|
[[Fil:Baldr dead by Eckersberg.jpg|thumb|''Balders Død'', malet af [[C.W. Eckersberg]] i 1817]]
Guldalderen er en betegnelse for fisse
'''Den danske guldalder''' er betegnelsen på en periode i dansk kunst- og kulturliv fra ca. 1800 til ca. 1850.<ref>[http://www.guldalder.dk/ Guide til dansk guldalder.]</ref> I begyndelsen af 1820’erne kan man tale om en egentlig københavnsk kunstskole, der gjorde [[København]] til et kunstcentrum på lige fod med [[München]], [[Dresden]], [[Berlin]] og andre storbyer i Europa. Det var [[C.W. Eckersberg]] og [[J.L. Lund]], der lagde fundamentet til ''Københavnerskolen'' gennem deres undervisning af kunstnere som [[Christen Købke]], [[J.Th. Lundbye]], [[Wilhelm Bendz]] og [[Constantin Hansen]].<ref>"... Københavnerskolen, som især har vundet indpas i udlandet, og som skal markere den betydning, København havde som kunstcentrum med et kunstakademi, der tiltrak en række tyske kunstnere som [[Caspar David Friedrich]] (1774-1840) og Philipp Otto Runge (1777-1810)." fra [http://tilbygningen.dk/arkivet/artikel/149 ''Om guldalderen''- en introduktion] af Kasper Monrad.</ref>
To begivenheder nævnes som begyndelsen på guldalderen: [[Heinrich Steffens]]' hjemkomst efter sin [[dannelsesrejse]] og hans foredrag om turen og [[Guldhornene|Guldhornstyveriet]].
Guldalderen sluttede omkring 1850, da flere af kunstnerne døde eller holdt op med at udøve deres kunst.<ref>Kasper Monrad, ''Det Danske Landskab – De danske malere på J.C. Dahls tid'', ISBN 978-82-7326-103-8, side 36</ref> Andre vigtige begivenheder var [[Treårskrigen]], [[Danmarks historie (1814-1848)#Enevælden afskaffes|enevældens]] ophør, vedtagelsen af [[Grundloven]] i [[1849]], [[Koleraepidemien i København 1853|koleraudbruddet]] i [[København]] i [[1853]] og "[[Københavns volde|voldenes fald]]", det vil sige, at København nu kunne udvide sig uden for den indre by.
Den danske kultur blomstrede inden for forskning, litteratur, billedkunst og musik i perioden: fysikeren [[H.C. Ørsted]], digterne [[Adam Oehlenschläger]], [[N.F.S. Grundtvig]], [[B.S. Ingemann]], forfatterne [[H.C. Andersen]] og [[Søren Kierkegaard]]. Maleren [[C.W. Eckersberg]], billedhuggeren [[Bertel Thorvaldsen]] og komponisterne [[C.E.F. Weyse]] og [[J.P.E. Hartmann]].
I 1890 brugte [[Valdemar Vedel]] første gang begrebet ''guldalder'' i sin doktorafhandling med titlen ''Studier over Guldalderen i dansk Digtning'' og [[Vilhelm Andersen]] nævner 1896 Henrich Steffens som årsagen til ''Guldalderens'' begyndelse i sin [[disputats]] ''Guldhornene''. Det var nu indlysende, at der her var tale om et af de rigeste afsnit i dansk kulturhistorie.<ref>Claus M. Smidt og Mette Winge, ''Hen over torv og gade, Mennesker og huse i Guldalderens København'', ISBN 87-00-25216-6, side 17</ref>{{,}}<ref>[http://www.adl.dk/adl_pub/fportraet/cv/ShowFpItem.xsql?ff_id=64&p_fpkat_id=indl&nnoc=#a1.3 "Vilhelm Andersens guldalderkonstruktion"] fra Adl.dk, ''Arkiv for Dansk Litteratur'' — Johan Fjord Jensen har dog en noget køligere vurdering i Bind III af ''Efter Guldalderkonstruktionens sammenbrud'', Modtryk 1981, side 19ff, hvor han bl.a. kalder guldalderkonstruktionen for en effektiv modmodel mod den radikalborgerlige hjemløshedsdigtning, der havde udviklet sig efter 1870. (side 20)</ref> I en europæisk sammenhæng kalder man perioden for ''[[romantikken]]'', og i tysk og østrigsk sammenhæng bruger man begrebet ''[[biedermeier]]'' især om billedkunst og kunsthåndværk.
== Periodiseringen ==
Den danske guldalder er tidsfæstet forskelligt, alt efter hvilke kilder for kunstarter og videnskaber, der er udgangspunktet.
=== Malerkunst ===
[[Knud Voss]] sætter tiden til 1810-1850 i ''Guldaldermalerne'',1976.<ref>Knud Voss, ''Guldaldermalerne'', ISBN 87-7321-072-2, side 9</ref> Inden for malerkunst taler [[Hans Edvard Nørregård-Nielsen]] om 1815-50 i ''Dansk guldaldermaleri'',1995. [[Kasper Monrad]] siger: "Den danske guldalder indenfor billedkunsten dateres gerne ca. 1815-50" i ''Om guldalderen – en introduktion''.<ref>[http://tilbygningen.dk/arkivet/artikel/149 Om guldalderen – en introduktion]</ref> Denne datering henviser til henholdsvis Eckersbergs hjemkomst fra sin studierejse 1813-16 og Købke og Lundbyes død i 1848.
=== Litteratur ===
Vilhelm Andersen angiver guldalderen: Først i 1800-tallet og flere "slægtled". I det første slægtled er det Heinrich Steffens, der inspirerer Adam Oehlenschläger til at skrive sine romantiske digte med "det anede høje": {{citat|Det Gennembrud, der finder Sted i den danske Litteratur i de første Aar af det nittende Aarhundrede, og som er Forudsætningen for den følgende Udvikling, i al Fald indtil Midten af Aarhundredet, er altsaa bredere end den samtidige tyske Romantik i snævere Forstand... Det er fra først af en stor aandelig Frigørelse, der ytrer sig samtidig i Religion, Filosofi og Poesi og især i Foreningen af disse tre Elementer i en hel og harmonisk Opfatttelse af Livet. Naar dette er Romantik, er de Romantikere. Det er i alle Tilfælde Guldalder. Udtrykket lyder noget mytologisk, men kan dog bruges om en Periode i Kulturens Historie, der arbejder med Held og uden Møje paa at fremstille store Stoffer i simple Former.|Vilh. Andersen, ''Illustreret dansk Litteraturhistorie'', bind 3, 1924, s. 140.}}
[[Georg Brandes]] var mindre begejstret for perioden og kommenterede Vilhelm Andersens beskrivelse således: {{citat|Ikke alt, som glimrede i den, var Guld, og nogen Guldmine var den overhovedet ikke.|Georg Brandes, ''Samlede Skrifter'', 1905, bind 15, s. 286.}}
Ikke desto mindre blev begrebet en fasttømret del af den danske litteraturhistorie, og bruges om perioden fra gennembruddet i 1802 helt op til omkring 1850.<ref>[http://www.guldalder.dk/show.asp?id=15 Guide til dansk guldalder – Litteratur – Guldalder.dk]</ref> I litteraturen varede guldalderen således et par år længere end i malerkunsten. I dag bruger litterater primært betegnelsen ''romantik'' om perioden for ikke at isolere den danske litteratur fra den europæiske.
== Det nye København og den kulturelle rigdom i en kaotisk tid ==
Guldalderen i København er på overfladen harmonisk og idyllisk, men [[Danmark]] rammes af forfærdelige ulykker: [[Slaget på Rheden]] 1801, [[Københavns bombardement]] [[1807]], [[Statsbankerotten 1813|pengeombytningen]] i 1813 og tabet af [[Norge]] til [[Sverige]] 1814. Trods disse udfordringer blomstrer kulturen i København: Bertel Thorvaldsen skabte sine skulpturer, [[August Bournonville]] sine balletter, [[Grundtvig]] og [[B.S. Ingemann]] digtede salmer, Kierkegaard filosoferede og [[H.C. Andersen]] digtede sine eventyr. Arkitekten [[C.F. Hansen (arkitekt)|C.F. Hansen]] prægede hovedstaden, og Købke, Eckersberg og [[J.Th. Lundbye]] malede by, vand og land.
[[Fil:Gammel Strand 50 København.jpg|thumb|left|Gammel Strand 50, tegnet af Harsdorff og opført 1798.]]
[[Fil:Med lov skal man land bygge 2004 ubt.jpeg|thumb|Domhuset på Nytorv tegnet af C.F. Hansen.]]
Ved [[Københavns brand 1795]] brændte omtrent 950 huse ned til grunden. Byggeriet kom hurtigt i gang, for økonomien var god på grund af Danmarks neutralitets- og handelspolitik i begyndelsen af [[Napoleonskrigene]]. Det var arkitekten [[C.F. Harsdorff]] og hans elever, der formede byen. Harsdorff havde rejst i [[Frankrig]] og [[Italien]] og var præget af deres fornemme huse og palæer.
Harsdorff kom ikke til at udforme nogen af byens store offentlige bygninger, men det var ham, der tegnede størstedelen af den rige borgerklasses boliger. Langs Københavns elegante gader og pladser skød Harsdorffs palæer op, ofte med fornemme [[pilaster|pilastre]] på de klassiske facader. [[Kongens Nytorv]] 3-5 opførte Harsdorff til sig selv. Langs [[Holmens Kanal]] ligger gode eksempler på Harsdorffs borgerpalæer.
Stadskonduktør og stadsbygmester, [[Jørgen Henrik Rawert]] og [[Peter Meyn]], lavede efter branden en plan for det nye københavnske gadenet. For at lette brandslukninger skulle vejene gøres bredere og rettes ud, og nye hjørneejendomme skulle opføres med afskårne hjørner, så hvert gadekryds næsten var en lille plads. København kom efterhånden til at fremstå som en lysere og luftigere stad.
[[Fil:Klosterstræde 24 København.jpg|thumb|left|Klosterstræde 24. Bygget ca. 1820, viser et "afskåret" hjørne som gav lys og luft til Københavns gader i Guldalderen.]]
De mest markante offentlige bygninger blev tegnet af Harsdorffs ven og elev, C.F. Hansen.
