Følelse (emotion): Forskelle mellem versioner

[[Platon]] anså modsætningerne mellem fornuft og følelser som en grundlæggende [[konflikt]] i menneskets sind - ofte beskrevet med en [[metafor]] om fornuften som "herre" og følelserne som "[[Slaveri|slave]]". [[Aristoteles]] havde derimod en naturalistisk forståelse af følelser, og beskrev dem som meningsfyldte [[fænomen]]er knyttet til visse sansefornemmelser, sammenhænge og forestillinger. Følelser kan ifølge Aristoteles være fornuftige nok, hvis de bedømmer verden på en korrekt eller retfærdig måde. I ''Retorikken'' analyserer han, hvordan ulige følelser virker i menneskelig samhandling ved at være drivkraften, når mennesker skifter mening eller tager afgørelser. En klog forvaltning af følelserne er nært forbundet med betingelser og muligheder for lykke (''eudaimonia''). I ''Den nikomakiske etik'' diskuterer Aristoteles, hvordan mennesket kan dyrke kloge handlingsmønstre og bringe sit følelsesliv under kontrol. "[[Den gyldne middelvej]]" er i denne sammenhæng at balancere erfaringernes yderpunkter på fornuftigt vis, til en praktisk visdom (''fronesis''). <ref>http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oldtidens_filosofi/fronesis</ref> Fravær af frygt kan - i form af dumdristighed - være ligeså destruktivt som for stærk frygt; ligesom det er vigtigt at udtrykke sin vrede overfor den rigtige person, på det rigtige vis, tidspunkt og sted. Aristoteles' forståelse af følelsernes rolle i vore liv foregriber flere moderne teorier om emotioner i psykoterapi. Indenfor [[stoicisme]]n var synet på følelser mere kritisk. Græske og romerske [[filosof]]fer mente, at følelser står i konflikt med fornuften, og [[Cicero]], [[Seneca]] og [[Marcus Aurelius]] fremhævede alle faren ved at tabe kontrol over sit følelsesliv. [[Epiktet]], som var [[Frigivne|frigiven]] slave, vidste af egen erfaring, at store dele af vores tilværelse ligger udenfor vorvores kontrol - selv kan vi kun kontrollere vores holdning til det, vi udsættes for. Epiktet mente, at det ikke er hændelsen i sig selv, men vores oplevelse af den, der skaber [[stress]] og lidelse. Accept for ydre forhold udenfor menneskelig kontrol var for stoikerne vejen til at opnå indre frihed og sindsro (''apatheia''). Deres opfatning af følelseslivets destruktive sider fik stor indflydelse på senere [[idéhistorie]]; også de kristne [[kirkefædre]] sluttede sig til den stoiske opfatning af følelser som potensielt farlige og primitive fænomener, der skal holdes under fornuftig og social kontrol, som de genspejles i [[katolicisme]]ns [[syv dødssynder]]. Samtidig var kristne tænkere også optaget af at fremme følelser som medlidenhed og næstekærlighed. <ref>Aslak Hjeltnes, UiB: "Fornuft og følelser i psykoterapiens historie", ''Tidsskrift for Norsk psykologforening'', 2013 [http://www.psykologtidsskriftet.no/index.php?seks_id=330148&a=3]</ref>