Wikipedia

Populisme: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m Datomaerker kilde mangler-skabeloner
omskrevet artikel ud fra flere nye kilder, især forskerne Mogens Herman Hansen og Jan-Werner Müller, fjernet kilde mangler-skabelon
Linje 1:
'''Populisme''' bruges om politiske enkeltpersoner og bevægelser, der fremhæver sig selv som talsmænd for ''det jævne folk'' i modsætning til en politisk, økonomisk eller kulturel elite. Det er derfor også kendetegnende for mange populistiske partier, at de er opstået som [[protestparti]]er. Populismen er ikke en egentlig [[ideologi]], men betegner snarere en særlig måde at optræde på politisk. Populisme kan dermed også være såvel [[venstreorienteret]] som [[højreorienteret]]. Venstrepopulismen slår ofte på ønsket om større økonomisk og social [[lighed]], mens højrepopulismen anvender en meget [[national]]t orienteret [[retorik]] med modstand mod [[indvandring]] og suverænitetsafgivelse som vigtige pejlemærker.
'''Populisme''' (af [[latin]]: ''populus''; folk) betyder "folkelig" og betegnelsen bruges ofte om politiske bevægelser forankret i ''det jævne folks'' verdensbillede. I modsætning til mange af de traditionelle [[ideologi]]er har populistiske partier ikke et bredt program men samler sig om en enkelt eller nogle få [[mærkesag]]er.{{kilde mangler|dato=januar 2018|reason=Det gælder for demagogiske partier, ikke for populisme generelt set. Det er en stærkt holdningsbaseret og politiseret fortolkning og temmelig problematisk.}} Populisme kan således være såvel [[venstreorienteret]] som midterorienteret eller [[højreorienteret]].{{kilde mangler|dato=januar 2018|reason=Idet "højreorientering" forudsætter elitisme, kan populisme selvsagt ikke være højreorienteret.}} Populismen står stort set altid i [[opposition]] til en herskende ''[[elite]]'' i form af privilegerede, økonomiske magthavere, eller hele det politiske establissement, og det er kendetegnende for mange populistiske partier, at de er opstået som [[protestparti]]er.
 
Repræsentanter for og tilhængere af populismen kaldes ''populister''. I dag bruges ordet "populisme" oftest nedsættende, men enkelte partier, der opfattes som populistiske, har taget begrebet til sig og anvender det selv i en positiv betydning.
Tilhængere og repræsentanter af populismen kaldes ''populister''. I dag bruges ordet "populisme" ofte nedsættende om en politik, hvor politikere til enhver tid forsøger at gøre det der er mest populært, godt hjulpet af de seneste [[meningsmåling]]er. Ret beset kan populisme imidlertid ses som udtryk for, at de etablerede partier er kommet ud af takt med vælgerne og derfor ikke længere afspejler betydelige befolkningsandeles opfattelse. Mange folkelige bevægelser begynder netop som folkerørelser, men de bliver først "farlige" modstandere (og derfor taget alvorligt af de etablerede politiske partier), når de omdanner sig til partier, der kan deltage i valg og dermed ved tilslutning true de etablerede partier, der har glemt demokratiets grundlæggende principper.
== Begrebets oprindelse og anvendelse ==
 
Populisme er afledt af det latinske ord ''populus'', der betyder "folk". Populisme betyder dermed egentlig "folkelighed", og populist "en folkelig person".<ref name=h11>Hansen, s. 11.</ref>
Beskyldninger om populisme gælder ikke kun politiske partier men tillige videnskabelige forskere og medierne/journalister.
 
