Transvaal: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m sprogret |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet en smule |
||
Linje 9:
== Historie ==
=== Baggrund ===
Landet hinsides floden [[Vaal]] var i begyndelsen af 1800-tallet beboet af bantunegre samt, længst mod sydvest, af nomadiske [[hottentotter]] og [[buskmænd]].<ref name="NF 605"/> Kort efter 1817 blev området udsat for omfattende hærgninger forestået af [[matabele]]folket under høvdingen [[Mosilikatse]], som var raget uklar med den [[zulu]]høvdingen [[Tschaka]] og som derfor af sikkerhedsmæssige grunde ønskede at etablere et bredt ubeboet bælte mellem sine nye bopladser og Tschakas rige.<ref name="NF 605"/> De få tilbageværende af de oprindelige indbyggere valgte at trække sig tilbage til bjergområderne i det nordlige Transvaal ([[Waterberg]] og [[Zoutpansberg]]).<ref name="NF 605">[http://runeberg.org/nfci/0327.html Söderberg, sp. 605]</ref>
=== De første boere ===
I en længere årrække havde derpå Transvaal fred for englænderne, men i det indre førtes der uafladelige kampe med de indfødte [[kaffere]], og 1876 var faren for en almindelig nedsabling af alle de hvide så stor, at boerne påkaldte Englands hjælp. Englænderne bragte også den ønskede hjælp, men den engelske kommissær Shepstone tilrev sig hele magten og gjorde 1877 faktisk Transvaal til en engelsk besiddelse; i øvrigt styrede han landet godt, gjorde en ende på kampene med de indfødte og bragte de fortvivlede finansforhold på fode, men forbitrelsen mod det engelske påtvungne herredømme steg hos boerne mere og mere, særlig efter at [[Paul Kruger]] var blevet valgt til præsident og Jourbert til øverstbefalende for hæren (generalkommandant).<ref name="Salm 698"/> Ved en pludselig overrumpling af de små spredte engelske troppestyrker lykkedes det boerne 1880 at afkaste det engelske åg, og den 27. februar 1881 tilføjede de en fra [[Natal]] fremrykkende engelsk hær et føleligt nederlag ved [[Majuba Hill]]; ved den kort efter sluttede fred anerkendte England Transvaals uafhængighed i den indre styrelse, men forbeholdt sig den ydre repræsentation, hvilket forhold 1884 blev indskrænket til, at Transvaal ikke måtte slutte overenskomster med andre stater (undtagen Oranjefristaten) uden Englands samtykke.<ref name="Salm 698"/> ▼
Få år efter, i [[1835]] og [[1836]] drog de første skarer af boere, under ledelse af L. Trichard, J. van Rensburg og [[A.H. Potgieter]]<ref name="NF 605"/>, der var utilfredse med den engelske Kapregering, over [[Oranje]] og [[Vaal]]-floden, og nogle trængte endog helt op til egnen om det nuværende [[Zoutpansberg]].<ref name="Salm 698">[http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0706.html Andersen, s. 698]</ref> Som følge heraf trak matabelerne under deres leder Mosilikatse sig tilbage til områderne nord for [[Limpopo]]floden.<ref name="NF 605"/> Potgieter grundlagde i 1838 byen [[Potchefstroom]] og oprettede en form for løs lokal myndighed i forbindelse med sine frænder syd for Vaal (i Winburg) og med boerne i [[Natal]].<ref name="NF 605"/>
En ny og større indvandring fandt sted i [[1848]], efter at boerne i Oranje havde lidt nederlaget ved [[Boomplats]] mod englænderne, og de indvandrede dannede en republik under navnet Transvaal.<ref name="Salm 698"/> Derved blev kolonisationen udvidet mod øst til [[Lydenburg]] og [[Zoutpansberg]], hvortil også Potgieter flyttede, mens andre boere slog sig ned omkring [[Potchefstroom]], hvor dei 1848 fik [[Andries Pretorius]], som tidligere havde været aktiv i Natal, som deres nye leder.<ref name="NF 605"/>
=== Sand River-konventionen ===
I begyndelsen gjorde englænderne fordring på overherredømmet over Transvaal lige som over [[Oranjefristaten]]<ref name="Salm 698"/>, men den [[17. januar]] [[1852]] indgik Pretorius og de britiske myndigheder [[Sand-River-konventionen]] (''Sand river convention'') hvorved briterne anerkendtes den ny republik, idet boerne hinsides Vaal fik ret at "styre sig selv efter egne love uden nogen brittisk regerings indblanding" på betingelse af, at de forpligtede sig til blandt andet ikke at holde slaver samt at sikre rejsende og handlende frihed inoden for sit område.<ref name="NF 605"/> Dette områdes grænser mod øst og vest blev ikke præciserede i konventionen.<ref name="NF 605"/> Kort efter tilsluttede også Potgieter sig denne aftale, og den kunne derfor ratificeres i [[Rustenburg]] den [[16. marts]] samme år af den folkerepræsentation (''volksraad''), som i henhold til en i 1849 vedtaget forfatning, kaldet "de 33 artiklaer", skulle være Transvaalboernes højeste myndighed.<ref name="NF 605"/>
