Åbn hovedmenuen

Ændringer

100 bytes fjernet ,  for 1 år siden
En del sproglige opstramninger - men i hvert fald hele historieafsnittet ser noget bedaget ud og ligner noget taget fra fx Salmonsen: Eftersyn er tiltrængt
{{Portal}}
[[Fil:The Geographer.jpg|thumb|''Geografen'', maleri af [[Jan Vermeer]]]]
 
'''Geografi''' er studiet af [[jorden]]s overflade. Ordet stammer fra de [[Græsk (sprog)|græske]] ord ''geo-'' ("jorden") og ''graphein'' ("at skrive, tegne, eller videnskaben om-").
 
 
== Geografiens udviklingshistorie ==
{{eftersyn-afsnit}}
 
Man kan tage udtrykket »"geografiens historie«" i mere end en betydning. Man kan derved forstå:
# udviklingen af den moderne videnskabelige geografi og dens metodik;
# udviklingen af vort kendskab til jordklodens egenskaber, således som ikke alene geografi, men også andre videnskaber som matematik, astronomi, fysik med flere arbejder på at udrede dem;
=== Antikken ===
 
De første forestillinger om jorden som helhed går vist nok tilbage til orientens ældste kulturfolk, men disse forestillinger er os dels ukendte, dels meddeltemeddelt i et symbolsk sprog, som det er vanskeligt at fatte betydningen af. Det folk, fra hvilket vi først har bevaret så velbegrundede og klart udtrykte geografiske forestillinger, at de har kunnet få betydning for kulturen gennem tiderne, er grækerne. Allerede hos de gamle grækere kan der sondres mellem to slags geografiske forfattere: dem, der interesserede sig for jorden som helhed og behandlede det første teoretiske problem af geografisk art, nemlig det om jordens form og størrelse, og dem, der havde mest interesse for menneskene og tingene, der fandtes på jordoverfladen. Til den sidste gruppe hører [[Herodot]], der ca. 450 f. Kr. ved sin beskrivelse af folkenes sæder og historie også tog et ikke ringe hensyn til landenes natur. Som en af de ældste kendte repræsentanter for den første gruppe kan nævnes [[Anaximander]] fra [[Milet]], der i første halvdel af 6. århundrede f. Kr. forsøgte at fremstille det første verdenskort. Læren om jordens kugleform blev fremsat af [[den pythagoræiske filosofiske skole]], og [[Aristoteles]] beviste den ved [[måneformørkelse]] og ved den omstændighed, at på det åbne hav bliver toppene af kystgenstande først synlige. [[Eratosthenes]] (276—196), der levede i [[Alexandria]], gav først en geografisk systematik og metodik, som for århundreder blev det herskende grundlag; han forsøgte også at give et mål for jordens størrelse ved at udmåle en jordbue mellem [[Alexandria]] og Syene, og han udkastede kort af den beboede jord på grundlag af et slags gradnet. Målingsforsøget blev senere gentaget af [[Ptolemæus]], der bestemte jordens omfang til 180.000 olympiske stadier. Selv [[Strabo]] (68 f.Kr.—24 e. Kr.) var endnu afhængig af Eratosthenes' lærebygning, selv om han hyppigt angreb sin forgænger. Strabo, der skrev en geografi i 17 bøger, der for største delenstørstedelen er bevaret, er i nyere tid blevet kaldt oldtidens største geograf, men det kan han dog kun kaldes i en enkelt retning, i detidet han var den første, der så, at det var en geografisk opgave at bringe landenes natur i forhold til folkenes kultur og vise, hvorfor nogle steder befordredes kulturen, mens den andre steder hæmmedes af naturforholdene. Denne tanke kom dog ikke til at spille nogen rolle hos de senere forfattere, der næsten alle hyldede den periegetiske form, det vil sige, de ordnede deres skildring, som om forfatteren skred frem langs kysten eller langs en vej inde i landet; dette gælder fx skriftet ''de situ orbis'' af Pomponius Mela, der var et af de mest læste lige til middelalderens begyndelse. Det blev da heller ikke Strabo, men derimod Claudius Ptolemæus, der gjaldt for den største geograf. Ptolemæus, der levede ca. 150 e. Kr., fik navnlig betydning gennem to hovedværker, hans astronomi og hans geografi, i hvilken sidste han opregner lande, byer, bjerge og floder med oplysning om hvert steds længde og bredde m. m.; desuden nævnes hans atlas med 26 specialkort.
 
