Den spanske arvefølgekrig: Forskelle mellem versioner

Konflikten blev udløst af de spanske [[Huset Habsburg|Habsburgeres]]eres uddøen med [[Karl 2. af Spanien|Carlos II]]. [[Frankrig]] forsøgte at indsætte deres egen kandidat på tronen i opposition til de [[østrig]]ske Habsburgere. Det fik [[Storbritannien]] og [[Nederlandene]] til at gå ind i krigen på østrigsk side. En række allierede sejre ved [[slaget ved Blenheim|Blenheim]], [[Ramillies]], [[Oudenarde]] og [[Malplaquet]] udmattede efterhånden Frankrig, så da den østrigske kandidat blev [[kejser]] i [[1711]], benyttede de lejligheden til at slutte fred med Storbritannien og Nederlandene i [[Utrecht]] [[1713]], hvorefter Østrig var nødt til at opgive videre forsøg på at forhindre [[Huset Bourbon|Bourbonerne]]erne i at blive konger af [[Spanien]], omend det blev fastlagt at Frankrig og Spanien aldrig måtte få samme hersker. Krigen sluttede med [[Første kongres i Rastatt|freden i Rastatt]] 1714.

=== Tidens krigsførselkrigsførelse ===

Krigen førtes i [[Italien]], Spanien, Tyskland, Nederlandene med vekslende held. Den trak i langdrag ikke alene på grund af de betydelige hjælpekilder, de to magtgrupper rådede over, men også ved krigsskuepladsernes udstrækning i forhold til kommunikationernes udviklingstrin, samt også på grund af tidens krigsførelse. I modsætning til den senere [[Napoleonskrigene|napoleonske krigsførelse]] og det 20. århundredes, stræbte ingen efter hurtige afgørelser på kamppladsen. Man søgte derimod at trætte modstanderen, udtømme hans resourcerressourcer af soldater og især penge. Man undgik i almindelighed slag; ville man fortrænge modstanderen, var det almindelige middel hertil at manøvrere, true hans forbindelseslinierforbindelseslinjer og ødelægge hans forråd. Kom det alligevel til slag, kæmpedes der tappert, og kampene var da ganske overordentlig blodige. Men sejren blev ikke udnyttet ved en forfølgning, noget datidens hærførere ville have anset for alt for farligt — og den sikre vej til opløsning for forfølgeren. Alle disse forhold stod i forbindelse med den måde, hærene var dannet på: det var en lejet hær, og lejesoldaten var alt andet end pålidelig, navnlig ikke efter et slag; han var på den anden side kostbar; man sparede på sine soldater, ikke af menneskelighed, men fordi de repræsenterede en pengeværdi, og penge var netop det, man trængte hårdest til for overhovedet at føre krigen. Nutidens metoder til at rejse betalingsmidler havde man ikke; det var rede penge, man skulle have. Alle disse forhold må tages i betragtning for at forstå den meget lidt energiske krigsførelse, der præger styrkeprøven mellem de europæiske magter — med mange fremragende hærførere i begge lejre.

Allerede året efetrefter rådede Frankrigs modstandere over langt betydeligere kræfter, men anvendte dem meget spredt. De kæmpede i Italien, i Nederlandene og ved Øvre Rhin med vekslende held. I Italien havde prins Eugens tropper stor fremgang, og den franske general [[François de Neufville, duc de Villeroi|Villeroie]] blev tvunget til overgivelse i [[Cremona]]. Villeroies efterfølger [[Louis Joseph de Bourbon, duc de Vendôme|Vendome]] standsede dog de kejserlige hæres fremrykning. På de andre krigsskuepladser skete der dette år ikke begivenheder af stor betydning.

Året 1705 bragte imidlertid ikke de allierede det store resultat, som det foregående heldige felttog syntes at love, og som de allierede utvivlsomt havde kunnet nå ved en samlet optræden. Marlborough og Eugen skiltes; den første ville med 60.000 mand operere langs Mosel for ad denne vej at trænge ind i Frankrig, den sidste gik til Italien. Ingen af dem havde synderligt held med sig. Den franske general Villars imødegik Marlboroughs operationer med stor dygtighed, og i Italien, hvor franskmændene rådede over 77.000 mand under Vendome, kunne Eugen, der kun rådede over 44.000 mand, heller intet udrette; han led endog et betydeligt nederlag ved [[Cassano]].

Men [[1707]] var franskmændene atter uheldige. [[23. maj]] sejrede Marlborough over den franske general Villeroi i et større [[Slaget ved Ramillies|slag ved Ramillies]] og erobrede derved en stor del af det rige Flandern. Vendome blev nu tilkaldt fra Italien for at standse Marlborough, hvilket da også lykkedes. Men i september angreb prins Eugen den nu kun 60.000 mand stærke franske hær i Italien, besejrede den og jog franskmændene ud af Italien. Krigen havde således taget en for Frankrig ugunstig vending. Dets hære var drevne ud af Bayern, Italien og en stor del af Flandern; dets grænser truedes på det alvorligste.

[[1708]] begyndte invasionen i Nordfrankrig. Den ved [[Mons]] opstillede franske hær, cirka 100.000 mand under [[Hertugen af Bourgogne]] med Vendome som hjælper, blev i juni overrasket af Marlborough i [[Slaget ved Oudenarde]] og eftertrykkelig slået. Sejren blev dog ikke udnyttet, heller ikke da prins Eugen kort efter ankom med 24.000 mand, skønt de allieredes hære derved bragtes op til 120.000 mand. I stedet for at gøre det af med den franske hær, indlod man sig på en belejring af [[Lille]]. Denne fæstning blev ganske vist erobret, men hermed gik tiden, og ved vinterens indtræden standsede operationerne.

I Spanien forefaldt der forskellige kampe. I begyndelsen. var disse uheldige for kong Filip, der en tid kun rådede over spanske tropper, idet Ludvig 14. havde brug for sine andetsteds. Men da Filip senere på ny fik franske hjælpetropper under Vendome, vendte bladet sig, ækehertugærkehertug Karl blev slået ved Villa-viciosa ([[10. december]] [[1710]]) og trak sig tilbage til Katalonien.

Indrepolitiske forhold i de fjendtlige stater kom nu Ludvig 14. til hjælp. I England skete der regeringsskifte, og den ny [[tory]]regering indledede fredsforhandlinger; i Østrig døde [[Josef 1. (Tysk-romerske rige)|kejser Josef]] (var 1705 fulgt efter sin fader Leopold) uden at efterlade sig sønner, hvorpå ærkehertug Karl blev kejser. Hele situationen var nu forandret. England ønskede på ingen måde at se kejser Karl også som konge af Spanien og førte fra nu af kun krigen med ringe kraft. Under disse omstændigheder skete der [[1711]] intet af betydning på krigsskuepladserne, og om efteråret kaldtes Marlborough tilbage.

Felttoget [[1712]] begyndte med, at Eugen angreb flere franske fæstninger, men imidlertid slog Villars hollænderne ved [[Denain]], hvorefter Eugen måtte trække sig tilbage, mens Villars tilbageerobrede de fleste franske fæstninger. Fredsforhandlingerne mellem Frankrig og England var imidlertid blevet fortsat og førte [[1713]] til [[Freden i Utrecht]].