Huset Medici: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
KnudW (diskussion | bidrag) m Gendannelse til seneste version ved Urbandweller, fjerner ændringer fra 212.112.152.181 (diskussion | bidrag) Tag: Tilbagerulning |
|||
Linje 103:
=== Kardinal Giovanni de' Medici ===
Med [[Piero II de' Medici]]'s død i 1503 blev [[Kardinal (katolske kirke)|kardinal]] [[Pave Leo 10.|Giovanni de' Medici]] <nowiki/>udnævnt til familiens overhoved. Giovanni var den næstældste søn af Lorenzo og dermed også Piero II's bror. Han var ligesom resten af Medici-familien flygtet fra Firenze, og i 1503 befandt han sig i [[Rom]]. Det samme år, i 1503, blev der udnævnt en nye pave, [[Pave Julius 2.|Pave Julius d. 2.]]. Dette paveskifte skulle vise sig at være meget belejligt for Medici-familien, idet at Pave Julius var en nær ven af familien (faktisk en fjern slægtning til Medici-familien). Med hjælp fra Paven lykkes det Giovanni i 1511 at mobilisere en stor hær, og sammen med sin yngre bror, [[Giuliano de' Medici|Giuliano]], marcherede Giovanni nu imod Firenze for at tilbageerobre byen. I Firenze begyndte man derfor at mobilisere en stor styrke under ledelse af militærstrategen [[Niccolò Machiavelli]], som ønskede at beskytte Firenze
==== Udnævnelse til Pave ====
Linje 109:
Giovanni havde i 1512 overtaget styret af Firenze, men han havde endnu ikke generobret befolkningens sympati og accept. Mange af beboerne heriblandt [[Michelangelo]], som jo havde opvokset i samme hjem som Giovanni, mente, at Giovanni og Medici-familien var gået for vidt i kampen for at generobre magten i Firenze. [[Michelangelo]] fik aldrig igen det samme tætte forhold til Medici-familien, som han tidligere havde haft, hvilket primært skyldes den blodige generobring af Toscana.
Det kom derfor meget belejligt for Giovanni, at hans gode ven [[Pave Julius 2.|Pave Julius d. 2.]] i 1513 døde. Giovanni blev nemlig indkaldt til [[konklave]], da han jo var [[Kardinal (katolske kirke)|kardinal]], og skulle dermed være med til at udpege den nye pave. Det endte med at Giovanni d. 9. marts 1513 blev udnævnt til pave under navnet [[Pave Leo 10.|Pave Leo d. 10.]]. Da den nyudnævnte pave returnerede til Firenze blev han modtaget til folket helt store hyldest. Det var første gang i historien, at en person fra Firenze var blevet udnævnt pave, og derfor var hele byen selvfølgelig meget stolte. Man skal her huske, at der var tale om et dybt kristent samfund, og derfor blev alle de tidligere stridigheder mellem Medici-familien og Firenzes befolkning hurtigt glemt. Med udnævnelsen til Pave havde Giovanni opnået noget, som ingen tideligere familiemedlemmer nogensinde havde opnået. Han besad nu nogle ekstrem store magtbeføjelser, som ingen i familien tideligere havde besiddet. Giovanni anvendte derfor hurtigt sine nye magtbeføjelser til at fremme Medici-familiens position, idet han udnævnte
Giovanni var kendt for at have dyre vaner, og han brugte derfor en del penge på mad og kunst. Således fik han eksempelvis udført en del arbejde af de florentinske kunstnere. Det kan fx nævnes at [[Michelangelo]] malede en række billeder [[Det Sixtinske Kapel]] (som dog oprindeligt var bestilt af [[Pave Julius 2.|Pave Julius]] men blev færdiggjort under Giovanni's regeringsperiode), og derforuden bestilte Giovanni også [[Michelangelo]] til at lave en række marmorskulpturer af tideligere Medici-familiemedlemmer. Som tideligere nævnt, så var forholdet mellem Medici-familien og Michelangelo blevet forringet, og det var eksempelvis også kun modvilligt, at Michelangelo var gået med til at male loftet i Det Sixtinske Kapel. Det havde dog været svært for Michelangelo at sige fra overfor Medici-familien, idet at de jo tideligere havde hjulpet ham så meget, og han ville så gerne tilbagebetale dem. Især beundrede Michelangelo stadig de tideligere familiemedlemmer såsom [[Lorenzo de' Medici]], og derfor var det da også svært at sige nej til at udødeliggøre dem via marmorskulpturer. Dertil kom også, at man på daværende tidspunkt ikke rigtig kunne tillade sig at sige nej til Paven. På den anden side stod Giovanni, og selvom han også kunne have gjort livet svært for Michelangelo, så valgte han at tage ham til nåde. Han syntes nemelig, at det var en skam, at et så stort talent som Michelangelo skulle gå til spilde.
| |||