet med, længe før Anne Boleyn kom på banen og har måske grund i hans store ønske om at få en arving. Katharina havde ikke formået at bringe en levedygtig søn til verden, og Henrik ville undgå enhver strid om tronfølgen. Katharina var først kommet til England for at ægte [[Arthur Tudor]], men han døde af den engelske svedesot efter et par måneders ægteskab. Derefter var der tvivl om, hvad man skulle gøre med den unge enke, men resultatet blev en dispensation fra paven i Rom, så Henrik kunne indgå ægteskab med sin brors enke. Men Henrik ville bruge det tidligere ægteskab til at få en annullering af ægteskabet, som han mente var forbandet og grunden til, at han ingen sønner havde til tronen.

Der findes forskellige udtalelser fra lærde og historikere om, hvor dyb Annes hengivenhed var for reformationen,. Og om hun måske kun fulgte den af personlig ambition, og hvor meget, hun havde at gøre med Henriks brud med paven. George Wyatt siger, at han fra en af hendes tidligere hofdamehofdamer, [[Anne Gainsford]], havde hørt, at det var Anne, der fik Henriks opmærksomhed henledt på en kættersk lovkætterlov, måske Tyndales ”The Obedience of the Christian Man”; eller Simon Fish' ”Supplication for Beggars”, som anbefalede monarker at tøjle den katolske kirkes ondskab. Yderligere kan man i Ives' biografi læse, at Anne meget vel kunne have haft en personlig spirituel opvågnenvækkelse i sin ungdom, som ansporede hende, ikke blot som katalysator, men også som den, der fremskyndede Henriks reformation, selv om processen tog en årrække.

I [[1528]] brød en svedesygdom ud med stor kraft. I [[London]] var dødeligheden stor, og hoffet blev spredt. Henrik forlod London af frygt for sygdommen og skiftede hyppigt bopæl for at formindske risikoen. Anne Boleyn trak sig tilbage til Boleyn-familiens [[Hever Castle]], men fik alligevel sygdommen, og hendes svoger, [[William Carey]], døde af den. Henrik sendte sin egen læge til Hever Castle for at passe hende, og hun overlevede. Det blev hurtigt den store besættelse for Henrik at få ægteskabet med Katharina annulleret, og han satte sin lid til en direkte appel til pavestolen, uden om kardinal [[Wolsey]], som han i første omgang holdt det hemmeligt for. I [[1527]] sendte kongen sin sekretær, William Knight, til [[Pave Clemens 7.]] for at søge om [[annullationannullering]] med begrundelse i dispensationen fra [[Pave Julius 2.]], der havde væretvar på et forkert grundlag.

Paven blev holdt fange i Rom af [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] som følge af plyndringenerobringen af Rom i maj 1527, og den udsendte Knight havde svært ved at få foretræde for paven. Han måtte vende tilbage uden den ønskede dispensation. Henrik havde nu intet andet valg end at lægge sagen i hænderne på Wolsey, der gjorde alt, hvad han kunne for at sikre en beslutning i Henriks favør. Wolsey gik så langt som til at indkalde en kirkelig domstol i England med en speciel udsending, Lorenzo Campeggio, fra paven til at afgøre sagen. Men paven havde aldrig givet ham beføjelsebeføjelser til at træffe en beslutning, og da paven stadig blev holdt som gidsel af Karl 5., der var nevødronning tilKatharinas Henriks dronning, Katharinanevø, kom der brev om, at paven forbød Henrik at indgå et nyt ægteskab, før en beslutning var blevet truffet i Rom, og ikke i England.

Overbevist om, at [[Wolsey]]s loyalitet lå hosi paven,Rom og ikke i England, blev Wolsey i 1529 afskediget fra alle offentlige embeder i 1529 og sendt i [[Tower of London]]. Var han ikke blevet syg og døde i 1530, var han sikkert blevet henrettet for forræderi. Året efter, i 1531, var dronning Katharina forvist fra hoffet, hendes værelser givet til Anne, og [[Maria 1. af England]] erklæret for bastard og fjernet fra tronfølgeloven.

Den folkelige støtte havde dronning Katharina dog stadig. Det kom til udtryk en aften i efteråret [[1531]], hvor Anne var til middag på en herregård ved [[Themsen]], da en skare vrede kvinder marcherede mod herregården, og Anne blev nødttvunget til at flygte i en båd, skjult for skaren. Da ærkebiskop William Warham af Canterbury døde i [[1532]], blev Boleyn-familiens præst, [[Thomas Cranmer]], med pavelige godkendelse udnævnt til det ærefulde erhverv.