Forskel mellem versioner af "Kynisme (filosofi)"

1.523 bytes tilføjet ,  for 1 år siden
Om kynikernes idealer.
m (Datomaerker kilde mangler-skabeloner)
(Om kynikernes idealer.)
'''Kynisme''' ([[Oldgræsk|græsk]]: kυνικοί, [[latin]]: ''cynici'' = kynikere) var en [[filosofi]]sk skole i [[antikken]], der fik særlig indflydelse på folks tænkesæt i tiden omkring år 0. Kynikernes [[anekdote]]r og vittige, ofte bidende udtalelser genfindes overalt i datidens [[litteratur]]. En vending som den i [[Paulus' Første Brev til Timotheus|Paulus' 1. brev til Timotheus]] 6:10: "''For kærlighed til penge er roden til alt ondt''" <ref>https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Tim/6</ref> er en typisk folkelig-kynisk talemåde. Tanker og udtryk fra kynikernes [[forkyndelse]] lever videre i vore dages kristne [[prædiken]]; og deres [[livsstil]], med [[fattigdom]] og nøjsomhed som [[ideal]]et, har sat sig præg på [[munk]]evæsnet. De regnes som forløbere for [[stoicisme]]n. <ref>Eiliv Skard: ''Filosofien i oldtiden'' (s. 135), forlaget Aschehoug, Oslo 1972, ISBN 82-03-00680-9</ref>
{{kilder|dato=marts 2018}}
 
'''Kynisme''' ([[Oldgræsk|græsk]]: Κυνικοί, [[latin]]: Cynici) var en indflydelsesrig [[filosofi]]sk skole i [[antikken]]. Den er mest kendt for tilhængernes afvisning af sociale konventioner, som de hånede for at understrege deres synspunkter. I moderne tid opfattes [[Kynisme|kynikeren]] som en person, der hånligt afviser menneskelig godhed og [[altruisme]], og som føler sig hævet over andre mennesker. Følelsen af overlegenhed er dog ikke en nødvendig egenskab for kynikeren i den filosofiske betydning.
 
== Oprindelse ==
Hvor betegnelsen stammer fra er usikker: den kan; enten være en afledning af [[Cynosarges]], den bygning i [[Athen]], som var skolens første hjem,; eller dannet af det græske ord for [[hund]]: ''cyon'' (κύων, ''kýōn''), eftersom [[Diogenes|Diogenes af Sinope]] i sin samtid blev kaldt "Hunden". DenDa sidstehan kanblev værespurgt enom, hentydninghvorfor tilhan tilhængerneshavde grovedet [[tilnavn]], aggressiveskal oghan bidskehave adfærd.svaret: Kynikerne"''Fordi togjeg gernelogrer sammenligningenfor dem, medder hundegiver tilmig signoget, fxog [[Diogenes|Diogenesbjæffer afad Sinope]]dem, der ikke giver mig noget, og bider kæltringene.''" <ref>http://penelope.uchicago.edu/~grout/encyclopaedia_romana/greece/hetairai/diogenes.html</ref>
 
[[Sokrates]] havde lagt vægt på uafhængighed af ydre ting som vejen til lykke, og kynikerne fulgte i hans fodspor. Lykken i deres øjne beror ikke på ydre ting, men på os selv, og må bestå i [[dyd]]en. Den indre frihed var for dem alt; overensstemmende med de græske [[bystat]]er stræben for at være selvhjulpne og uafhængige. Kynikerne mente, at den, som lever i dyd, også er lykkelig; han behøver ikke andet. Kynikerne flyttede de gamle grækeres politiske ideal over i folks personlige [[moral]]. Goder som penge og magt, hæder og ære, frihed, helbred og liv regende kynikerne for ''adiáfora'' (= mellemting, dvs. ting, der hverken er onde eller gode). Sygdom, landsforvisning og fattigdom var ting, man skulle søge at hæve sig over. Rigdom og luksus oplevede de som direkte skadeligt, da de bidrog til at knytte folk til denne verden. Idealet var [[Herakles]], som skal have vendt det gode liv ryggen og viet sig til en tilværelse med slid. Grækerne var ellers optaget af, om folk var af god familie; men kynikerne hævdede, at dyden er den sande [[adel]]. De skilte ikke mellem fri mand og [[træl]], mellem græker og udlænding. Ligesom senere [[Rousseau]] anbefalede de det enkle liv i [[natur]]en. Kynikerne var individualister; de så ingen større værdi i [[fænomen]]er som [[stat]], [[samfund]], [[idræt]], religiøse [[ceremoni]]er og [[ægteskab]]. <ref>Eiliv Skard: ''Filosofien i oldtiden'' (s. 132-33)</ref>
 