To anskuelser var i oldtiden herskende angående fordelingen af land og vand på jorden; den første, hvortil fx Eratosthenes og Strabo sluttede sig, antog, at de tre da kendte fastlande, [[Europa]], [[Asien]] og "Libyen" ([[Afrika]]) var en sammenhængende ø, overalt omflydt af verdenshavet (græsk ''Okeanos''); den anden, hvortil Aristoteles, [[Marinos fra Tyrus]] og Ptolemaios sluttede sig, tænkte sig det atlantiske og indiske ocean omsluttede af land lige som Middelhavet, og at der kun var en forholdsvis smal vandmasse mellem det yderste vestlige og østlige land, en anskuelse, der fik betydning for [[Christoffer Columbus|Columbus]]' opdagelse af Amerika.
 
Romerne fulgte ved behandlingen af geografien væsentligst praktiske formål, i detidet deres stadige krigstog, administration af det uhyreenorme rige og de udstrakte handelsforbindelser fordrede anlæggelsen af gode veje og dertil betydelige kortarbejder; af disse kendes kun et enkelt, nemlig den såkaldte ''[[Tabula Peutingeriana]]'', der stammer fra 4. århundrede300-tallet. [[Plinius den Ældre|Plinius]] og [[Lucius Annaeus Seneca|Seneca]]{{hvem?|dato=2016}} må nævnes som dem, der frembragte de betydeligste geografiske skrifter blandt romerne. Ved slutningen af oldtiden faldt det korografiske kendskab nærmest sammen med det romerske rige; Europas høje nord, det nordlige Asien hinsides det [[Kaspiske Hav]], altså [[Sibirien]], var ganske ukendt; om [[Kina]] havde man højst uklare begreber; den sydøstlige asiatiske øverden var knapt kendt ud over [[Java (ø)|Java]], [[Østafrika]] kendte man til [[Zanzibar]], Vestafrika til [[Sierra Leone]], mens man om det indre Afrika kun havde vage forestillinger om negerlande hinsides ørkenen; dog må det bemærkes, at Ptolemaios allerede omtaler [[Nilen]]s kilder som kommende fra to store søer i nærheden af [[ækvator]].
 
