Forskel mellem versioner af "Sankt Willibrord"

6 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
m
omformer sprog fra norsk til dansk
(opsatt er rettet til opsat osv.)
m (omformer sprog fra norsk til dansk)
Efter to uger i Rom rejste han tilbage med mandat til at organisere kirken i Friesland. Han brugte [[Canterbury ærkebispedømme]] som model og oprettede [[suffragan]]sæder i udkanten. Af Pipin fik han fæstningen [[Wiltaberg]], senere Utrecht, som sæde.
 
Resultaterne af missionen var gode i områder, som blev styrede af [[franker]]ne. Men ellers var det vanskeligere, og han var hele tiden afhængig af beskyttelse fra verdslige herskere. Han rejste meget rundt og prædikede, byggede kirker og indsatte præster og munke. Han konsekrerede også flere biskoperbiskopper til nye sæder.
 
I [[698]] fik han jord af [[Irmina af Öhren]], som var gift med [[Hugobert af Pfalz]]. Hun var også Pipins svigermor og blev senere [[abbedisse]]. Willibrord grundlagde klosteret [[Echternach]] (nu [[Luxembourg]]) og ledede det selv som [[abbed]].
 
Han rejste også til [[Danmark]], hvor han var den første missionær. Han købte 30 [[Træl|slavedrenge]] fri, og efter at have kristnet dem tog han dem med sig, men det førte ikke til yderligere missionsarbejde i Danmark. Under hjemfarten fra Danmark førte dårligdårligt vejr til, at han måtte gå i land på [[Helgoland]]. [[Daner]]ne og friserne regnede det for et hellighelligt sted, og det var [[tabu]] at dræbe noget levende væsen, spise noget som voksede der eller hente vand fra en brønd, uden at det skete i fuldstændig stilhed. Willibrord ville demonstrere, at dette var [[overtro]], og dræbte nogen køer, [[dåb|døbte]] tre personer ved en kilde og snakkede højlydt, mens han gjorde det. Ingenting skete, og de, som så på, var usikre på hvorfor, guden ikke greb ind. Men den frisiske hersker [[Radbod]] tog affære og ofrede en af Willibrords ledsagere for at mildne guden.
 
På [[Walcheren]] gik det roligere for sig, og Willibrord omvendte mange. Han ødelagde også et gudebillede, og da den hedenske præst forsøgte at dræbe ham, undslap han og vendevendte tilbage til Utrecht. Det, at han undgik gudernes vrede, blev der lagt mærke til, og mange følte, at det gjorde hans budskab mere troværdigt.
 
I [[714]] døde Pipin II, og året efter fordrev Radbod Willibrord fra Utrecht. Mange kirker blev ødelagt, og præster blev dræbt. Samme år fik Karl Martell en søn, [[Pipin den yngre]], som blev døbt af Willibrord. Den yngre Pipin blev senere frankernes konge og var far til [[Karl den store]]. Willibrord virkede de næste år i [[Franken]] og [[Thüringen]]. Radbod døde i [[719]], og Willibrord kunne vende tilbage. Den østlige del af landet lå nu åbent for ham.
 
Bonifatius var en stærk støtte for Willibrord, men efter tre år sammen drog han til [[Tyskland]]. De to skabte en speciel institution, [[korbiskop]]erper (''chorepiscopii''), omvandrende biskoperbiskopper som drog fra sted til sted for at hjælpe missionærer.
 
Sine sidste år tilbraktetilbragte Willibrord i Echternach. Han døde der [[7. november]] [[739]], 81 år gammel. Han blev straks æret som [[helgen]].
 
== Eksterne henvisninger ==