Vildsvin: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Weblars (diskussion | bidrag) småret i forhold til den tyske udgave |
Weblars (diskussion | bidrag) finder kilder og andet |
||
Linje 22:
}}
[[File:Zwei Eicheln.jpg|thumb|Agern er et af vildsvinets
[[File:SchweineBeiSágana.jpg|thumb|Hun med
[[File:Frischling Wildschwein.JPG|thumb|Ungdyr]]
[[File:Wildsau im wilderlebnispark daun.jpg|thumb|Et
'''Vildsvinet''' (''Sus scrofa'') er et [[parrettåede hovdyr|parrettået hovdyr]] som tilhører [[Svin (familie)|svinefamilien]] (Suidae). [[Art]]en regnes som [[tamsvin]]ets vilde forfader. Vildsvinet er altædende og meget
== Udbredelse ==
Vildsvinet er hjemmehørende i skovområder i størstedelen af [[Europa]] og [[Asien]] samt i [[Nordafrika]] og på [[Sundaøerne]]. Arten er siden blevet indført til dele af både Sydamerika, Nordamerika og [[Australasien
Vildsvinet uddøde i [[Danmark]] som fritlevende dyr i begyndelsen i [[1801]]. Det sidste vildsvin blev skudt ved [[Silkeborg]]. Siden er vildsvinet genindvandret fra det nordlige Tyskland og er observeret over hele Sønderjylland.<ref>[http://maps.google.dk/maps/ms?f=q&source=s_q&hl=da&geocode=&aq=&ie=UTF8&hq=vorbasse&hnear=&msa=0&msid=214193987923357168184.0004a2115aeeb70333edf&ll=55.464842,9.095306&spn=0.502935,1.454315&t=h&z=10 Oversigtskort over vildsvineobservationer i Danmark fra
Vildsvinene findes nu naturlig i Sverige, Norge og Finland, men ikke i [[Island]] og på [[Færøerne]]. I Finland indvandrede vildsvinet via [[Karelen]] og [[Rusland]], hvor de findes i store flokke. Der er også sandsynlighed for at finske vildsvin vil indvandre til milde kyststrækninger i [[Nord-Norge]]. I Finland er bestanden af vildsvin fortsat ubetydelig. Den er anslået til omkring 1.000 dyr. Bestanden er størst i syd, mod grænsen til Russland. De finske
Svenskerne udryddede vildsvinet i det [[17. århundrede]], men genindførte det i det [[18. århundrede]] og senere til avl i [[1940'erne]]. I 1970erne rømte flere svin fra de svenske opdrættere, blandt andet i [[Skåne]], men de nåede at reetablere sig. I 1980 bestemte den svenske [[Rigsdagen|rigsdag]], at dyr som havde etableret sig i [[Stockholms län]] skulle få lov til at leve,
== Beskrivelse ==
Linje 64:
Mødes i parringstiden to hanner i konkurrence om hunnerne, opstår der som regel stærkt ritualiserede kampe om rangordenen. For at imponere de andre hanner kan en han f.eks. skrabe med bagbenene, sprede urin og lave lyde ved hurtigt at kaste hovedet fra side til side, hvorved de store hjørnetænder hvæsses mod hinanden, fordi under- og overkæbe forskyder sig. Efterhånden som ophidselsen tiltager, går denne adfærd over i tyggebevægelser eller "kæbeslag", hvor over- og underkæbe højlydt klappes mod hinanden. Ofte dannes herved skum omkring munden. Samtidig rejser ryggens lange børster sig, hovedet sænkes og begge hanner omkredser hinanden i løb, som ofte overgår til skulderkampe. Hvis ingen af dyrene har grebet flugten, kommer det til kamp, hvor dyrene bruger deres hjørnetænder i underkæben, for at støde mod modstanderens bug og kropsside. Derved kan dyrene få blødende sår. Kampen ophører først, når et af dyrene flygter.
Hunnens drægtighedsperiode varer fra cirka 114 til 118 dage („tre måneder, tre uger og tre dage“). I Centraleuropa fødes
Hunnen vælger før den skal føde omhyggeligt en tør og varm rede (kedel). I gennemsnit føder hunnen cirka syv unger. Under fødslen ligger hunnen i et sideleje. Hunnen bliver i ungernes første levedage overvejende i fødereden. Vejret bestemmer hvornår hunnen forlader reden med sine unger. Det kan vare fra en til tre uger. Hunnen forsvarer energisk sine unger. Derved kan det også komme til angreb på mennesker.
|