=== Middelalderen ===
 
Middelalderen viser for geografiens, som for de fleste andre videnskabers vedkommende, navnlig i sin første tid en tilbagegang. De store græske geografer forglemtes, og de romerske forfattere, blandt dem navnlig Plinius, blev de mest brugte, men ikke de heldigste kilder. Fantasifostre og vidunderskikkelser befolker værkerne, mens man ganske ser bort fra landområdernes naturbeskrivelse eller i det højeste indskrænker sig til en blot og bar stedfortegnelse. Heller ikke den fysiske geografi gjorde fremskridt, og læren om jordens kugleform måtte vige for den naive tro på jorden som en flad skive. I den ældre middelalder herskerherskede de såkaldte "hjulkort", der med [[Jerusalem]] i verdens centrum og Okeanos som ydergrænse til alle sider viserviste en mærkelig blanding af bibelske og græske ideer. Den geografiske horisont indskrænkedes mere og mere, og kun de nordiske vikinger gjorde nye opdagelser ([[Grønland]] og [[Amerika]]), men disse blev ikke bragtebragt til videre kendskab. Imidlertid rørte der sig et rigt liv blandt araberne, der var ivrige dyrkere af matematik og astronomi, og i modsætning til de kristne kirkefædre med iver studerede de græske geografer, navnlig Ptolemaios, hvis hovedværk allerede i 9. århundrede var blevet oversat til arabisk under navnet ''Almagest''. Deres stedsbestemmelser forbavser endnu den dag i dag ved deres nøjagtighed. Udbredelsen af [[islam]] og vidtstrakte rejser, navnlig af [[Ibn Batuta]], en af de mest vidt berejste mænd, der nogensinde har levet, og [[Edrisi]], udvidede deres geografiske synskreds så vidt, at de kendte hele Europa med undtagelse af det højeste Norden, den sydlige halvdel af Asien, Nordafrika til c.cirka 10° n.nordlig Br.bredde, og østkysten indtil [[Stenbukkens vendekreds]]. Også over den fysiske beskaffenhed af de kendte lande findes mange fortræffelige arbejder, således af [[Massudi]], lige somligesom over almindelige fysisk-geografiske fænomener af fx [[Kazwini]]. Den større forbindelse, som OccidentenVesten ved korstogene og de italiske handelsrepublikkers opblomstren kom i med Orienten, kunne ikke undlade at virke på det kristne Europa, og viman ser i den senere kristne middelalder så betydelige forfattere fremtræde som [[Albert den Store]], [[Roger Bacon]] og [[Vincens af Beauvais]]. Samtidig fremmedes også berøringen mellem Europa og det fjerne Østasien, dels på krigersk måde ved de store mongolerindfald, dels ved udstrakte rejser, hvoraf her blot kan nævnes [[Marco Polo]]<nowiki/>s berømte rejse (1271—1295) og de gejstlige sendebud til mongolernes storkhan som [[Piano di Carpine]] [[1246]] og Ruys-broeks ([[Rubruquis]]) [[1253]]. Stor betydning for den geografiske opfattelse af Europa havde også åbningen af en atlantisk søvej fra de italienske handelsstæder til1til [[Flandern]], men det store fremskridt, den senere kristne middelalder viserviste i behandlingen af geografi frem for den tidlige, skyldes dog væsentligst den omstændighed, at de gamle græske geografer kom til hæder og værdighed igen, og frem for alt tilbagevendelsen til de ptolemæiske stedsbestemmelser. En afgjort fremgang viste sig i denne periode i kartografien, i detidet nu kompasset kom almindeligt i brug. Blandt de ældste mønstre på de berømte italienske kompaskort, de såkaldte [[portulan]]er, der forbavserudviser veden deresforbavsende nøjagtighed, må nævnes [[Pietro Visconti]]<nowiki/>s (1318) og [[Marino Sanuto]]<nowiki/>s (1320). Endnu højere stod dog det såkaldte katalaniske kort, forfærdigetudfærdiget i [[1375]] af en ukendt majorkanskmallorcansk styrmand, og venetianeren Fra Mauros kort fra 15. århundrede1400-tallet, der viser Marco Polos, Nicolo Gontis og portugisernes opdagelser i Østasien og langs Afrikas vestkyst.
 
=== Den nyere Tidtid ===
[[Renæssancen|Renæssance]]<nowiki/>tidenn bragte også nyt liv i geografien. Et mægtigt stød hertil var de store portugisiske og spanske opdagelser, der ikke blot næsten fordoblede den da kendte verdens udstrækning, men også til Europa bragte hidtil ukendte produkter, kendskab til ukendte naturforhold og ny folkeslag samt skabte ganske ny baner for verdenshandelen. De lærde opfordredesblev derved opfordret til at samle og nedskrive den sum af iagttagelser, som opdagerne bragte hjem fra deres eventyrlige togtogter. 16.1500- og 17.1600-tallene århundrede bliverblev kosmogratierneskosmografiernes tid, som Løffler udtrykker sig: "''disse litterære pulterkamre, hvori datiden, sædvanlig uden kritik og under mange misforståelser, nedlagde hele sin geografiske Viden''". Som et eksempel på disse kosmografiske håndbøger kan nævnes [[Sebastian Münster]]<nowiki/>s fra [[1550]]. Hos ham, som hos de øvrige kosmografer, mangler naturskildringer, men man finder i stedet opregning af produkter, byer, floder, seværdigheder, kongerækker m. m. træder i stedet. Som man ser,Dette minder dette nærmest om en senere tids rejsehåndbøger. Efter [[1600]] blev ordet geografi atter indført i stedet for kosmografi, der efterhånden forsvandt. VedI midten af 17. århundrede1600-tallet udkom et fortræffeligt og banebrydende værk, nemlig ''Geographia generalis'' af [[Bernhard Varen]]ius (Varen) (1622—1650).
 
Af de enkelte geografiske fagdiscipliner gjorde oceanografien store fremskridt på grund af sørejserne; store havdybder kunde man ganske vist ikke måle, men tidevandet og havstrømmene studeredesblev studeret med iver. Portugiserne havde således allerede i 15. århundrede1400-tallet opdaget Guinea-strømmen, [[Vasco da Gama]] fandt MosambiqueMozambique-strømmen, og Alaminos iagttog og benyttede [[Golfstrømmen]] i strædet ved [[Florida]]. Desuden blev luftstrømningerne udførlig beskrevnebeskrevet, og benævnelser som passater og monsuner optræderblev efterhånden almindelige.
 
