Containment: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Kennan.jpeg|thumb|George F. Kennan, inddæmning inddæmnings- politikkens strateg]]

I marts 1946 besatte Sovjetiskesovjetiske tropper det nordlige [[Iran]]. USA protesterede officielt gennem [[FN]], og Sovjetunionen reagerede ved at trække tropperne tilbage. Episoden var medvirkende årsag til, at lederen af en ny planlægningsstab i det amerikanske udenrigsministerium, [[George F. Kennan]], forfattede ” the long telegram”, hvori han beskrev den Sovjetiskesovjetiske trussel som en langsigtet strategi, der omfattede gennemførelsen af marxismen – leninismens ideologiske mål.<ref name="kannan 1996 s111"> Kennan (1996), s. 111</ref> Telegrammet er blevet tolket som inspirationen til [[Trumandoktrinen]].<ref>Offner (2002), s. 134</ref> Denne tolkning tilbageviser [[realisme|de klassiske realisters]] opfattelse, at Truman – doktrinensTrumandoktrinens ideologiske manifestationer var en taktisk manøvre, der skulle sikre, at det republikanske flertal i kongressen godkendte bevillingerne til [[Grækenland]] og [[Tyrkiet]]. Kennan har senere selv betegnet inddæmningspolitikken som en idealistisk inspireret politik snarere end en støtte til Grækenland og Tyrkiet.<ref name="kannan 1996 s111"/> Konsekvensen var imidlertid, at [[USA]] påtog sig at støtte lande som [[Grækenland]] og [[Tyrkiet]] økonomisk og militært, for at undgå kommunistisk indflydelse og på længere sigt en sovjetisk kontrol. I [[Frankrig]] og [[Italien]] forsøgte man ligeledes at holde de kommunistiske partier udenfor regeringsindflydelse. [[Marshallplanen]] var den økonomiske udmøntning af denne strategi, som skulle sikre stabilitet og vækst. Kennan anså selv Marshallhjælpen for den vigtigste del af ”containment” og har bl.a. vurderet, at ”..in 1946 the military aspect of our relationship to the Sovjet Union hardly seemed to come into question at all”.<ref> Kennan (1996), s. 113</ref>

Kennan forklarede i sin artikel i tidsskriftet ”Foreign affairs” i juli 1947, at Sovjetunionen fortrinsvis virkede tiltrækkende på lande uden for dens politiske indflydelsessfære og at hovedindholdet i den amerikanske politik overfor Sovjetunionen derfor skulle være en ”…langsigtet, tålmodig, fast og årvågen inddæmning af unionens eventuelle fremtidige ekspansion. På lang sigt kunne USA så fremme en opløsning eller en gradvis nedbrydning af Sovjetunionens magt.” <ref name="fore">[http://www.foreignaffairs.com/articles/23331/x/the-sources-of-soviet-conduct Kennan:George F.:''The Sources of Soviet Conduct'', Foreign Affairs juli 1947]</ref>

Inddæmningspolitikkens midler var indtil 1949 primært økonomisk bistand til genopbygning af de nedslidte økonomier i Europa. Imidlertid satte [[Kina|den Kinesiske revolution]] i 1949 Asienpolitikken øverst på dagsordenen. USA støttede ganske vist Jiangs eksil-regering i [[Taiwan]] samt modrevolutionære kræfter i Kina, men undgik samtidig at involvere sig aktivt i disse kræfters kamp mod [[Mao Zedong|Maos]] styre, ligesom man undlod at kræve en genindsættelse af den fordrevne regering. <ref> Den såkaldte "dobbelte politik": Offner (2002), s. 346.</ref> [[Stalin]] tolkede USA's reaktion som en mulighed for at etablere en ”anden front” i Østasien; denne skulle oprettes via stedfortrædere, hvilket ville minimere risikoen for [[USSR]]. <ref> Gaddis (2005)</ref> Med denne strategi kunne

Stalin udbygge den [[kommunisme|kommunistiske]] fremdrift, som Maos sejr det foregående år havde igangsat. Kommunistisk sejr i Østasien ville kompensere for de Europæiskeeuropæiske tilbageslag og fungere som modvægt til USA´s mere og mere åbenlyse forsøg på at indlemme Japan i sit alliancesystem efter krigen .<ref name="danstoredanskedk">denstoredanske.dk</ref>.