Kvarteret omkring [[Vor Frue Kirke (København)|Vor Frue Kirke]] og [[Nytorv]]/[[Gammeltorv (København)|Gammeltorv]] var hårdt ramt af englænderne. C.F. Hansen, som kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen karakteriserer som "magtmenneske indtil det brutale",<ref>Hans Edvard Nørregård-Nielsen, ''Kongens København'', Gyldendal, 2000, s. 28</ref> var den rette person til at konkretisere [[Frederik 6.]]s bestemte enevældsregering i form af autoritetens institutioner, kirke, domstol og skoler. Særligt er [[Domhuset i København|Domhuset]] på Nytorv (opført som Råd- og Arresthust [[1815]]) og Vor Frue Kirke markante med deres bastante søjlerækker ud mod gaden. De viser, hvor magten i samfundet ligger. Han tegnede også [[Christiansborg Slotskirke|Slotskirken]] fra [[1826]], [[Christiansborg#Andet Christiansborg|Christiansborg]] fra [[1828]] (nedbrændt igen [[1884]]) og [[Metropolitanskolen]] fra [[1816]].
København så nu lysere og lettere ud, men virkeligheden for den gennemsnitlige borger var en anden. København havde ved folketællingen i 1801 100.000 indbyggere,<ref>Claus Bjørn (red.), ''Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie – bind 10'', 2003, s. 84.</ref> der boede inden for [[voldene]]. Og befolkningstætheden blev større, fordi vejene blev bredere og det bebyggede areal mindre. De fattige familier i København blev henvist til kvartererne op ad voldene. Den gennemsnitlige befolkningstæthed i byen var 26 pr. 100 kvadratalen. I nogle ejendomme i Sølvgade og Rosengade var den over 10 personer pr. 26 kvadratmeter.<ref>Helge Paludan m.fl., ''Københavnernes historie'', Hans Reitzels Forlag, 1987, s. 115-116.</ref> Her lå fx en boligblok på ca. 2450 kvadratmeter (1860 kvadratmeter bebyggelse, resten gårdsplads), der var bolig for omtrent 1000 mennesker, foruden 30 køer og en del heste.
Manglende sanitære foranstaltninger og befolkningstætheden forhøjede dødeligheden. Det gik helt galt i [[1853]], hvor over 5000 mennesker døde af kolera. Først efter at voldene blev fjernet i [[1855]], blev der plads til at bygge boliger og mindske befolkningstætheden i den [[Indre By (København)|indre by]].
Der var stor forskel på de fattige københavnere og de fine borgere. Det blev sjældent afspejlet i Guldalderens kunst, som først og fremmest afspejler den veluddannede borgerklasse. Det var ikke en gylden tid for alle i Danmark, og ytringsfriheden var relativt begrænset.
== Den romantiske tanke ==
{{Uddybende|Romantikken}}
Den [[Romantikken#Den filosofiske ballast|romantiske tanke]] lå bag den kunstneriske udfoldelse i den danske guldalder. Den var i Danmark inspireret af de [[Tysk idealisme|tyske idealistiske]] tænkere [[Johann Gottlieb Fichte]], [[Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling]] og [[Georg Wilhelm Friedrich Hegel]]. De hævdede, at [[Stof (fysik)|materien]] ikke er opbygget af små enheder, men af energier hvis spændinger skaber den materielle verden. Energierne modsvarede [[ånd]]en, og teorien muliggjorde en religiøs forestilling om verden og et øget fokus på bevidstheden. Mange romantikere havde et [[panteisme|panteistisk]] [[verdensbillede]]: i naturlyrikken kunne Gud anes, og kunstneren skulle afbilde det anede i naturen. Naturen og sjælelivet skabte kontakt med Gud; ''naturen'' og ''ånden''. Den filosofiske erkendelsesteori var hverken ledet af sanserne eller fornuften.
''Geniet'' var den digter, tænker og kunstner, der beskuer naturen og kommer i kontakt med Gud gennem anelsen. Han gennemskuer ''[[monisme]]n'' i naturen, dvs. at der råder en ligevægt i universet mellem hadet og kærligheden, frastødningen og tiltrækningen. ''Længslen'' var den kraft, der drev geniet frem. Geniets møde med Gud i naturen gennem anelsen kunne ofte antage karakter af ''[[Transcendent|transcendens]]'' og var et vigtigt element i den romantiske digtning.<ref>For en gennemgang af disse træk henvises til Søren Holm, ''Romantiken'', Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1972, kapitlet "Karaktertræk" s. 36ff</ref> Disse tanker, som samtidig lagde grobund for den gryende [[nationalisme]], blev først og fremmest indført i Danmark af Heinrich Steffens, der i de sidste måneder af [[1802]] holdt sine ''Philosophiske Forelæsninger'' på [[Elers' Kollegium]].<ref>Søren Holm, 1972, s. 61ff. Heinrich Steffens ''Indledning til philosophiske forelæsninger'' er genudgivet af Det danske sprog- og litteraturselskab 1996 (red. Johnny Kondrup)</ref> Han var [[1798]]-1802 på studierejse i [[Tyskland]], hvor han på første hånd oplevede de tyske romantikere. Steffens' forlæsninger blev et tilløbsstykke og spredte tankegangen til danske lærde og kunstnere.
=== Billedkunst ===
[[Fil:Oktoberfesten Rom. 1839..jpg|thumb|''[[Lystighed uden for Roms mure på en oktoberaften]]'' malet af Wilhelm Marstrand i 1839]]
[[Fil:Grundlovgivende rigsforsamling - Constantin Hansen.jpg|left|thumb|Den Grundlovgivende Rigsforsamling - Constantin Hansen]]
Billedkunstnerne stræbte efter virkelighed, uden at kærligheden til detaljen blev til [[realisme (kunst)|realisme]]. De første skridt blev taget af [[C. W. Eckersberg]], der af sin svigerfar, Jens Juel, fik lært at male efter naturen. Motiverne var de nære, velkendte og beskedne: Dagligdagen, familielivet, veje og gader, landskabet. C. A. Jensen malede portrætter af sin hustru og tidens kendte, Wilhelm Bendz malede studentersold og hofvinhandlerens hjem. Rørbye malede på<ref>[http://sproget.dk/sprogbrevet/sprogbrevetdr-nr-74/i-eller-pa-skagen I eller på Skagen? — sproget.dk]</ref> Skagen og Sonne malede folkelivskildringer i Nordsjælland, mens [[Christen Købke]], [[Constantin Hansen]], [[Wilhelm Marstrand]] og J.Th. Lundbye rejste til Italien og længtes hjem. Andre slog sig ned i Rom for resten af livet. J. L. Lund forenede ude og hjemme med sit Akropolis-fortæppe på Det Kongelige Teater. N. Abildgaard tegnede i det første årti en række scenerier fra antikken, og hans store malerier og dekorationsudkast til Frederik VIII's Palæ er inspireret af den græske guldalder.
Malerkunsten blomstrede fra 1825 til 1850. Den spirede med stiftelsen af [[Kunstforeningen]] i 1825. Den stiftedes på initiativ af overkrigskommissær Fick, [[J.L. Lund]], C.W. Eckersberg, [[Gustav Friederich Hetsch]], [[landskabsmaler]] [[Jens Peter Møller]], kunsthistorikeren [[Niels Laurits Høyen|Høyen]] og [[Just Mathias Thiele]].<ref>Flemming Friborg, ''Det gode selskab – Kunstforeningens historier 1825 -2000'', ISBN 87-00-47798-2, side 15</ref> De formulerede opgaver til konkurrencer, der skabte et omfangsrigt [[arkitekturmaleri]].<ref>Knud Voss, ''Guldaldermalerne'', ISBN 87-7321-072-2, side 15</ref>
To sene værker afspejler [[tidsånden]]. Det ene er [[Jørgen Valentin Sonne|Jørgen Sonnes]] [[Jørgen Valentin Sonne#Frisen på Thorvaldsens Museum|murfrise]] på [[Thorvaldsens Museum]]. Den blev til 1846-50, og viser på ydervæggen af Thorvaldsens Museum billedhuggerens heltemodtagelse i 1838, da han vendte hjem fra Rom med en betydelig del af sine værker.
Det andet er [[Constantin Hansen]]s kolossale billede af ''[[Den Grundlovgivende Rigsforsamling (maleri)|Den Grundlovgivende Rigsforsamling]]''. De er begge konstruerede, og begge rummer en levende skildring af guldalderen.
[[Fritz Jürgensen]]s tegninger afspejler hele guldalderen fra den humoristiske side. Hjemmeliv, ægteskab, gadeliv og hele Gysses liv: Alt med en venlig synsvinkel på det store i det små i København. "Far, er det verdenshavet? Nej, lille Gysse det er [[Frederiksholms Kanal]]".
=== Arkitektur ===
[[Nicolas-Henri Jardin]] havde introduceret [[louis seize]] og klassicismen i Danmark. Det blev hans elev [[C.F. Harsdorff]], der gav den til nye generationer. Arkitekterne og bygmestrene [[Jørgen Henrik Rawert]], [[Peter Meyn]] og [[Andreas Hallander]] og [[Johan Martin Quist]] formede klassicismens København efter Harsdoffs forbillede. Harsdorffs Hus på [[Kongens Nytorv]] blev et mønsterhus for yngre arkitekter og blev model for mange borgerhuse, der de fleste steder blev tilpasset de skæve middelalderlige gadeforløb. I Kronprinsessegade blev den nye tids byplan- og arkitekturidealer til virkelighed: Stadsbygmester [[Peter Meyn]]s små butikspavilloner langs [[Kongens Have]] lå på den ene side af Kronprinsessegade og den lange stilfulde husrække på den anden. Her mødte H.C. Andersen Weyse i hans hjem.
Harsdorff døde i [[1799]], og hans elev, kongelig landbygmester [[C.F. Hansen (arkitekt)|C.F. Hansen]], havde i mellemtiden skabt sig et ry med sine byggerier i [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]], især [[landsted]]erne i [[Altona]]. Disse huse blev endda en inspirationskilde for den tyske arkitekt [[Karl Friedrich Schinkel]], som skrev til Hansen:
{{citat|Jeg kan ikke nok skildre, hvor velgørende de smukt beliggende bygningsværker [...] har virket på mig. Denne rene, rolige arkitektur i forbindelse med smukke omgivelser og udsigter besidder noget aldeles tilfredsstillende, ikke mindst, når man som tilfældet er der, klart er i stand til at bemærke, at disse værker var de første, der pegede mod en ny og fortræffelig retning i kunsten [...]<ref>[[Hakon Lund (kunsthistoriker)|Hakon Lund]], "C.F. Hansen", i: [[Sys Hartmann]] (red.), ''[[Weilbachs Kunstnerleksikon]]'', København: [[Rosinante]] 1994-2000.</ref>}}
Han blev kaldt hjem fra hertugdømmerne til store opgaver i København: Genopbygningen af [[Christiansborg Slot]], [[Domhuset i København|Domhuset]], [[Metropolitanskolen]], [[Vor Frue Kirke (København)|Vor Frue Kirke]] etc.