I moderne tid stammer begrebets anvendelse fra [[USA]], hvor betegnelsen først blev anvendt af ''[[Populist Party|The Populist Party]]'' (også kaldet ''The People's Party'') som blev dannet i [[1891]]. Det erklærede formål med partiet var at tale det menige folks sag i modsætning til den intellektuelle og velhavende elite. Partiet fik imidlertid aldrig nogen væsentlig betydning i amerikansk politik og blev nedlagt igen i 1908.<ref name=h13>Hansen, s. 13.</ref> Allerede i 1896 havde en stor del af partiet fusioneret med det [[Demokratiske parti (USA)|demokratiske parti]].
== Populist Party ==
 
Indtil for få år siden blev ordet fortrinsvis anvendt af [[politolog]]er og [[sociolog]]er som et fagbegreb i deres analyser. Bogen "Populism, its Meaning and National Characteristics" fra 1969 af sociologerne [[Ernest Gellner]] og [[Ghita Ionescu]] har været skelsættende i denne sammenhæng.<ref name=h13/> Især siden omkring 2015 er ordet også blevet et vigtigt begreb i den offentlige debat og i kampen om den politiske magt.<ref name=h11/>
I moderne tid er betegnelsen introduceret af ''[[Populist Party|The Populist Party]]'' (også kaldet ''The People's Party'') som i [[1890]] dannedes blandt bønderne i [[USA]]s [[Midtvesten]] og på prærien.<ref>[http://dictionary.reference.com/browse/populist Dictionary.com: Populist]</ref>
 
Hyppigst anvendes ordet nedsættende af kritikere af de bevægelser, der betegnes som populistiske. Da den franske formand for partiet [[Front National]], [[Marine Le Pen]], begyndte at rose sig af, at hun var populist, var det derfor en undtagelse. Siden har flere andre partier som [[De Sande Finner]] i [[Finland]] og [[Alternative für Deutschland]] i [[Tyskland]] taget ordet til sig og bruger det i en positiv betydning, men selv i dag gælder det ifølge den danske demokratiforsker [[Mogens Herman Hansen]], at de fleste populister ikke ønsker at anvende betegnelsen om sig selv.<ref>Hansen, s. 14f.</ref>
== Det 21. århundredes populisme ==
 
== Definition ==
Adjunkt, ph.d., Institut for Filosofi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet Mikkel Thorup har rammende karakteriseret populismen i begyndelsen af det [[21. århundrede]] således:▼
 
En central forsker i populisme er tyskeren [[Jan-Werner Müller]], der er professor ved [[Princeton University]].<ref name=i71/> Müller mener, at populisme ikke er nogen egentlig ideologi med faste holdninger, men derimod en bestemt måde at agere på. Ifølge ham er det væsentlige i populismen "ideen om at være ''den eneste legitime repræsentant for et forestillet ægte og homogent folk''".<ref name=i71>Iversen, s. 71.</ref> Müller mener, at sådan en holdning underminerer tanken om de mange interessemodsætninger, der naturligt findes i en befolkning, som eksempelvis [[generation]]er, [[køn]], [[religion]] og [[samfundsklasse]]r. Samtidig udelukker forestillingen om en homogen befolkning de borgere, som dermed bliver ekskluderet, eksempelvis som følge af deres [[etnicitet]] eller politiske eller religiøse overbevisning.<ref name=i71/>
 
Müller mener, at følgende karakteristika er typisk for populistiske politikeres væremåde:<ref name=i71/>
* hævder at tale på vegne af hele folket
* hævder at have ret til at udpege, hvem folket er
* mener, at der eksisterer en elite, der modarbejder populisten, evt. med hjælp fra fjender fra ind- eller udland
* taler en akut krisetilstand op - som deres enkle løsninger kan løse
* producerer ofte konspirationsteorier
* anklager uafhængige medier for at være korrupte
* betvivler, at folk, der ikke bakker op om populisten, er en del af folket
* tillader sjældent intern debat i partiet vendt mod lederens partilinje
* bruger ofte retorik fra krigens verden
* anerkender ikke deres politiske modstandere
 
Ifølge Jan-Werner Müller er den tyrkiske præsident [[Recep Tayyip Erdoğan]] og den amerikanske præsident [[Donald Trump]] typiske eksempler på populister ved magten.<ref name=i73>Iversen, s. 73.</ref>
 
