|
== Historie ==
=== Goternes oprindelse ===
Vor viden om goterne er baseret på beretninger, skrevet på andre sprog, primært [[latin]]. Det [[Gotisk (sprog)|gotiske skriftsprog]] opstod først i midten af det 4. århundrede, og man har ingen eksempler på, at det er blevet brugt i andet end kirkelige sammenhænge.<ref name=autogeneret2>Heather (1996), side 9</ref>. Goterne figurerer i geografiske værker fra det første århundrede, og derefter typisk, når de dukker op som romernes fjender, men en egentlig historieskrivning om dem opstår først med [[Ablabius]]. Han var formentlig ansat ved den visigotiske konges hof omkring år 500, og han skrev et værk, der senere blev benyttet af historieskriverne [[Cassiodorus]] og [[Jordanes]].<ref name=autogeneret2 /> Den tidligste gotiske historie er dermed baseret dels på mundtlige traditioner, dels på arkæologiske fund, og endelig på de sammenhænge, sprogforskere har kunnet tilvejebringe. I følge Jordanes ankom goterne i tre skibe fra [[Skandinavien]] til det nordkysten af det nuværende [[Polen]] år 1490 f.Kr., ledet af deres konge Berig. Tidsfæstelsen kommer af, at Jordanes har en vældig historie om, at goterne derefter deltager i den [[trojanske krig]].<ref>Heather (1996), side 13</ref> Der kan sagtens være en kerne af sandhed i den skandinaviske forbindelse - bortset fra tidsangivelsen - men problemet er bare, at man arkæologisk ikke kan bevise den. Den kultur, der opstår omkring [[Wisla]]-flodens udmunding ved begyndelsen af vor tidsregning ([[Wielbarkkulturen]]), har syv karakteristika i sine fund, og kun ét af dem - stensætningen omkring gravpladser - kan genfindes i Skandinavien.<ref>Heather (1996), side 14</ref> Tilbage står de navnemæssige sammenfald. Navnet ''gotere'' (''gotones, gutones''), mener lingvister, er en latinsk version af goternes ejet navn *gutans, hvilket er formelt identisk med folkenavnet ''gutar'' på øen [[Gotland]] i [[Sverige]]<ref>Andersson, Thorsten (1996): "Göter, goter, gutar", Namn och Bygd/ Uppsala</ref><ref>Elias Wessén, Fornvännen 1969, Nordiska folkstammar och folknamn, s 21</ref>. I islandske kilder bruges navet '''gotar''' både forom gotere ochog gotlændingergotlændinge.<ref>Finnur Jónsson, Ordbog over det
norsk-islandske skjaldesprog, s 197.</ref>. Navnet '''gutar''' er det tilsvarende oldsvenske og olddanske ord for både gotere ochog gotlændingergotlændinge.<ref>Vikingarnas Språk, Rune Palm s 30</ref> Både ''gutar'' og ''gotere'' udledes af oldgermansk ''gutaniz.''<ref>Lehmann Winfred P, Helne-Jo J Hewitt (1986), "A Gothic etymological dictionary", s 164</ref>
[[Fil:Muzeum w Odrach popielnice kultury wielbarskiej 02.07.10 p.jpg|thumb|Keramik fra Wielbarkkulturen.]]