Den matematiske geografi tog et mægtigt opsving ved [[CopernicusNicolaus Kopernikus|Kopernikus']]' og [[Johannes Kepler|Keplers]]<nowiki/>s optrædenindsatser, bredde- og længdebestemmelser blev skarpere, og den første gradbue blev udmålt ved triangulation mellem [[Alkmaar]] og [[Bergen op Zoom]]. Kortene, der nu udkastedesblev fremstillet efter mat.matematiske bestemmelser, forbedredesvar forbedredet, og hegemonietdominansen iinden for kartografien, der i 15. århundrede1400-tallet tilhørte italienerne, gik i første halvdel af 16. århundrede1500-tallet over til deres elever, de portugisiske og spanske lodser. I midten af århundredet blev disse dog også disse overfløjedeoverhalet af tyskerne, der hen imod slutningen af århundredet atter blev fortrængtefortrængt af hollænderne, hvis blomstringstid udfyldervar 17.i århundrede1600-tallet. Af særlige kortarbejder kan her nævnes tyskeren [[Martin Behaim]]<nowiki/>s globus og flamlænderen [[Gerhard Mercator]]<nowiki/>s banebrydende kortværker. Af hollandske kartografer kan fremhæves Hondius, [[Willem Janssen]], [[De Witt]]{{hvem?}} og Vischer; også en dansk kartograf fra denne periode er blevet berømt, nemlig [[Johannes Mejer]] fra [[Husum (Slesvig)|Husum]].
 
I hovedsagen stod geografien i 18.1700-tallet århundrede på sammei standpunktstampe, og Hübners »''Vollständige Geographie''« svarersvarede i alt væsentligt til de gamle kosmografier. Imidlertid skete der indirekte et stort arbejde for geografien ved naturvidenskabernes, etnografiens og statistikkens begyndende opblomstring. Det var i 18. århundrede1700-tallet, at [[René-Antoine Ferchault de Réaumur|Réaumur]] konstruerede sit [[termometer]] og Harrison ([[1693]]—1776) opfandt kronometeret, at [[De Luc]]{{hvem?}} 1772 udfandt formlen for barometrisk højdemåling, og det første meteorologiske akademi blev stiftet [[1780]]; et mægtigt fremskridt skete i den fysiske geografi ved skabelsen af en geologisk videnskab gennem [[A. G. Werner]] (1750—1817). [[Carl von Linné|Linné]] grundlagde det botanisk-zoologiske studium: plantegeografien etableredes af Wildenow, ligesom dyregeografien igangsattes af Zimmermann. Endelig begyndte også [[antropologi]]en at vise sig i [[:en:Petrus_CamperPetrus Camper|CamperCampers]]<nowiki/>s og [[Johann Friedrich Blumenbach|BlumenbachBlumenbachs]]<nowiki/>s værker, og man begyndte at tage fat både på statistiske undersøgelser og sammenlignende [[sprogvidenskab]]. Kartografien anvendte hele det forøgede astronomiske materiale og hævede sig, navnlig i Frankrig med navne som Delisle og d'Anville, til en hidtil ukendt højde.
 
=== 19. århundrede1800-tallet ===
 
Der var således i de videnskaber, til hvilke geografi hovedsagelig må støtte sig, gjort en række betydningsfulde forarbejder, og endelig fremtrådte i 19. århundrede1800-tallet stifterne af den moderne geografiske videnskab, nemlig [[Alexander von Humboldt]] og [[Carl Ritter]].
 
Humboldt (1769—1859) var oprindeligt uddannet som naturforsker og elev af Werner, hvis Phiton-teori han sammen med [[Leopold v.von Buch]] udviklede, hvorved de fik en afgørende indflydelse på opfattelsen af vulkanerne og jordklodens bygning. På udstrakte rejser, navnlig sammen med Bonpland i Syd- og Mellemamerika [[1799]]—[[1804]] og til [[Ural]] og [[Centralasien]] [[1829]], samlede han en rig sum af selvstændige iagttagelser, som han har nedlagt i afhandlingen »''Ansichten der Natur''« og kæmpeværket »''Kosmos«''. Også i særlig geografisk retning skylderydede vi hamhan vigtige bidrag, således fx i hanssit store værk over Centralasiens bjergsystemer, der væsentlig er af historisk-kritisk indhold, og i hans hovedværk, »''Planternes geografiske udbredelse''«. Endvidere kan nævnes, at det var Humboldt, der opfandt brugen af [[isoterm]]er, lige som det er ham, hvem vi skylderder grundlæggelsengrundlagde af et system af magnetiske korresponderende iagttagelser.
 