Der findes mange forskellige former for populisme. Man kan overordnet skelne mellem venstrepopulisme og højrepopulisme, men også indenfor disse kategorier er der forskelle. Venstrepopulister kan eksempelvis udnævne virksomhedsejere eller finanssektoren som folkets modstander. For højrepopulister kan modstanderen være personer, der ikke lever op til deres krav om homogenitet, eller personer, de er politisk uenige med, eksempelvis i spørgsmål om nationens fremtid.<ref name=i73/> Venstrepopulismen kendes især fra Latinamerika, f.eks. personificeret ved [[Hugo Chávez]] i [[Venezuela]] og [[Evo Morales]] i [[Peru]], men også i Europa findes partier som den italienske [[Femstjernebevægelsen|Femstjernebevægelse]] og det spanske parti [[Podemos]], der betegnes som venstrepopulistiske. For venstrepopulister er kløften mellem rig og fattig typisk en mærkesag, mens højrepopulister typisk er optaget af det nationale som modstand mod [[indvandring]] og mod overnationale institutioner som [[EU]]. For bevægelser som Femstjernebevægelsen og Podemos har bekæmpelse af korruption hos eliten været en tredje mærkesag.<ref>Hansen, s. 14ff.</ref>
 
▲Adjunkt,Daværende ph.d., Institut for Filosofi og Idéhistorieadjunkt ved Aarhus Universitet [[Mikkel Thorup]] harkarakteriserede rammendei karakteriseret2010 populismen i begyndelsen af det [[21. århundrede]] således:
:"...populisme er ikke en partibetegnelse, [[ideologi]] eller politisk [[doktrin]]. Det er en kritisk [[strategi]]; og alle politiske aktører kan i princippet anvende det populistiske sprog. Populisme handler om at fremhæve skel imellem folket og dets fjender.
 
Line 18 ⟶ 40:
:Det, der gør det populistiske sprog så stærkt og virkningsfuldt, er, at det kan trække på folkesuverænitets-tanken i [[demokrati]]et, altså den nødvendige fundering af demokratiet hos folket, folket som øverste magt, ''vox populi''.
 
:Demokratiske systemer er splittet imellem dets folkelige og dets institutionelle side. På den ene side får de legitimitet og energi fra dets folkelige pol, men stabilitet og effektivitet fra parlamentarismens institutionalisering af demokratiet, hvor den folkelige deltagelse er reduceret til valghandlinger og passiv betragtning af det politiske spil gennem massemedierne ..."
 
:"Populisme er en appel til en anerkendt og øverste autoritet: folket, som populister påstår at tale på vegne af. De ser sig selv som de sande demokrater, der giver mæle til de meninger, som systemet ignorerer, undertrykker og latterliggør.
 
:Populisme er en appel til folkets direkte inddragelse i politik, der skal komme til udtryk, før medierne og partierne stopper eller forvansker budskabet. Da påstanden er, at folkets stemme her kommer uforfalsket til udtryk, fremhæver populismen ofte folkeafstemningen og altid folkestemningen (f.eks. »retsfølelsen«) som den øverste demokratiske instans. Det betyder også, at de tegner et billede af det politiske system som basalt set mislykket. Medierne, partierne og organisationerne udgør et lukket, selvsupplerende og kartellignende system, der ligger meget langt fra det demokratiske ideal.
 
:Det politiske system afbildes som udemokratisk og ofte som svært skelneligt fra et diktatur. Staten, partierne og medierne udgør en systematisk og forstenet forhånelse af det almindelige menneske. Populismen redefinerer den demokratiske politik til at være udemokratisk, lukket og totalitær, hvilket giver populismen en affinitet til de antiautoritære bevægelser, som populismen i sin højrevariant forstår sig som i modsætning til ..."
 
