Tiende: Forskelle mellem versioner

Tienden ydedes oprindelig som en [[brutto]]afgift, men men allerede [[1740]] blev kvægtienden omsat til en fast [[afgift]] for hvert dyr, der skulle være leveret ''in natura'', og ved en [[Forordning (Danmark)|forordning]] af [[8. januar]] [[1810]] blev det bestemt, at korntienden af enhver tiendeyder ([[decimant]]) skulle kunne fordres omsat til en fast årlig afgift. Denne sidste bestemmelse fik dog ikke stor betydning, bl.a. fordi omsætningsreglerne var ugunstige for tiendeyderne. Man bestemte da ved [[Lov (jura)|lov]] af [[14. april]] [[1852]], at den tiende, som endnu ydedes i kærven (dvs. blev udtaget af [[neg]] på [[ager|marken]] i modsætning til ''i skæppen'', hvor tiende blev udtaget af det tærskede korn) skulle være omsat til faste årlige afgifter inden [[1. januar]] [[1856]]. Fra da af kunne tiende ydes enten i et fast pengebeløb, ''in natura'' eller efter [[kapiteltakst]]. Langt det meste blev ydet ''in natura'' eller efter kapiteltakst. Imidlertid blev uviljen hos bondestanden mod tiende stadig stærkere. Der blev derfor gjort en række forsøg på helt at komme af med tienden.

 

 

I mange danske kirkesamfund uden for [[folkekirken]] bruges stadig en form for tiende, hvor nogle af medlemmerne på frivillig basis betaler en betydelig del af deres indkomst til kirkens eller [[menighed]]ens drift. Det ses i en række [[frikirke]]r, f.eks. [[Pinsekirken]], [[Apostolsk Kirke]], [[Syvende Dags Adventistkirken]], men også hos [[Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige]] (mormoner).