De første 75 år af det 4. århundrede hører man ikke meget til goterne i de romerske beretninger. Dette kan overraske, når man tager i betragtning, at der var tale om en - selv efter romerske forhold - meget stor befolkningsgruppe. Forskere som Peter Heather forklarer det med, at goterne formentligt var delt op i adskillige grupperinger. Blandt de mange bopladser, der er fundet, har man udgravet seks større bebyggelser, der hver især kan have været sæde for en høvding.<ref name=autogeneret1>Heather (1996), side 55</ref> De romerske kilder nævner to større grupper: Tervinger og greutunger, der levede henholdsvis i den vestlige og østlige del af området. I de romerske kilder optræder navnet tervinger første gang i 291.<ref>Wolfram, side 24.</ref> De adskilte sig blandt andet fra de øvrige goter ved, at deres leder ikke var høvding eller konge, men "dommer". De tervinger, der boede langs Donau, havde en del kontakt med romerne. I 332 drog kejser [[Konstantin den Store|Konstantin]] i spidsen for en hær over Donau, hvor han overvandt tervingerne og fik dem til at anerkende romersk overhøjhed. Tervingerne skulle levere tropper til den romerske hærs felttog og dommerens søn skulle være gidsel som sikkerhed for deres lydighed. Til gengæld fik dommeren hvert år en sum penge fra romerne, til uddeling blandt sine tilhængere.<ref>Heather (1996), side 57-62.</ref> I 360'erne følte tervingerne sig stærke nok til at få afhængighedsforholdet omstødt, og efter et delvist mislykket romersk felttog nord for Donau i årene 367-369 blev der lavet en ny traktat. Tervingerne var herefter ikke længere under romersk overhøjhed, men til gengæld forsvandt de årlige udbetalinger, og handelen på tværs af Donau blev stærkt reduceret.<ref>Heather (1996), side 62.</ref>
Mens tervingerne er sparsomt omtalt i de nævnte 75 år, må man med hensyn til greutungerne i endnu højere grad støtte sig til arkæologien. Fundene i deres bebyggelser viser, at de havde omfattende handel med tervingerne (for eksempel glasvarer, sølvtøj og kamme),<ref>Heather (1996), side 81-83.</ref>, men man kan ikke ud fra fundene sige noget præcist om deres politiske strukturer.<ref>Heather (1996), side 55.</ref> Greutungerne boede i området mellem floderne [[Dnestr]] og [[Don]]. Nord og øst for dem -– mellem Don og [[Volga]] -– boede [[alanerne]], og på den anden side af Volga boede hunnerne. Historien spidsede til, da hunnerne omkring 370 angreb alanerne. Alanerne kunne ikke modstå angrebet, og de måtte underkaste sig og blive en del af den hunniske folkeflytning mod vest. Hunnerne og alanerne angreb herefter greutungerne. Jordanes er en af de to vigtige kilder til begivenhederne, men hans beretning er skrevet langt senere. Ifølge Jordanes blev greutungerne regeret af kong Ermanarik, der døde i en alder af 110 år, hvorefter hunnerne kunne undertvinge hans folk.<ref>Jordanes, kapitel 24. Jordanes kalder ham Hermanaric.</ref> Romeren Ammanianus Marcellinus, der tidsmæssigt er meget tættere på begivenhederne, skriver også om Ermanarik, men lader ham gå frivilligt i døden frem for at kæmpe mod hunnerme.<ref>Ammanianus Marcellinus, bog 31, kapitel 3. Her bliver han kaldt Ermenrichus.</ref> Man mener, at Ermanarik døde omkring 375, og hans efterfølger Vithimir blev dræbt i kamp kort tid efter, hvorpå de resterende greutunger søgte beskyttelse hos tervingerne vest for Dnestr.<ref>Heather (2005), side 151.</ref> Tervingerne forsøgte at sikre grænsen mod de alanske og hunniske plyndringstogter, men uden held. Dommeren Athanarik trak sig tilbage mod vest gennem [[Karpaterne]], men en stor befolkningsgruppe under [[Fritigern]] og Alavivus søgte mod Donau. De sendte i 376 udsendinge til kejser [[Valens (kejser)|Valens]] i [[Antiochia]] for at få lov til at bosætte sig syd for Donau. Tilladelsen blev givet, men på hårde vilkår, mens et tilsvarende ønske fra greutungerne blev afvist. Kejseren og det meste af felthæren var optaget af en krig mod perserne, så romerne havde svært ved at styre de goter, der ankom.<ref>Heather (2005), side 152-153.</ref> I 377 tog greutungerne chancen og overskred Donau uden tilladelse.<ref>Heather (2005), side 164.</ref> I foråret 377 udviklede situationen sig til [[Goterkrigen (377-382)|egentlig krig]] mellem goter og romere, og seks sæsoner i træk var den romersk hær i felten for at nedkæmpe goterne. I begyndelsen gik det dårligt for romerne: I [[Slaget ved Adrianopel (378)|slaget ved Adranopel]], 9. august 378, blev den østlige romerske hær næsten udslettet af en kombineret gotisk hær bestående af tervinger og greutunger. Kejser Valens døde i slaget, der af Amminianus betegnes som den værste katastrofe for den romerske hær siden [[Slaget ved Cannae|Cannae]].<ref>Heather (2005), side 178-181.</ref> Den vestlige romerske hær under kejser [[Gratian]] fik stabiliseret situationen de følgende år, og i 382 blev der sluttet fred, og goterne fik lov til at bosætte sig på [[Balkanhalvøen|Balkan]]. Styrkeforholdet mellem goter og romere havde ændret sig, og de tilflyttende gotere fik lov til at beholde deres egne ledere, og når de skulle deltage i romerske krige, var det som en samlet gruppe under gotisk kommando.<ref>Heather (2005), side 183-186.</ref>
=== Nye gotiske grupperinger ===
|