:"Populisme er derfor en fuldt integreret del af demokratisk politik, men vi kan også skelne imellem en række mere specifikke former, fx: en venstreradikal populisme som den [[Hugo Chavez]] eller den globaliseringskritiske bevægelse udtrykker med sloganet ’Ikke i vores navn’; en postideologisk populisme, hvor politik reduceres til dels teknokratisk administration af globale krav og dels til en legitimerende moralistisk værdipolitik; en markedspopulisme, der hylder det frie marked som det perfekte demokrati og kritiserer statslige interventioner i økonomien som angreb på den personlige frihed ; og en nationalpopulisme, der i stigende grad beskriver situationen som en krigstilstand, hvor nationen trues af de fremmede samt af de antinationale, der tillader »invasionen«, »islamificeringen«, »multikulturaliseringen« etc."<ref>[http://modkraft.dk/sektionnode/kontradoxa/article/politik-er-krig-og-de-andre-er12875 Mikkel Thorup: "Politik er krig og de andre er forrædere – om populisme og Dansk Folkeparti". Artikel på (modkraft.dk) dateret 25. juni 2010.]</ref>
 
== Populistiske partier i nutidens Europa ==
Den tyske idehistoriker og professor Jan-Werner Müller skriver i sin bog ''Hvad er populisme?'': "Populisme er først og fremmest kendetegnet ved forestillingen om folket som en entydig moralsk størrelse. Dernæst ved at alle andres holdninger afvises som ufolkelige. Det er det sidste, der gør populismen anti-demokratisk".
=== Eksemplet Finland ===
 
Demokratiforskeren Mogens Herman Hansen opstillede i 2017 en liste over populistiske europæiske partier, hvortil han henregnede følgende 14 partier:<ref>Hansen, s. 29ff.</ref>
Finland kan belyse, hvad et populistisk parti kan bevirke. Finlands tre store partier [[Centerpartiet (Finland)|Centerpartiet]], [[Samlingspartiet (Finland)|Samlingspartiet]] og [[Finlands Socialdemokratiske Parti|Socialdemokraterne]] havde gennem 100 år delt magten mellem sig på ret udramatisk vis. De har dannet regering på kryds og tværs, og traditionen byder, at regeringen altid tager oppositionens ønsker med i forlig, så de bliver så brede som muligt.
 
* [[Dansk Folkeparti]], Danmark (stiftet 1995)
''[[De Sande Finner]]'' kalder sig selv et populistisk parti med fokus på enkeltsager, og de gik i 2011 til valg på, at Finland skulle deltage minimalt i [[EU]] – herunder ikke støtte Portugal i dets Euro-vanskeligheder, begrænse deltagelsen i internationale klimakonventioner, skære ned på [[ulandsbistand]]en, lukke for [[indvandring]] og hæve skatterne for højtlønnede. Partiet vandt omkring 19% af stemmerne ved det finske parlamentsvalg. Den siddende regering mistede helt deres tidligere tilslutning.
* [[De Sande Finner]], Finland (stiftet 1995)
* [[Front National]], Frankrig (stiftet 1972)
* [[Frihedspartiet]], Holland (stiftet 2006)
* [[Femstjernebevægelsen]], Italien (stiftet 2009)
* [[Fremskrittspartiet]], Norge (stiftet 1973)
* [[Lov og Retfærdighed]], Polen (stiftet 2001)
* [[Det Schweiziske Folkeparti]], Schweiz (stiftet 1971)
* [[Podemos]], Spanien (stiftet 2014)
* [[UK Independence Party]] (Ukip), Storbritannien (stiftet 1993)
* [[Sverigedemokraterna]], Sverige (stiftet 1988)
* [[Alternative für Deutschland]], Tyskland (stiftet 2013)
* [[Fidesz]], Ungarn (stiftet 1988)
* [[Frihedspartiet i Østrig|Det Østrigske Frihedsparti]], Østrig (stiftet 1956)
 
Udover disse europæiske partier udpegede Mogens Herman Hansen også den amerikanske præsident [[Donald Trump]] og hans tilhængere i [[Republikanske parti (USA)|det republikanske parti]] som populister, <ref>Hansen, s. 49.</ref> ligesom han karakteriserede den russiske præsident [[Putin]]s støtteparti [[Forenet Rusland]], den tyrkiske præsident Erdogan<ref>Hansen, s. 16.</ref> og flere latinamerikanske præsidenter som populister. Derimod var han uenig i, at partier som det græske [[Gyldent Daggry]] og det slovakiske [[Folkepartiet Vores Slovakiet]] kan karakteriseres som populistiske, idet et parti efter hans mening må være demokratisk for at kunne klassificeres som populistisk.<ref>Hansen, s. 21.</ref>
== Videnskabelig populisme ==
 