Både Potgieter og Pretorius døde i 1853, og den nye stat var i en periode opdelt i fire af hinanden ret uafhængige distrikter, Potchefstroom, Lydenburg, Zoutpansberg og Rustenburg. Rådets centrale myndighed var nominel, og i realiteten blev magten i hver af distrikterne udøvet af den stedlige militære leder (''commandant-general'').<ref name="NF 605"/> Pretorius’ søn, Marthinus Wessels Pretorius var commandant-general i Potchefstroom og Rustenburg og forsøgte ihærdigt og med et vist held at få oprettet en stærk central myndighed.<ref name="NF 605"/> I juli 1855 blev han valgt som den første præsident i den Sydafrikanske Republik, som den nye stat nu officielt blev kaldt, men indre modsætninger lammede ofte hans myndighed, som ellers var blevet nærmere fastlagt ved en i december 1856 af en folkeforsamling i Potchefstroom. Den nye forfatning blev imidlertid ikke vedtaget af boerne i Zoutpansberg og Lydenburg, og Pretorius forsøgte derefter at styrke sin stilling ved at i januar 1857 foretage et angreb mod Oranjefri-staten for derved at tvinge denne til at forene sig med Transvaal.<ref name="NF 605"/>
Projektet mislykkedes, men i Transvaal blev genforeningsbestræbelserne genoplivet, de fire distrikter blev genforenede, og det blev besluttet, at den i 1855 grundlagte by Pretoria, der navnde navn efter den ældre Pretorius, skulle være centralregeringens sæde.<ref name="NF 606">[http://runeberg.org/nfci/0327.html Söderberg, sp. 606]</ref> Splittelsen var blevet fremmet ved den kirkelige splittelse mellem på den ene side den hollandsk-reformerte kirkes tilhængere og på den anden side en gammeltroende sekt, doppers, som blandt andre talte [[Paul Krüger]].<ref name="NF 606"/> Pretorius fortsatte imidlertid sine bestræbelser på at etablere en union med Oranjefristaten og lod sig i 1860 vælge til dennes præsident, og da unionsbestræbelserne fortsat mødte modstand i Transvaal, frasagde han sig præsidentposten der.<ref name="NF 606"/> Der efter fulgte en række år prægede af forvirring og partistrider mellem to udpegede præsidenter i Transvaal, til Pretorius i 1863 opgav sin nye præsidentpost og vendte tilbage til Transvaal for der i maj 1864 at blive præsident påny med Krüger som hele republikkens commandant-general ved sin side.<ref name="NF 606"/> Han gjorde også et forsøg på at udvide Transvaals område mod øst til havet ved [[Delagoa bay]] i 1868, men dette stødte på både britisk og portugisiskd modstand og måtte opgives.<ref name="NF 606"/> Heller ikke et forsøg på mod vest at annektere Tati-guldfeltet og andre dele af [[Bechuanaland]] efter opdagelsen af [[diamant]]fund ved Vaal-floden; disse områder blev ved Natalguvernøren Keates afgørelse i oktober 1871 tilkendt griquahøvdingen Waterboer, som efterfølgende blev britisk borger.<ref name="NF 606"/> Afgørelsen og den dermed forbundne utilfredshed fik i november 1871 Pretorius til at træde tilbage som præsident.<ref name="NF 606"/>
Pretorius blev i 1872 efterfulgt af Th. Fr. Burgers, under hvis ledelse Transvaals finanser blev fuldstændigt ødelagt og anarkiet i landet voksede.<ref name="NF 606"/>
=== Nye konflikter ===
▲I en længere årrække havde
De følgende år forløb nu i fred, og Transvaal modtog endog enkelte territoriale forøgelser, således indlemmedes 1887 den i [[Zululand]] liggende lille boerrepublik [[Nieuwe Republik]] som [[Distriktet Vryheid]] og 1895 [[Swasi-Land]]<ref name="Salm 698"/>, mens England 1885 annekterede de to små vest for Transvaal liggende boerrepublikker [[Stella-Land]] og [[Gosen (Sydafrika)|Gosen]].<ref name="Salm 698"/> Det fredelige forhold mellem Transvaal og England holdt sig dog ikke i længden. Efter de store [[guld]]fund rundt om i landet og navnlig i [[Witwaters Rand]], hvor byen [[Johannesburg]] voksede op i højt tempo, foregik der en livlig indvandring af fremmede, hovedsagelig englændere og amerikanere, de såkaldte "uitlanders", som hurtig blev utilfredse med boernes ikke i alle henseender heldige styrelse; navnlig trykkedes de stærkt af den høje afgift for minedriften, [[dynamit]]monopolet, den høje jernbanetarif og den dyre arbejdsløn, mens staten samtidig bragte sine finanser i en glimrende stilling.<ref name="Salm 698"/>
