Åbn hovedmenuen

Ændringer

56 bytes tilføjet ,  for 1 år siden
m
At Gram har talt ud af erfaringer, han selv i sin ungdom har gjort, er højst sandsynligt. Og da han allerede som ung student viste den ham egne villighed til at meddele af sit selverhvervede forråd, blev han meget afholdt af sine medstuderende, mens de kyndigste af dem betragtede ham som den, der snart ville overstråle dem alle. En af Grams venner fra de dage var [[Christian Falster]], med hvem han bevarede forbindelsen livet igennem.
 
Allerede fra [[1704]], da Gram havde taget [[filosofikum]], deltog han i de akademiske [[disputation]]er over [[filologi]]ske emner, og sådanne øvelser gav ham den første anledning til at betræde forfatterbanen, hvorved han kom i forbindelse med den berømte [[hamborg]]ske filolog [[Johann Albert Fabricius]], hvem han senere ydede væsentlige litterære tjenester. Tidlig blev han også kendt med [[Frederik Rostgaard]], til hvem han siden var knyttet i 40 år, og med den lærde [[Søren Lintrup]], i hvis ''[[Societas litteraria indagantium]]'' han indtrådte. Selv nævner han biskop [[Jens Bircherod (1658-1708)|Jens Bircherod]] i [[Ålborg]] (død [[1708]]) som den, der først gav ham lyst til historiske undersøgelser. [[1705]] tog Gram den da brugelige ''[[baccalaureus]]''-grad, og året efter blev han [[alumne]] på [[Elers Kollegium]]. Den plads, han fik, var bestemt for en [[matematiker]], men skønt det egentlig ikke var hans fag, og [[Ole Rømer]] skal have ytret sig tvivlende, om han kunne udfylde pladsen, viste han dog snart ved nogle afhandlinger vedrørende oldtidens [[matematik]], at han ikke gjorde den ham viste tillid til skamme. For øvrigt var [[teologi]] og filologi hans hovedstudier. I hans hjem næredes det ønske, at han skulle blive præst, men skønt intet ville have været ham lettere end at tage [[teologisk attestats]] med ære, underkastede han sig dog aldrig denne prøve, som ellers dengang blev taget af de fleste studerende, selv om de just ikke havde den gejstlige stand for øje. Derimod erhvervede han [[1708]] [[magister]]graden og ernærede sig nu i nogle år dels ved undervisning, dels som korrektør i [[assessor]] Lauerentzens [[bogtrykkeri]], hvilken sidstnævnte virksomhed han fortsatte også længe efter, at han var kommet i embede. I øvrigt studerede han videre med den ham egne utrættelighed og erhvervede det rige fond af kundskaber i forskellig retning, der med tiden gjorde ham til "Danmarks lærdeste mand".
 
