Vendere: Forskelle mellem versioner

 

 

I Dansk historieskrivning kendes venderne mest som et fjendebillede, da de i middelalderen ofte foretog krigstogter imod de danske øer, ligesom danske konger ofte foretog togter imod venderne. Særlig berømt i dansk tradition er Valdemar den Store og Biskop Absalons succesfulde erobringstogt mod venderne på [[Rügen]] og erobringen af deres borg [[Arkona]].

[[Jordanes]] beskrev i 500-tallet en stamme af ''Venethi'' der bor ved [[Wisła]]-flodens kilde og det antages ofte at disse er de samme som de senere vendere.<ref name=Curta/> De hører til en større gruppe af slaviske stammer som blev beskrevet som boende i [[Donau]]-egnene og omkring [[Karpaterne]].

 

 

Forholdet til såvel det [[tysk-romerske rige]] som det spirende danske kongerige synes at have varieret. Således fortæller [[Saxo]] eksempelvis, at de pommerske vendere deltog på dansk side under [[Harald Hildetand]] i [[Slaget ved Bråvalla|Bråvallaslaget]] i midten af [[700-tallet]].

 

=== Tysk overherredømme ===

Efter de store nederlag blev venderne gradvist germaniseret og assimileret i de tyske riger – og i kortere perioder ligeledes de danske og svenske. Heraf kommer danske og svenske kongers historiske påberåbelse af at være henholdsvis ''[[de venders]] og [[de goters]] konge'' (indtil 1972) og ''Götes och Vendes Konung'' (indtil 1973).

 

Et vendisk fyrstehus holdt sig i [[Forpommern]], et andet i [[Bagpommern]], et tredje i [[Mecklenburg]], hvor det blev siddende lige til revolutionen i 1918 som herre til den vendiske krone. Men hvad enten herskerne var indfødte eller indvandrede, så var de snart lige enige om at hylde tysk sprog og kultur; en fyrst [[Vizlav]] af Rügen optrådte som tysk minnesanger; tyske håndværkere og agerbrugere indkaldtes i massevis, og venderne trængtes tilbage som foragtede barbarer. [[Skrå|Lavsskrå]]erne udelukkede regelmæssig folk af "vendisk eller anden uærlig æt"; endnu i 1752 udstødtes en tøjmager i [[Neumark]] af sit [[Lav (organisation)|lav]], fordi hans kones bedstemoder skulle stamme fra vendere. Således fortyskedes venderne efterhånden. I 1407 skal på Rügen den sidste vendisk talende person være død. Indtil 13-1400-tallet var venderne i [[Øvre Sachsen]] endnu så talrige, at der holdtes retspleje på vendisk (indtil ca. 1300 i [[Anhalt]], indtil 1378 omkring [[Leipzig]], indtil 1424 i [[Meissen]]); brugen af vendisk sprog afskaffedes i Leipzig, siger en krønike, fordi rådsherrerne havde fattet "had og væmmelse" derimod. Indtil 1700-tallets slutning taltes der endnu vendisk i [[Hannover]] øst for [[Lüneburg]].<ref name="Salm 717" />

 

 

I dag er der kun to slaviske grupper, der regnes som vendere: [[sorber]]ne i [[Lausitz]] (østlige [[Tyskland]]) og [[kasjubere|kasjuberne]] i [[Pommern]] (nordlige [[Polen]]).{{kilde mangler|dato=marts 2017}}

 

== Litteratur ==

Vendernes litteratur er mest religiøs og folkelig oplysende; dens ældste mindesmærke er en katolsk [[bøn]]nebog fra [[1512]].<ref name="Salm 718"/>

 

== Bebyggelse ==

[[Fil:Oldenburg-oh-wallmuseum.jpg|thumb|Elbslavisk bebyggelse med anløbsbro i egnsmuseet i [[Oldenburg in Holstein]] (ca. 7 - 800 tallet).]]

 

== Vendiske spor i Danmark ==

 

Der kendes flere Vindeby-steder i de syddanske kystegne (henholdsvis på Tåsinge, Langeland, Lolland), og fra Lolland-Falster er optegnet stednavne, heraf mange marknavne, der viser slavisk-vendisk sprogbrug. Fordelingen af dette navnestof viser tillige, at de vendiske indvandrere har bosat sig side om side med danskerne – ikke i særlige kolonier. Ved Fribrødre Å er fundet spor af et vendisk snekkeværft.<ref>Madsen</ref>

 

 

== Noter ==

 

== Litteratur ==

 

== Eksterne henvisninger ==

 

== Se også ==