Pink (sanger): Forskelle mellem versioner

Det var først efter en meget spektakulær opførelse af sit eget nummer "Glitter in the Air" i forbindelse med de amerikanske Grammy-prisuddelinger i 2010, at Pink opnåede samme grad af popularitet i sit hjemland, som hun siden 2006 har nydt i Europa og i særdeleshed Australien, hvor hendes koncerter har slået alle tidligere publikumsrekorder i forbindelse med koncerter og omsætning.

 

Pink fik sit gennembrud med cd'en: ''[[Can't Take Me Home]]'' (2000) der solgte 4 millioner albums verden over. Cd'en indeholdt blandt andet de amerikanske top 10 hits "There You Go" og "Most Girls". I 2001 medvirkede hun på soundtracket til [[Baz Luhrman]]s film ''Moulin Rouge!''<ref>[http://www.imdb.com/title/tt0203009/ Moulin Rouge! (2001) – IMDb<!-- Bot genereret titel -->]</ref> med nummeret ''Lady Marmalade'', hvor hun sang med [[Christina Aguilera]], rapperen [[Lil' Kim]] og Mýa. Sangen blev et kæmpehit verden over og blev det mest succesfulde radiohit, der kun var udgivet som single.

 

P!nk blev efter sit gennembrud træt af at blive markedsført som en anden tyggegummi-popsanger, og søgte at blive en mere seriøs sangskriver og musiker. Derfor tog hun mere styring over det musikalske udtryk fra og med sit andet album ''[[M!ssundaztood]]'', der tilførte hendes musik et langt bredere stilmæssigt repertoire. M!ssundaztood, som fortsat er P!nks bedst sælgende album til dato (pr. januar 2009), havde en masse hits, heriblandt ''Get the Party Started'', den meget selvbiografiske ''Family Portrait'', teenage-rebelhittet ''Don't Let Me Get Me'', og ''Just Like A Pill''. Ydermere bød albummet på en duet med [[Aerosmith]]-forsangeren [[Steven Tyler]] på nummeret ''Misery''. P!nks vigtigste samarbejdspartner på dette album var musikproduceren [[Linda Perry]], der tilbage i 1990'erne var frontkvinde i [[4 Non Blondes]].

 

P!nks tredje studiealbum, ''[[Try This]]'' fra 2003, styrkede især P!nks rockmusikalske udtryk og gjorde hende (trods albummets lavere salgstal) til én af tidens mere bemærkelsesværdige og efterspurgte rockvokalister. Albummets største hit var rockschlageren ''Trouble'', mens andre singleudgivelser var ''God Is A DJ'' og ''Last To Know''. Netop dette album tilskrives gerne æren for mediernes profilering af hende som såkaldt ''bad ass''<ref>[http://www.fafarazzi.com/gossip/428088/Pink-Remains-A-Bad-Ass Pink Remains A Bad Ass!!! – Fafarazzi<!-- Bot genereret titel -->]</ref> (eller på gammelt dansk: en åbenmundet ''[[rejekælling]]''). På dette album var det rockmusikeren og produceren [[Tim Armstrong]], som P!nk især samarbejdede med. DVD-udgivelsen ''Live In Europe'' byder på liveversioner af en lang række numre fra dette album.

 

P!nks fjerde studiealbum, ''[[I'm Not Dead]]'' fra 2006, blev, ud over at være en salgsmæssig succes, også et gennembrud for P!nk som en politisk engageret musiker. Særligt to hits fra albummet påkaldte sig megen medieopmærksomhed: Det gjaldt dels singlen og musikvideoen ''Stupid Girls'' – en massiv kritik af piger, som plejer et ''bimbo''-image (dum blondine) både med hensyn til fysisk og intellektuel fremtoning og et opråb til kvinder om at føre sig frem som selvbevidste, intelligente mennesker. Dels gjaldt det den [[folk rock]]-inspirerede [[protestsang]] ''Dear Mr. President'' (med [[Indigo Girls]]), som var en bitter kritik af ''USA''s [[præsident]] [[George W. Bush]] og dennes regering med særlig adresse til USAs krig i [[Irak]], tendensen til religiøs [[konservatisme]] og [[social ulighed]]. DVD-udgivelsen ''Live At Wembley Arena'' rummer størsteparten af numrene fra dette album og byder desuden på en meget forlæg-tro coverversion af det gamle [[4 Non Blondes]]-hit ''What's Up'' (''What's Going On'') fra 1991. Den såkaldte ''I'm Not Dead''-turné begyndte i 2006 og varede det meste af 2007. Singleudgivelserne fra albummet tæller ''Who Knew'', ''Stupid Girls'' (særudgivet i en hhv. sprogligt censureret og ucensureret ("dirty") version), ''U + Ur Hand'' samt i flere lande en særudgivelse af ''Dear Mr. President'' som single.

