Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner

I juni samledes en [[herredag]] i København for at skaffe landet en konge. Valget stod mellem Frederik 1.s to sønner: [[Christian 3.|Hertug Christian]], der var protestantismen hengiven, og den 12-årige [[Hans den Ældre|Hertug Hans]], som den katolsksindede adel ønskede på tronen.<ref>Ljungfors, s. 23</ref> Da ingen af de to partier kunne tvinge sin kandidat igennem, enedes de om at udsætte valget til den følgende sommer for at få nordmændene med. Misfornøjede herover forlod flere protestantiske adelsmænd, ledet af [[Mogens Gjøe]], herredagen.<ref name="Witt 174">Wittendorff, s. 174</ref> Resultatet var således magert, omend det lykkedes at slutte et gensidigt forsvarsforbund, en "union" med hertugdømmerne<ref name="Witt 174"/>, og de ydre forhold var fortsat meget truende. I praksis havde rigsrådet taget magten ved et statskup. Flere af rådets medlemmer nægtede at støtte magtovertagelsen, og kun 23 af herredagens 37 deltagere beseglede recessen.<ref>Wittendorff, s. 173</ref> I religiøs henseende benyttede katolikkerne i [[rigsråd]]et, ledet af bisperne, deres overmagt til at gennemføre en [[reces]], der blandt andet lagde udnævnelsen af [[præst]]erne i bispernes hånd, hvorved de søgte at sætte en grænse for den [[luthersk]]e læres udbredelse. Indenfor den nya midlertidige regering var det de konservative blandt prælaterne og adelen, som snart fik overmagten og benyttede sitiationen til at virke for, at hele den danska kirkeordning skulle føres tilbage under pavestolen i Rom.<ref>Johannesson, s. 118</ref> Ærkebiskop [[Torbern Bille (ærkebiskop)|Torben Bille]] erklærede sammen med domkapitlet i Lund de evangelske prædikanter som kættere, bandlyste dem ocg erklærede dem fredløse. De fleste prædikanter måtte nu flygte, men i Malmø nød de bystyrets beskyttelse.

Efter indtoget i København blev natten til den 12. august ærkebiskopen [[Torbern Bille (ærkebiskop)|Torben Bille]] sammen med to andre biskopper, som befandt sig i staden på daværende tidpunkt, arresterede. Også rigets øvrige biskopper rundt om i landet blev arresterede.<ref name="joh122">Johannesson, s. 122</ref> Kongen indkaldte til en herredag i København den 20. oktober 1536 og under denne blev det besluttet, at biskopperne skulle afsættes og deres gods skulle inddrages og overdrages Kronen. Domkapitlerne og klostrene fik tilladelse til at fortsætte deres virksomhed, indtil at de blev reformeret. Klostrenes munke måtte forlade klostrene, men his de valgte at forblive i landet, skulle de prædike evangelske tekster.<ref name="joh122" /> Christian III krævede tillige, at rigsråderne skulle love, at ingen fremtidig biskop måtte udøve verdslig magt i Danmark. Endvidere krævede han, at syv riksråder, som alle var skåninger, skulle underskrive særlige forpligtelsebreve, hvori de svor kongen trohed. Dette på grund af at den skånske adel havde byttet side under fejden.<ref name="joh122" />

Efter [[herredag]]en virkede Christian III for at organisere en fyrstestyret national kirke, som stod selvstændig i forhold til pavestolen i Rom og den katolske kirke. En ny [[kirkeordning]] blev udarbejdet på kongens foranledning i 1537 og kunne gennemføres i sin endelige form i [[1539]]. Biskopperne blev erstattede som stiftsledere af [[superintendent]]er (en titel som dog blev kortvarig og snart gik man tilbage til benævnelsen biskop).<ref name="joh122" /> De skulle udnævnes af kongen, og de måtte ikke tjene nogle større indkomster. Sognepræsterne pålagdes at prædika evangeliet, og menigheden skulle opdrages i den evangelske tro. Undervisning i katekismen blev indført for børn og blev forestået af [[klokker]]ne{{dn|dato=april 2018}}. Dermed var reformationen blevet fuldt ud gennemmfort i Danmark.