Den kyniske skole fik stor betydning for senere filosofiske skoler, idet den var et forbindelsesled mellem [[Sokrates]] og [[Stoicisme|stoikerne]]. Og dermed var bindeled mellem den [[Førsokratikere|tidlige]] [[Oldtidens græske filosofi|græske filosofi]] i det [[4. århundrede f.Kr.]] og de skoler og ideer, som har præget den vestlige verdens tænkning. Kynikerne udviklede deres eget [[Etik|etiske]] system og bevægelsen blomstrede fra 4. århundrede f.Kr. til [[2. århundrede]] e.Kr. I en ubrudt kæde fra Sokrates til [[Hadrian]]s tid blev denkynismen repræsenteret af stærke personligheder. I begyndelsen bl.a. [[Antisthenes]], [[Diogenes]], [[Krates fra Theben|Krates]] og [[Zenon fra Kition|Zenon]]. I den senere [[romersk]]e tid dominerede [[Demetrius Kynikeren|Demetrius]] (en ven til [[Seneca den Yngre|Seneca]]), [[Oenomaus af Gadara|Oenomaus]] og [[Demonax]]. De fastholdt alle Antisthenes’ grundlæggende principper[[princip]]per.
 
== Antisthenes ==
[[FileFil:Giulio Bonasone - Diogenes and Antisthenes detail.jpg|thumb|[[Diogenes]] (t.v.) og [[Antisthenes]] (t.h.).]]
[[Antisthenes]] var en af Sokrates’ elever, og den fundamentale leveregel, at [[Dyd (filosofi)|dyden]] og ikke [[Hedonisme|nydelsen]] var målet med livet, fik han derfra. Han befandt sig i første række i en intellektuel revolution, hvor fokus blev flyttet mod denne verden og menneskets erkendelse af den gennem [[fornuft]]. Dagligdagen og menneskenes indbyrdes forhold var nu det væsentlige i denne filosofiske strømning frem for forholdet til guderne. Sokrates, der var en af tidens fremmeste filosoffer, sagde: ''’’Dyd er viden’’''{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}} og i den ultimative harmoni mellem moral og fornuft findes menneskets sande eksistens. Antisthenes videreførte denne idé bogstaveligt og beskrev viden i den mest snævre form; at sand erkendelse kun var mulig for mennesket gennem de handlinger og valg, det selv foretog i livet. Herved udelukkede han alt andet end det, individet selv oplever i den fysiske verden; dvs. det er ikke muligt at erkende et fænomen gennem andre mennesker, men kun ved selv at opleve det. Det endelige resultat af denne logik var en rendyrket [[nominalisme]], og i sin etik blev han drevet mod en ekstrem [[individualisme]] og en afvisning af samfund, videnskab og næsten alt, hvad den græske verden forstod ved uddannelse. På den baggrund anså Antisthenes definitioner og forudsigelser for enten at være forkerte eller [[tautologi]]er, han sagde fx: ''’’En hest kan jeg se, men (fænomenet) hest kan jeg ikke se’’''{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}; en definition var en [[Cirkelslutning|cirkulær]] måde at fastslå en identitet, og fx at et træ er en plantevækst var ifølge hans logik det samme som at sige, at et træ er et træ.{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}}
 
6.818

redigeringer