Hundredårskrigen: Forskelle mellem versioner

De høje skatterkrigsskatter, som blev pålagt befolkningen i England for at betale for krigen, havde gjort den stadig mere upopulær. DisseSkatterne skatter bliver betragtetses som en af årsagerneårsag til [[peasants' revolt]].<ref name=baker6>{{harvnb|Baker|2000|p=6}}</ref> Richards manglende interesse ifor krigen, samtidig medog favoriseringen af en lille gruppe af hans nærmeste vender og rådgivere, gjorde enRichards gruppeegen lordsonkel stærktog utilfredse,flere hvilketgodsejere inkluderedestærkt Richardsutilfredse egen onkel. Gruppen, der blev kendt som [[Lords Appellant]], formåede at fåfik anklaget fem af Richards venner og rådgivere for [[forræderi]] og fåfik dem dømt i [[Merciless Parliament]]. Lords Appellant fik også kontrol over rådet i 1388 og prøvede forgæves at få startet krigenkrig mod Frankrig påpåny. ny.Selv Selvomom viljen var der, var der ikke penge til at betale troppernehæren, så i efteråret 1388 besluttede rådet at genoptage forhandlingerne med den franske krone. Den 18. juni 1389 blev der underskrevet en treårig fredsaftale ved [[Freden i Leulinghem|Leulinghen]].<ref name=baker6 /><ref name=neillands182>{{harvnb|Neillands|1990|pp=182–184}}</ref>

I 1389 vendte Richards onkel og hans støtte, [[John af Gaunt]], tilbage fra Spanien, og Richard formåede gradvist at genopbygge sin magt frem til 1397, hvor han genvandt sin autoritet og tilintetgjorde de tre vigtigste personer iaf Lords Appellant. I 1399, efter John af Gaunt var død, gjorde Richard 2. hans søn [[Henry 4. af England|Henrik af Bolingbroke]], der var i eksil, arveløs. Bolingbroke vendte tilbage til England med sine støtter og afsatte Richard som konge, og kronede sig selv som Henrik 4.<ref name=dnbtuck /><ref name=neillands182 /><ref name=curry77>{{harvnb|Curry|2002|pp=77–82}}</ref>

I Skotland satte ændringen i det engelske regime en række plyndringer i gang langs grænsen, hvilket englænderne svarede igen på med en invasion i 1402, og hvor de sejrede over skotske hær under [[Slaget ved Humbleton Hill|slaget ved Homildon Hill]].<ref name=mortimer253>{{harvnb|Mortimer|2008|pp=253–254}}</ref> En uoverensstemmelse mellem Henrik og [[Henry Percy, 1. jarl af Northumberland]] over krigsbyttet resulterede i en lang blodig kontrovers mellem de to over kontrollen af de nordlige England. Den blev først løst i 1408, da [[Huset Percy|Percy-familien]] blev tilintetgjort.<ref name=mortimer263>{{harvnb|Mortimer|2008|pp=263–264}}</ref><ref name=dnbbean>{{Cite web|last=Bean|first=J.M.W|title= Percy, Henry, first earl of Northumberland (1341–1408)'' in '' Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required|year=2008|url=http://www.oxforddnb.com/index/21/101021932|accessdate= 8. oktober 2012}}</ref>

I Wales blev [[Owain Glyndwr]] udråbt som [[prins af Wales]] den 16. september 1400. Han ledteanførte det mest [[Glyndwr Rising|seriøse og udbredte oprør]] mod det engelske overherredømme siden [[Edvard 1.'s erobring af Wales|erobringen i 1282-83]]. Oprøret blev endeligt standset i 1416, og resulterede i en walisk semi-uafhængighed i flere år.<ref name=dnbsmith>{{Cite web|last=Smith|first=Llinos|title= Glyn Dwr , Owain (c.1359–c.1416)'' in '' Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required|year=2008|url=http://www.oxforddnb.com/index/10/101010816|accessdate=8. oktober 2012}}</ref>

I mellemtiden blev [[Karl 6. af Frankrig]] mere og mere [[sindssyg]], og en åben konflikt om magten begyndte mellem hans fætter, [[Jean den frygtløse]], og hans bror, [[Louis af Valois, hertug af Orléans|Louis af Orléans]]. Efter at Louis blev snigmyrdet, tog [[Armagnac (parti)|Armagnac]]-familien den politiske magt mod Jean. I 1410 prøvede begge sider at få englændernes hjælp i den borgerkrig, der var brudt ud.<ref name=curry77 /> I 1418 blev Paris erobret af burgunderne, der massakrerede [[Bernard 7., greve af Armagnac|greven af Armagnac]] og omkring 2.500 af hans tilhængere.<ref>{{Cite web|last=Sizer|first=Michael|title=The Calamity of Violence: Reading the Paris Massacres of 1418 |year=2007|url=http://quod.lib.umich.edu/w/wsfh/0642292.0035.002/--calamity-of-violence-reading-the-paris-massacres-of-1418?rgn=main;view=fulltext|accessdate=29. december 2013}}</ref>

I hele denne periode var England udsat for gentagne plyndringer fra [[pirat]]er, der i høj grad ødelagde handlen og landets flådeflåden. Der er tegn på, at Henrik 4. brugte statsautoriseredestatsautoriseret pirateri som en form for krigsførelse i den Engelske Kanal. Han brugt [[kaper]]felttog for at lægge pres på sine fjender uden at risikere åben krig.<ref name=hattendorf76>Ian Friel. The English and War at Sea. c.1200-c.1500 ''in'' {{harvnb|Hattendorf|Unger|2003|pp=76–77}}</ref> Frankrig svarede igen på samme måde med franske pirater, der under skotsk beskyttelse hærgede mange engelske kystbyer.<ref name=nolan424>Nolan. The Age of Wars of Religion. p. 424</ref>

De indenlandske og dynastiske problemer i både England og Frankrig i denne periode gjorde, at krigen stod stille i en omkring et årti.<ref name=nolan424 />

Henrik akkrediterede udsendinge til den franske konge for at afgivegive klare territoriale krav i Frankrig; han krævede også at indgå ægteskab med Karl 6.'s datter [[Catherine af Valois]]. Franskmændene afviste disse krav, hvilket gjorde at Henrik begyndte at gøre klar til krig.<ref name=dnballmand />