Norges fiskeri: Forskelle mellem versioner

Den ældste kendte måde at behandle de opfiskede torsk på, var at skære dem op efter bugen, udtage indvoldene og så hænge fisken op til lufttørring på træstilladser, såkaldte hjell. Ved denne fremgangsmåde fremstillede man tørfisk. Fra England indførtes i 17. århundrede den nu almindeligste behandlingsmåde af fisken: Man renser den omhyggelig og nedsalter den i fiskeværene, hvorefter den føres til tørrepladser i de indre dele af fjordene, hvor den lufttørres på flade klipper langs stranden. Den vare, man således opnår, kaldes klipfisk. En skrei, der vejer 4,8 kg, afgiver 1 kg klipfisk. Tørfisken bliver som handelsvare forsendt fra Bergen. Trondhjem, Tromsø og Hammerfest, hovedsagelig til det nordlige Sverige og til Italien; Klipfisken går fra Ålesund, Kristiansund og Bergen for størstedelen til Spanien, Portugal, Brasilien og de spansktalende lande i Syd- og Mellemamerika. De vigtigste biprodukter ved torskefiskerierne er levertran (hvoraf dampmedicintran er det fineste produkt), saltet rogn, der bruges som agn ved de franske sardinfiskerier, samt de afskårne hoveder og de udtagne indvolde, der afgiver råstoffet for fabrikmæssig fremstillet [[guano]] (gødning).