Slaget ved Hastings: Forskelle mellem versioner

'''Slaget ved Hastings''' fandt sted [[14. oktober]] [[1066]] ved byen [[Hastings]] i [[Sussex]] i det sydøstlige [[England]] og var det afgørende slag i den [[Normannerne|normanniske]] erobring af England. Modstanderne i denne konflikt var på den ene side den [[Angelsakser|angelsaksiske]] konge [[Harold Godwinson]] og på den anden hertug [[Vilhelm af Normandiet]]. Baggrunden for konflikten skal søges i tronstridighederne efter den tidlige engelske konge [[Edward Bekenderen]]s død ([[1042]] – 1066). Den barnløse Edward havde i [[1050'erne]] muligvis kommet for skade at love hertug Vilhelm kronen efter sin død, og dette skulle endvidere være blevet bekræftet af Harold Godwinson (kongens jarl) på kongens vegne på en diplomatisk mission i [[1064]]. På sit dødsleje bød kong Edward imidlertid Harold Godwinson kronen, og støttet af flere angelsaksiske stormænd lod han sig krone i 1066. Imidlertid sad han ikke sikkert på tronen, og allerede i september 1066 angreb den norske konge [[Harald Hårderåde]] ham. Harold slog ham tilbage i [[slaget ved Stamford Bridge]] ikke så langt fra [[York]], den norske konge Harald Hårderåde faldt, og dermed faldt styringen af vikingernes kamp til jorden. Vikingerne tabte kampen stort. Kun 23 vikingeskibe var nødvendig for at få de få vikinger sejlet retur til Norge. Samtidig kom forlydender til Harold om at Vilhelms normannere var gået i land i Sydengland, for at Vilhelm kunne tilbageerobre sit legitime arvegods. Harold ilede da på yderst kort tid tværs gennem England, soldaterne travede godt 400 km i løbet af kun 13 dage, og mødte ved Hasting den normanniske hær.

[[FileFil:Tapestry by unknown weaver - The Bayeux Tapestry (detail) - WGA24172.jpg|thumb|Opførelsen af Hastings Castle afbildet på [[Bayeux-tapetet]].]]

Hertug Vilhelm spildte heller ikke sin tid. Hans hær havde ikke mødt modstand ved landgangen; men det betød ikke, at den ikke ville komme. Den normanniske historiker [[Vilhelm af Poitiers]] beretter, at Vilhelm overtog forsvarsskanserne i [[Pevensey Castle|Pevensey]] og i [[Hastings Castle|Hastings]]. På [[Bayeux-tapetet]] vises en scene, hvor Vilhelms mænd lader en borg opkaste, og det er sandsynligt, at Vilhelm har ladet de engelske borge forstærke. På Bayeux-tapetet ser vi desuden en scene, hvor Vilhelms mænd hærger omegnen for at samle proviant. Om morgenen den 14. oktober 1066 modtog hertug Vilhelm efterretninger om, at kong Harolds hær dagen før var nået til Senlac Hill – et område lige syd for, hvor landsbyen Battle ligger i dag – hvorefter Vilhelm gav ordre til opbrud. De mødte da også den engelske hær, der havde taget opstilling på bakkedraget lige syd for Battle.

Den engelske hær var efter 13 dages march endeligt nået frem. Harold havde på vejen forsøgt at skrabe flere mænd sammen. Hans brødre [[Gyrth]] og [[Leofwine]] havde sluttet sig til ham. Derudover havde Harold skaffet sig en del lejetropper blandt andet fra Danmark.

Harolds hær var en angelsaksisk [[fodfolk]]shær.

Harolds elitetropper var de angelsaksiske [[huskarle]]. Dette brynjeklædte [[infanteri]] bevæbnet med økser var veldisciplineret og erfarent. Hovedparten af Harolds hær har imidlertid bestået af [[fyrd]]en, der var en militær enhed, som var blev oprettet af den angelsaksiske konge [[Alfred den Store]] i [[800-tallet]]. Fyrden bestod af udskrevne bønder, der næppe har været veludstyrede og veltrænede som huskarlene, men har alligevel ydet en værdig modstand.

Siden hæren kun bestod af fodfolk, har den været yderst immobil i kampens hede, og Harold valgte at tage opstilling på et højdedrag. Mændene stod tæt samlet og har dannet en vældig [[skjoldmur]]. Harold stod midtfor med huskarlene omkring sig og med fyrden på flankerne. Alle mændene fik ordre til at holde positionen og på ingen måde drage ned fra bakkedraget for på det åbne land at møde normannerne.

Da normannerne nåede frem til slagmarken, var hæren delt i tre mindre enheder.

* Centerenheden bestod af normannere under ledelse af hertug Vilhelm selv.

* Enheden, der beskyttede Vilhelms venstre flanke, bestod af soldater fra [[Bretagne]] under ledelse af Vilhelms svigersøn grev [[Alan Fergant]].

* Den højre flanke bestod af lejetropper fra forskellige egne af [[Frankrig]] og [[Flandern]] under ledelse af grev [[Eustace af Boulogne]].

Hvad som klart adskilte de to hære var brugen af heste.

Angelsakserne '''''brugte heste''''', men kun til at '''''transportere''''' sig til og fra slagmarken, og heste var kun til besvær i egentlige kamphandlinger.

Selve slagets gang er beskrevet meget detaljeret af [[Vilhelm af Poitiers]].

Englænderne svarede derefter igen med [[kastespyd]] og [[kastekølle]]r. Herefter lod Vilhelm sit infanteri angribe.

I den tumult, der fulgte, faldt hertug Vilhelm af sin hest. Han fik imidlertid hurtig erstattet sin hest, men på det tidspunkt var meldingen om, at hertugen var faldet, begyndt at få konsekvenser for den normanniske hær, der straks begyndte at vige. Hertug Vilhelm skulle da efter sigende have kastet sig ind foran sine flygtende mænd, skubbet hjelmen tilbage og bekendtgjort, at han ikke var død, og at normannerne skulle sejre, da der ingen mulighed var for flugt.

Normannerne havde fra Frankrig lært og afprøvet en teknik, hvor de foregav at give op - og flygte. Modstanderne griner af dem der flygter - føler sig overmodige.

Tricket var så, at lade modstanderen, her englænderne, begynde at "løbe efter normannerne", og dermed komme ud af de formationer, som de normalt skulle blive i, indtil de fik besked om noget andet. De der løb frem, havde dermed ingen beskyttelse. Kort tid efter vender normannerne om og angriber de engelske soldater, som nu var aldeles ubeskyttede, de blev mejet ned en for en - alle sammen.

Men hertugen var ikke faldet, og han iværksatte et nyt frontalangreb med sine normanniske ryttere. Nogle få steder lykkedes det så nogenlunde at gennembryde den engelske skjoldmur, men kong Harolds centerenheder stod stadigt stærkt.

Hen under aftenen blev Vilhelms bueskytter atter sendt frem. De sigtede denne gang højere, hvilket bevirkede, at pilene faldt ned over englænderne fra oven. Denne regn af pile var næsten umulig at værne sig imod, og englænderne led svære tab.

Hermed kunne Vilhelm sætte sit sidste angreb ind. Jarlerne Gyrth og Leofwine var faldet, englænderne havde lidt store tab, og til sidst faldt kong Harold selv, efter at være blevet skudt i øjet med en pil.