[[Fil:Christiansborg Slotskirke Copenhagen.jpg|thumb|Christiansborg Slotskirke]]
Frue Kirke lignede et græsk tempel, og guldalderens huse i København var direkte inspireret af templer i det antikke Grækenlands guldalder. Senere i århundredet kom arkitektbrødrene [[Christian Hansen (arkitekt)|Christian]] og [[Theophilus Hansen]] endda til at tegne bygninger i [[Athen]] i græsk stil. [[Axel Bundsen]] og den eksilerede [[Joseph Christian Lillie]], der blev stadsarkitekt i [[Lübeck]], fik store opgaver i Holsten, [[Mecklenburg]] og [[Sachsen-Lauenburg|Lauenburg]]. Franskmanden [[Joseph-Jacques Ramée]] arbejdede i Hamborg og København. Han tegnede landstederne [[Sophienholm]], [[Hellerupgaard]] og [[Øregaard Museum|Øregaard]] og haveanlæg i den romantiske stil.
[[M.G. Bindesbøll]]s bygninger var mere romantiske end C.F. Hansens, og Hetsch, dennes svigersøn, bevægede sig i [[1840'erne]] bort fra klassikken i retning af [[Historicisme (arkitektur)|historicismen]]. Hetsch havde selv indledt historicismen med herregården [[Steensgård]] (1836-37) på [[Langeland]], hvor engelsk [[nygotik]] er aflæselig. I hovedstaden markerede [[Københavns Universitet]]s bygning på Frue Plads (1831-36 af [[Peder Malling]]) en begyndende nygotisk afvigelse fra den strenge klassicisme.
[[Fil:Thoraldsens Museum.jpg|thumb|left|Thorvaldsens Museum]]
Bindesbølls [[Thorvaldsens Museum]] (1839-48) markerede både klassicismens kulmination og dens endeligt. Bygningens [[polykromi]] og egyptiske detaljer brød med klassicismens kanon, men dannede den monumentale ramme om værker af klassicismens store danske billedhugger, [[Bertel Thorvaldsen]].
Bedømmelsen af klassicismen, og særligt af C.F. Hansens arkitektur, var negativ i den efterfølgende historicistiske periode. Mange foragtede Hansens spartanske formsprog, der står i kontrast til eksempelvis [[Vilhelm Dahlerup]]s detaljerige og fantasifulde arkitekturværker. Arkitekten [[Erik Schiødte]]s beskrivelse af Hansen i ''[[Dansk biografisk Lexikon]]'' er da også overvejende negativ. Siden ændrede synet på perioden sig.
Medvirkende til dette skift var en udstilling af Hansens tegninger, som [[Hans Koch (arkitekt)|Hans Koch]] og [[Carl Petersen (arkitekt)|Carl Petersen]] arrangerede i [[1910]]. Begivenheden var en protest mod brygger [[Carl Jacobsen]]s planer om at sætte spir på Vor Frue Kirke. Udstillingen og andre strømninger i tiden inspirerede til [[nyklassicisme]]n, der dominerede nordisk arkitektur i [[1920'erne]]
[[Fil:Arrestbygningen ved råd- og domhuset.jpg|thumb|[[Martinus Rørbye]], ''Arrestbygningen ved råd- og domhuset'', 1831, [[Statens Museum for Kunst|www.smk.dk]].]]
I dag regnes især Bindesbøll og C.F. Hansen for betydelige arkitekter, og guldalderens København præges af deres imposante bygninger, fx de to naboer Thorvaldsens Museum og Slotskirken. C.F. Hansens Vor Frue Kirke er optaget i [[Kulturkanonen]], og der er udgivet flere bøger om Hansen på [[Tysk sprog|tysk]] og [[Engelsk sprog|engelsk]]. [[Statens Museum for Kunst]] karakteriserer ''[[Arrestbygningen ved råd- og domhuset]]'' med: ''"C.F. Hansens fængselsbygning er et hovedværk i guldalderbyggeriet: Et stykke 'talende' arkitektur, som med sit strenge udseende skulle indgyde borgeren frygt for enhver forbrydelses konsekvenser."''<ref>{{Cite web
| author =
| title = Martinus Rørbye (1803-48), Arrestbygningen ved råd- og domhuset, 1831
| publisher = [[Statens Museum for Kunst]]
| url = http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/highlights/martinus-roerbye-arrestbygningen-ved-raad-og-domhuset/
}}</ref>
=== Haveanlæg ===
{{Se også|Havekunstens_historie#Den_store_engelske_landskabshave{{!}}Den engelske landskabelige have|Folly (havekunst){{!}}Romantiske haveelementer|:commons:Category:Romantic gardens in Denmark{{!}}Romantiske haver i Danmark}}
Ideerne fra 1700-tallets [[Havekunstens historie#Den store engelske landskabshave|engelske landskabelige have]] blev i perioden omsat i ''romantiske haveanlæg''. Omlægningen var allerede begyndt i slutningen af 1700-tallet i kongelige parker og herregårdshaver. Omlægningerne var reaktion på den strenge [[Havekunstens historie#Frankrig|franske barokhave]] som let lod sig associere med [[absolutisme]] og centralstyre. I England havde man [[parlamentarisme]] og en [[landadel]] der blandt andet lod sig inspirere af det [[Heroisk landskab|heroiske landskabsmaleri]] til at forsøge med en anden – friere<ref>I bogen ''London'' (1973, 1. udg. 1934) side 128 behandler [[Steen Eiler Rasmussen]] den engelske 'frihedstrang' over for ''det tyranniske Frankrig'', og nævner [[:en:Anthony_Ashley-Cooper,_3rd_Earl_of_Shaftesbury|Jarlen af Shaftesbury]] som en af bevægelsens fædre: "... En af Bevægelsens Fædre var Jarlen af Shaftesbury (1671-1713), der allerede 1709 (''The Moralist'') sætter Naturs Skønhed i Modsætning til ''formal mockery of princely gardens''. ..." -<br /> Artikel [http://webdoc.gwdg.de/edoc/ia/eese/artic22/egbert/egbert.html "The Politics of the English Landscape Garden"] diskuterer emnet.</ref>
og billigere – type haveanlæg, af [[landskabsarkitekt]]en [[C.Th. Sørensen]] betegnet som et ''stiliseret bakkelandskab''.<ref>I sin bog ''Europas havekunst'', 1959 s. 5ff., inddeler [[C.Th. Sørensen]] havekunstens værker i egentlige ''haver'' og ''stiliserede landskabsformer'' :<br /> ''Haven'' er grostedet, begrebets simple urform. De stiliserede landskabsformer opdeles så i fire hovedgrupper med ''vandingsanlægget'' som det ældste; han bruger gamle nationale navne og kalder dette for "spansk", fx Cordobas og Sevillas orangegårde. En stiliseret ''bjergbæk'' kaldes for "italiensk" med [[Villa d'Este]] som eksempel. Som "fransk" kaldes Le Notres stiliserede ''flodlandskaber'', fx haven ved [[Slottet i Versailles|Versailles]]. Endelig kaldes det stiliserede ''bakkelandskab'' for "engelsk".</ref>
<gallery widths="220px" heights="200px" perrow="3" caption="Haveplaner for 'fransk' og 'engelsk' (romantisk) havestil">
Frederiksborg Slotshave by J.C. Krieger.jpg|[[Johan Cornelius Krieger (arkitekt)|J.C. Kriegers]] haveplan for<br /> [[Frederiksborg Slot#Haveanlæg og lysthuse|Frederiksborg Slotshave]] o. 1720
Sanderumgaard kort 1808 Peder Larsen Birk.png|Plan for privat romantisk anlæg.<br /> [[Sanderumgård#Johan von Bülows romantiske haveanlæg|Sanderumgaard]] ved Odense, 1808
Fælledparken 1908 by J.J. Voigt.jpg|[[Fælledparken]] 1908 af [[J.J. Voigt]].
</gallery>
Den nye havestil var ganske vist også tilrettelagt, iscenesat, men den skulle opleves som natur. Det skulle være en ''stemningshave''<ref>[[Christian Elling]] anfører i ''Den romantiske Have'', 1979 (opr. 1942), side 16 nogle af de forskellige betegnelser der har været anvendt: ''den engelske have, den landskabelige have, den sentimentale'' eller ''følsomme have''. Han vælger dog selv ''den romantiske have'' "... der baade særtegner dens Væsen som Helhed og placerer den i naturlig Forbindelse med Romantikken – fra Præromantik til Romantisme – i dansk Aandshistorie.".</ref> hvor man kunne gå på opdagelse og overraskes af de forskellige scenerier og [[Folly (havekunst)|'haveelementer']] der var anbragt rundt om – et lysthus, et vandfald, et tempel. Kanalsystemer og små skrøbeligt udseende broer blev anlagt.
Man havde lært af malerne at betragte naturen som en serie af udsigter, ''vuer'', komponerede scenerier der skulle nydes fra forskellige synspunkter, "perspectiver".<ref>[[Christian Elling|Elling]] : ''Den romantiske Have'' 1979 (opr. 1942), side 34 </ref>
Slutningen af 1700-tallet var også tiden hvor blandt andet [[Rousseau]]s tanker om naturen havde banet vejen for et ændret natursyn.
Om forholdene i Danmark taler [[Christian Elling]] om en overgangsfase i 1760'erne hvor barokhaven blev blødt op, "... at en ny Opfattelse af Havens Væsen saa smaat begynder at faa Udtryk".<ref>Elling, side 17</ref> I 1780'erne begyndte omlægningerne for alvor,<ref name="elling21">Elling, side 21</ref> støttet af udgivelsen af [[C.C.L. Hirschfeld|Hirschfelds]] ''Theorie der Gardenkunst'' – der blev "en Bibelbog for alle Dyrkere af den frie Havekunst"<ref name="elling21" /> – med [[Næsseslottet|Dronninggaard]] 1781-86, [[Søndermarken]] 1785-88, fra 1790'erne [[Liselund Slot|Liselund]] og [[Marienborg (Møn)|Marienborg]] på Møn og fra omkring 1794 Bülows [[Sanderumgård#Johan von Bülows romantiske haveanlæg|Sanderumgaard]] ved Odense.
