Olav Tryggvasons saga: Forskelle mellem versioner

▲Snorre Sturlasson er en sagafortæller og som alle sagaskribenter er hans fortællinger prægede af ytre handlinger, få forklaringer og beskeden argumentation og ingen beskrivelser af menneskenes indre liv. ''Olav Tryggvasons saga'' er ingen undtagelse. Selv om Snorre Sturlasson manglede mange af de forfattergreb som moderne forfattere har til disposition var han ingen primitiv stilist. Han udnyttede til fulde de redskaber, han havde tilgængelig, og hvad personerne ikke kan udtrykke på det indre, tankemæssige plan udtrykker de til fulde i de ytre: ikke bare i fysisk handling, men også handlingsamtaler. Dialoger, samtaler og argumentationer er ikke bare tomt snak, men udtrykker handlinger i sig selv.

▲Hvor end læseren går ind i ''Olav Tryggvasons saga'', vil man møde ulige aktører, som handler ved hjælp af ord. Aktørerne samtaler, de giver hinanden løfter og råd, og de lyver og bagtaler hinanden. Aktørerne gør noget, de handler, gennem det de siger. Det er talehandlinger, som forfatteren [[Terje Hillesund]] har uddybet i et essay fra [[1994]].<ref>Hillesund, Terje: ''«Dette kunne vel bli din bane!» Talehandlinger i Olav Tryggvasons saga''. NORSKRIFT nr.84 1994.</ref>

▲Hvis man trækker i fra de partier, som egentlig angår ''Håkon jarls saga'' er det fem centrale hændelser, som angår Olav Tryggvason i hans saga: Det er [[Sigrid Storråde]]s spådom og trussel, det er [[Thyra Haraldsdatter]]s ægning, det er Sigrids ægning af [[Svend Tveskæg|Sven Tveskæg]], det er [[Sigvalde jarl]]s svig, og det er til sidst – klimakset – [[slaget ved Svold]].

▲Man mærker sig, at kvinder er centrale for at udløse konflikterne i handlingen. Det er måske ikke helt historisk, men det er meget virkningsfuldt gjort af Snorre. Kvinderne har ikke mænds våben og magtbrug, men de har ordets magt og som de benytter med al den sprængkraft, de har. Ved at digte personernes talehandlinger magter Snorre på en yderst elegant måde at forklare historien ved at vise både baggrund og årsagssammenhænge som fører til Olav Tryggvasons fald.

▲Et typisk eksempel, som Terje Hillesund benytter, er den hændelse, hvor Astrid fra Jæren har flygtede til Sverige med spædbarnet Olav. Eiriksønnernes moder Gunnhild ser barnet som en trussel og vil have det ryddet af vejen. Hun sender sendebuddet Håkon til Sverige og stormanden Håkon Gamle, som Astrid har søgt tilflugt hos. I citatet under er de verber og substantiver som peger på talehandlinger markeret i '''halvfed''' (tykke bogstaver) mens talehandlingernes indhold er markeret i [[kursiv]] (skråstillede bogstaver):

▲<blockquote>Så kom Håkon frem med sit '''ærinde''' for sveakongen. Han '''sagde''' at ''Gunnhild'' '''havde sendt bud''' og '''bedt om''' ''at kongen måtte støtte ham, så han kunne få med sig Olav Tryggvason til Norge. «Gunnhild vil tage ham til opfostring,»'' '''sagde''' han. Kongen gav ham mænd med, og de red til Håkon Gamle. Håkon '''bad med mange venlige ord''' ''Olav om at komme med sig.'' Håkon Gamle '''svarede pænt''' og '''sagde''' at mora fik '''rå''' ''for om han skulle komme med'', og Astrid ''ville ikke for nogen pris at gutten skulle rejse''. Sendemændene fór sin vej, og '''sagde''' til kong Eirik ''hvordan det var gått.''</blockquote>

▲Andet end det, som bliver sagt, bliver fortalt. Gunnhilds sendebud Håkon beder om, at Gunnhild får Olav til fostring. Astrid vil ikke gå med på dette. Begge parter ved, at der ligger mere i ordene end det, som bliver udtrykt. Gunnhild har vikarierende motiver og tilbuddet er ikke venlig, men det kommer først til udtryk, når man sammenligner citatet ovenfor med det næste:

▲<blockquote>Sendemændene kom til Håkon Gamle og '''krævede''' at ''han skulle lade gutten følge med dem ''. Da han ''ikke var villig til dette '', '''brugte''' de '''grove ord''', '''lovede''' at ''han skulle få svi for det'' og var ondt sindede.</blockquote>

▲Snorre gengiver aktørernes ønsker, krav, trusler og svar. Det er kun én af talehandlingerne som bliver gengivet i direkte citat: "Gunnhild vil tage ham til opfostring," sagde han.