Åbn hovedmenuen

Ændringer

209 bytes tilføjet ,  for 1 år siden
m
indsat noter
== Afladshandel ==
[[File:Afladsbrev 1517.jpg|thumb|Afladsbrev fra 1517]]
Afladshandel var en skik, der udviklede sig i middelalderen. Korstogsbevægelsen havde fremmet afladsvæsenet, og snart uddeltes aflad i uhyre omfang, så at Innocens 3. så sig nødsaget til at forbeholde paven ret til at give fuldstændig aflad (i 1215). I det 13. århundrede udformede [[skolastik]]erne [[Alexander fra Hales]] og [[Thomas Aquinas]] afladslæren, og i det 15. århundrede blev afladshandel end mere almindelig, især da Nikolaus 5. i 1450 udstedte et opråb til kristenheden om at komme kongen af Cypern til hjælp mod tyrkerne og tillod, at afladspengene måtte bruges dertil. Ved hjælp af den nye bogtrykkerkunst udfærdigedes nu masser af afladsbreve<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0252.html ''Salmonsen'', s. 236]</ref>, affattede på latin, rummende kundgørelse af aflad under nærmere fastsatte betingelser og med åben plads til køberens navn, der med blæk blev indført af afladskræmmerne (''quæstores eleemosynarum''), klerke, som i egenskab af pavelige legater forestod "handelen". Et af de allerældste afladsbreve, fra 1454, købt af en kannik ved Vor Frue Kirke i København, bevares endnu i "[[Nationalmuseet]]" i København<ref>faksimileret i Chr. Bruun: ''De nyeste Undersøgelser om Bogtrykkerkunstens Opfindelse''; 1889</ref> og er vist nok trykt af [[Gutenberg]] i [[Mainz]].<ref name="Salm 237">[http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0252.html ''Salmonsen'', s. 237]</ref>
 
I alle kristne lande virkede afladslegater, udrustede med omfattende myndighed til at "løse og binde", mægle og påbyde fred, endvidere med ret til at uddele doktorgrader og andre værdigheder. Rundt omkring i byerne rejste de kors med pavens våben og opstillede store jernkister, hvori køberne lagde deres penge. Aflad gjaldt mange slags synder, og vel krævede afladsbrevene [[anger]] og bekendelse hos modtageren, men virkningen af dette krav svækkedes, når legaterne dog havde takster for al slags overtrædelse. Foruden den egentlige aflad meddelte brevene ofte små fritagelser for kirkelige pligter, især lempelser i [[faste]]n; således kunde danske få tilladelse til at spise smør og ost i fastetiden ("''smørbreve''").<ref name="Salm 237"/>
 
Udsendelsen af de pavelige afladslegater begrundedes først ved påtænkte korstog mod tyrkerne, til sidst under Julius 2. og Leo 10. ved [[Peterskirken]]s opførelse. Fyrsterne tillod aflad imod selv at få deres del af indsamlingerne. Legaterne selv var oftere hensynsløse spekulanter, deres hjælpere, underagenter, bogtrykkere (der trykte brevene) og tjenere, ryggesløse personer. Sligt godkendtes selvfølgelig aldrig af pavestolen, og rettænkende katolikker, således [[Poul Helgesen]], så med sorg disse udskejelser.<ref name="Salm 237"/> Afladslegater for Norden var: kardinal Raimund Perrauld (1501 og følgende år), Itzard Gravius (1510 og følgende år) og Johannes Angelus Arcimboldus (1516—19). Samtidig med, at Leo 10. sendte Arcimboldus til Norden, gjorde han ærkebiskop Albrecht af Mainz til overagent for Tyskland. Denne havde sine underagenter, blandt hvilke dominikanermunken Johan Tetzel ved sin færd kaldte [[Martin Luther]] frem og blev den ydre anledning til [[Reformationen]] i 1517. Også i Schweiz bidrog en "afladskræmmer", Bernh. Samson, til at føre Zwingli ind på hans reformatoriske bane. Den katolske modreformation greb kraftig ind: afladshandel hørte straks op, og på Tridentinermødet blev den forbudt.<ref>Salmonsen, s.name="Salm 236f<237"/ref>
 
== Se også ==
89.683

redigeringer