<gallery widths="220px" heights="200px" perrow="3" caption="Partier fra romantiske haveanlæg ">
Gartenkunst vol1 p185 Hirschfeld.png|[[C.C.L. Hirschfeld]]s <br />''Theorie der Gardenkunst'' var inspiration ved omlægningerne. -<br />Af [[Johann Heinrich Brandt]] o. 1779
Liselund Park from west.JPG|Parti fra parken ved [[Liselund Slot]]
Mariahvile i Sanderumgaard Have Eckersberg 1806.png|Hytten ''Marieshvile'' i [[Sanderumgård#Johan Bülows romantiske haveanlæg|Sanderumgaard]].<br />Maleri af [[C.W. Eckersberg|Eckersberg]], 1806
</gallery>
De store haveanlæg vandt af økonomiske grunde især indpas i slots- og herregårdshaver.
Senere i århundredet fik mindre haveanlæg en ''[[gardenesque]]'', 'haveagtig', udformning.
[[Rudolph Rothe]] (1802-77) udviklede i periodens slutning de såkaldte ''[[landskabsgartneri]]ske principper'' som han havde studeret på sin udlandsrejse 1824-27.<ref>[https://www.kulturarv.dk/kid/VisWeilbach.do;jsessionid=C114951560F9561D15999BDB405285B9?kunstnerId=11537&wsektion=biografi "Biografi"], [[Rudolph Rothe]] hos Kulturarv.dk</ref>
Han fik 1845 til opgave at "forbedre og kultivere" fladehaven på [[Marienlyst Slot]] og omlagde den til et ''gardenesque'' anlæg: "... i en tidstypisk kombination af formaliserede og landskabelige anlægsprincipper".<ref>[https://www.kulturarv.dk/fbb/sagvis.pub?sag=6033058 Marienlyst Slot, fredningssag] fra hos Kulturarv.dk</ref>
=== Skuespil og ballet ===
I guldalderen herskede Adam Oehlenschläger, [[Johan Ludvig Heiberg]] og [[August Bournonville]] på [[Det Kongelige Teater]]. De prægede den ny [[Nationalromantikken|nationalromantiske]] dramatik. I romantikken var fortiden og folkekulturen vigtige:
Oehlenschlägers nordiske [[tragedie]]r og Heibergs nationale [[syngespil]] som Elverhøj prægede scenen.
C. Hostrups sangspil Genboerne, 1844, viste på teatret et "kig ind ad egne vindever": Kobbersmedefamilien kom på besøg hos genboerne på Regensen og kunne kigge ind ad vinduerne hos sig selv overfor. Stykket viser tidens kendte forfattere som H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og B.S. Ingemann på scenen sammen med den upålidelige løjtnant von Buddinge. Og kobbersmedesvendens mesterstykke med løvefødder og gesvejsning. De unge elskende får hinanden.
Balletmester Bournonvilles ''Et Folkesagn'' viste vejen tilbage i tiden. Musikken skrev C.E.F. Weyse, [[Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau|Kuhlau]], Niels W. Gade og H.C. Lumbye. Gerne inspireret af tonen fra [[folkevise]]rne. H.C. Andersen lod sig også inspirere af folkeviserne.<ref>[http://www2.kb.dk/elib/mss/hcateater/ Digterens teaterdrømme – H.C. Andersen og teatret]</ref> Blandt andet [[opera]]en ''Liden Kirsten'' med musik af [[J.P.E. Hartmann]].
Johanne Luise Heiberg nåede i guldalderen at blive Danmarks mest kendte skuespillerinde. Danserinder fra balletten blev uvenner med Bournonville og gjorde karriere i udlandet.<ref>[[Robert Neiiendam]], ''En Danserinde'', 1918</ref>
=== Musik ===
{{Se også|Romantikkens musik}}
Dansk musik fik først selvstændigt nationalt præg efter 1800. Nu virkede bestræbelserne på at dæmme op for den ensidige fremmede indflydelse ved skabelsen af et dansk [[syngespil]], der var begyndt af nordmanden [[Niels Krog Bredal]] med ''Gram og Signe'' (1756) og ''Tronfølgen i Sidon'' (1771).
;Musikken og det nationale
I forbindelse med [[Jens Baggesen|Baggesen]] og Kunzens opera ''[[Holger Danske]]'' 1789 udspillede der sig den såkaldte [[Holgerfejden|Holgerfejde]] – som fik Kunzen til fortrække fra København [[F.L.Æ. Kunzen#København første gang|efter råd fra Schulz]], der også var tysk. Han vendte først tilbage som Schulz' afløser for Det Kongelige Kapel i [[1795]]. Striden gjaldt Baggesens tekst, der blev beskyldt for at være for udansk. I 1776 kom [[indfødsret]]ten, som fastslog at kongelige embeder i den danske stat var forbeholdt dem, der var født i kongens rige, "Landets børn", og dette blev i situationen benyttet mod Kunzen.<ref name="schwab">Heinrich W. Schwab: "Guldalderens musik og dankhed" i ''Musik og danskhed'', red. Jens Henrik Koudal, 2005, side 59-72</ref> Det skulle blive et kunstpolitisk program at "komponere nationalt": Omkring fyrre år senere, i [[1846]], kunne [[B.S. Ingemann|Ingemann]] skrive til [[Niels W. Gade|Gade]], der virkede i [[Leipzig]] hos [[Felix Mendelssohn|Mendelssohn]] og [[Gewandhausorchester Leipzig|Gewandhaus-orkestret]]: "... At De kommer tilbage og vier Deres Liv og Virksomhed til Oplivelsen af den fædrelandske Aand ...", og som en understregning af det nationale: "...Næsten alle vore Componister, selv de sidst bortgangne store, vare af fremmed Herkomst: ved Dem og Hartmann haaber jeg nu Kuhlau og Weyse skulle blive erstattede og af virkelig danske Tonekunstnere. ..."<ref name="schwab" />
En ganske urimelig kritik, da Weyse var dansk, født i Altona. Hans talrige vittige breve på dansk giver et dybdegående og morsomt indtryk af dansk guldalder, i kunst og hverdag.
;Klubkoncerter, klubviser, fælles- og menighedssang
En lang række klubber efter engelsk forbillede udviklede sig efter 1800 mere i retning af selskabelige foreninger. De mistede deres førende stilling på sangens område; men klubvisen holdt sig dog som levende sang langt ned i århundredet, idet den fik friske impulser fra forskelligt hold, det folkeliget-nationale foreningsliv, håndværkerstanden og studenterne.<ref>''Gamle Selskabssange og Klubviser'', 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten, s. 49</ref> [[Studenterforeningen]] fik en visebog 1822 og 1839 dannedes [[Studenter-Sangforeningen]]. Klubperioden i slutningen af 1700-tallet havde bragt selskabssangen til fuld udfoldelse, hvad der også i høj grad kom til at præge guldalderens familiesammenkomster og andre private selskaber.<ref>''Gamle Selskabssange og Klubviser'', 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten, s. 42</ref>
[[Fællessang]]en ændrede karakter i begyndelsen af 1800-tallet fra de hidtidige klubviser til en fællessang, der blev mere nationalt orienteret; denne sammenkobling mellem fællessang og nationalisme skulle tage sin begyndelse med de krigssange, der opstod med [[Englandskrigene]] fra 1801; de blev blandt andet spredt til provinsen ved at skuespiller [[H.C. Knudsen]], der fik tilnavnet "fædrelandets frivillige sanger", rejste rundt og foredrog dem.<ref>Kirsten Sass Bak: "Fællessang og danskhed", s. 102f i ''Musik og danskhed'' redigeret af Jens Henrik Kuodal, 2005, ISBN 87-7876-399-1 — Karl Clausen bemærker i ''Dansk folkesang gennem 150 år'' at krigssange med brod mod England spillede en stor rolle i 1800-tallet første årti. [[B.S. Ingemann]] citeres for følgende: "... Baade Staffeldt og Oehlenschläger havde været med i Studenterkorpset og skrevet Krigssange. Kort derefter skulde deres Geniusflugt ses og forbavse."</ref>
"Den stive koral" i menighedssangen erstattedes med melodier, der var inspireret af Weyses romancer. Af [[Koralbog|koralbøger]] kan nævnes [[H.O.C. Zinck]] 1801; Weyse 1839, [[A.P. Berggreen|Berggreen]] 1853. (Det egentlige gennembrud for en ny retning bort fra både den stive koral og fra det romanceprægede kom imidlertid først med [[Thomas Laub|Laub]] ved århundredets slutning med hvad der er kaldt "[[kirkesangsreformen]]".)
En kongelig dansk syngeskole fra 1773 fortsatte under [[J.W.L. Zinck]] og italieneren [[Giuseppe Siboni]], der var direktør for det første musikkonservatorium, som bestod 1827-41.
(Først i [[1867]] fulgte det nuværende [[Det Kgl. Danske Musikkonservatorium|Det Kongelige Danske Musikkonservatorium]] der begyndte sin virksomhed med Gade, Hartmann og [[Holger Simon Paulli|Paulli]] som direktører.)
