Månen i mytologi: Forskelle mellem versioner

Skabelsen af [[månen]] beskrives i [[Skabelsen (nordisk mytologi)|skabelsesberetningen]]. Denne fortæller, hvorledes alt startede. Før noget andet fandtes, var der mod nord det kolde [[Niflheim]] og mod syd det brændende varme [[Muspelheim]]. Mellem disse var en stor kløft, [[Ginnungagap]], hvori urjætten [[Ymer (nordisk mytologi)|Ymer]] blev dannet. Fra ham stammer alt liv i verden. De tre guder [[Odin (guddom)|Odin]], [[Vile]] og [[Ve]] dræbte Ymer og skabte af hans legeme selve verden: jord, bjerge, sand, have m.m. Hans hjerneskal satte de op som himmelhvælvingen over jorden og på denne kastede de gløder fra Muspelheim op som stjernerne. De to største stykker af Muspelheim fik særlige pladser som henholdsvis sol og måne. Både solen og månen trækkes over himmelen i vogne med heste spændt for.

 

 

De to vogne iler over himmelen for både Sol og Måne er bange. For længst mod øst i [[Jernskoven]] i [[Jotunheim]] føder [[jætte]]kvinden [[Hyrrokken]] jætter i ulveskikkelse og to af hendes børn jæger oppe på himmelen. De to ulve hedder [[Skoll]] og [[Hate]]. Han, der hedder Skoll løber efter Sol og vil sluge hende og han, der hedder Hate løber efter Måne med åbent gab. Hate er muligvis identisk med jætten i ulveskikkelse, der kaldes [[Månegarm]] (måneopslugeren), der ved [[Ragnarok]] vil æde Måne. Når jorden genopstår efter Ragnarok vil Sol og Månes døtre i stedet indtage pladsen på himmelhvælvingen.