I [[pest]]ens tid [[1711]], da så mange flygtede, forblev Gram i [[København]] og bestyrede på Lauerentzens vegne det kongeligt privilegerede bogtrykkeri. Da [[konrektor]]en ved [[Metropolitanskolen|Vor Frue skole]] var bortreven af den frygtelige [[epidemi]], overdrog biskop [[Christen Worm]] Gram det ledige embede, som ganske passede for ham, da han havde både lyst og gaver til at vejlede ungdommen. Senere optog den store [[bogsamler]], juraprofessor [[Christian Reitzer]], ham i sit hus. Gram havde vistnok allerede tidligere benyttet Reitzers udmærkede bibliotek, men nu fik han endnu bedre lejlighed til at fordybe sig deri og blev som en søn i huset. Reitzer har ved en given lejlighed på denne tid karakteriseret Gram som "et ærligt og dydigt Menneske, et ypperligt Hoved, som var lærd og foruden Hebraisk, Græsk og Latin forstod de fleste evropæiske Sprog, ja endog var bekvem til verdslige Sager og af den Færdighed, at han i 1 Time kunde gjøre det, som mange andre skulde være ganske Dage om."
Ikke få af Grams skrifter har deres oprindelse fra opfordringer eller spørgsmål der blev stillet ham, og da han ikke synes at have haft nogen stærk selvdrift i retning af offentliggørelse af sine studier, kan man sige, at disse tilskyndelser udefra har været betydningsfulde, idet efterslægten derved delagtiggjordes i det uhyre kundskabsforråd, som Gram sad inde med, men som vel ellers unyttet ville være gået med ham i graven. Dette gælder således hans deltagelse i udgivelsen af [[Niels Pedersen Slange]]s ''Christian IV's Historie''. Konferensråd Slange havde udarbejdet et sådant værk, men da han var en meget gammel mand, og værket led af adskillige mangler, gav Christian 6. omkring 1733 Gram det hverv at gennemgå skriftet inden trykningen og at påse, at der intet fandtes i samme, der stred imod sandheden eller kunne være krænkende for [[Christian 4.]] Det var et såre møjsomt hverv for Gram, især på grund af det ejendommelige forhold, hvori han var stillet til Slange, hvorved det ikke blev muligt for ham at røre sig frit før efter dennes død i 1737. Med hensyn til den nævnte historie, som først udkom [[1749]], efter at også Gram var gået bort, var forholdet derfor dette: Historien før [[1613]] er væsentlig Slanges arbejde, 1613-[[1629]] har Gram bidraget betydeligt til at udfylde manglerne, og 1629-[[1648]] har han haft fri hånd over det foreliggende manuskript.
 
En noget lignende stilling indtog Gram også til den [[Firenze|florentinske]] udgave af [[Johannes Meursius]]' ''Historia Danica''. [[Johannes Lamius]], en [[Italien|italiensk]] videnskabsmand, ville foranstalte en samlet udgave af Meursius' lærde værker og henvendte sig derfor her til landet for at få bistand. Gram påviste da, at Meursius' ''Historia Danica'' var et andenhåndsarbejde uden videnskabeligt værd, men da Lamius alligevel ville have den med i udgaven, påtog han sig det uhyre arbejde i form af [[noteFodnote|noter]]r under teksten at rette, supplere og forbedre den foreliggende historie, så at den 9. del af Meursius' ''Opera'' (udkommet 1746) fra at være et værk, der kun havde værdi i stilistisk henseende, blev et af de vigtigste kildeskrifter til Danmarks ældre historie. Tillige forsynede han den italienske udgiver med afskrifter af en stor samling breve fra og til Meursius, der blev trykt i værkets 11. del. Grams "Commentatio de ficta Henrici Aucupis expeditione Danica", der udkom i et [[tidsskrift]] i [[Leipzig]], er en udvidet bearbejdelse af en af de kritiske undersøgelser, som Meursius' historie gav anledning til.
 