;Dårlige tider, klubkoncerterne afslutning, vending i 1830'erne
De første årtier af [[1800-tallet]] bød på svære tider: [[Englandskrigene]], [[Statsbankerotten 1813|statsbankerot]] og tabet af Norge. Foreningskoncerterne døde ud mellem [[1815]] og 1830; til gengæld blomstrede enkeltvis arrangerede offentlige koncerter. Betydelige udenlandske solister kom til landet, og flere og flere koncerter foregik på [[Det Kongelige Teater]].<ref>Schiørring II, s. 82</ref>
''[[Harmonien|Det harmoniske Selskab]]'' overlevede akkurat 50-års-dagen i 1828. En koncertanmelder skildrer [[1829]] sin samtid som en periode, hvori der {{citat|"... hersker saa saare liden Interesse for offentlige Koncerter, at selv de mest udmærkede af vore indenlandske Kunstnere og mangen hæderlig kjendt Fremmed trods al publik og privat Anbefaling ved Opførselsen af en Koncert kun se det visse pekuniære Tab i Møde, og ene en [[Angelica Catalani|Catalanis]] eller [[Niccolò Paganini|Paganinis]] verdensberømte og udbasunerede Navne turde være i Stand til at vække den lethargisk slumrende Sans".|Citeret fra Ravn, s 214 ([[s:Tilbageblik|"Tilbageblik"]])}}
Tiderne bedrede sig, og i 1836 fik det københavnske borgerskab til musiknydelsen ud over [[Det Kongelige Teater]] tillige ''[[Musikforeningen]]'', der i mange årtier frem spillede en central rolle i musiklivet med Gade og Hartmann som de ledende. Den stiftedes ganske vist med det ''særlige'' formål at udgive dansk musiklitteratur. Den ledende tanke blev hurtigt det ''almindelige'' formål at "udvikle Sansen for Musik" ved fx at fremføre prøver på hovedværker af fremragende komponister. Det moderne tog andre sig af.<ref>Side 183 i [[Angul Hammerich]]s afsnit "Musikforeningens Historie 1836 -1886" i Ravn og Hammerich: ''Festskrift i Anledning af Musikforeningens Halvhundredaarsdag.'' Udgivet af ''Musikforeningen'' 1886.</ref> På det vokale område kom 1851 [[Henrik Rung|Rungs]] [[Cæciliaforeningen (København)|''Cæciliaforeningen'']]; i 1864 foreningen ''Euterpe'' og 1874 ''[[Koncertforeningen]]'' hvor man kunne opføre nyere kor- og orkesterværker.
;Musikalske arbejder fra perioden
{{Uddybende|indhold=Se også: [[Musikken i Danmark#Det nationale gennembrud i 1800-tallet|Det nationale gennembrud i 1800-tallet]] – En [[Skabelon:Guldalderens musik|skematisk oversigt]] til periodens musik}}
I 1806 havde [[Jean Baptiste Édouard Du Puy|É. du Puy]] succes med [[syngespil]]let ''Ungdom og Galskab'', i 1809 kom et andet syngespil ''[[Sovedrikken]]'' af Weyse og Oehlenschläger. Du Puy sang Don Juan inden han blev udvist af Danmark.
Mellem 1809 og 1821 udkom nyindsamlede [[folkevise]]r. I [[1814]] kom [[Kuhlau]]s ''Røverborgen'', og 1818 afløste [[Claus Schall|Schall]] [[Kunzen]] som orkesterleder for [[Det Kongelige Kapel|kapellet]].
[[1820]] dannedes [[Studenterforeningen]] med mandskor, og 1822 uropførtes det første ærkeromantiske orkesterværk: [[ouverture]]n til [[Weber]]s ''[[Jægerbruden]]''. Kuhlau havde succes med ''Lulu'' i 1824 og 1828 med ''[[Elverhøj|Elverhøi]]'', "en [[Vaudeville]] i stor Stil". Af sange fra denne tid kan nævnes ''[[Der er et yndigt land]]'' 1823 og ''[[Den signede dag med fryd vi ser|Den signede Dag]]'' 1826 af Weyse og Grundtvig. Endvidere er der en begyndende [[Kirkesangsreformen#Den kirkemusikalske reformbevægelse i 1800-tallet|Palestrina-]] og [[Johann Sebastian Bach|Bach]]-renæssance.
Fra [[1830'erne]] kan nævnes musikken til ''Guldhornene'' 1832 af [[J.P.E. Hartmann|Hartmann]] og Weyses Morgen- og Aftensange fra 1837/38. [[August Bournonville|Bournonvilles]] ballet ''[[Sylfiden]]'' med musik af [[Hermann von Løvenskjold|Løvenskjold]] blev første gang opført i København i 1836 og har siden holdt sig på [[Det kongelige Teater]]s repertoire. [[Studenter-Sangforeningen]] dannedes 1839/40 og højnede kvaliteten for mandskor. I 1830'erne udformede [[Berggreen]] et program for en national [[kunstmusik]] på grundlag af folkeviserne.
[[1840]] vandt [[Niels W. Gade|Gade]] ''Musikforeningens'' ouverturekonkurrence med ''Efterklange af Ossian''. Hans Symfoni nr 1 blev uropført 1843 af Mendelssohn i Leipzig med [[Gewandhausorchester Leipzig|Gewandhausorkester]]. Det gjorde Gade berømt. Først nu begyndte [[romantikkens musik]] og [[Romance (musik)|romancen]] at slå igennem; på salmesangens område var der opstået et behov for [[Kirkesangsreformen#Den kirkemusikalske reformbevægelse i begyndelsen af 1800-tallet|nye salmemelodier]] i [[Vartov]]-menigheden til Grundtvigs mange salmer med friere melodier. Fra 1843 spilledes [[Lumbye]]s musik høres i Tivoli, blandt andet ''[[Champagnegaloppen]]''. 1846 kom Hartmanns opera ''Liden Kirsten''.
=== Litteraturen ===
[[Fil:Oehlenschlägers Digte 1803.jpg|thumb|left|Titelbladet til det første danske romantiske digterværk, Oehlenschlägers ''Digte 1803'' (1802).]]
Guldalderens litteratur er præget af den romantiske tanke. Heinrich Steffens spillede en stor rolle for denne tankes fremkomst i Danmark. Han holdt i 1802 den første forelæsning om sammenhængen mellem natur, historie og menneske og inspirerede en lang række digtere. Ifølge den romantiske tanke var verden [[Dualisme|dualistisk]]: bag den prosaiske sfære fandtes en højere, åndelig sfære, som lod sig ane gennem naturen, i historien og i religionen. Det var poesiens opgave at pege på denne højere verden. Blandt tilhørerne var den unge Adam Oehlenschläger. Forelæsningen blev startskuddet til en dansk romantisk digtning. Oehlenschlägers ''Digte 1803'' (udgivet i slutningen af 1802) var først.
Digtet ''Guldhornene'' og [[Schack von Staffeldt]]s ''Digte'' fulgte tæt efter. Grundtvig og Ingemann var også præget af den romantiske tankegang. De beskæftigede sig med historien; Grundtvig med oversættelsen af [[Saxo]] og Ingemann med sine udbredte [[Historisk roman|historiske romaner]].
Tanken om en sammenhæng mellem ånd og natur sås også i flere af H.C. Andersens [[eventyr]]. H.C. Ørsteds ''Aanden i Naturen'' kom 1850-51.
I Aladdin skildrer Oehlenschläger "Naturens muntre Søn", hvis geni spiller ham appelsinen i turbanen.
=== Tidsskrifter ===
''[[Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn]]'' (1808-1832) udgivet og redigeret af [[Salomon Soldin]], ''[[Berlingske Tidende]]'' og ''[[Adresseavisen]]'' var borgerskabets foretrukne aviser.<ref>For en detaljeret gennemgang af tidsskrifterne i perioden 1800-1848 henvises til Harald Jørgensen, ''Tidsskriftpressen i Danmark indtil 1848'', Berlingske Presse-Bibliotek, Berlingske Forlag, 1961.</ref> Desuden var der bladet ''Dagen'' (1803-1843) som var en stærkt konservativ og regeringstro avis, der tog kampen op med tidens oppositionsaviser. Flere andre dukkede op især i [[1830'erne]]: ''[[Politivennen|Politievennen]]'', ''[[Den galende Hane]]'', ''[[Sandhedsfaklen]]'' og ''[[Mathias Winther#Raketten|Raketten]]''. De fik kort levetid. De var "smudslitteratur" og "skandalepresse" og førte et sprog og indhold, som ofte bragte udgiverne for pressedomstolen.
Der opstod i 1830'erne og [[1840'erne]] en reel oppositionspresse:
* Det mest folkelige og udbredte var ''[[Corsaren]]'' (1840-1855), udgivet af [[Meir Aron Goldschmidt]]. Det var egentligt et [[Satire|satirisk]] vittighedsblad, hvis yndlingsoffer blev Søren Kierkegaard, men det indeholdt desuden en skarp politisk og kritisk brod, som ofte gik ud over regeringen.
* ''[[Fædrelandet (avis)|Fædrelandet]]'' (1840-1882) var de [[nationalliberalisme|nationalliberales]] tidsskrift med medarbejdere som [[Ditlev Gothard Monrad]], [[Carl Ploug]] og [[Orla Lehmann]], der alle blev betydelige politikere efter indførelsen af Grundloven i [[1849]].
* ''[[Kjøbenhavnsposten]]'' (1827-1859) var et radikalt demokratisk og kosmopolitisk blad med socialistiske tendenser udgivet af [[Andreas Peter Liunge]] og [[Ove Thomsen]].
Frederik 6.'s strenge censurlovgivning efter [[Trykkefrihedsforordningen af 1799]] var i kraft. Så udgivere blev idømt bøder, og mange numre blev beslaglagt. Redaktøren for et andet og mindre oppositionsblad, ''Almuevennen'', udregnede på et tidspunkt beløbene som de tre største oppositionsblade var blevet idømt i bøder under [[Christian 8.]], dvs. perioden 1839-1848.<ref>Ole Stender-Petersen, ''Kjøbenhavnsposten'', Odense Universitetsforlag, 1978, s. 15</ref> ''Fædrelandet'' var idømt bøder på 6.450 rigsdaler, ''Kjøbenhavnsposten'' på 5.100 rigsdaler og ''Corsaren'' 4.830 rigsdaler. Alle artikler skulle godkendes af en politiassessor, inden de måtte trykkes. ''Kjøbenhavnspostens'' redaktører begyndte at udgive bladet med tomme spalter, hvor de censurerede artikler skulle have stået. Protesten bredte sig til de andre oppositionsblade, men den blev hurtigt forbudt.
En lang række andre tidsskrifter koncentrerede sig om forskellige emner: ''Figaro'' udgivet fra [[1839]] af [[Tivoli]]s grundlægger [[Georg Carstensen]] havde undertitlen ''Journal for Literatur, Kunst og Musik''. ''[[Danne-Virke]]'' ([[1816]]-[[1819]]) var Grundtvigs blad, som agiterede for hans tanker om hedenold, religion og [[almue]]liv.
=== Teologien og kirken ===
[[Romantikken]] lagde mere vægt på [[følelse]]n end på [[fornuft]]en. (I [[oplysningstiden]] var det modsat).
