Brugsforening: Forskelle mellem versioner

Folk blev i længden nedtynget af en [[gæld]], de aldrig kunne komme ud af, når de blev tvunget til at købe på [[kredit]]. I de første norske brugsforeninger var folk dog stadigvæk nødt til at bede om kredit. I 30 år kæmpede norske bagere mod, at brugsforeningerne solgte billigere brød til [[almue]]n. I [[Bergen]] var bagernes [[Privilegium|privilegier]] knyttet til bagergården som fast ejendom. Døde bageren, kunne bageriet ikke afvikles; bagergården måtte finde og få ansat en anden bagermester. Et andet problem for norske brugsforeninger var filiallovene. I [[Norge]] måtte en forretning ikke have flere end ét udsalg i en og samme [[kommune]]. I Bergen indvendte man også mod brugsforeningen, at den drev i strid med den norske handelslov, fordi bestyrelsen ikke havde løst handelsbrev. Det var imidlertid medlemmerne selv, der svigtede, da Bergen forbrugsforening gik [[konkurs]] i 1870'erne. Pga af de dårlige tider trak de indskuddene ud. <ref>Terje Valestrand: "Bakerne i Bergen ville ikke dele brødet", ''[[Bergens Tidende|BT-magasinet]]'' 15. juli 2006</ref>▼

[[Bygd]]en Brakanes i [[Hardanger]] oplevede derimod en opblomstring. Stedet behøvede en forretning, men så sent som i [[1855]] gik kommunestyret mod både forretning og [[dampskib]]sekspedition i [[Ulvik]]; al ydre påvirkning, som kredit og [[alkohol]], blev anset for at være af det onde. Fristelserne ville blive for store. Men forbrugsforeningen kom, og med den [[ogi for rejsende på første sal. Senere startede bestyrer Vestrheims kone et af de tre [[hotel]]ler i Ulvik. Da dele af Ulvik gik ind i [[Ullensvang]] og [[Granvin]] i [[1891]], åbnede man forbrugsforretninger også her. Folk følte nærhed til den lokale forretning, så hver bygd havde sit "s-lag" (forkortelse for "[[samvirke]]lag").▼