Sammenhængskraft: Forskelle mellem versioner

Ordet er i nyere tid (siden 1994)<ref name=autogeneret1>[http://www.information.dk/220096 "Kampen om det slidte modeord - sammenhængskraften" (Information 2. januar 2010)]</ref> inden for [[politik]], [[sociologi]] og [[statskundskab]] et begreb, som bruges til at beskrive fællesskabsfølelsen (eller manglen på samme) i et [[samfund]].<ref>[http://videnskab.dk/kultur-samfund/det-multikulturelle-samfund-truer-sammenhaengskraften "Det multikulturelle samfund truer sammenhængskraften" (videnskab.dk 10. august 2010)]</ref> Begrebet bruges ofte i den politiske debat med henvisning til, at samfundets sammenhængskraft er truet grundet dårlig [[integration (samfund)|integration]]. Hvis sammenhængskraften i et samfund er god, indebærer det, at afstanden mellem grupperne i samfundet ikke er stor, hverken socialt eller kulturelt, samt at der er mange kontaktflader mellem de forskellige grupperinger i samfundet.▼

Tanken bag begrebet er, at individerne ved at indgå i sociale relationer får adgang til nogle ressourcer, som udspringer af medmenneskelighed. Samtidig får disse sociale relationer individerne til at føle sig som gensidigt forbundne og ikke blot som enkeltbrikker i et spil. Man kan sige, at sammenhængskraften betinges af tre faktorer:▼

Indenfor samfundsvidenskab og humaniora kan man næppe tale om "sammenhængskraft" som et videnskabeligt begreb. Som begrebskonstruktion kan der umiddelbart peges på det forføriske i betegnelsen, den henviser til at ordet både skal være sammenhængende og have en hvis kraft som en form for talehandling. Derfor låner ordet sig let til ideologisk brug i eksempelvis politik og skåltaler. Man må altså være påpasselig med brug af ordet, hvilket bliver åbenbart, når man ser på ordets begrebshistorie. Her skal man være opmærksom på, at det også er et specifikt dansk ord, der ikke findes tilsvarende på de store videnskabelige sprog som engelsk, tysk og fransk. Betegnelsen er kommet ind i dansk politisk sprogbrug i 1994 via danske oversættelser af EU-kommissionens fonde for "social kohæsion" i støtten til regional udvikling af udkantsområder. Formodentlig har franske embedsmænd her anvendt denne betegnelse kendt fra fransk sociologi og begrebet social kohæsion henviser i fransk sociologi særligt til den klassiske store franske sociolog Émile [[Durkheim]] (1858-1917). ▼

Det er dog forkert, når der siges "Durkheims teori om sammenhængskraft", ordet har ganske enkelt selvfølgelig ikke nogen umiddelbar ækvivalent på fransk, som er det sprog, Durkheim skrev på. Men man kan heller ikke finde en direkte ækvivalent i engelsk eller tysk samfundsteori. ▼

Faktisk er det ofte Émile Durkheims sociologi, der henvises til, når der tales om sammenhængskraft, og ser man nærmere på Durkheims sociologi ser man straks problemet. Durkheim udviklede et begreb om social kohæsion ("cohésion sociale") i doktordisputatsen ''Om den sociale arbejdsdeling'' fra 1893 (dansk oversættelse på Hans Reitzels Forlag 2000 fra originalen ''De la division du travail social'', Paris: PUF 1930, original 1893, 2.udg. 1902). Begrebets historik går tilbage til stændersamfundets forestillinger om "sociale bånd" ("Liens sociaux", som består af et netværk af normer og regler, og anvendes eksempelvis som sådan af Jean-Jacques [[Rousseau]] i værket om ''[[Samfundspagten]]'' (''Le contrat social'') fra 1762. Rousseaus tankegang er afgørende for Durkheims problemstilling, da Rousseau netop i dette værk var den første filosof, der beskriv, hvorledes individet på moderne vis må forstås splittet i statsborger, undersåt og menneske - idet individet som menneske var blevet uudgrundeligt og uidentificérbart set fra rollen som statsborger og undersåt. Dermed opstår det moderne problem: Hvordan kan et samfund forene det, der er blevet opsplittet. Det er netop det problem, Durkheim vil undersøge med sin afhandling.▼

I afhandlingen defineres social kohæsion således, at "alle og enhver ved faktisk, at der er en social kohæsion, hvis årsag er alle de enkelte bevidstheders overensstemmelse med en fælles type, som ikke er andet end typen af samfundets psyke. Under alle omstændigheder er alle gruppens medlemmer ikke blot hver for sig tiltrukket af hinanden, fordi de føler sig beslægtet,, men de knytter sig også til det, som er eksistensbetingelsen for denne kollektive type, dvs til det samfund, som de danner ved deres forening." (''Om den sociale arbejdsdeling'', 2000 s. 119). Igennem værket bruger Durkheim nu begrebet social kohæsion som et overbegreb, der skal rumme to typer af relationer mellem individer og kollektivet. Den første type kendetegnes af det, Durkheim kalder "mekanisk [[Solidaritet (sammenhold)|solidaritet]]". Mekanikken heri består i, at enhver afvigelse skal mødes af en sanktion, der mekanisk reagerer på afvigelsen, som eksempelvis når en forbrydelse i form af et normbrud straffes direkte med endnu et normbrud, eksempelvis halshugning, der jo er moralsk forkasteligt på samme måde som man heller ikke må slå andre, med mindre slag bruges som straf for forbrydelse. Der er altså tale om en form for hævn eller ligevægt af hævn på hævn eller noget for noget i denne mekaniske forståelse af straf og solidaritet.▼