I Tyskland havde [[Schleiermacher]] romantisk indflydelse på kristendommen, men fik ikke den store indflydelse i Danmark "... og den eneste, der syntes forudbestemt til at modtage netop fra den schleiermacherske åndsform, J.P. Mynster, var i grunden færdig i sin udvikling, før han mødte Schleiermacher. ..." (jf. [[Jacob Peter Mynster#Præst i Spjellerup 1802|"omvendelsen"]]<!-- link bliver virksom --> i Spjellerup 1802).<ref>Koch 1954, bind 6, s. 199</ref> [[H.N. Clausen]] havde dog været i Berlin og taget indtryk af den nye strømning<ref>Koch 1954, bind 6, s 198</ref>
Hans svigersøn [[Jacob Peter Mynster|J.P. Mynster]] var kirkens førstemand fra 1834 til 1854. Han var biskop over Sjælland; hans [[Bispevisitats|visitatsoptegnelser]] fra 1830'erne og 40'erne beretter, at der stadig sad mange rationalistiske præster rundt om i præstegårdene.<ref>Lausten 2004, s. 206</ref> De havde modtaget deres undervisning på universitetet af folk som [[Friedrich Christian Carl Hinrich Münter|Münter]], [[Peter Erasmus Müller (biskop)|P.E. Müller]] og Jens Møller<ref>Koch 1954, bind 6, bl.a. s 203</ref> i begyndelsen af århundredet, da disse endnu var mest præget af rationalismen inden for teologien.
[[Hyrdebrevet af 1817]], der var forfattet af biskop Münter, kunne stadig tildele fornuften en rolle: "... fornuftens rette brug og Den hellige Skrifts rette udtydning", altså en overensstemmelse mellem fornuft og åbenbaring.<ref>Citeret efter Lausten 2004, s. 206</ref> Hal Koch mener dog, at hyrdebrevet viste, at den teologiske rationalisme fra 1700-tallets [[Oplysningstiden|oplysning]] ikke længere stod så stærkt. Ved at anerkende eller betone at der i [[Bibelen|Skriften]] foreligger en guddommelig [[åbenbaring]] knyttet til Jesu person og udtrykt i hans lære, mener Koch, at "... det derfor måske ville være mere korrekt at betegne dette som [[supranaturalisme]]".<ref>Koch 1954, bind 6, s. 178f</ref>
;Kirken
Perioden falder sammen med [[enevælde]]ns sidste årtier: den øverste magt i kirken tilhørte kongen, og det egentlige kirkestyre udøvedes gennem [[kancelli]]et og dets embedsmænd. Sammenfattende siger Koch<ref>Koch 1954, bind 6, s 50</ref> om dette kirkestyre, at det ikke var sin opgave voksen. Inden for kirken som på alle andre områder "var samfundet i støbeskeen". Enevældens og embedsstyrets dage var talte. Det, der groede frem, kom nedefra, fra folket, og for kirkens vedkommende krystalliserede det sig ud i [[Gudelige vækkelser|vækkelserne]], der fortsattes i de kirkelige partidannelser. Det, der var på dagsordenen, var et nyt kirkeforfatningsgrundlag, så der blev religionsfrihed, og så kirken ikke længere blot var en ren statsfunktion.
[[Jacob Peter Mynster|J.P. Mynster]] var en "magtfaktor" allerede fra midt i [[1820'erne]].<ref>Om Mynster som ''magtfaktor'' fra midt i 1820'erne: Hal Koch (1954) ''Den danske kirkes historie'' Bind 6 : "Tiden 1800-1848", s. 203 og Martin Schwarts Lausten ''Danmarks kirkehistorie'' (2004) s. 208)</ref>
Mynster var ikke højt værdsat af tiden lige efter guldalderen. Både på grund af [[Søren Kierkegaard#Kirkestormen (1855)|"Kirkestormen"]] og [[Grundtvig]] og [[Grundtvigianisme|hans bevægelse]]; på afstand er hans indsats mere værdsat, og den kom til at kendetegne den [[Folkekirken|''folke''kirke]], der ved [[demokrati]]ets indførelse 1849 afløste enevældens statskirke.<ref>Rasmussen 2002 bl.a. s. 120. "Det var takket være tidens såkaldte overgangsskikkelser, såsom [[A.S. Ørsted]] (centraladministrationen) og [[Jacob Peter Mynster|J.P. Mynster]] (kirkeadministrationen), at kirkestyret var gjort rummeligt under enevældens sidste tid.... " — Se også afsnittet [[Den danske guldalder#Embedsborgerstanden|Embedsborgerstanden]] om denne embedsborgerstands indplacering i "netværket". – Lausten 2004, s.208 betoner, at disse kulturpersoner hele tiden søgte at bevare forbindelsen mellem ''kulturen'' og ''kristendommen''; måske netop en af de ting der oprørte Kierkegaard</ref> Han afviste nemlig både det "grundtvigske partis" "fri Stats-Kirke" og [[H.N. Clausen]]s ideer om en [[Synode|synodal]] ordning.
Det endte med en løfteparagraf: "Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov". Løftet er aldrig indfriet på anden måde, end at disse forhold ordnes ved "love", altså enkelte love vedtaget i Folketinget som alle andre love efter behov.<ref>[http://www.folketinget.dk/default.asp?id=%7BD1F583CE-B03E-4F8B-80AE-D94011350B01%7D Grundloven 1849] siger i § 80: "Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov". (fra Folketinget.dk)</ref>
== Rejser i Guldalderen ==
H.C. Ørsted var i 1801 på [[dannelsesrejse]] til Tyskland og mødte helhedsfilosofien, [[romantikken]]. I mellemtiden var den geologisk interesserede filosof Henrik Steffens kommet til København fra ''sin'' dannelsesrejse til Tyskland. Steffens foredrag i 1802 på [[Elers' Kollegium]] om natur, kunst, historie, filosofi og religion var romantikkens introduktion i Danmark, og det blev indledningen på den danske guldalder. Oehlenschläger digtede ''Guldhornene'' inspireret af Steffens foredrag.
Guldalderens kunstnere kvalificerede sig ofte til en dannelsesrejse sydpå ved at vinde en konkurrence ved [[Kunstakademiet|Akademiet]] eller ved at få et et rejsestipendium fra [[Fonden ad usus publicos]] med [[Jonas Collin]] som sekretær fra 1803 til 1832.
[[Rasmus Rask]] rejste til [[Island]] i 1813-1815. Fra 1816 drog han fra [[Sverige]], [[Finland]], [[Rusland]] tværs gennem [[Persien]] til [[Indien]] og [[Ceylon]]. Han var væk i mere end seks år.
Billedhuggeren Bertel Thorvaldsen var en af dem, der rejste til Italien; han blev i Rom i 40 år. Han var en magnet for mange andre kunstnere; medens han var i Rom lavede han adskillige skulpturer. Disse blev ved [[Hermann Ernst Freund]]s og [[Ludvig Bødtcher]]s mellemkomst transporteret i skib til København, hvor en offentlig indsamling i 1837 betalte et [[Thorvaldsens Museum|museum]] til skulpturerne og Thorvaldsens grav. Alt tegnet af arkitekten [[Michael Gottlieb Bindesbøll]].
== Guldalderens netværk ==
Alle guldalderens personligheder kendte hinanden i det lille København, og de havde et [[Socialt netværk|netværk]] med [[synergi]]effekt.
Den danske guldalders personligheder mødte hinanden fx i [[Bakkehuset]] og Søkvæsthusets [[saloner]], på Universitetet, Studenterforeningen, teatrene og i diskussionsklubber; og til private middagsselskaber.
=== Embedsborgerstanden ===
Embedsborgerstanden i guldalderen har været betegnet som ''den harmoniske embedsborgerstand'',<ref name="mordhorst">Mads Mordhorst og Jes Fabricius Møller (2005) ''Historikeren Caspar Paludan-Müller'' bl.a. side 43-48, som er kilden til dette afsnit om embedsborgerstanden. — Historikeren [[Caspar Paludan-Müller]] (1805-82) fik sit grundsyn i ''den danske guldalder'', og bogen forsøger at belyse de vanskeligheder, en historiker kunne få, efterhånden som århundredet skred frem, og andre strømninger kom til at dominere, især efter midten af århundredet med tiltagende vægt på empirien og mindre på ''historien som anskuelse'', som den ene side af ''[[historisme]]n'' kaldes. Der beskrives det, som kaldes ''historismens paradoks'' som den vanskelighed at ville forklare historien både ud fra denne "anskuelse" – som indeholder et generelt og overordnet perspektiv (universalisme, [[teleologi]]) – og tillige ud fra ''den faktiske historie'', hvor den enkelte begivenhed skulle forstås som unik (ty. [[:de:Einmaligkeit|Einmaligkeit]], se også [[Leopold von Ranke]] med udtrykket "wie es eigentlich gewesen ist", 'hvordan det egentlig forholdt sig' )</ref> hvor man med ''harmonisk'' har villet understrege, at det ikke blot var [[geni]]et – som i den radikalere form for [[dualisme]] hos Steffens – der kunne overskride dualismen og få indblik i den åndelige verden. I den danske omplantning blev historikeren bevidst om historien og sin egen rolle i den ved ''[[dannelse]]'', som kunne være åben for alle, og som samfundet kunne skabe rammerne for, selv om dannelsesprocessen ansås for knyttet til det enkelte individ og derfor principielt var den enkeltes ansvar. Opdragelse blev forstået som ''op''-dragelse til en højere, åndelig sfære.
Dette beskrives som grundtanken i det uddannelsessystem, som blev bygget op i det [[19. århundrede]], og det er med basis i dette idékompleks, at ''de harmoniske embedsborgere'' etablerer sig på de ledende poster i samfundet, således at ideologi og administration kommer til at virke sammen på en så overbevisende måde, at der kan tales om et [[hegemoni]], der frem til slutningen af [[1830'erne]] stort set ikke bliver modsagt. De harmoniske embedsborgere karakteriseres som den beåndede stand, der hjælper folket til at blive dannede borgere.
Da disse embedsborgere ikke var isolerede fra det øvrige åndsliv, men omgikkes og delte opfattelse med ledende folk inden for det skabende kulturliv som for eksempel Oehlenschläger, Thorvaldsen og Eckersberg, dannede de en bro mellem kultur og aktiv politik, der var så stærk, at de dominerede åndslivet.
