Wilhelm 2. af Tyskland: Forskelle mellem versioner

Men Wilhelms rolle under krigen blev af stadig mindre betydning. Den militære overkommando videreførte sine planer, selvom Schlieffen-planen havde slået fejl. Moltke fik et nervesammenbrud, og [[Paul von Hindenburg]] og [[Erich Ludendorff]] overtog den overordnede militære ledelse. Fra 1916 var Tyskland i realiteten et militærdiktatur under Hindenburg og Ludendorff.<ref>Gordon A. Craig: ''Germany 1866–1945'', side 374, 377–378 og side 393</ref>

 

 

Selv om Hindenburg havde overtaget Wilhelms rolle som den militært øverstkommanderende, havde Wilhelm fortsat en indflydelse på politiske udnævnelser, da hans samtykke var nødvendigt, før større ændringer, også i den militære ledelse, kunne gennemføres. Wilhelm støttede både afsættelsen af Moltke i september 1914, og at [[Erich von Falkenhayn]] blev hans afløser. I 1917 besluttede Hindenburg og Ludendorff, at Bethman ikke længere var acceptabel for dem som rigskansler, og bad Wilhelm om at udnævne en anden. Da de blev spurgt om, hvem de kunne acceptere, foreslog de [[Georg Michaelis]], en relativt lavtstående embedsmand, som var ansvarlig for distribution af korn fra Preussen under krigen, og som havde besøgt det militære hovedkvarter nogle uger i forvejen. Wilhelm kendte ham ikke, men accepterede forslaget. Det var på mange måder kejserdømmets sammenbrud. Michaelis måtte gå af få måneder senere, da Rigsdagen oplevede ham som en marionet for Hindenburg og Ludendorff. Kejserens støtte var helt smuldret bort mod slutningen af krigen, både inden for hæren, den civile forvaltning og i den tyske opinion. [[USA's præsident|Den amerikanske præsident]] [[Woodrow Wilson]] gjorde det klart, at kejseren ikke var en aktuel forhandlingsmodpart.<ref>Cecil, ''Wilhelm II: Emperor and exile, 1900-1941'' (1996) s. 283</ref><ref>Klaus Schwabe: ''Woodrow Wilson, Revolutionary Germany, and peacemaking, 1918-1919'' (1985) s. 107</ref>