Solidariteten består i at alle individer blev anset for relativt identiske størrelser - eventuelt underlagt standsforskelle - indbefattet i det store fællesskab ("communauté"). Det er en tankegang udviklet of raffineret i høj- og senmiddelalderen inden for den katolske kirke. Autoriteterne, dvs præster, biskop, pave og konge samt herremænd osv kunne direkte indplacere hvem individet er og autoritativt fortælle, hvilken identitet individet har og bør have. Tankegangen kaldes også senere for kommunitarisme.▼

Det er denne form for det vi i dag kalder kommunitarisme, som Durkheim vil gøre op med. I undfangelsen af sin bog ville han skrive et alternativ til den tyske sociolog Ferdinand [[Tönnies]]' berømte bog ''Gemeinschaft und Gesellschaft'', der udkom i 1887. Durkheim havde skrevet en seks siders anmeldelse af værket, og kritiseret det for en romantiseret opfattelse af fortællingen om tidligere tiders [[Gemeinschaft]] eller fællesskab som utidssvarende til det moderne arbejdsdelte samfund. Med [[arbejdsdeling]] forstår Durkheim nu ikke blot arbejdsdeling inden for eksempelvis en fabrik, men også arbejdsdeling mellem politi og røvere, arbejdende og arbejdsløse, inkluderede og ekskluderede. I dag ville man set i lyset af stress-problemer kunne peget på arbejdsdelingen mellem de der kan arbejde i en form for tempoforhøjelse og de, der ikke kan, idet der altid vil være de der kan arbejde hurtigere og de, der er mindre inkluderede i tempoforhøjelsen. Solidaritet i et moderne samfund skal således være mere organisk, og organisk solidaritet regulerer således et arbejdsdelt og differentieret evt. magtdelt samfund. Individerne skal netop være specialiserede og finde deres funktion i de særegne vilkår, der kan give moderne mennesker autonomi, ikke på grund af deres lighed, men på grund af deres forskellighed. Sat på spidsen kan man sige, at Durkheims begreb om social kohæsion og organisk solidaritet i et moderne samfund skal kunne rumme, at der er individer der er rigtig gode til ikke at kunne noget som helst. Solidariteten skal rette sig mod både de inkluderede og de ekskluderede. Eller som han siger i sin efterfølgende bog fra 1895, ''Den sociologiske metodes regler'' (Hans Reitzels Forlag 2000, s. 110-102): "At klassificere forbrydelsen blandt den normale sociologis fænomener er ikke blot at hævde, at den er et uundgåeligt om end beklageligt fænomen, som skyldes menneskenes uhelbredelig ondskab; det er at bekræfte, at den er et aspekt af den offentlige sundhed, en integrerende del af ethvert sundt samfund."▼

Betegnelsen social kohæsion ("sammenhængskraft") henviser således til to meget forskellige former for social integration og solidaritet: Mekanisk solidaritet og organisk solidaritet. Og det ideologisk-politiske problem med at tale om sammenhængskraft er, at det er uklart, hvad der henvises til, om man eksempelvis vil forsvare en middelalderlig kommunitær form for solidaritet eller en moderne solidaritet. Betegnelsen siger således alt og intet kan er alt for elastisk til ikke at kunne misbruges. ▼

Durkheim ville således da også pege på, hvorledes gamle europæiske betegnelser om eksempelvis fællesskab, magt, inklusion og eksklusion (middelalderkatolicismens "ekskommunikation") ofte inadækvat anvendes i det moderne samfunds begrebsbrug, med mindre disse betegnelser reformuleres ud fra videnskabeligt gennemprøvede analyser (jf. Durkheim ''Den sociologiske metodes regler'', 2000, s. 58-59, 65). Mere generelt ville Durkheim, lige som Jürgen Habermas mere aktuelt, foretage en samfundsbeskrivelse, hvorfra der kan sluttes fra hvordan samfundet "er" - eller må kunne beskrives - til, hvordan det "bør" kunne indrettes. Altså hvis samfundet ''er'' arbejdsdelt, så ''bør'' der kunne indrettes en form for organisk kohæsion mellem solidaritet og tolerance (jf. slutkapitlet Conclusion: From 'is' to 'ought' i W.Watts Miller: ''Durkheim, morals and modernity'', London: UCL Press 1996, s. 251-262).▼

{{Reflist}}▼