=== Boer-krigen ===
I [[1895]] dannede der sig derfor i Johannesburg et komplot med det formål med magt at kuldkaste boernes herredømme, og lederne trådte i forbindelse med [[Cecil Rhodes]], styreren af ''Chartered Company'', der ejede landet nordvest for Transvaal.<ref name="Salm 698"/> Under den dybeste fred brød Rhodes’ højre hånd, dr. Jameson, den 29. december 1895 fra [[Mafeking]] med 800 mand ind i Transvaal for at forene sig med de utilfredse uitlanders i Johannesburg.<ref name="Salm 698"/> Boerne havde dog fået nys om hans forehavende og tvang ham 1. januar 1896 til at overgive sig med alle sine folk ved [[Krugers-dorp]].<ref name="Salm 698"/> Lederne af bevægelsen i Johannesburg blev dømte til døden eller fængsel, men alle benådede, Jameson blev udleveret til englænderne.<ref name="Salm 698"/> Den engelske regering fralagde sig al forbindelse med de folk, der havde foretaget et så flagrant brud på folkeretten, men koloniministeren Chamberlain støttede dog på alle måder uitlanders’ krav på stemmeret, hvad boerne bestemt modsatte sig, dels fordi uitlanders efterhånden var komne i flertal, og boerne således ville miste herredømmet i deres eget land, dels fordi uitlanders talte mange eventyrere og løse fugle, som ikke ville fæste bo i landet men forsvinde så snart, de havde tjent sig en formue.<ref name="Salm 698"/> Spændingen voksede fra år til år; boerne benyttede tiden til at forsyne sig med krigsmateriel over [[Delagoa-Bugten]] og til at slutte et nært forsvarsforbund med søsterrepublikken [[Oranjefristaten]], mens samtidig englænderne forstærkede deres troppestyrke i Sydafrika og trak tropper sammen langs Transvaals grænser.<ref name="Salm 698f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0706.html Andersen, s. 698f]</ref>
Den [[9. oktober]] [[1899]] opfordrede præsident Kruger englænderne til at trække deres tropper bort fra grænsen<ref name="Salm 699">[http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0707.html Andersen, s. 699]</ref>, og da englænderne vægrede sig, begyndte krigen den [[12. oktober]] 1899.<ref name="Salm 699"/> Begyndelsen var meget heldig for boerne, men efter general Cronje’s kapitulation i februar 1900<ref name="Salm 699"/> udbredte englænderne, der efterhånden havde samlet en mægtig hær i Sydafrika, sig over hele Transvaal, og til trods for Botha’s, Delarey’s, De Wet’s og andres heltemodige kampe måtte boerne bukke under for overmagten og slutte [[Freden i Vereeniging]] [[15. maj]] [[1902]], hvorved England annekterede hele landet.<ref name="Salm 699"/> I de første år efter anneksionen holdt spændingen mellem boerne og englænderne sig, men efter at der [[1906]] var indført selvstyre<ref name="Salm 699"/>, bedredes forholdet. Boernes overgeneral i krigen [[Louis Botha]] blev Transvaals første præsident.<ref name="Salm 699"/>
=== Den sydafrikanske union ===
I 1909 vedtog parlamenterne i Kapstaten, Natal, Oranjefristaten og Transvaal en statslig sammenslutning, og [[1. maj]] [[1910]] trådte Transvaal ind som provins i [[Sydafrikanske union|Den Sydafrikanske Union]].<ref name="Salm 699"/> Ved [[1. Verdenskrig]]s begyndelse i 1914 deltog et antal boere i det vestlige Transvaal i rejsningen mod England, men hovedmassen under Botha’s og Smut’s førelse forblev loyale.<ref name="Salm 699"/> I foråret 1914 var der også en del uroligheder i minedistrikterne, men i øvrigt har forholdene i det indre været rolige til trods for den store forskel i levevis og livsopfattelse mellem de meget konservative "Back-Veld"-Boere og de stærkt demokratiske elementer i minedistrikterne.<ref name="Salm 699"/>
Line 31 ⟶ 49:
{{Commonscat|Transvaal}}
{{coord wd|region=ZA|type=country}}
| |||