USA´s reaktion herpå blev, at vægten mellem økonomiske, politiske og militære midler gradvis ændredes til fordel for de militære midler. Kennan ønskede selv at fastholde hovedvægten på de økonomiske midler som i fx [[Marshallplanen]], men hans synspunkt blev fortrængt af både politikere og diplomater, der ønskede at bruge militære midler i form af [[NATO]]. [[Koreakrigen]]s udbrud i juni 1950 udløste en kraftig styrkelse af den militære vægtning.

Siden 1910 havde [[Korea]] været en del af det [[Japanske kejserdømme]] som i sommeren [[1945]] brød sammen. Efter [[Anden Verdenskrig]] kom Korea under fælles besættelse af sovjetiske og amerikanske styrker, Sovjet besatte den nordlige del og USA den sydlige del. Moskva og Washington blev uden større vanskeligheder enige om, at den [[38. nordlige breddekreds|38. breddegrad]], skulle fungere som [[demarkationslinje]], indtil der kunne etableres en samlet koreansk regering, og besættelsesstyrkerne efterfølgende skulle trækkes ud. Tilbagetrækningen af styrkerne fandt sted i 1948-49, men der var ingen enighed om, hvem der skulle lede landet og efter et [[FN]] – -godkendt valg, fik den amerikanskstøttede Republik Korea kontrollen med den sydlige del, og uden valg fik den sovjetiskdominerede Demokratiske Republik Korea magten i den nordlige del af landet.<ref> Gaddis(2005), s.58-60</ref>.

=== FN -missionen ===

FN´s inddragelse i Korea-krigen: Lørdag den [[24. juni]] [[1950]] fårfik den amerikanske præsident [[Harry S. Truman]] besked om, at det sovjetisk støttede [[Nordkorea]] harhavde angrebet det pro -vestlige [[Sydkorea]]. Dette blev af den amerikanske præsident opfattet som den frie verdens styrkeprøve mod den aggressive og ekspanderende kommunisme. Truman rettede derefter henvendelse til FN om at indkalde sikkerhedsrådet, og dden 25. juni 1950, 12 timer senere, var rådet samlet.

Den 25. juni 1950 vedtagervedtog FN 's sikkerhedsråd den første Korea-resolution,; USA sendersendte sin 7. flåde til [[Taiwanstrædet|Formosa-strædet]]. Resolutionen gørgjorde Nordkorea ansvarlig for krigens udbrud, opfordreropfordrede til krigens ophør og til at Nordkoreanernenordkoreanerne trækkertrak deres styrker ud af Sydkorea. Samtidig opfordresblev FN´s medlemslande opfordret til at føre resolutionerne ud i livet og til ikke at hjælpe Nordkorea.

Den 27. juni 1950 vedtagervedtog FN´s sikkerhedsråd den anden Korea-resolution, denne resolution opfordreropfordrede til direkte militær deltagelse.<ref>Frederiksen(2005), s.76-80</ref>.

I alt 16 FN-lande sendersendte soldater til krigen, det lykkedes FN-styrkerne på bare to uger at vende krigens gang og trænge de nordkoreanske styrker tilbage til omkring den 38. breddegrad. Det militære mål for FN var nået.

D7Den 7. Oktoberoktober 1950 vedtagervedtog FN´s generalforsamling, at alle nødvendige skridt skalskulle tages for at sikre stabile forhold i Korea, herunder oprettelsen af et forenet, uafhængigt og demokratisk styre. <ref>Frederiksen(2005), s.82</ref>

Mange havde håbet, at FN i efterkrigstiden ville være et aktivt fredsskabende organ, der kunne forhindre internationale konflikter. Men Korea-krigen var det første eksempel på, at FN involverede sig så voldsomt i en international konflikt. USA brugte FN til at legitimere sin inddæmningspolitik, for USA havde forud for krigen ingen aftale med Sydkorea om hjælp i tilfælde af krig. <ref>Frederiksen(2005), s.92</ref>

Oprindelig var inddæmningspolitikken s formuleret med henblik på [[Europa]], men blev også i 1950´erne og 1960´erne brugt til at inddæmme Kina. Efter [[Den kolde krig]]s afslutnings kan det diskuteres, om det var de økonomiske og politiske midler eller de militære, der viste sig mest virkningsfulde. <ref name="danstoredanskedk"/>

== NoterReferencer ==