Udtrykket "videnskabelig populisme" betegner, at "højtuddannede videnskabsfolk og embedsmænd giver køb på den faglige integritet for at fremme et bestemt budskab og opnå eksponering. Man bruger statistik og matematik kreativt for at fremme den konklusion, man ønsker at eksponere, og man tilsidesætter fundamentale principper som vurdering af usikkerhed i datamaterialet." Dette kan ske ved eksempelvis at vælge den fremstilling, der bedst udtrykker den i forvejen fastlagte konklusion eller slutning, man ønsker at fremme. Dette kan eksempelvis ske som følger: "Hvis USA's forsvarsbudget forøges med 2 %, vil det blive præsenteret som absolutte tal, da 12 milliarder dollar lyder af mere end 2 %. Men hvis antallet af tvangsauktioner pr. måned stiger fra 200 til 400, fremstilles det som en fordobling, da det lyder af mere end 200." <ref>[http://nordjyske.dk/ditnordjyske/forside.aspx?ctrl=10&data=53%2C3513144%2C5%2C3 Jens Bach Andersen: "Videnskabelig populisme" (''Nordjyske.dk'' 5. marts 2010)]</ref> Et andet klassisk eksempel er, da man så at sige "regnede tilbage" ved trafikprognoserne forud for den faste Storebæltsforbindelse, således at denne under alle omstændigheder fremstod som økonomisk rentabel.
 
== Populisme i medierne ==
 
OgsåNogle mediernemener, beskyldesat undertidende fortoneangivende populisme:mediers "Magtudredningenbehandling konkluderer,af atpolitiske medierneemner harer »betydeligmed indflydelsetil påat bådefremme befolkningensen dagsordenpopulistisk stemning, befolkningensfordi holdninger,medierne denikke politiskelever kommunikationop ogtil dederes politiskeansvar beslutninger.for Menat deresformidle magtviden kanom politiske emner på ogsåredelig overdrives«vis."<ref>[http://www.modkraft.dk/sektionnode/kontradoxa/article/mere-pluralisme-mindre-populisme14449 Karen Helveg Petersen: Mere pluralisme, mindre populisme, tak. Indlæg på ''modkraft.dk'' 31. januar 2011.]</ref> Det er indlysende, at medierne – med regeringens eller magthavernbes tilslutning eller måske netop imod denne – sætter bestemte spørgsmål på dagsordenen og herved gør brug af fremstillinger, der påkalder sig opmærksomhed, det være sig med omtale af konkrete enkeltbegivenheder eller reference af denne eller hin "eksperts" vurdering af det emne, der ønskes fremmet (eller modvirket, alt efter omstændighederne).<ref>Heidi Jønch-Clausen: "Populisme som medieskabt fænomen – En retorisk analyse af den politiske journalistiks nedbrydning af politikernes troværdighed. Universitetsspeciale, 2005.</ref>
 
== Se også ==
 
* [[Demagogi]]
* [[Elitisme]]
 
== Litteratur ==
 
* Werner Müller, Jan - "Hvad er populisme?", 1. udgave 2016, Informations Forlag, ISBN 978-87-7514-533-1▼
* Hansen, Mogens Herman: ''Hvordan forvrænger populismen demokratiet?'' 1. udgave 2017, Informations Forlag. ISBN 978-87-7514-577-5
* Iversen, Kristian: ''''Nationer og natonalisme. Perspektiver på national identitet. 1. udgave 2017, Forlaget Columbus; ISBN 978-87-7970-365-0
▲* Werner Müller, Jan -Werner: "''Hvad er populisme?"'', 1. udgave 2016, Informations Forlag, ISBN 978-87-7514-533-1
 
== Eksterne henvisninger ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Populisme"