I modsætning til den vidt berejste naturforsker Humboldt var Ritter (1779-1859) hjemmegeografenen mere stationær geograf, denen teoretisk boglærdebaseret mandperson med en nærmest historisk uddannelse, men dog langtfra ukyndig i naturvidenskaberne. I stedet for Humboldts glimrende fremstilling, ogder ofte maleriskeindeholdt ognoget tændendemaleriske beskrivelser, finder manvar Ritter mere tung i stilen og filosoferende, men han besad ualmindeligt talent for det systematiske og et stortoverordnet syn på geografiens opgave som videnskab. De to mænd supplerede på ejendommeligsin mådevis hinanden. Vi skylder Ritter stod ikke alene bag almindelige betragtninger over fordelingen af hav og land og over kontinenternes former, men også bag en geografisk terminologi: benævnelser som højland og lavland, bjergland (Gébirgé), plateau, bjergkæde og bjerggruppe, delingen af flodernes løb i øvre, mellemste og nedre og så videre.
 
Humboldts og Ritters virksomhedsperiodeaktive tilhørerperioder lå i første halvdel af 19. århundredeårhundredet; samtidig begyndte man også rundt omkring at stifte geografiske selskaber. Men trods det, at Humboldt og Ritter nærmest fikvar envelestimerede glimrende modtagelse afi deres samtid, sporer man mærkeligt nok kun ringe fremgang i den geografiske litteratur. Ganske vist optog man den ritterske terminologi, optegnede nøjagtigeremed større nøjagtighed nyopdagede bjerge, floder og søer og gjorde enkelte andre fremskridt; men i øvrigt fulgte man i de geografiske beskrivelser ikke den vej, Humboldt og Ritter havde anvist. Behandlingen af landenes naturforhold indskrænkede sig i hovedsagen til deres reliefrelieffer og vandløb, og [[antropogeografi]]en svandt ind til en "politisk geografi" med stater og byer. En undtagelse må dog fremhæves, nemlig danskeren [[Joachim Frederik Schouw|J. F. Schouw]] med værker som "''Europa''" (1832) og "''Prøver paa en Jordbeskrivelse''" (1851). MensPeriodens såledesgeografer devar egentligerelativt bæreretilbageholdne, afmen den beskrivende geografi forholdt sig passive,samtidig førtes de ny ideer videre af naturforskerne, der, som Studer, Schouw, Grisebach, Schmarda og andre, hver på sit specielle område kraftig bidrog til fremskridt af det geografiske studiums fremmestudium, indtil endelig som oven for nævnt de darwinske ideer havde gennemtrængt også geografien og derved stærkt bidraget til, at man var blevet yderligere klar over denne videnskabs særlige synspunkter.
 
== Metoder ==
* Beskrivende – Specificerer lokaliseringen af bestemte ting og befolkninger.
* Analytisk – Spørger ''hvorfor'' befinder bestemte ting og befolkninger sig i et bestemt geografisk område.
 
Geografien har altid bestået af to dele: indsamlingen af oplysninger og analysen af oplysninger. Tidligere skete indsamlingen af oplysninger fortrinsvis ved rejser, der ikke sjældent var bekostet af offentlige myndigheder netop med det formål at lade sagkyndige rejse ud og indsamle oplysninger, det være sig om de landskabelige forhold (herunder geologiske forhold, plantevækst og dyreliv) eller om menneskenes levevis.
 
* [[Erik Pontoppidan den yngre|Erich Pontoppidan]]: ''Den Danske Atlas'', Bind I-VII (1763-1774),
* [[Landhusholdningsselskabet]]: ''Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nuværende Tilstand i økonomisk Henseende''; i alt 19 bind (1826-1844),
* [[Jens Peter Trap|J.P. Trap]]: [[Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark|''Danmark'']], udkommet i 5 udgaver mellem 1858 og 1972.
* Gyldendals Egnsbeskrivelse.
 
63.548

redigeringer