Når Gram 1737 udgav [[Niels Krag]]s hidtil utrykte ''Annales Christiani III'', ledsaget af forskellige andre bidrag til samme konges historie, så var Meursius på en måde også anledning dertil. Det var nemlig Gram om at gøre at vise, at Krag var den egentlige forfatter af [[Christian 3.]]s historie, som Meursius ved nogle ændringer, mest af stilistisk art, havde gjort til sit værk. Tillige forøgede han arbejdets værd i høj grad ved en lang og meget instruktiv indledning, der ikke uden føje af [[Caspar Paludan-Müller]] blev betegnet som den første prøve på og mønster af en historisk [[kildekritik]] i den danske litteratur.
De trykte arbejder til den klassiske og fortrinsvis da den græske filologi, som foreligger fra Hans Grams hånd, er hverken mange i antal eller store i omfang. De har alle form af [[disputation]]er, som han har skrevet dels som [[alumnus]] på [[Elers Kollegium]], dels som professor ved Københavns Universitet. På kollegiet var han kommet ind på en plads, der egentlig skulle tilfalde en matematisk studerende, og det er derfor, at hans disputationer fra kollegietiden for størstedelen drejer sig om emner, der står i nærmere eller fjernere berøring med de matematiske videnskaber. Den mærkeligste af disse afhandlinger er skriftet ''De origine geometriæ apud Egyptios'' fra 1706. Han bekæmper deri den i de tider almindelig antagne mening, at [[geometri]]en først skulle være fremkommet i [[Egypten]] på [[Sesostris]]' tid og have sit udspring fra nødvendigheden af en grænseregulering af [[ager|markerne]], når [[Nilen]]s oversvømmelser havde udslettet grænseskellene, og han viser med rette, at det er en blot og bar gisning af [[Herodot]], ikke nogen positiv efterretning hos ham, man har begrundet denne anskuelse med. I overensstemmelse med andre steder hos de gamle forfattere vil han hævde geometrien en langt større ælde og henføre dens oprindelse til den [[myte|mytiske]] egyptiske Hermes ([[Thoth]]), og så falder han på den besynderlige idé at ville bevise, navnlig ved hjælp af steder hos meget sene [[Jødedom|jødiske]] eller kristelige græske forfattere, at denne Thoth snarest må være identisk med [[Bibelen]]s [[Abraham]].
 
Mere egentlig filologisk karakter har en anden afhandling fra 1710: ''Observationes ad Arati Phænomena'', en [[eksegese|eksegetisk]]-kritisk kommentar til dette [[astronomi]]ske læredigt. Af hans universitetsarbejder er det betydeligste vistnok hans ''Historia deorum ex Xenophonte'' (1716), i hvilket han i tilknytning til de navne på [[gud (højere væsen)|gud]]er og [[hero]]er, der findes i [[Xenofon]]s værker, giver en på visse punkter meget udførlig og indgående, på andre mere knapt holdt, udvikling af de [[mytologi]]ske forestillinger, der samler sig om disse navne. I et tillæg dertil yder han en ret anselig række bidrag til den da meget mangelfulde græske [[leksikografi]], væsentlig hentede fra læsningen af Xenofon. Værket, som egentlig kun er første afsnit af et påtænkt større arbejde, ''Antiqvitates Xenophonteæ'', der dog aldrig kom til udførelse, vidner om stor belæsthed i den [[Græsk litteratur|græske litteratur]] og om nøje bekendtskab med de foreliggende arbejder af ældre filologer. Mod disse
retter han ofte en berigtigende og supplerende kritik, men over for selve oldtidsforfatterne optræder han mere som notitssamlende end som kritiserende, når undtages, at han på enkelte steder
ikke uden held forsøgte sig i [[verbalkritik]]. Enkelte ret værdifulde bidrag til [[Thukydid]]s eksegese og kritik foreligger i hans ''Castigationes ad scholia in Thucydidem'', to disputationer fra 1721-22. De er også benyttede af senere udgivere, f.eks. [[K.W. Krüger]]. Til sidst må omtales hans ''Notitia veterum Græcæ lingvæ autorum contractior'', to disputationer fra 1729-32, en kortfattet græsk litteraturhistorie, der (til dels i kronologisk orden) omhandler de bevarede og nogle enkelte af de tabte græske forfattere fra [[Homer]] til [[Aristoteles]]. Efter angivelsen på titelbladet har skriftet nærmest været bestemt til at danne grundlaget for udførligere forelæsninger over den græske litteraturhistorie. Værket er udarbejdet i stil med [[Oluf Borch]]s latinske litteraturhistorie, men af ringere værd. Den alt for ensidige fremhævelse af forfatternes stilistiske ejendommeligheder, mens andre og vigtigere karaktermærker for deres forfattervirksomhed forbigås eller dog ikke kommer fuldt til deres ret, er her ikke på sin plads, og i de biografiske og bibliografiske bemærkninger følges den da antagne overlevering temmelig godtroende.