[[Fil:HAROLD I HAREFOOT.JPG|thumb|right|Harald Harefod]]
'''Harald Harefod''' (født ca. [[1016]], død [[17. marts]] [[1040]] i [[Oxford]], i [[England]]) var [[konge]] af England fra [[1037]] til sin død. Han var søn af [[Knud 2. den Store|Knud den store]] af [[Danmark]] og [[England]] og dennes frille [[Ælfgifu]]. Han fik tilnavnet ''Harefod'' for sin hurtighed og sin dygtighed som jæger.
SomHaralds yngre halvbror [[Hardeknud]] var som søn af Knud og dronning Emma ([[Emma af Normandiet]]) var Haralds yngre halvbror [[Hardeknud]] legitim arving til både til Danmarks og Englands trone ved Knuds død [[1035]], men Harald tog magten over England, da broderen befandt sigvar i Danmark.
Mod sin brors vilje udråbte hanHarald sig selv til konge af England [[1037]]. Under hans regeringstid vendte hans stedbrødre Alfred og [[Edvard Bekenderen]] (Emmas sønner med [[Ethelred 2. den Rådvilde|Ethelred]]) tilbage til England fra deres exil i [[Normandiet]] (muligvismåske i et forsøg påfor at indtage tronen). Alfred blev blindet og dræbt, mens Edvard undslap tilbage til Normandiet. Harald var ugift, men havde en illegitim søn, [[Ælfwine]], som blev [[munk]] på kontinentet.
Harald døde netop som [[Hardeknud]] planlagde en invasion. Han blev begravet i [[Westminster]], men broderen lod senere hans lig grave op og smidekaste i en mose.
