Løvfældende: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Honymand (diskussion | bidrag) m Birkefigen |
Weblars (diskussion | bidrag) småting |
||
Linje 8:
*[[Arveanlæg]]
Visse stueplanter, som normalt er [[stedsegrøn]]ne, kan reagere med løvfald, hvis [[ånding]]stabet overstiger fotosyntesegevinsten (i kombinationen: stuevarme og svagt dagslys). Et velkendt eksempel er [[Birkefigen]] (''Ficus benjamina'')
Når de ydre og indre faktorer udløser processen, går planten i gang med at tømme bladene for [[kulhydrat]]er og de [[Næringsstof (plantenæring)|næringsstof]]fer, som kan flyttes (i først række [[kvælstof]], [[kalium]] og [[fosfor]]). Stofferne oplagres på beskyttede steder i planten, og i samme takt ændrer bladene farve fra grøn til gullige eller rødlige farver. Når bladene er tømt, dannes et løsningslag af [[kork]] mellem bladfoden og grenen. Det forhindrer stoftransport mellem bladet og planten, og dermed er bladet dødsdømt, mens grenen er beskyttet mod fordampningstab og angreb af skadegørere. Når korklaget er færdigt, er det kun et spørgsmål om tid, før bladet [[afkastning|afkastes]].
For [[nedbryder]]ne er det vigtigt, at planten ikke kan tømme bladene helt for [[energi]]rigt kulhydrat og mineralske stoffer. Det betyder, at de nedfaldne blade ([[førne]]n) kan bruges som fødekilde og grundlag for hele nedbryder[[fødekæde]]n. Det viser sig, at der er stor forskel på, hvor effektivt planterne tømmer deres blade. Træer som [[Almindelig Ask|Ask]] (''Fraxinus excelsior''), [[Småbladet Lind]] (''Tilia cordata'') og [[Rød-El]] (''Alnus glutinosa'') og buske som [[Almindelig Hyld]] (''Sambucus nigra'') og [[Almindelig Hassel|Hassel]] (''Corylus avellana'') lader energi- og mineralrige blade falde til jorden. Det tiltrækker [[regnorm]]e, som skaber [[muld]] i [[krummestruktur]]. Derfor kaldes den slags planter for "mulddannere".
== Se også ==
| |||