Universitetet i Oslo: Forskelle mellem versioner

Fra det startede sin undervisning sommeren [[1813]], gik der elleve år før det forelå en "[[fundats]]" – en universitetslov, der regulerede universitetets virksomhed. Først i [[1824]] sanktionerede kongen fundatsen. På samtlige ordinære [[Stortinget|storting]] – i [[1816]], [[1818]] og [[1821]] – var der truffet beslutning om en universitetsfundats, men kongen personligt nægtede at stadfæste den. I samtiden mente man, at [[Karl 14. Johan|Karl Johans]] modvilje mod at tiltræde skyldtes universitetets navn. Stortinget stod fast på, at universitetet skulle beholde det navn, det havde fået i [[1812]] til minde om sin stifter. I [[1820]] skrev Karl Johan i et brev til [[Johan August Sandels|grev Sandels]]: "''Den afdøde konge'' ([[Karl 13. af Sverige]]) ''nægtede at give sit samtykke til, at universitetet skulle bære kongen af [[Danmark]]s navn. Jeg har af samme grund afslået,''" skrev Karl Johan. <ref>''Kunnskapens betingelser'' (s. 97), Vidarforlaget, Oslo 2009, ISBN 978-82-7990-094-8</ref>

Indtil [[1946]] var universitetet Norges eneste. I 2017 blev universitetet rangeret som det bedste i Norge, med en 142.plads i verdensmålestok (''global world ranking''). <ref>https://www.topuniversities.com/universities/university-oslo</ref>

I november [[1943]] var studenterne i harnisk, da det forlød, at [[Nasjonal Samling|NS]]-studenter fik forrang. [[28. november]] blev der sat ild til [[aula]]en. Mange var sikre på, at det var tysk provokation, mens tyskerne mente, branden var påsat af [[modstandsbevægelsen]] (hvad der senere viste sig at være rigtigt). [[Josef Terboven]] gik ind for hårde represalier, men ''[[SS]]- und Polizeiführer Norwegens'', [[Wilhelm Rediess]], fik ham talt bort fra det. I stedet for blev de enige om at arrestere studenterne. Modstandsbevægelsen blev dog advaret af sin kontaktmand i den tyske overkommando, oberstløjtnant Theodor Seltzer. Takket være Seltzers information blev der trykket [[Løbeseddel|løbesedler]] natten igennem. Disse blev fordelt på læsesalene, og over 2.000 studenter gik i dækning. Nogle hundrede vendte dog tilbage til læsesalene, hvor de blev arresteret for at omskoleres til SS-soldater. Flere blev arresteret hjemme, og til sidst var 1.200 studenter stuet ind i aulaen, hvor Rediess fortalte dem, at de skulle til en uddannelseslejr i Tyskland. Men aktionen var aldrig diskuteret med myndighederne i [[Berlin]], som var dybt uenige i den. [[Joseph Goebbels|Goebbels]] noterer i sin [[dagbog]], at [[Hitler]] var meget misfornøjet. Også [[Himmler]] var vred over, at hans planer om at indrullere op mod 60.000 frivillige blev vanskeliggjort. Rediess måtte så til Berlin for at forklare sig for Hitler, hvorefter henved halvdelen af de arresterede studenter blev løsladt. Alligevel blev en gruppe sendt sydpå [[9. december]]; et omfattende omskoleringsprogram skulle gøre dem til gode SS-mænd, for så at sendes hjem med den opgave at omvende andre nordmænd til nazismen. Efter et halvt år blev projektet dog opgivet som mislykket. Totalt over 700 norske studenter var en tid deporteret til Tyskland; af disse mistede sytten livet, enten under fangenskabet eller efter hjemkomsten. <ref>Ottar Samuelsen: ''Det var her det skjedde'' (s. 142-3), forlaget Dinamo, 2010, ISBN 978-82-8071-212-7</ref>