Telefonkiosk: Forskelle mellem versioner

Arkitekten[[Arkitekt]]en [[Fritz Koch]] blev valgt til at designe kiosken, og i [[1896]] opstilledes rundt om i byen fire telefonkiosker tegnet af Koch, og. senereSenere kom der yderligere syv til. Kioskerne blev fornemme repræsentanter for [[Nationalromantik (arkitektur)|nationalromantikkens]] glæde ved håndværksdetaljer. Husene var sekskantede, ni meter høje, havdemed [[kobber]]tag og øverst [[lanterne (bygningsdel)|lanterner]] med urskiver. På træfrisentræ[[frise]]n under taget i ædeltræ findesses de 12 [[stjernetegn]], og pavillonen[[pavillon]]en prydes af motiver[[motiv]]er som [[vikingeskib]]e, værktøj, telefonerende herrer etc.

På dette tidspunkt var der kun 4.000 abonnenter[[abonnent]]er på private telefoner i hovedstaden[[hovedstad]]en. Telefonkiosken fungerede på den måde, at man gik hen og talte med personen i kiosken (oftest kaldt "kioskdamen", da det var et udpræget kvindejob). Så blev kunden lukket ind og betalte kioskdamen. Dernæst fik kunden lov til at benytte telefonen, der var monteret indendøre. Da der dengang ikke var mange, der ejede en telefon, blev telefonkiosken også brugt som et slags '"sendebud'". Hvis man ejedeselv enhavde telefon, kunne man ringe til telefonkiosken og lægge en besked til kioskdamen. Så ville hun sørge for at sende et [[cykelbud]] ud med beskeden. Dette kunne fx være et godt ungdomsjob for en frisk dreng/pige. Denne metode til at sende beskeder var noget hurtigere end at sende et [[brev]], men også dyrere.

Indendørs var sekskanten (på ca. seks gange 1,5 meter, dvs. 5,43 m²) delt op i en brugerhalvdel med en smal midtergang, hvorfra to skydedøre førte ind til de to bokse, hvor telefonerne var ophængt og [[Telefonbog|telefonbøger]] placeret under en hylde, samt en betjeningshalvdel, hvor kioskdamen sad med sin pengekasse, sit lager af aviser[[avis]]er, blade, frimærker[[frimærke]]r etc. Fra hende var der to luger til telefonboksene, så hun kunne holde øje med, at alt gik anstændigt til, og hvorigennem hun kunne opkræve og modtage betalingen på 10 øre pr. samtale. Kioskdamerne var dygtige til at holde regnskab med det klik, der indikerede hver ny opringning, som kunden foretog,; og senere hen, da telefonapparatet blev forsynet med betalingsautomatbetalings[[automat]], den lyd, det gav, når 10-øren faldt (deraf udtrykket). <ref>http://omveje.com/triviatirsdag-saa-faldt-tioeren/</ref> Pladsen var trang i boksene, hvorfor mere korpulente kunder næppe kunne røre sig og måtte gå ud af boksen, ja, i ekstreme tilfælde helt ud på gaden, når de skulle have portemonnæen[[portemonnæ]]en eller tegnebogen op af baglommen.

Koch fik megen ros af samtiden for sine kiosker. De slanke og rigt detaljerede telefonkiosker var endnu mere "''tiltalende for Øjet''" end tilsvarende bygninger i udenlandske storbyer,. jaJa, selv [[Paris]] kunne ikke være med, skrev tidsskriftet ''[[Architekten]]''.<ref>Karsten Skytte Jensen, "Telefoniens templer", ''Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Årsskrift 2004'', s. 14.</ref>

Senere kom flere kiosker til. i [[1905]] døde Koch, og hvervet blev i [[1913]] overtaget af arkitekt Martin Nielsen (ikke Martin Jensen, som der ofte refereres til på nettet). Martin Nielsen tegnede bl.a. en ny model, som var noget større end den oprindelige model og mere tung i det [[nybarok]]ke udtryk. Faktisk faldt Nielsens kiosk heller ikke i bystyrets[[bystyre]]ts smag. [[Københavns Kommune|Kommunen]] krævede, at man opførte nye kiosker magen til de oprindelige, da der på ny i [[1929]] blev ansøgt om tilladelse til at udvide kiosk-antallet kiosker. Senere blev de i [[1932]] afløst af en [[funkis]]kiosk tegnet af [[Poul Holsøe|stadsarkitektens]] medarbejder [[Curt Bie]]. I alt blev der gennem årene opstillet ca. 30 telefonkiosker i København: