Oplysningstiden: Forskelle mellem versioner

Ved hjælp af oplysning blev befolkningen befriet fra det formynderskab, autoriteterne og traditionerne øvede, som udtrykt gennem Kants tanker om, at mennesket må oplyses for at vinde selvbestemmelse og "myndighed". Kants filosofi kritiserer [[rationalisme]]ns fornuftbegreb, idet han mener, at den basale fornuft ikke fortæller om virkelighedens beskaffenhed, men kun om fænomenerne. Udgangspunktet sker i [[retsfilosofi]]en med [[Hugo Grotius]] ([[1625]]), der udtrykker tanken om ligheden mellem mennesker igennem begrebet [[naturret]]: det er ikke Gud, der er ophav til samfundets moralske love, men fornuften. Tankerne videreudvikles i [[England]] af [[John Locke]] i ''Two Treatises on Government'' ([[1690]]), [[David Hume]], [[Adam Smith]] og [[Jeremy Bentham]], i [[Frankrig]] af [[Jean-Jacques Rousseau|Rousseau]] ''Om samfundspagten'' (1762) og i [[Tyskland]] af [[Leibniz]], [[Gotthold Ephraim Lessing|Lessing]] og [[Immanuel Kant]], der med sine filosofiske undersøgelser af selve begrebet fornuft, står som omdrejningspunktet i europæisk filosofi efter antikken.

 

 

=== Antikkens filosofi ===