Bertrand Russell: Forskelle mellem versioner

Han var ophavsmand til [[Russells paradoks]] i [[mængdelære]]n om mængden af mængder, der ikke er elementer i sig selv. Russell var en af hovedinitiativtager til [[Russell-Einstein-manifestet]], som blev offentliggjort ved en pressekonference d. [[9. juli]] [[1955]].

Russell-familien har i lang tid været aktiv i britisk politik. Russells farfar, [[John Russell, 1. jarl Russell|lord John Russell]], var to gange statsminister og præsenterede ''[[Reform Act 1832|The Reform Bill]]'' i [[1832]], lovkomplekset, der åbnede for en bredere [[stemmeret]] i England. John Russells bror [[Francis Russell, 2. jarl Russell|Francis, den 2. jarl Russell]], var [[Labour]]s leder i [[Overhuset]] og statssekretær i [[Ramsay MacDonald]]s regering. Bertrand Russells søn [[Conrad Russell, 5. jarl Russell|Conrad, den 5. jarl Russell]], var [[liberaldemokraterne]]s talsmand i bl.a. indenrigspolitik. [[John Stuart Mill]] var en ven af familien og [[mentor]] for Bertrand Russell, som selv stillede op til valg til [[Underhuset]], men ikke blev valgt. Russell var desuden en markant antikrigs-aktivist, tilhænger af [[frihandel]], [[Imperialisme|anti-imperialist]] og modstander af [[atomvåben]]. Hans pacifistiske [[pamflet]]ter mod [[værnepligt]] under [[første verdenskrig]] kostede ham først en [[bøde]]; så et [[stipendium]] i [[Cambridge]]; så hans [[pas (legitimation)|pas]], og til sidst seks måneders fængsel. Alligevel støttede Russell væbnet kamp mod [[nazisme]]n under [[anden verdenskrig]]. "''...tre lidenskaber – længslen efter kærlighed, tørsten efter kundskab og en uudholdelig medfølelse med en lidende menneskehed – har som hæftige vinde blæst mig frem og tilbage på en ustadig kurs over dybe oceaner af rædsel, på grænsen til fortvivlelse,''" sagde han selv om sin nagende frygt for dybden i sine følelser og for at gå fra forstanden. Imidlertid magtede han at bruge sin voksende skepsis og forlod sin tro til bedste for samfundet. Sådan blev Russell en af [[1900-tallet]]s mest indflydelsesrige [[intellektuel]]le. <ref>Bernt Hagtvet: ''Ideologienes århundre'' (s. 75-6) </ref>

I november [[1916]] kun få måneder efter [[slaget ved Somme]], udgav han ''Principles of Social Reconstruction'', hvori han leder efter en [[psykologi]]sk forklaring på den massive aggression bag første verdenskrig. Han skelner mellem destruktive impulser, som gør ejendom og erobring til en besættelse, og skabende impulser inden for uddannelse, kunst og familie, som bør være en rettesnor for politisk og økonomisk reform. Hans socialfilosofi er baseret på disse grundprincipper og hans politiske teori på de kræfter i menneskesindet, som frembringer [[næstekærlighed]] og dæmper aggression. Her kritiserer han også den rådende engelske liberalisme, som Russell mente, byggede på konkurrence og [[individualisme]]. <ref>Bernt Hagtvet: ''Ideologienes århundre'' (s. 77)</ref>