Der nævnes en vigtig forskel mellem Danmark og Tyskland, hvor grundtankerne jo var kommet fra omkring århundredeskiftet med Steffens, nemlig at teorierne i Danmark udvikledes gennem en udadvendt praksis inden for statsadministration, videnskab og kunst i modsætning til i Tyskland, hvor universiteterne var centrum og udgangspunkt for diskussionerne; men i København spillede universitetet ikke samme rolle som normgivende for den kulturelle og åndelige udvikling, og dette ses som en grund til, at den danske aflægger af den tyske dualisme kunne forblive så uimodsagt.<ref name="mordhorst" />
=== Salonlivet ===
Flere kvinder drev saloner i København først i 1800-tallet, nemlig [[Kamma Rahbek]], [[Frederikke Brun]], [[Charlotte Schimmelmann]] og [[Louise Hegermann-Lindencrone]]. De havde alle stor betydning for Guldalderens kunstnere og videnskabsfolk. I disse saloner kunne de få råd og vejledning og møde andre kunstnere og videnskabsmænd.<ref>Anne Scott Sørensen (red.): Nordisk salonkultur. Et studie i nordiske skønånder og salonmiljøer 1780-1850. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 1998</ref>
Blandt gæsterne i Kamma Rahbeks salon i [[Bakkehuset]] var Adam Oehlenschläger, der var gift med Kammas søster Christiane, [[A.S. Ørsted]], som var gift med Oehlenschlägers søster Sophie, H.C. Andersen, [[Jens Baggesen]], Jonas Collin, Frederikke Brun, N.F.S. Grundtvig, J. L. Heiberg, Poul Martin Møller, biskop [[Jacob Peter Mynster|Mynster]], Henrich Steffens, B.S. Ingemann og [[Christian Winther (digter)|Christian Winther]].<ref>[http://www.kvinfo.dk/side/170/bio/1584/ Dansk Kvindebiografisk Leksikon – Kamma Rahbek]</ref>{{,}}<ref>[http://www.guldalder.dk/show.asp?id=148 Guide til dansk guldalder – 11. Bakkehuset]</ref>
Frederikke Brun havde salon i Sophienholm ved [[Bagsværd Sø]], hvortil hun inviterede Baggesen og hans kone Sophie samt komponisten C.E.F. Weyse til at bo.<ref>[http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/320/origin/170/query/Frederikke%20Brun%20/ Dansk Kvindebiografisk Leksikon – Friederike Brun]</ref> Desuden kom Mynster, Oehlenschläger, Heiberg, Rist og flere der.<ref>[http://runeberg.org/dbl/3/0155.html 153 (Dansk biografisk Lexikon / III. Bind. Brandt – Clavus)]</ref><ref>Karen Klitgaard Povlsen (red.): Salon på Sophienholm omkring år 1800. ISBN 978-87-92079-06-0, 2010 </ref>
Charlotte Schimmelmann holdt salon i palæet i [[Bredgade]] om vinteren og om sommeren på landstedet Sølyst nord for København. Her var også europæiske kulturpersonligheder som den tyske filosof J.G. Fichte, den schweiziske teolog [[Johann Kaspar Lavater]] og den franske forfatter [[Charles Vanderbourg]]. Schimmelmann var mæcen for danske digtere som Henrich Steffens, Schack von Staffeldt, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger og B.S. Ingemann. Men også komponisten J.A.P. Schulz, fysikeren H.C. Ørsted, naturforskeren [[J.F. Schouw|Joachim Frederik Schouw]] og arkæologen [[P.O. Brøndsted]] fik støtte hos [[Mæcenat|mæcenægteparret]], og biskop J.P. Mynster og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen indgik også i deres kreds.<ref>[http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1197/origin/170/query/Charlotte%20Schimmelmann/ Dansk Kvindebiografisk Leksikon – Charlotte Schimmelmann]</ref><ref>Annelise Ballegaard Petersen og Anne Scott Sørensen: Breve til Charlotte. Fra Sølyst til Weimar. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2011</ref>
Om sommeren holdt [[Louise Hegermann-Lindencrone]] selskab i ejendommen [[Rolighed (Østerbro)|Rolighed]] ved Københavns [[Kalkbrænderiet|Kalkbrænderi]], og om vinteren i kommandantboligen i [[citadellet]], blandt gæsterne var Adam Oehlenschläger, J.P. Mynster, Heinrich Steffens, F.C. Sibbern, B.S. Ingemann, [[M.F. Liebenberg]], [[Andreas Nicolai de Saint-Aubain|Andreas Saint-Aubain]], [[Peder Hjort]], [[Rudolph Bay]], [[Nicolai Christian Levin Abrahams|Abrahams]] og A.S. Ørsted.
=== Private selskaber ===
[[Fil:Tobaksselskab.jpg|thumb|Wilhelm Bendz: ''Et tobaksselskab''. 1828. Olie på lærred.]]
Jonas Collin, Anders Sandøe Ørsted, N.F.S Grundtvig, Johan Ludvig Heiberg, Johan Buntzen, faren til [[Thomasine Gyllembourg]], Hans Heger, faren til Christiane Oehlenschläger og Kamma Rahbek, holdt alle selskaber med oplæsning og diskussion.<ref>Dorthe Sondrup Andersen: ''Guldalder uden forgyldning'', ISBN 87-91293-83-9, side 348</ref> Et andet selskabeligt samlingspunkt for guldalderens kunstnere var hjemmet hos vinhandler og mæcen [[Christian Waagepetersen]].
På [[Kunstakademiet]] blev mange af kunstnerne uddannet under Eckersberg, blandt andet [[Wilhelm Bendz]], Constantin Hansen, [[Wilhelm Marstrand]], [[Ernst Meyer (maler)|Ernst Meyer]], [[Fritz Petzholdt]], [[Jørgen Roed]] og [[Martinus Rørbye]]. Derudover arrangerede de studerende private selskaber "tobaksselskaber" eller diskussionsklubber. Bendz har brugt et "tobaksselskab" som motiv.<ref>Dorthe Sondrup Andersen: ''Guldalder uden forgyldning'', ISBN 87-91293-83-9, side 115</ref>
=== C.A. Reitzels boglade ===
[[C.A. Reitzels Boghandel]] og Forlag var samlingssted for byens skrivende ånder. [[Carl Andreas Reitzel|C.A. Reitzel]] udgav en stor del af deres værker. Her kom H.C. Andersen, J.L. Heiberg, Christian Winther, Søren Kierkegaard og mange andre.<ref>Bente Scavenius m. fl. ''Guldalderhistorier : 20 nærbilleder af perioden 1800-1850'', "Nys jeg er fra Reitzel kommen ..." , side 110-115</ref> Guldalderens kommunikationscenter lå omkring [[Købmagergade]], hvor C.A. Reitzels Boghandel lå.
I området mellem [[Rundetårn]] og [[Højbro Plads]] og tilhørende sidegader begyndte [[Studenterforeningen]] og [[Gyldendal]]s forlag. Det lå tæt på aviser som ''Fædrelandet'', ''Berlingske Tidende'' og ''Corsaren''.<ref>Bente Scavenius m. fl. ''Guldalderens verden: 20 historier fra nær og fjern'', "Hjemme og ude, oppe og nede – Guldalderens kontraster", side 16</ref>
Reitzel ejes i dag af Erik V Krustrup.
== Tidslinje ==
* [[1790'erne]]: [[Trykkefrihedsforordningen af 1799]] som reelt genindførte censuren i Danmark, og som var gældende indtil [[Enevælde]]ns ophør i 1848.
* [[1800]] [[Peter Andreas Heiberg|P.A. Heiberg]] forvises efter dom for [[majestætsfornærmelse]] – [[Malthe Conrad Bruun]] får også en dom: "Forvisning fra Kongens Riger og Lande".
* [[1801]] [[Slaget på Reden]]
* [[1802]] [[Henrik Steffens]] begynder sine forelæsninger på [[Elers' Kollegium]] – Guldsmed [[Niels Heidenreich]] stjæler [[Guldhornene]] fra [[Kongens Kunstkammer|Kunstkammeret]] i København og smelter dem om. Dette inspirerer Adam Oehlenschläger til digtet [[Guldhornene (digt)|''Guldhornene'']]
* [[1802]] December dette år udsender [[Adam Oehlenschläger|Oehlenschläger]] ''Digte 1803'' med [[Guldhornene (digt)|''Guldhornene'']]
* [[1804]] [[C.F. Hansen (arkitekt)|C.F. Hansen]] vender hjem til København og påbegynder byens genopbygning
* [[1806]] Danmarks første, bemandede ballonopstigning finder sted i København.
* [[1807]] [[Københavns bombardement]]
* [[1808]] Danmarks formodentlig første juletræ på [[Holsteinborg Gods]] ved [[Skælskør]] i juletiden med tændte lys på et grantræ. I [[København]] blev det første træ tændt i 1811, hos Frederikke Louise og Martin Lehman i Ny Kongensgade.
* [[1809]] [[Christoph Ernst Friedrich Weyse|C.E.F. Weyse]] debuterer på Det Kongelige Teater med syngespillet ''Sovedrikken''
* [[1813]] [[Statsbankerotten 1813]] – [[Adam Oehlenschläger#Baggesen-fejden|Pennefejden]] mellem [[Oehlenschläger]] og [[Jens Baggesen]] 1813-19
* [[1813]] [[Jødefejden 1813|Den litterære jødefejde]].
* [[1814]] Danmark afstår Norge til Sverige – [[Frederik 6.]] til [[Wienerkongressen]] – [http://www.ordetogisrael.dk/artikler.php?action=laesartikel&id=247 Lov af 1814 gav jøderne næsten fuld ligestilling i Danmark] – Undervisningspligt for alle børn fra det 7. år til konfirmationen. Landet inddeles i skoledistrikter.
* [[1817]] Fangeoprør i [[Tugt- og børnehuset|Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn]]
* [[1818]] [[C.W. Eckersberg]] bliver professor ved [[Kunstakademiet]]
* [[1819]] [[H.C. Andersen]] kommer til København – [[Jødefejden 1819-1820|Jødefejden]] 4. september og frem til januar 1820 i København
* [[1820]] [[H.C. Ørsted]] opdager [[elektromagnetisme]]n
* [[1824]] [[B.S. Ingemann]]s første historiske roman ''Valdemar den Store og hans Mænd'' – [[N.F.S. Grundtvig]]s digt ''[[Nyaars-Morgen]]'' – I København åbner [[Statens Museum for Kunst|Den Kgl. Malerisamling]] for offentligheden.
* [[1825]] [[H.C. Ørsted]] frembringer metallisk [[aluminium]]. Første [[jernbane]].
