Grevens Fejde: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m rettet intern henvisning |
Rmir2 (diskussion | bidrag) m sprogret |
||
Linje 86:
Norge havde under hele krigen holdt sig i baggrunden. Vel havde den katolske ærkebiskop [[Olav Engelbrektsson]] søgt at frigøre landet fra dets danske afhængighed, men dels optrådte han meget svagt men selvrådende, dels forholdt befolkningen sig ganske rolig, og i håndfæstningen bestemtes det nu, at Norge for fremtiden skulle være »som et ledemod af Danmarks rige«. Formelt gik derved Norges selvstændighed til grunde, men reelt blev Norge også fremover regeret som et eget rige, der blot havde konge fælles med Danmark. På samme rigsdag afskaffedes ved recessen af [[30. oktober]] [[1536]] den katolske bispeværdighed, og [[Reformationen]] gennemførtes.<ref name="Sal 110"/>
Efter [[herredag]]en virkede Christian III for at organisere en fyrstestyret national kirke, som stod selvstændig i forhold til pavestolen i Rom og den katolske kirke. En ny [[kirkeordning]] blev udarbejdet på kongens foranledning i 1537 og kunne gennemføres i sin endelige form i [[1539]]. Biskopperne blev erstattede som stiftsledere af [[superintendent]]er (en titel som dog blev kortvarig og snart gik man tilbage til benævnelsen biskop).<ref name="joh122" /> De skulle udnævnes af kongen, og de måtte ikke tjene nogle større indkomster. Sognepræsterne pålagdes at prædika evangeliet, og menigheden skulle opdrages i den evangelske tro. Undervisning i katekismen blev indført for børn og blev forestået af [[Kordegn|klokker]]ne. Dermed var reformationen blevet fuldt ud
Således fik Danmark en retmæssig konge, afskaffet biskoppers misregimente, adelen sat på plads og fastlagt fremtidens tro. Fælles fjender bevirkede, at den dansk-norske og den svenske konge for en tid kunne finde grundlag for et samarbejde. Dette blev formaliseret ved [[aftalen i Brømsebro 1541]].
| |||