Giordano Bruno: Forskelle mellem versioner

Tretten år gammel blev Filippo Bruno elev ved San Domenico-klosteret, hvor [[Thomas Aquinas]] engang havde undervist. Han læste først på universitetet, og siden trådte han som 17-årig (dengang egentlig en sen start) ind i [[dominikanerordenen]], hvor han antog navnet Giordano. Han udtalte senere, at med sin indtræden "''havde han knappet den første knap skævt, og senere kunne ingen af de andre knappes rigtigt''". <ref name="olsen51">Ole Askov Olsen: ''Rom – pladsernes by'' (s. 51), forlaget Thaning & Appel, København 1996, ISBN 87-413-6343-4</ref> Kun ét år inde i sin uddannelse i dominikanerklosteret ''San Domenico Maggiore'' i [[Napoli]] blev den nysgerrige og kritiske novice beskyldt for at foragte dyrkelsen af [[jomfru Maria]] og af [[Helgen|helgenerne]] og truet med en disciplinærsag. Han blev dog ordineret [[præst]] i [[1572]]. I [[1575]] opnåede han [[doktor]]graden i [[teologi]] og tog året efter til [[Rom]].

Da [[inkvisitionen]] samme år forberedte en [[Kætteri|kætterisag]] mod ham, flygtede han fra Rom og indledte sin årelange vandring gennem [[Europa]]: omtrent 10.000 kilometer tilbagelagde han til fods mellem Europas universitetsbyer. Han ernærede sig i starten som lærer blandt andet i Noli ([[Ligurien]]), han var en tur i [[Savoyen]] og [[Lyon]]. I [[1579]] var han i [[Genève]], en by præget af [[Jean Calvin|Calvins]] lære, hvor han lagde sig ud med mægtige personer ved at trykke en kritik af en af universitetets lærere. Han blev tvunget til at gøre afbigt og forlod kort der efterderefter Genève. Han tog til Lyon og kom så til [[Toulouse]], hvor han underviste og skrev sit første store værk om [[hukommelseskunst]]en, ''De umbris idearum.'' Det skaffede ham gunst hos kong [[Henrik 3. af Frankrig]], ved hvis [[hof]] han blev kongelig lektør,; han underviste da ved [[Sorbonne]].

Bruno prøvedeforsøgte at få sine synspunkter til at falde sammen med katolicismen, men for ham var universet uendeligt, fyldt med [[stjerne]]r som vor [[solen|sol]] omgivet af [[planet]]systemer, hvor intelligente skabninger kunne bo: "''Sådan bliver [[Gud (monoteistisk)|Gud]]s herlighed forstærket, og udstrækningen af hans rige tydeliggjort, han forherliges ikke af én, men af talløse sole, ikke af én jord, men af tusinde, ja, jeg siger en uendelighed af verdner.''" <ref>John Barrow: ''Uendelighetens historie'' (s. 131), forlaget Flox, Oslo 2006, ISBN 82-996657-1-X</ref>

I [[1583]] tog han med den franske ambassadør Michel de Castelnau til [[London]], hvor han var i tre år som dennes gæst, og i den tid skrev han i rivende hast sine fem dialoger, forfattet på italiensk, da den engelske elite beundrede italiensk sprog og kultur. De italienske værker har slået hans navn fast som stor forfatter og [[filosofi|filosof]]. Han omgikkes en række engelske intellektuelle, men nåede ved sine skarpe, [[Satire|satiriske]] udfald siden at gøre sig uheldigt bemærket i hele det engelske ''establishment'', lige fra grammatikerne ved universitetet i [[Oxford]] til hoffets lærde, hvilke han havde en del til fælles med – hans påvirkning kan spores hos bl.a. den unge [[Shakespeare]] og [[Christopher Marlowe|Marlowe]]. Han var ven med hofmanden og poeten Philip Sidney, og dediceredededikerede sin digtsamling ''Om de entusiastiske helte'' til ham. Dengang regnede man med fire grader af entusiasme:

Gennem Sidney mødte han også [[Elizabeth I]]. Bruno beskrev hende senere med ord som "''hellig''" og "''guddommelig''", hvad der blev brugt mod ham i kætteriprocessen. Dronningen på sin side syntesbrød sig ikke om Bruno og anså det, som han stod for, somfor farligt og undergravende. Med udsagn som "''Den, der higer mod filosofien, må starte arbejdet med at stille alt under tvivl''" og "''Med mindre du gør Gud til din lige, kan du aldrig forstå Gud''", sattebragte han sig selv i en udsat stilling i forhold til kirken, ikke mindst nårved hanat beskrevbeskrive Jesus som en ''magus'' – magiker. <ref>Ranveig Eckhoff: ''Italienske hemmeligheter'' (s. 110-6), forlaget Press, Oslo 2006</ref>

Den stadig skarpere trosstrid i Europa tvang ham også vækbort fra England. Han rejste tilbage til Paris i [[1585]], hvor han på Sorbonne leverede et generalangreb på [[Aristoteles]]' [[erkendelsesteori]] og [[Kosmologi (religion)|kosmologi]]. Han flygtede fra [[Paris]], efter at være blevet indblandet indirekte i striden mellem [[huguenot]]ter og [[katolicisme|katolikker]].