 

I slutningen af oktober 2008 udkom P!nks femte studiealbum, som fik titlen ''[[Funhouse]]'' (≈ ''hurlumhejhus''). Titlen refererer til P!nks sammenligning af sit liv i underholdningsindustriens overhalingsbane med en slags følelsesmæssig rutschebanetur, eller et momentvis ubehageligt tivolibesøg.<ref>[http://pinkfans.org/2008/11/05/therapy-isnt-pinks-thing/ PinkFans.org » Maintenance Mode<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Flere af albummets numre er direkte inspireret af samme års midlertidige brud med gemalen Carey Hart, men i modsætning til den gængse sørgmodige fortælling om brudte parforhold, anskuer P!nk også bruddet såvel offensivt som positivt, hvilket mange musikanmeldere fremhævede som bemærkelsesværdigt.<ref>http://ibyen.dk/musik/cd-beat/article598527.ece (Erik Jensen, Politiken) og http://www.allmusic.com/album/r1436788 (Allmusic.com)</ref> Det blev til hele seks singleudgivelser fra dette album, nemlig: ''So What'', ''Sober'', ''Please Don't Leave Me'', ''Funhouse'', ''I Don't Believe You'' samt en ekstraordinær singleudgivelse af ''Glitter In The Air'' som følge af en yderst spektakulær liveoptræden med nummeret på amerikansk TV. Antagelig var denne optræden stærkt medvirkende til, at Pink nu for første gang i karrieren også kunne spille for fulde huse i sit eget hjemland.

Den efterfølgende turné, ''The Funhouse Tour'', fremstod med sin ''Cirque de Soleil'' inspirerede scenografi umiddelbart meget konceptpræget, men Pinks egen udfoldelse som ''live'' syngende luftakrobat medvirkede til, at mange anmeldere lod sig imponere af løjerne. Også koncertturnéens ''cover'' versioner af ''Babe I'm Gonna Leave You'', som [[Led Zeppelin]] gjorde berømt, og især den komplette fortolkning af [[Queen]] klassikeren [[Bohemian Rhapsody]] høstede bred anerkendelse.

 

I november 2010 udkom det første officielle opsamlingsalbum med singleudgivelser fra hele Pinks karriere siden debuten i 1999, under titlen "[[Greatest Hits... So Far!!!]]". Albummet indeholdt desuden to meget succesfulde nye numre, nemlig ''Raise Your Glass'' og ''Fuckin' Perfect'', der begge blev udgivet som singler.

 

Efter én af periodens økonomisk mest indbringende koncertturnéer, navnlig i Australien, igennem det meste af 2009 og 2010 og fødslen af datteren ''Willow Sage Hart'' i juni 2011 udgav Pink efter næsten fire års "albumpause" sit sjette studiealbum, "[[The Truth About Love]]" i efteråret 2012. Albummet, som indeholdt betragteligt flere numre end Pinks tidligere albums, fik en meget blandet modtagelse af anmelderne, som i Danmark var overvejende negativ. Kritikken gik på, at albummet manglede musikalsk fokus, var præget af gentagelser og manglende vovemod.<ref>[http://gaffa.dk/anmeldelse/64535 Pink: The Truth About Love<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Singleudgivelserne tæller i skrivende stund ''Blow Me One Last Kiss'', ''Try'', ''Just Give Me A Reason'' (duet med [[Fun (band)|Fun]] forsangeren [[Nate Ruess]]) samt ''True Love'' (med deltagelse af den britiske sanger [[Lily Allen]]). Rapperen [[Eminem]] kvitterede for Pinks medvirken på hans eget nummer ''Won't Back Down'' ved at medvirke på dette albums ''Here Comes The Weekend''. Singlen [[Try (Pink sang)|Try]], men især [[Just Give Me A Reason]] blev et verdensomspændende hit og spilles stadig hyppigt på de fleste radiostationer.