* [[1826]] [[Johanne Luise Heiberg]] optræder for første gang på Hofteatret – [[Christiansborg Slotskirke]] indvies – [[Niels Laurits Høyen|N.L. Høyen]] begynder sine forelæsninger ved [[Kunstakademiet]]
* [[1828]] ''[[Elverhøj]]'' af [[Johan Ludvig Heiberg]] der som påskønnelse af dette arbejde blev udnævntes til teaterdigter og fast oversætter – Præsternes pligt til at [[Katekismus|katekisere]], at overhøre menigheden bliver indskærpet.
* [[1829]] [[Den Polytekniske Læreanstalt]] oprettes med [[Hans Christian Ørsted|Ørsted]] som direktør til 1851 – [[Adam Oehlenschläger]] bliver i [[Lund Domkirke]] laurbærkranset af den svenske digter [[Esaias Tegnér]].
* [[1830]] [[August Bournonville]] bliver solodanser ved [[Det Kongelige Teater]] – [[Julirevolutionen]] i Paris
* [[1831]] [[Rådgivende provinsialstænderforsamlinger]] med den endelige anordning 15. maj 1834
* [[1832]] [[Rasmus Rask]] dør
* [[1833]] [[C.W. Eckersberg]] udgiver sin første lærebog om perspektivet
* [[1835]] De første af [[Eventyr af H.C. Andersen|H.C. Andersens eventyr]] udkommer, blandt andet ''[[Fyrtøjet]]'', ''Lille Claus og store Claus'', [[s:Prindsessen paa Ærten|''Prindsessen paa Ærten'']]
* [[1836]] [[Københavns Universitet]]ets hovedbygning af [[Peder Malling]] står færdig
* [[1836]] "Skarp eksamination" – dvs forhør under tortur – forbydes ved lov i Danmark.
* [[1838]] [[Bertel Thorvaldsen]] vender hjem efter 40 år i Rom
* [[1839]] [[Frederik VI]] dør og efterfølges på tronen af [[Christian VIII]] – Franskmanden [[Jacques Daguerre]] (daguerreotypi) og englænderen [[William Fox Talbot]] lancerer hver deres fotografiske teknik: de sølvbaserede, fotografiske processer. – Det [[De Nationalliberale#Starten|national-liberale blad]] "Fædrelandet" begynder at udkomme som dagblad. – [[Ditlev Gothard Monrad|D.G. Monrad]] udgiver første nummer af "Flyvende politiske blade".
* [[1840]] – [[Corsaren]], Danmarks første folkeligt udbredte satiriske vitighedsblad, udkommer første gang.
* [[1841]] Der oprettes [[sogneforstanderskab]]er til ledelsen af sognekommuner. 1867 blev disse afløst af [[sogneråd]].
* [[1842]] [[Peter Hiort Lorenzen]] : "Han vedblev at tale dansk" i [[Rådgivende provinsialstænderforsamlinger|Stænderforsamlingen]] i Slesvig.
* [[1843]] 15. august åbnede [[Tivoli|''Kjøbenhavns Tivoli og Vauxhall'']], grundlægger er [[Georg Carstensen]] – [[Søren Kierkegaard]]s ''[[Enten - Eller]]'' udkommer
* [[1844]] Søren Kierkegaards ''[[Begrebet Angest]]''.
* [[1845]] Det bestemmes, at [[Dyrehaven|Jægersborg Dyrehave]] alene skal være lystskov
* [[1846]] [[Bondevennernes Selskab]] dannes og skulle "virke for Bondestandens Emancipation og ligeborgerlige Ret med de andre Samfundsklasser". Danmarks første krigsminister oberst [[A.F. Tscherning]] blev formand.
* [[1847]] Den første [[Vestbanen|jernbanestrækning]] i Danmark åbner mellem København og Roskilde
* [[1848]] [[Treårskrigen]] 1848-50 – [[J.C. Jacobsen]] flytter sit bryggeri uden for voldene til Valby
* [[1849]] [[Enevælden]] afskaffes, og [[Danmarks Riges Grundlov]] vedtages
* [[1850]] H.C. Ørsted udgiver ''[[Aanden i Naturen]]''
* [[1850'erne]] 1800 tønder land uden for Københavns volde gives fri til bebyggelsesformål, og her opføres brokvartererne. – I 1859 udgiver [[Charles Darwin]] sit hovedværk "On the Origin of Species by Means of Natural Selection" (Arternes oprindelse).
:<ref>Kilder til tidslinjen : [http://www.guldalder.dk/show.asp?id=23 Guldalder.dk] – [http://www.aerenlund.dk/idag/historie.asp?periode=12 Aerenlund.dk] – [http://www.historie-online.dk/sjov/almanak/ Almanak] – [[Tidslinje for tekniske opfindelser]] samt diverse andre Wikipedia-artikler</ref>
== Se også ==
* [[Organismetanken]]
* [[Skovgaard Museet]]
* [[Guldalder (film)]] - film instrueret af [[Tom Elling]] efter manuskript af [[Peter Laugesen]]
== Litteratur ==
* Jensen, Lisbeth Ahlgren: Musiklivet i Charlotte Schimmelmanns og Friederike Bruns saloner, i: Sørensen, Anne Scott (red.): Nordisk salonkultur – Et studie i nordiske skønånder og salonmiljøer 1780-1850, p. 231 – 250, Odense Universitetsforlag, Odense 1998
* Dorthe Sondrup Andersen: ''Guldalder uden forgyldning'', ISBN 87-91293-83-9
* Hans Edvard Nørregård-Nielsen: ''Kongens København'', ISBN 87-00-47268-9
* ''Guldalderhistorier : 20 nærbilleder af perioden 1800-1850'', redaktion [[Bente Scavenius]], ISBN 87-00-19052-7
* ''Guldalderens verden : 20 historier fra nær og fjern'', redigeret af Bente Scavenius, ISBN 87-00-25274-3
* ''Krydsfelt : ånd og natur i guldalderen'', redaktion: Mogens Bencard, ISBN 87-00-46638-7
* ''Hen over torv og gade : mennesker og huse i Guldalderens København'', Claus M. Smidt og Mette Winge, ISBN 87-00-25216-6
* Bergit Bertung, ''Gyldne Lænker – kvindernes guldalder : om forholdet mellem mand og kvinde hos 10 guldalderpersonligheder'', ISBN 87-7876-482-3
* Maria Helleberg, ''vilde KVINDER, milde KVINDER : 12 kvindeliv fra guldalderen'', ISBN 87-638-0344-5
* Knud Voss, ''Guldaldermalerne'', ISBN 87-7321-072-2
* Mordhorst, Mads og Jes Fabricius Møller (2005) ''Historikeren Caspar Paludan-Müller''. ISBN 87-7289-738-4. DK5=99.4 {{nowrap|Paludan-Müller, Caspar.}} – Blandt andet om [[historisme]]ns udvikling og indflydelse i Danmark. [[Caspar Paludan-Müller|Paludan-Müller]] (1805-82) fik sit grundsyn lagt i perioden, og det beskrives hvordan dette kommer i vanskeligheder som århundredet skrider frem.
* Koch, Hal (1954). ''Den danske kirkes historie''. Bind 6: "Tiden 1800-1848".
* Lausten, Martin Schwarz (2004, 1987). ''Danmarks kirkehistorie'' 3. udgave. Forlag: Gyldendal. DK5=27.6. ISBN 87-02-02701-1
* Rasmussen, Jens (2002). ''En brydningstid – Kirkelige holdninger i guldalderperioden 1800-1850'', Odense. ISBN 87-7838-667-5 – Med yderligere litteratur.
* [[V.C. Ravn]]: "Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid." i V.C. Ravn og [[Angul Hammerich]]: ''Festskrift i Anledning af Musikforeningens Halvhundredaarsdag.'' Udgivet af Musikforeningen 1886 – [[s:Tilbageblik|"Tilbageblik"]] på koncertvæsenets tilstand omkring året 1830 af [[V.C. Ravn]] på [[Wikisource]]
* [[Nils Schiørring]]: ''Musikkens historie i Danmark'', bd. I-III
* ''Gamle Selskabssange og Klubviser'', 1951. Introduktion ved Jens Sølvsten
* Karl Clausen ''Dansk Folkesang gennem 150 år'' 1958
* "Fællessang og danskhed" af Kirsten Sass Bak i ''Musik og danskhed'' redigeret af Jens Henrik Kuodal, 2005, ISBN 87-7876-399-1
* Heinrich W. Schwab: "Guldalderens musik og dankhed" i ''Musik og danskhed'', red. Jens Henrik Koudal, 2005, side 59-72
* Niels Martin Jensen ''Den danske Romance 1800-1850 og dens musikalske forudsætninger''. Kbh.1964.
* Niels Martin Jensen: "Niels W. Gade og den nationale tone" i ''Dansk identitetshistorie'' bd. 3, 1992
* ''Gamle Selskabssange og Klubviser'', Kjøbenhavn 1951.<!-- ikke fejlskrivning--> Introduktion ved Jens Sølvsten. "En Nytaarspublikation"
* Gertrud Oelsner (red.), ''Udsigt til Guldalderen'', Storstrøms Kunstmuseum og Skovgaard Museet 2006. ISBN 87-89118-28-6
* Om den dansk-tyske modsætning: Ole Feldbæk og Vibeke Winge: "Tyskerfejden 1789-1790. Den første nationale konfrontation", ''Dansk Identitetshistorie'', bd. 2 "Et yndigt land" 1789-1848, red. af Ole Feldbæk. København 1991, s. 9-109
* [[Christian Elling]]: ''Den romantiske Have, danske Studier'', 1979, ISBN 87-01-93611-5 (1. udgave 1942)
<ref>Anne Scott Sørensen (red.): Nordisk salonkultur. Et studie i nordiske saloner og skønånder. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 1998</ref>
== Referencer ==
{{reflist|3}}
== Eksterne henvisninger ==
* [http://www.natmus.dk/saer/aandeninaturen/ Ånden i naturen]
* [http://www.goldendays.dk/composite-884.htm Golden Days in Copenhagen – København 1800-1850]
* [http://www.guldalder.dk/ Guide til dansk guldalder]
* [http://www.dr.dk/K/Kunst/Passion_for/19140419?play=%2FForms%2FPublished%2FPlaylistGen.aspx%3Fqid%3D1234869 Udsendelsen ''Passion for Guldalderen'' på DR K, 2009]
{{-}}
{{Den danske Guldalder|collapsed}}
{{god}}
[[Kategori:Danmark i 1800-tallet|Guldalder]]
[[Kategori:Romantikken]]
| 