Han tog til det [[luther]]ske [[:de:Lutherstadt_Wittenberg|Wittenberg (tysk)]], hvor han i [[1586]] fik lov til at undervise på [[universitet]]et i Aristoteles' lære. Fra dennesamme periode stammer nogle af Brunos [[latin]]ske værker, der mere systematisk beskriver hans teorier om [[erkendelsesteori]] og kosmologi. Han udfordrede Aristoteles' verdenssyn på alle punkter. Aristoteles delte universet op i en endelig sfære ''under'' [[måne]]n med fysiske ting, og en himmelsk sfære ''bagved'' månen med [[Æter (fysikhistorie)|æter]]iske ting. Bruno påpegede, at dette talte imod universets enhed. Aristoteles mente, at mere end én verden ville skabe asymmetri, da kun én verden kan være [[Centrum (geometri)|centrum]], og ordnet bevægelse kun er muligtmulig i et univers med et centrum. Men Bruno påpegede, at der i et uendeligt univers kan der ikke kan være ét enkelt centrum eller én bestemt [[omkreds]]. <ref>John Barrow: ''Uendelighetens historie'' (s. 188)</ref>

Han drog videre til Helmstadt, hvor de politiske konjunkturer var ham imod, og videre til [[Prag]] i [[1588]] til kejser [[Rudolf 2. (Tysk-romerske rige)|Rudolf 2.'s]] hof, hvor han ikke formåede at vinde fodfæste – han kunne ikke trænge igennem med sin [[naturfilosofi]] i trængslen af magikere, røgen fra [[alkymi]]ster og larmen fra guldmagere og charlataner. Han drogfortsatte til [[Frankfurt am Main]], hvor han ikke fandt støtte og vovede da – mod venners råd – at tage til [[Venedig]] efter indbydelse fra den venetianske patricier Giovanni Mocenigo, der ønskede at blive undervist i Brunos [[hukommelseskunst]]. Bruno var blandt søgerneansøgerne til et professorat i [[matematik]] ved universitetet i [[Padova]], men stillingen gik i stedet til [[Galileo Galilei|Galilei]], og Bruno underviste så Mocenigo, der angiveligt havde håbet at få sin hukommelse forbedret ved magi. Men det var ikke magi Bruno underviste i men et [[mnemoni]]sk system, som også [[Thomas Aquinas]] havde anbefalet. Mocenigo skal være blevet så skuffet, at han angav Bruno til inkvisitionen. 22.maj 1592 blev Bruno arresteret under afrejse fra Venedig. Han blev udleveret til Rom i [[1593]].

I Rom sad han fanget i [[Engelsborg (Rom)|Castel Sant' Angelo]], før retssagen begyndte. Om forhør og eventuel brug af tortur ved vi kun lidtlidet, fordi Napoleon fik oversendt sagsdokumenterne for at bruge dem som papirmasse i bygningskonstruktioner. <ref>Ranveig Eckhoff: ''Italienske hemmeligheter'' (s. 116), forlaget Press, Oslo 2002, ISBN 82-7547-105-2</ref> Men en tysk lærd ved navn Schoppius var i Rom i 1600, og nedskrev, hvad han fik at høre om retssagen. Bruno var en tid indstillet på at tilbagekalde sine overbevisninger, men efterhånden besluttede hanefterhånden at stå ved, hvad han mente, var det rigtigerigtigt. Da retssagen startede, forlangte kardinal Roberto Bellarmino en fuld tilbagetrækning, hvadhvilket Bruno nægtede at efterkomme. Til dommerne skal han have sagt: "''I, som i den barmhjertige Guds navn ofrer mig, ryster mere i jeres samvittighed ved at udtale dommen, end min ånd ryster ved at høre den.''" <ref name=olsen51 /> Han blev dermed erklæret som kætter og overleveret til de værdsligeverdslige myndigheder, som dømte ham til døden på bålet. Alle hans værker blev sat på ''Index librorum prohibitorum'' i [[1603]].

Den 17. februar i jubelåret 1600, under [[pave Clemens 8.|Clemens 8.s]] pavedømme, blev Bruno fulgt til bålet af munkene fra ''Compagnia della Misericordia'' (= Barmhjertighedens selskab), som havde som vigtigste opgave at hjælpe dødsdømte gennem deres sidste timer. [[Campo de' Fiori]] (= Blomstertorvet) var dengang et af Roms mest benyttede henrettelsessteder. En af munkene beskrev Brunos sidste timer sådan: "''Han fastholdt til det sidste sine meninger, og kredsede om sine tusinde vildfarelser, indtil han af [[bøddel]]en blev ført til Campo de' Fiori, hvor han blev afklædt og nøgen bundet til en pæl og levende brændt, fulgt af vort ''compagnia'', der sang litanier, og en af vore brødre, som trøstede ham og til det sidste bad ham om at opgive den stædighed, der var årsag til, at han nu endte sit elendige og ulykkelige liv.''" <ref>Ole Askov Olsen: ''Rom – pladsernes by (s. 51-2)''</ref>