I [[1920]] fulgte han en [[Labour]]-delegation til [[Sovjetunionen]] og mødte [[Lenin]] i [[Kreml]]. Bagefter skrev han ''The Practice and Theory of Bolshevism'', en nærmest [[profeti]]sk analyse af det, der kom til at ske i Sovjetunionen under [[Stalin]] og [[Gulag]], ensretningen af kunst og videnskab, og [[Den store terror]]: «''Landet slog mig som et gigantisk fængsel, hvor fangevogterne var ... snæversynede magtdyrkere.''» Han forudså regimets vending mod autoritær [[nationalisme]], [[militarisme]], [[bureaukrati]]sering og partifunktionærernes sejr over revolutionens idealister. Han mærkede sig, at Lenin blæste på demokratisk socialisme og tværtimod mente, at socialisme ikke kan indføres på anden måde end ved voldelig revolution. Russell gennemskuede Lenins brutalitet og blev nu ugleset både i højre og venstre; men da hans bog skulle genudgives i [[1947]], behøvede han ikke at ændre endet tøddelmindste i den. Han var rejst til Sovjetunionen med åbent sind og i håb om at finde et samfund, der banede vej for en bedre fremtid for menneskeheden. I stedet blev han chokeret over styrets nyttetænkning og dets "''ligegyldighed overfor kærlighed, skønhedslængsel og impulsivitetens liv.''» Sovjetstaten fremstod som en nation af bønder, der blev tyranniseret af en lille gruppe byfolk. [[Kapitalisme]] og [[kommunisme]] ytrede det samme ønske om [[industrialisering]] for enhver pris. [[Bolsjevik]]kernes mål var at gøre den russiske bonde til en industriarbejder og lig en ''yankee'' så hurtigt som muligt, mente Russell. I Rusland traf han [[Maksim Gorkij]], som bad ham om at fortælle verden om det russiske folks lidelser. [[Fridtjof Nansen]] hørte hans [[appel]], som inspirerede ham og [[Herbert Hoover]] til at starte Nansenhjælpen. <ref>Bernt Hagtvet: ''Ideologienes århundre'' (s. 77-9)</ref>

Han var gift fire gange og skrev mere end 70 bøger. I [[1950'erne]] kom han ofte på [[Trafalgar Square]] iført sit sorte jakkesæt med urkæde, mens han holdt taler mod atomoprustning. I [[1958]] var han en af medstifterne i [[Kampagnen mod Atomvåben]] og blev for anden gang sat i fængsel i [[1961]] for [[civil ulydighed]]. Pga. høj alder fik han de to måneder ændret til syv dage. I [[1967]] stod han i spidsen for Russell-tribunalet, som kritiserede [[USA]]s aktiviteter i [[Indokina]]. <ref>Bernt Hagtvet: ''Ideologienes århundre'' (s. 76-9)</ref> Han var også [[religionskritik]]er.

I oktober [[1948]] overlevede han "Bukke Bruse-ulykken" i [[Trondheimsfjorden]], da han skulle til [[Trondheim]] og holde et [[foredrag]] i Studentersamfundet. Nitten omkom, men alle i rygesalonen overlevede, og dér sad Russell med sin pibe. Da han var kommet trygt frem til Trondheim og blev spurgt om sin reaktion, svarede han kun: "''Vandet var meget koldt.''" <ref>Bernt Hagtvet: ''Ideologienes århundre'' (s. 76)</ref> I sin [[selvbiografi]] skrev han: "''En ven af mig i [[Oslo]] skulle finde en plads til mig på flyet. Jeg fortalte ham, at han var nødt til at finde et sæde, hvor jeg kunne ryge, og for sjov sagde jeg: "Hvis jeg ikke må ryge, dør jeg." Det viste sig, helt uventet, at holde stik.''"

Den 74-årige Russel krøb ud af flyet gennem et vindue, der var sparket op, og svømmede hundrede meter hen til en [[redningsbåd]]. Til ''[[Adresseavisen]]'' udtalte han dagen efter: "''Jeg sad helt bagest i rygekabinen, og selv om jeg mærkede et ryk, da vi kom ned, var jeg ikke klar over, hvad der foregik, før vi krængede over, og vandet fossede ind over gulvet.''" Russell tog det roligt og behøvede kun en stor [[cognac]] og kaffe for at være restitueret. Samfundets støtter, som var mødt op i havnen for at modtage filosoffen, forstod, hvor vigtig hans pibe var for ham, og Russell beskriver i sin biografi, hvordan de "''ovenikøbet tørrede mine tændstikker, én efter én''". Han advarede i sit foredrag mod [[atomkrig]] og [[Stalin]]s besættelsesstyrker. Han tog tilbage til Oslo med tog. <ref>[http://org.ntnu.no/ud/dusker/html/9613/russel.html UD#13/96: -Får jeg ikke røykekommerrøyke kommer jeg til å dø!<!-- Bot genereret titel -->]</ref>